lørdag, december 31, 2011

Livsnyderen tager afsked med 2011

Egentlig gad jeg ikke skrive sådan et indlæg her. Og det bliver ikke nogen kavalkade over alle mine blog-bedrifter, for de har været få og langt imellem.


Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.


Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.


Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.


Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.


I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.


Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.


Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.


Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.


Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".


Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.


Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.


Over and out.

fredag, december 30, 2011

Livsnyderens selektive kropshukommelse

Da jeg løb nede ved Lillebælt idag, var vandet næsten blikstille.

Måske var det bare det tunge tråd og det besværede åndedræt fra en vis motionist, der lavede de krøller, der var på overfladen.

Det fik mig til at tænke.

Jeg har tit hørt, at kroppen har sin egen hukommelse. Kroppen husker det, vi gør ved den, siger nogen. Det lyder lidt new age, og jeg ved ikke, om der er noget videnskabeligt belæg for det.

Uanset, så tror jeg at min krop har en meget selektiv hukommelse.

For hvorfor er det meget lettere for den at huske, hvor overvægtig jeg var engang (og stræbe efter at opnå den vægt igen), end at huske at jeg løb et halvmaraton for langt kortere tid siden? Dumme krop!

Efter dagens løbetur gjorde jeg mig umage for at huske den virkeligt gode fornemmelse jeg havde i min krop, mens jeg smed mit svedige løbetøj på badeværelsesgulvet og gik i bad. Den vil jeg gerne have at min krop husker på.

onsdag, december 07, 2011

Livsnyderens indigoblå dag

Det meste af tiden er jeg temmelig glad og ligevægtig. Mit liv er jo egentlig også vældig dejligt - jeg har en mand, jeg er meget glad for, jeg har et godt forhold til både hans og mine egne børn, og hvad angår mit job, er det vel ikke forbigået nogen, at jeg synes, at det jeg laver er sjovt.

Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.

Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.

Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.

Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.

Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.

Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.

Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.

Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.

I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)

søndag, november 27, 2011

Livsnyderens halvhedenske jul

Jeg kan godt lide jul, selvom jeg ikke er kristen.

Der er masser af ting at synes om:

Stearinlysene over alt i huset, som lyser op i mørket.
Lyskæderne i havens buske, som gør tusmørket kl. 16 lidt lettere at bære.
De lækre småkager, og hyggelige sammenkomster med gode venner.
God, hjemmelavet glögg, både den hvide og den røde slags.
Havregrynskonfekt!
Familien, der samles og hygger, spiser, spiller spil.
Fridagene og roen.

Jeg synes det er en dejlig, hyggelig årstid, selvom jeg fint kunne undvære gaveræset. Jeg synes det er svært at finde på gode gaveønsker, og jeg kender forbavsende mange, som har det på samme måde.

Vores juleaften er helt almindelig, med juletræ og julesalmer. Vi går ikke i kirke, og vi beder ikke bordbøn eller læser juleevangeliet. Salmerne har vi dog stadig - mange af dem er smukke, og minder mig om min barndoms skønne familiejul. Og når man elsker at synge så meget som jeg gør, er julesalmerne fine at samles med familien om.

En af de virkeligt gode ting ved julen er, at det er der, dagene vender og begynder at blive længere. Når jeg tænder kalenderlys og adventsstage, er det i virkeligheden nedtælling til det. I mit hoved, ihvertfald. Oprindelig var julen jo også en hedensk lysfest, og det er da i den grad værd at fejre, at mørket snart begynder at slippe sit tag og dagene snart begynder at længes.

Jeg glæder mig til lyset kommer igen - og i mellemtiden tænder jeg lys i mørket omkring mig.

(Her er min yndlingssalme - Blomstre som en rosengård. Det er det fantastiske kor X-tetten, som synger den - jeg er nr. 4 fra højre.)



fredag, november 25, 2011

Livsnyderen i det politiske hjørne

I disse dage forhandles om et lovforslag, som jeg har ventet på længe.

Det er ikke fordi det ændrer min situation i det daglige, eller på nogen måde giver mig eller nogen af mine fordele.

For jeg taler om "starthjælpen", som blev indført af den tidligere regering - velsagtens for at Pia Kjærsgaard & Co. kunne glæde sig over at have marginaliseret småtbemidlede udlændinge endnu mere. Eller som det hedder på Pia-speak "motiveret dem til at integrere sig og komme i arbejde".

Starthjælpen blev indført i 2003 og er en barberet bistandsydelse, som gives til folk, som de sidste 8 år har opholdt sig 7 af årene udenfor Danmark, og som ikke kan forsørge sig selv. Det skulle, som nævnt, motivere udlændinge til ikke at hvile på den edderdunspude, som bistandshjælpen jo er (det ved alle, som Dolph siger), og i stedet gå ud og få sig et job. Og integrere sig, og spise frikadeller.

For vi ved jo alle sammen hvor fantastisk effektfuld negativ motivation er.

At starthjælpen ikke fungerede som det angiveligt var meningen, viste sig efter nogle år. Som forudsagt kom der ikke flere af målgruppen i arbejde - de blev bare mere marginaliserede og mere fattige, og når man er fattig, er det svært at få råd til sende ungerne til fodbold og spejder og den slags ... og så bliver de også dårligere integreret.

Alligevel lavede man ikke loven om.

Da folketingsvalget var på trapperne, var jeg meget splittet. Jeg er vist det, man kan kalde en borgerlig radikal (selv kan jeg godt lide udtrykket "social-liberal"), og absolut ikke nogen fan af hverken SF eller Enhedslisten (jeg er ikke så vild med statens overtagelse af industrien og den slags). Hvad angår Socialdemokraterne, føler jeg mig lidt mere i familie ... men jeg er aldrig blevet helt revet med af Helle Thorning.

Men de borgerlige partier kunne jeg altså ikke stemme på. Når jeg laver sådan nogen hvem-er-du-enig-med tests, står DF altid som den jeg er ALLERMEST uenig med - - og så er det jo lidt svært at gå ind for en regering, som er totalt i lommen på dem. For det følte jeg, at de var. Venstre kan jeg ellers blive enig med om mange ting, men den der uhellige alliance måtte jeg tage afstand fra.

Alligevel var jeg glad over valgets resultat. For vi fik Pia K. fra fadet, og en anden god ting var, at de Radikale havde et godt valg. Jeg tænkte, at hvis de kunne få det til at fungere, var det okay. Socialt hjerte med borgerlig økonomipolitik  - det er lige op af min boldgade!

For et par uger siden hørte jeg i P1 en udsendelse om to danske kvinder, der begge levede på starthjælp, og det var simpelthen fortvivlende. Begge kvinder havde problemer, der forhindrede dem i at komme på arbejdsmarkedet - den ene var kommet hjem til Danmark med PTS (Posttraumatisk Stress) efter at have levet i udlandet med en voldelig ægtefælle.

Forestil dig at have 41 kr. om dagen at leve for. Min indignation blev gen-tændt! Heldigvis sluttede udsendelsen (som var optaget i august) med, at de ringede til en af kvinderne og fortalte, at en afskaffelse af starthjælpen var planlagt af den nuværende regering. Hun var så lykkelig, for nu kunne hun få råd til at købe de jerntabletter, lægen sagde hun skulle have, og hun kunne komme til tandlæge.

Jeg er så glad for at vi kommer af med starthjælpen, for den kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg ved godt riget fattes penge - men den blev jo heller ikke indført som et besparende tiltag dengang.

Nu kan vi få ryddet op i nogen af de ting, der lever som forkrøblede bastarder af en V-far og en DF-mor i vores lovgivning. Væk skal de! Så kan jeg godt leve med at se Ole Sohn som Erhvervs- og vækstminister for en tid, selvom det kryber i mig. For slet ikke at nævne Villy Søvndal ... suk.

Det er store vaskedag, og så kan det være vi om 4 år kan få en regering hen over midten, når lov-bastarderne er aflivet.

onsdag, november 23, 2011

Livsnyderen synes man er forpligtet

Man har en forpligtelse til at tænke før man taler.

Og har man en ledende stilling har man også en forpligtelse til at tænke sig om, før man drikker sig bagstiv og siger til en ny-fraskilt kollega, "om hun ikke snart skal have en ny mand."

Sexchikane? Det ved jeg ikke. Det kommer helt an på konteksten, det er sagt i. Men dumt, plat og måske endda sårende - det synes jeg faktisk den kommentar er.

En minister (som godt nok ikke var minister dengang, men velsagtens noget ved musikken i partiet) med en sexchikanesag - ja, man kan vel glæde sig over, at han ikke er ligestillingsminister.
Lettere roe-lam må han ihvertfald være, når han åbner sit store gab og lader sådan en lummerhed slippe ud.

Værre endnu står det da næsten til med kommentatorerne på de onlinemedier jeg har set.
Besynderligt nok står mennesker i kø for at bakke op om platte-Carsten og fordømme hende, han (måske) har bagt på. For hun er garanteret selv ude om det, og sikke en sart snerpe. Hun skulle vist være blevet hjemme fra julefrokost, når hun er sådan en mimose.

Okay så.

Når vi som kvindelige kolleger går til julefrokost, skal vi altså tage det som en opfordring til mændene: "Kom og henstøn snapse-lugtende dumheder i mit øre, og rag mig lidt på låret."

Nej fandme nej. Skal nogen beføle mine lårbasser, skal det være pr. invitation. Ikke fordi "når hun nu er mødt op til julefrokost, må hun da også være lidt frisk!".

Endnu værre bliver det, hvis befamleren er en overordnet. Man tøver måske lige lidt mere med at give sin chef et solidt puf, hvis han bliver nærgående - vil måske gerne lige løse det i mindelighed. Måske lader man sine grænser overskride lidt mere.
Hvad er man for en chef, hvis man sætter sine folk i den situation??

Mine drenge kan ihvertfald vide sig sikre i forvisningen om, at jeg ikke kunne finde på at begynde at lapdance på dem, eller noget tilsvarende - og jeg er ikke engang chef, bare en simpel projektleder.

Men hvis kulturen er sådan, som det ser ud til på onlinemedierne, så er jeg jo bare en kedelig livsnyder. Eller noget.


søndag, oktober 09, 2011

Livsnyderweekend

Åh, det har været en dejlig weekend!

Sprængfyldt med alle de gode ting, som gør livet værd at leve:

  • fremskridt i vores karnapværelses-projekt
  • hygge med ham, jeg elsker
  • løbe- og gåture
  • en spontan koncert i Det Bruunske Pakhus (Led Zeppelin-coverbandet Physical Graffiti)
  • mulighed for at sove indtil man ikke gider sove mere
...og så har vi lavet diverse forberedelser til vores forestående tur til USA. Printet billetter ud, tjekket det ene og det andet, snakket om hvad vi skulle pakke og så videre.
Hus-sitteren er booket, så der ikke er nogen der løber med vores hjem, mens vi er væk :-)

Der har været kaffedrikning i sofaen og hygge over lækker aftensmad, og masser af god snak.

Mine batterier er ladet op til en ny uge.

Jeg håber bare, at mit anfald af tinnitus fra gårsdagens koncert når at holde helt op! Jeg glemte ørepropperne ... dem husker jeg næste gang.

lørdag, oktober 08, 2011

Den maskuline livsnyder

Jeg er kommet igang med at løbe igen ... igen. Og det føles som om skaden, jeg løb (haha) ind i nogle måneder efter Lillebælt Halvmaraton i 2009, endelig er gået i sig selv.

For at passe på mig selv besluttede jeg at starter rigtig, rigtig forsigtigt op. Så jeg fandt dourun.dk's begynderprogram frem og kikkede på uge 1. Og så startede jeg i uge 4 (der er også grænser for HVOR forsigtig man skal være).

Lige nu er jeg igang med uge 7, og det går rigtig, rigtig godt. I vinter gjorde mit baglår ondt inden jeg var ude af Fasanvej, men jeg har endnu ikke mærket noget til det, så jeg håber det er væk for stedse.

Jeg har opdateret min løbegarderobe lidt. Jeg elsker at løbe i tights der går ned over knæene, men ejede kun et enkelt par. For nylig købte jeg to par mere, så jeg er godt med igen. Jeg har også, i forbindelse med vores vejfest, hvor der var kræmmermarked, købt min nabos meget let brugte nike løbejakke. Kæft den er lækker! Den kommer til at hænge på mig i hele lang-ærme-sæsonen.

Der er bare det, at min nabo altså er en mand. Og det er nok derfor den der løbejakke passer mig så super perfekt.

Jeg kan nemlig ikke ret godt med dame-løbetøj. Jo, dametights er fint nok, selvom jeg ejer både dame- og herretights. Men løbetrøjer og -jakker ... jeg er simpelthen ikke petite nok til de damestørrelser, de opererer i. En herrestørrelse løbetrøje i small eller medium passer mig meget bedre end en str. 40 eller L i damestørrelse - herretrøjen er lang nok, og bred nok over skuldrene og brystet. Og alligevel ikke løs alle de forkerte steder.

Efterhånden har jeg jo lært det nogenlunde. Og køber herremodellerne, fordi de simpelthen ofte passer mig bedre. Men så er der alle de der damemodeller, jeg har fået til diverse firma-arrangementer og kvindeløb. Selv i mine tynde perioder passer de mig ikke rigtigt - for når de så passer mig over skuldrene, er de alt for store ned over kroppen.

Jeg er åbenbart lidt maskulin i faconen, men jeg tager det ikke så tungt. Indtil videre har jeg endnu aldrig oplevet, at folk løb skrigende bort når jeg kom ind i et rum, og gift og moder er jeg da også blevet :-)
Jeg har faktisk også tit lyst til at gå ind i herrebutikker, for jeg synes tit at de jeans jeg ser der, er meget smartere end dem i damebutikkerne. Men jeg har ikke været modig nok endnu.

Måske kommer det :-)

torsdag, september 01, 2011

Livsnyderen om held i uheld

Min rare svigerfar er igen-igen på sygehuset med sin lungesygdom. Han lider af KOL - og han er en sej banan, som lider i stilhed. Men ind imellem må han ind og justeres i medicin, når det skralder for meget, og det har det gjort på det sidste.

Det er synd for ham, og for min svigermor, at han ikke har det godt.

Men der er lidt godt i sådan en dum situation. For i morgen henter Bruno nemlig sin mor, og så skal hun forkæles lidt hernede i weekenden. Det er rigtig længe siden de har kunnet besøge os sidst, fordi min svigerfar ikke kan holde til turen, så der er sket meget i huset, siden hun var her sidst.

Jeg glæder mig til at hygge om min søde svigermor!

søndag, august 28, 2011

Livsnyderen spidser valg-blyanten

Så blev der for alvor fløjtet til valgkamp i fredags, selvom parterne da har været igang med opvarmningen uendeligt længe.

Jeg synes ikke det var et øjeblik for tidligt, for det virker lidt på mig som om der går lidt deadlock i tingene, når alle ved at der bliver folketingsvalg lige om lidt ... men ikke præcis hvornår.

Hjemme hos os bliver der snakket meget politik, hele året. Vi er ikke altid enige om alt, men vi kan godt lide at diskutere, og ungerne er efterhånden så store at de har meninger, og spørgsmål til os om, hvad vi mener om det ene, og hvad det andet i øvrigt betyder?

Jeg synes det er svært ikke at interessere sig for politik, og jeg har aldrig helt forstået hvad folk mener, når de siger "Jeg interesserer mig ikke for politik."
For den politik, der føres i et land, har jo indflydelse på vores allesammens liv. På hvor meget vi betaler i skat, på hvordan vores børn bliver passet og undervist, på udviklingen af det vejnet vi kører på i vores bil, og på alle mulige andre aspekter af vores liv.

Så jeg har altid interesseret mig fra politik, stort set fra jeg var gammel nok til at fatte, hvad der blev sagt i TV-avisen (altså ... det meste af tiden. Engang imellem kan det såmænd være uforståeligt nok, men jeg er ikke sikker på at det har med min fatteevne at gøre).

En af de ting, der faktisk først gik op for mig, da jeg var ret voksen, var hvor uendelig stor pris vi skal sætte på, at vi har demokrati, og dermed ret til at stemme. Måske var det i virkeligheden murens fald, det gjorde mig opmærksom på, at alle mennesker dybest set gerne vil have indflydelse på de beslutninger, der sætter rammerne om deres liv. Især hvis de har prøvet IKKE at have det.

Min dybe respekt for det demokrati vi har, udløser af og til lange og højstemte taler, med mine arme børn som tilhørere. De bærer dog over med det, for det betyder også, at hos os er en valgaften en festaften.

Der er sengetid for en tid annulleret, og familien samles om fjernsynet, hvor vi følger stemmetællingen, og snakker om valget. Det kan godt være, at nogle af os er skuffede når valgets resultat gøres op, men demokratiet betyder jo, at de flestes stemmer tæller. Og så er det alligevel en festdag.

Traditionen medfører også ostebord med kiks og et lille glas rødvin til de voksne. Der er en særlig stemning og hygge lige den aften.

Så vi glæder os til den 15. september - til en valgaften på godt og ondt, men især på godt.

fredag, august 26, 2011

Den klamme livsnyder

For ikke så længe siden så jeg en dame, der skrev i en avis (eller et andet sted ... har faktisk glemt hvor) at mange har en uhygiejnisk uvane: nemlig at tage deres mobiltelefon med på toilettet.

Det spekulerede jeg noget over.

Jeg har nemlig ofte fået tiden under mit "morgentoilette" (som vi kalder det her - det, der trænger sig på når man har overstået havregrynene og morgenkaffen) med et spil Words eller en lille kabale.

Det var dog lidt svært for mig at se hvori det uhygiejniske bestod, eftersom mine fingre ikke havde foretaget sig noget væmmeligere end at trække mine bukser ned, før jeg berørte min iPhones glatte overflade. Og eftersom jeg efter endt "morgentoilette" lagde den i lommen igen, for derefter at gøre hvad man gør og herefter vaske hænder, må jeg indrømme at jeg affærdigede den hygiejne-bekymrede dame med et skuldertræk. For jeg regner faktisk ikke med, at min bukseknap og -linning er en væmmelig rede for livsfarlige bakterier.

Jeg havde egentlig næsten glemt det igen, da en diskussion på mit arbejde gjorde mig opmærksom på at jeg tog FULDSTÆNDIG fejl. Emnet var, hvor usigeligt klamt det er at læse blade på toilettet!! Jamen alle de bakterier!!

Her blev jeg lidt interesseret, for det kunne jo være, at nogen havde fundet på spændende anvendelser af ugeblade, som jeg hidtil ikke havde hørt om, men nej. Det er simpelthen så ulækkert at læse et blad på toilettet. Den blotte TILSTEDEVÆRELSE af et vandkloset er simpelthen nok, uanset hvilke nærmest overlægeagtige afvaskninger man udsætter sine hænder for efter endt ærinde.

Der er simpelthen luftbårne lortebakterier overalt på dit badeværelse! Da en kollega så sagde: "Jamen, står din tandbørste ikke derude?" endte diskussionen lidt. Jeg syntes det var en fantastisk replik, må jeg indrømme. Men jeg er da lidt bekymret.

Og jeg har slet ikke tid til at skrive mere. Jeg skal hen og overbevise Bruno om, at vi skal have installeret luftsluser udenfor alle vores (3) toiletter. Gerne med kemiske brusebade.

fredag, august 19, 2011

Livsnyderens bønner

Som sædvanlig vejer jeg liiidt mere end jeg burde, nu hvor min sommerferie er forbi.
Så da vi skulle starte på arbejde igen - her for et par uger siden - snakkede vi om mad, og hvordan vi skal spise fremadrettet.

Nu er jeg så heldig at jeg har en mand, som OGSÅ bliver lidt for polstret engang imellem. Så vi snakkede om hvordan vi skulle have sat maden i system og gjort den lidt mere sund. Emnet "madplan" kom op. Vi har i perioder - lange perioder - lavet madplan en gang om ugen, og egentlig ELSKER vi det. Når den altså ER lavet.

For når vi har en madplan
  • står vi ikke ved køledisken 16.15 og ser desperate ud, fordi vi lige 1-2-3 skal finde på noget sundt, lækkert, varieret mad på vej hjem fra arbejde.
  • ender vi ikke med at spise det samme (med små variationer) 3 gange på samme uge.
  • kan vi købe stort ind EN gang, og så kun supplere med småting.
  • sparer vi tid, penge og bekymringer.
Problemet var bare, at få lavet den der sk*de madplan. Spørgsmålet "Hvad skal vi finde på?" var nærliggende.

Så da vi snakkede om mad og madplan og sundhed, der sidst i ferien, kom jeg op med en ide som jeg har gået og puslet lidt med, efter jeg havde læst en artikel i Samvirke engang i sommer.

Vegetarmad.

Ikke, at jeg synes vi skal blive vegetarer. Men der er rigtig mange gode grunde til at spise mindre kød. En af de rigtig gode er, at det er godt for miljøet. En anden er, at det er sundt at variere sin kost mest muligt - og at smide et par vegetarmåltider ind, er en måde at gøre det på.

Men den vægtigste grund var, at jeg trængte til at vi begyndte at tænke anderledes, og lave andre retter end vi plejer. Og så havde jeg set den her opskrift på rodfrugtbøffer, der bare så super lækker ud.

Bruno syntes det var en god ide, og han foreslog vi også indførte en fiskedag om ugen. Så det har vi gjort. Og jeg har investeret i en spændende vegetarkogebog - jeg må sige at jeg er begejstret!

For vegetarmad er lækkert. Lækkert og mættende, og det, at kød ikke er en ingrediens, giver bare en variation, som jeg synes er herlig. Det ville sikkert være det samme, hvis en livslang vegetar begyndte at spise kødretter et par gange om ugen.

Idag fik vi lima-bønner som var bagt i ovnen med en chilitomatsauce og cheddar over - tilbehøret var hjemmelavet tomatsalsa, og ditto hvedetortillaer samt guacamole. MAND, det smagte godt!

Jeg glæder mig allerede til at prøve den Chili sin carne, som er i kogebogen - hvor kødet er erstattet af forskellige bønner. Jeg elsker bønner :-) ... og det er endnu en glimrende undskyldning for at lave guacamole.

Noget af det lidt sære er, når jeg nævner at vi er begyndt at spise mindre kød. Så er der altså nogen, der bliver helt stødte, og nærmest sure over det. "Skal I nu til at være vegetarer? Bilder I jer ind at det er sundt? Ja, JEG kan ihvertfald ikke undvære.... (indsæt selv en eller anden slags kød)."

Nej ... vi skal IKKE være vegetarer. Og vegetarmad kan naturligvis både være sund og usund - der er en hel, lækkert udseende og fedende afdeling i vegetarbogen om desserter.
Vi er IKKE gået i new-age mode og tror på krystalhealing og sære vibrationer i vand. Vi er stadig skeptikere til kernen.

Vi vil bare gerne spise mere varieret - og med de nye vegetarretter kunne man godt sige, at mine bønner var blevet hørt...

tirsdag, august 09, 2011

Livsnyderen bruger børnearbejde

Inden sommerferien snakkede jeg lommepenge med Kristian. Han har altid haft masser af penge på kistebunden, men på det sidste er han begyndt at få lidt mere forbrug. Han er blevet ældre, og det kan man jo se - også hvad det angår.

Så vi blev enige om, at her efter ferien skulle hans lommepenge sættes op - mod at han skulle lave lidt mere i huset.

Og han kan jo sagtens. På det sidste har jeg fundet ud af, at han faktisk har hænderne skruet rigtig godt på. Ham kan kan fint sætte til at hjælpe til, når der skal skæres og skrælles, ryddes op og ordnes.

Igår startede jeg på arbejde. Kristian skal først i skole på mandag, så da jeg tog på arbejde, lagde jeg en seddel til ham - han skulle tømme opvaskemaskinen (plejer han nu også at gøre helt uopfordret) og hænge vasketøj op.

Og da jeg i dag stod i kælderen for at tage vasketøjet ned, måtte jeg konstatere, at det er han faktisk god til. Også det.

De bliver jo store, de unger. Bodil tager kørekort, og Kristian er en næsten voksen ung mand. Og det er jo "de små" vi her snakker om. Det er lidt underligt, men det er godt nok også dejligt!! Jeg er slet ikke i tvivl om, at Kristian bliver hver en krone af sin "lønforhøjelse" værd.

lørdag, august 06, 2011

Livsnyderen spekulerer på hvordan

Nu har jeg lige straks brugt hele min 3 ugers ferie op.

Den har været god! En uge i Østrig, med lidt blandet vejr, men med udelt skønhed i omgivelserne, og med dejligt selskab af mine to yngste poder samt min bedre halvdel.
Vi har vandret, badet, shoppet, kørt bil, og haft den ondeste krig kørende i "500" - og andre spil.

Så kom vi hjem, og da jeg var færdig med alt vasketøjet efter et par dage, holdt det op med at regne - og blev lækkert, varmt, dansk sommervejr. Så der blev drukket caipirinha i haven og grillet alverdens ting på grillen.

I denne sidste uge af ferien var min mor på visit. Det var hyggeligt - ikke mindst en tur ned på den engelske (kun for voksne damer) med tjekkisk øl og pubmad til frokost.

Igår vred vi alt ud af den sidste feriedag! Bruno, Andreas og jeg var i Vejle, hvor vi til Andreas' store fryd så Claus Elming (spørg mig ikke ... jeg synes han er liiidt irriterende) og Dennis Ritter (kan jeg så LIDT bedre forstå) for ikke at forglemme en LIDT træt Chris Anker Sørensen, som trods sin ikke særligt top-agtige placering på konge-etapen af Post Danmark Rundt (for det var den, vi besøgte) fik dagens største bifald alle 4 gange han kørte op ad Kiddesvej. Det er tilsyneladende hårdt at blive far!

Ovenpå den hårde eftermiddag valgte vi at lade Katia stå for aftensmaden. Det var som altid en herlig pasta-oplevelse, og vi gik mætte og glade hjem.
(Vi er vilde med Katias pastaretter. Det værste er at vælge hvilken en, man skal have ;)

Idag er det lørdag, og helt faktuelt er det ikke ferie mere .... bare weekend :-(
Andreas har taget toget og er på vej hjem til Aalborg, så om lidt vil jeg strippe lagner mv. af sengetøjet i gæsteværelset og lade det gå i dvale igen, indtil nogen kommer her på overnattende besøg.

Jeg vil have vasket i bund, strøget strygetøjet, og jeg vil forsøge mentalt at forberede mig på at skulle være arbejds-agtig igen.

Nu har jeg dasket rundt uden sko, make-up og BH i store dele af de sidste 3 uger, og mit hår har ikke set et hårprodukt i ugevis. Kan jeg overhovedet finde ud af at tage pænt tøj uden hængerøv på? Kan jeg ramme vipperne med min mascara (joooh det kan jeg nok ... jeg testede faktisk igår)? Kan jeg finde ud af at være professionel, planlægge og estimere, orientere mig i opgaverne? Har drengene snorksovet i mit fravær, så jeg kommer tilbage til en katastrofe (= ingen fremdrift de sidste 3 uger)? Er der opstået uforudsete problemer?

Kan jeg komme igennem en hel arbejdsdag uden at kaste mig i en sofa 10 minutter med en bog? Kan jeg overhovedet få øjne før kl. 8.30??

....mon ikke jeg finder ud af det, selvom det virker lidt uoverskueligt. For jeg glæder mig også. Det bliver dejligt at se kollegerne igen, og selv køreturen til Silkeborg glæder jeg mig til - det der frirum med lydbog og kaffe op gennem det midterste af Jylland.

Lige nu har jeg en halv lørdag og en hel søndag, hvor jeg bare skal nyde at det er sommer, og at jeg egentlig slet ikke er ked af at skulle afsted mandag morgen.

Selvom jeg da godt lige kunne ha' brugt et par feriedage mere.

tirsdag, juli 05, 2011

Livsnyderen om at leve lykkeligt til sine dages ende

I aften faldt jeg om i sofaen og faldt ind i et tv-program, hvor konceptet er, at et ungt par skal giftes - og manden skal planlægge det hele! *GISP!*

Underforstået: Det er jo en katastrofe - for kvinder vil jo bestemme det hele, og begrebet Bridezilla har ramt de danske kyster fra USA, hvor det helt sikkert er opstået.

Et af de første klip, der blev vist, var bruden der sagde "Ja, du skal jo rigtigt ned på knæ, for ellers vil jeg ikke giftes med dig." Og det så ud som om hun mente det. På trods af at hun allerede HAVDE taget valget om at leve sammen med manden, og også havde et barn med ham.

For det skal jo være på den rigtige måde. Min måde.

Sjovt nok viste det sig at bruden blev glad og positivt overrasket over det helt alternative arrangement, som gommen arrangerede. På trods af bombastiske udtalelser omkring at hun ikke ville giftes med ham, hvis kjolen var fra Lilly, og meget andet. Så blev hun glad og rørt, og nød dagen, som han havde gjort sig umage med at planlægge.

Ellers levede hun da godt op til den der gængse nu-er-vi-flyttet-sammen-så-jeg-bestemmer stereotyp, hvor mandens akvarier røg som det første ("De er jo grimme, og passer ikke til mine guld-buddhaer") og hun "vidste hvordan hun ville have det" - hvad angik alt fra boligindretning og til hvad de skulle foretage sig på ferier.
Og manden smilede bovlamt og tamt, og lignede et kastreret æsel. Aj, det gjorde han ikke, han var da en nydelig mand, men altså lidt kastreret i det.

Så det var bare sådan en pudsig ting at opleve, hvor positiv hun var, den der pige, som blev gift i en Lilly-model (som hun syntes var smuk) i en kirke (hun ville giftes på rådhuset) med en efterfølgende fest på Danmarks Akvarium (hun ville gerne ind i Cirkusbygningen, og havde ikke noget "forhold til fisk"). Glad og smilende og stolt og glad for sin perfekte bryllupsdag.

Hvad er det så, der gør at nogle kvinder tilsyneladende forvandler sig til parforholds-zilla'er - for det er jo ikke bare når der skal holdes bryllup, at nogle kvinder opfører sig som maniske hærchefer midt i en stillingskrig?

Jeg forstår det ikke, og jeg kender ikke årsagen. (Og jeg er jo naturligvis altid totalt zen og i balance)

Jeg kunne godt små-filosofere over, at det kunne være fordi kvinder idag både skal være perfekte mødre, elskerinder og have perfekte karrierer imens de lige smækker en gang speltboller til børnehavestuen sammen, mens de læser op på tantra-sex og forbereder sig til en 10 km løbetur med indbyggede intervaller. Men ret beset ved jeg det ikke, og fatter ikke en bjælde.

For de virker jo ikke lykkelige, og mændene bliver sq da heller ikke gladere over at blive fortrængt til lokummet, fordi deres hyggeværksteder er inddraget i samtalekøkkenet.

På den anden side er der så meget, jeg ikke forstår, fordi jeg er født med et halvt y-kromosom et eller andet sted i min ellers pænt feminint buttede krop. Eller fordi jeg er en halvgammel krage efterhånden, som ikke fatter hvordan det står til med nutidens mænd.

I så fald er jeg glad for min model 1959. Han er ikke sådan at bosse rundt med, har jeg fundet ud af.

Med mindre jeg beordrer ham til at smide sig i sofaen og se Tour de France. ;)

lørdag, juni 11, 2011

Livsnyderen funderer på en lørdag

For nogen tid siden blev jeg ringet op af en blogger, som jeg snart gennem mange år har udvekslet kommentarer med, og som jeg ind imellem har haft en-til-en kontakt med på nettet.

Det var en sjov og rar overraskelse, for hun er en dejlig dame, med masser af vinkler på alt muligt.
Hun var dog lidt bekymret for mig, fordi jeg skriver sjældnere, og fordi hun syntes at mine indlæg virkede lidt for rosenrøde - for kunne det passe, at alting bare er så godt her, i min ende af den rigtige verden?

Det tænkte jeg længe over, og siden da har jeg ind imellem funderet over det.

Og jeg må bare erkende - jo, det er det. Mit liv er virkelig uden de store knaster og relativt frit for weltschmertz.

Jeg er sammen med en mand, som gør mig lykkelig morgen, middag og aften. Selv når han ikke er her (som nu - han er på cykletur på Söderåsen i Skåne) gør det mig utroligt glad at se hans ansigt for mig og tænke på, at han kommer hjem engang i aften. Vores samliv er lykkeligt, gensidigt givende og - beklager - fuldstændig uproblematisk. På de godt og vel 10 år vi har boet sammen, har vi nok skændtes 2 gange.
Vi er ikke altid enige om alting, men vi rummer hinanden med kærlighed og finder løsninger.

Mine børn er vokset op til at være dejlige voksne og næsten-voksne. Når man har sammenlagt 5 børn (3 biologiske og 2 tilgiftede) er der selvfølgelig bekymringer - men ikke af en karakter, som holder mig vågen om natten. Mine biologiske børns far har jeg et venskabeligt og godt forhold til, selvom det da i perioder ikke har været så let som nu.

Min øvrige familie har jeg det godt med. Og ja, vores forældre er ikke nye mere - de er alle i 70'erne - og sygdom og alder giver naturligvis bekymringer, det kan ikke undgåes. Men vi har det godt med hinanden, alle sammen. Min mor er heldigvis rask for en dame på 77, og klar i hovedet som de færreste der er 30 år yngre kan prale af. Min svigermor er noget af det sejeste og mest positive jeg kender, selvom min svigerfar i perioder har det meget skidt - han har KOL, som jo er ret invaliderende.

På jobbet trives jeg som aldrig før. Jeg elsker det jeg laver, og holder oprigtigt af mine nærmeste kolleger - gutterne i teamet. De er søde, sjove og dygtige mennesker, som tydeligvis godt gider gi' den en skalle, og vi har det hyggeligt samtidig med at vi får lavet en masse. Også en masse spas :)

Jeg bor i et dejligt hus, som min elskede og jeg selv har valgt og som vi sætter i stand, og jeg nyder at være tæt på byen og livet der. Jeg er vild med de små, hyggelige pletter i vores lille have (f.eks. formiddagssolen på terrassen ved køkkendøren, som jeg lige nu nyder godt af). Vores forhold til naboerne er godt og fredeligt.

Selv min bil gør mig lykkelig :) Når jeg henter den i P-huset efter en arbejdsdag, smiler jeg til den, når den med lygteblinken hilser mig velkommen. Så giver den mig en dejlig, komfortabel køretur, hvor der er serveret kaffe (hvis jeg altså lige har husket at lave det, inden jeg gik ned til den) og der bliver læst historier (det bedste er Jo Næsby, læst højt af Bent Otto Hansen - han har en SKØN oplæserstemme). Køreturen går gennem smukke hedelandskaber, og føles faktisk ikke længere særligt lang.

Jamen for søren. Jeg tænker af og til som førnævnte blogger, at jeg da er blevet totalt lalleglad og tilfreds med alt for lidt, men når jeg tjekker efter, synes jeg bare jeg har utroligt meget. Inklusive alle muligheder for at forbedre mit liv og mig selv endnu mere.

At jeg tilmed er heldig at være sat på jorden med et lyst og optimistisk sind, gør nok ikke sagen bedre. Eller måske gør den - for mig.

For jeg ER så tilfreds, og mit liv ER så godt. Der vokser ikke et farvekoordineret blomsterflor i min have, og mine hverdagstallerkner er stadig de kedelige hvide som vi købte i en stor kasse med 12-af-hver da vi flyttede sammen. Mine havemøbler skaller af (så de er lidt for sent blevet shabby chik) og jeg burde tabe et eller andet sted mellem 5 og 10 kg. (men jeg gider ikke). Det roder i min reol, og min lillebitte græsplæne trænger til at blive slået. Mit nuværende strikketøj har været igang i et halvt år, og er kun halvt færdigt.

Men jeg har det ret fint. Livet er godt.

Også når jeg mærker efter helt ned i maven.

søndag, maj 15, 2011

Livsnyderens lørdagseventyr

Engang imellem tager Bruno og jeg på eventyr.

Altså ikke sådan de store, episke eventyr - bare nogle små nogen, hvor man ser det store i det små. Og sådan et var vi på igår.

Vi har et hold bekendte, som ynder at tage på vandreture, og det lyder meget, meget hyggeligt og dejligt! Så vi har snakket lidt om, at det kunne vi også godt tænke os. Men man skal jo starte i det små - især når man som Bruno har en dum diskos i ryggen man skal tænke på. Så igår havde vi planlagt en lidt længere gåtur på Addit Næs, ikke så langt fra Silkeborg. Bruno har cyklet deroppe, og er meget begejstret for terrænet, og han havde et fint 4 cm kort, som vi kunne bruge deroppe i skoven.

Igår morges pakkede vi en rygsæk, da vi var færdig med morgenmad og andre gøremål, og hoppede i bilen. I Brædstrup stoppede vi ved bageren og købte en hindbærsnitte (nam nam), og snart var vi ude på nogle MEGET små skovveje. Heldigvis vidste Bruno hvor vi var, så han fik parkeret automobilet, og så gik den ud af skovveje over stok og sten.

Vi gik ca. 10 km på Addit Næs (jeg havde glemt at lade min Garmin, så den døde efter 7 km), og vi mødte kun få mennesker undervejs - skovfogden og en enkelt kondiløber. Man må sige, at det er noget anderledes end at gå på Trelde Næs eller i Kongebroskoven, hvor man nærmest skal have færdselsregler for at håndtere de mange gående, cyklende og løbende.

Undervejs fandt vi et hyggeligt sted, hvor vi lige satte os og drak kaffe og spiste vores snitte, mens vi kikkede på en lille bæk, hvor vi kikkede på vandløbere, snegle og andre smådyr. Der var også en myg, som gerne ville i kontakt med Bruno, men han var ikke særligt interesseret.

Tilbage ved bilen igen kørte vi lige et par kilometer op til Klostermølle, ikke langt fra Gl. Ry. Her gik vi igen et par kilometer eller 3, måske - op på et højdepunkt, som hedder Sukkertoppen.


Det er virkelig en naturoplevelse at gå deroppe! Det er et stort område, og Bruno påstod at han kunne lave 10 tilsvarende gåture deroppe, hvor man ikke gik på de samme stier. Og det var smukt, afvekslende, og dejligt u-overrendt. Man føler lidt mere, at man er ude i naturen, når der ikke er hundeluftere og kondiløbere for hver hjørne man drejer om :-)

Til gengæld var der alt muligt andet at se på ... store, vidtfavnende udsigter, med træer i alle nuancer af grønt. Små, rislende vandfald, og masser af smukke søer, som lå og gemte sig mellem de mange træer. Steder, hvor skoven pludselig lukkede sig op, og blev til hedelandskab.




Og så snakker man så godt når man går. Vi fik talt om alt mellem himmel og jord, og ikke mindst fabuleret om alle de steder, vi gerne vil vandre. Vi fik planlagt en weekendtur i kano på gudenåen, og vandreture fra hytte til hytte i Sverige ... og meget andet.



Det er i den grad value for money, sådan en gåtur. Vi gav 28 kr. for et par hindbærsnitter, og så havde vi kaffe, vand og et par colaer, som Bruno omhyggeligt havde viklet i vådt avispapir, så han kunne overraske mig med en kold cola på det helt rigtige tidspunkt, med i rygsækken. For det fik vi en skøn naturoplevelse, motion (ja, for flere timers gang - i alt vel 12-14 km er vel en slags motion), og kvalitetssamvær med hinanden.





Dagen sluttede vi af med at køre til Silkeborg og spise græsk mad. Jeg har jo min daglige gang i byen, og havde spottet at der lå en græsk restaurant ved navn Zorba (jeg tror der er en lov, som siger at græske restauranter SKAL hedde Hellas eller Zorba), som jeg godt kunne tænke mig at prøve. Der fik vi sen frokost/tidlig aftensmad: 8 mezes (småretter) og til dessert chokoladekage med vanilleis. På trods af chokoladekage kunne vi nu godt smage hvidløg fra den virkeligt gode tzatziki, da vi kørte hjemad. Det var super lækkert mad (naturligvis med en Mythos øl til), og jeg spiser gerne derinde igen.

Det var en dejlig dag. Den var godt brugt, og igår aftes kunne vi godt sidde roligt i sofaen og slappe af :)

onsdag, maj 11, 2011

Musik med morgendis og skæve harmonier

Da jeg havde fødselsdag (inden jeg blev syg - og nu er jeg i øvrigt stort set rask igen!) fik jeg en cd i fødselsdagsgave af Bruno.

CD'en var Agnes Obels debut-album, og den har bare kørt rigtig mange gange siden.

Måske så I Agnes Obel i P3-guld - eller var det zulu-awards? - hun fik ihvertfald en eller anden pris for bedste debut-album, og optrådte med sangen Riverside. Missede du det, så du måske X-factor, hvor de rødhårede tvillinger optrådte med samme sang - smukt, men ikke så smukt som originalen.

Det er et ret specielt album. Obels bløde stemme akkompagneres bl.a. af et meget klassisk-lydende klaver, og i et af numrene er det harpemusik, som bærer den musikalske puls.

Der er sære, skæve harmonier, som får mig til at tænke på kølig tåge over en engelsk hede, og der er helt specielle rytmiske konstruktioner - og alt i alt giver det et helt unikt album, hvor jeg bliver ved med at finde nye, spændende detaljer.

De sidste dage har Obel leveret soundtrack til morgensol over Vejle Fjord, og hun har båret mig ud over den midtjyske hede og hjem. Jeg er sikker på at jeg kører lidt roligere, når jeg lytter.


mandag, maj 02, 2011

Livsnyderen lærer en lektie

Man skal ikke være kæphøj.

Nu er jeg på ingen måde overtroisk - ellers kunne jeg godt have sunket en ekstra gang og ærgret mig over, at jeg i lørdags erklærede mig rask med flyvende fanfarer og truttende trompeter.

Det. Er. Jeg. Nemlig. Ikke.

Søndag blev en skidt dag, og idag gik jeg til læge igen og lod ham høre min rasle-hoste. Han lyttede lidt med stetoskopet, og så fik jeg en recept på noget penicillin.

Så NU bliver jeg snart rask.
Blev der sagt.

lørdag, april 30, 2011

Livsnyderen lever!

Igår var jeg faktisk i tvivl om jeg ville blive klar til arbejde på mandag.
Jeg var faktisk lidt i tvivl om jeg NOGENSINDE ville blive rask igen (okay, jeg var LIDT ynkelig ... indrømmet).

Jeg hostede og var dødtræt og kunne ikke rigtig fornemme bedringen nogen steder.

Idag er den heldigvis tydelig.

Jeg er stadig træt. Jeg hoster stadig lidt, men lungerne bliver dernede hvor de hører hjemme. Og jeg havde ligefrem overskud til at tage rigtig tøj på idag (noget som ikke var hængerøv og stræk) og gå med Bruno ned til den gamle Kemira-kontorbygning og se udstillingen om Fredericia C.

Vi har nemlig en lille ny på vej her i byen ... bydel, altså! Vi slap for nogle år siden af med en stor, beskidt gødningsfabrik som lå midt i byen, ned mod vandet - og der skal være en lækker, ny bydel, med boliger, butikker, grønne områder ... det er SÅ spændende, og jeg glæder mig til at se "den lille ny" tage form lige midt i min by.

Og en række forslagsstillere har givet deres bud på, hvordan det kunne sættes sammen - og det kan man så gå ned og kikke på i disse dage.

Vi var enige om, at vi godt kunne se os selv i en lækker lejlighed dernede om 20 år, når vi nærmer os pensionsalderen (hvad den så måtte være til den tid). Det er bare rigtig spændende - og vildt dejligt at komme udenfor matriklen og se lys og andre mennesker igen :)

Da vi kom tilbage, fik vi en kop kaffe, og så en film på tv (dvs. Bruno så film, jeg så de første 10 min. og faldt prompte i søvn i sofaen - helt frisk er jeg altså ikke).

Nå - pointen var egentlig bare, at jeg er i live stadigvæk. Og snart kørende på fuld kraft igen :)

onsdag, april 27, 2011

Livsnyderens ømme hostemuskler

Mens solen har skinnet over et sommerligt Danmark her i påsken, har jeg hostet, snottet, nyst og haft ondt i halsen.

Feber har jeg også haft, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at hhv. ignorere og kurere mig selv med positive tanker og selvforkælelse, har det ikke hjulpet alverden. Jeg nærmer mig ugedagen for det tidspunkt hvor jeg sagde: "Jeg tror jeg er ved at få en rigtig sommerforkølelse."

Nu er jeg sygemeldt på 2. dag, og lige pt. er der ikke meget der tyder på at jeg kommer på job imorgen - jeg har det nemlig ikke udpræget bedre end igår. :-(
Jeg overvejer dog at gå ned til lægen idag, og få tjekket min hals - det er den, der synes at være det slemmeste sted. For et par dage siden var jeg nervøs for min hoste - men den er taget lidt af og har efterladt mig med et stor-ømt mellemgulv.

Tilsyneladende skal der tages revanche for, at jeg kom gennem vinteren uden en eneste influenza - hrmpff! Jeg er ikke en særlig tålmodig patient, og det værste er, at jeg er nødt til at begrænse min læsning, mit tv-kikning og mit pc-brug temmelig meget, for ellers bliver den milde hovedpine der følger med influenzaen til en tung, dunkende sag - i værste tilfælde en slem migræne.

Så jeg tusser lidt rundt, sover lidt på sofaen, sidder lidt i skyggen udenfor, læser en lille smule, tusser lidt rundt igen, åbner pc'en et kvarter ... og sådan går en hel dag, for hvis jeg laver noget der er hårdere, er jeg gennemsvedt og træt som et alderdomshjem. Der ryger en del the og med jævne mellemrum et par panodiler ned - og panodilerne følges som regel af hedestigninger, et sikkert tegn på feber, der slåes ned.

Det er forfærdeligt kedeligt, og jeg ville meget hellere på arbejde :-( men jeg må bare være tålmodig og blive rask. Det er nemlig også en smitsom sag, tilsyneladende - Bodil blev syg i weekenden, og Bruno har måttet give op og tager hjem fra arbejde idag med samme symptomer som jeg har.

I det mindste var jeg rask de tre dage op til påskeferien, hvor jeg holdt fri. Der havde jeg nogle hyggelige, dejlige dage med mine to yngste, og nød solen og haven til fulde.

Nu vil jeg bare gerne være rask igen. En uge er nok. Skal vi ikke bare aftale det så?

lørdag, april 09, 2011

Livsnyderen gør status på en lørdag morgen

Børn-i-huset-status: 2 ud af 3 til stede, en sovende på værelset med kæreste
Ægtemandsstatus: 1 stk kaffedrikkende lækkermås siddende ved spisebordet
Husstatus: Nogenlunde rent, omend noget rodet
Vejrstatus: Solskin og ikke meget blæst
Havestatus: Trænger voldsomt til en forårshånd
Humørstatus: Mild og glad, med en sær trang til havearbejde (det sidste sker IKKE tit)

Jeg må vist ud i den have idag. Havemøblerne skal frem, og jeg har allerede plaget Bruno med forespørgsler om hvorvidt vi har algefjerner i huset. Han så lidt træt ud, for han forestillede sig allerede at han blev sat i arbejde :D

I skrivende stund rejser han sig og går i kælderen. Hans planer går vist mere i retning af at få samlet sin cykel, så den kan komme ud og køre en tur i det gode vejr - og det skal der sørme også være plads til.

Mon ikke vi når alt det, vi skal idag?

torsdag, april 07, 2011

Livsnyderens op- og nedture

Det går lidt op og ned på jobbet for tiden.

Siden vi lancerede i februar, har stort set alle mine gutter været lånt ud til et andet projekt, og jeg har sammen med en enkelt rundet af og fikset de småting som altid dukker op, når man har sat noget igang.

Og så har jeg haft sådan nogle spadestik-opgaver.

Dvs. jeg har fået stukket nogle meget overfladisk beskrevne opgaver, og er blevet bedt om at grave spadestikket dybere. Typisk på nogle ting, hvor jeg ikke selv har den viden, det kræver.

Nu er det sådan, at vi på Bankdata tit kombinerer analyse- og projektlederrollen. Selvom det ret beset er to forskellige ting. Jeg kan sagtens lave analyse - jeg har gjort det før, og det plejer at virke. Men jeg må nok erkende, at analyse er ikke lige det, jeg tænder på. Det er den ANDEN rolle - den med projektledelse - jeg synes er RIGTIG sjov.

Så det har dælen dulme været op ad bakke med de der analyseopgaver, og jeg har haft LIDT en tendens til at kaste mig over alle mulige ANDRE opgaver uden smålig skelen til prioritering og den slags kedelige ting. Men i sidste uge besluttede jeg at NU skulle det være - når jeg havde torsdagens projektafslutning (en herlig begivenhed indeholdende en procesevaluering, en drabelig dyst i gocarts, en god middag med herlige vine på Radisson i Silkeborg i selskab med 5 drenge i alderen 28 - 48) overstået, ville jeg simpelthen kaste mig FRÅDENDE over mine analyseopgaver.

Og så har det altså bare været en produktiv uge. Især idag har jeg fået sat håndtag på og gang i nogle opgaver, det føles bare RIGTIG godt. Imorgen tager jeg igen en ordentlig bid - jeg skal arbejde hjemmefra (lige bortset fra at jeg skal en tur til frisøsen og have organiseret min efterhånden temmelig høstak-agtige manke), og jeg regner med at have ultra-meget tjek på tingene, når jeg møder mandag morgen.

Typisk mig. Jeg er altid pletvis effektiv - sådan fungerer jeg bare. Og måske trængte jeg bare til at dalre lidt, for de første par måneder af året (og den sidste af det gamle) var bare monster-travle. Altså ... det er jo ikke fordi jeg ikke har LAVET noget .... jeg har nok bare ikke liiige kunnet tage mig sammen til at få hul på førsteprioriteterne.

Skaden er dog til at overskue, for der går nogle uger (tidligst primo maj) inden jeg får mit team tilbage fra udlån. Og til den tid regner jeg med at have masser af guf de kan kaste sig over.
Jeg er nemlig hurtig. Og effektiv. Det meste af tiden.

Nåmen - hovedårsagen og budskabet med dette indlæg er: DAMN det føles godt, når det "spøgelse" der ligger i hjørnet af mit skrivebord efter en ihærdig indsats på et par dage indtager helt menneskelige dimensioner :-)

Synes bare lige jeg ville dele ;o)

søndag, april 03, 2011

Firsertanker

For en uges tid siden hørte jeg en gammel sang i radioen.

Helt præcis var den fra 1981 - det år, hvor jeg blev 15, og startede på gymnasiet.

Sangen vakte minder om en helt anden tid, hvor jeg var yngre og verden var anderledes - og de sange, man hørte og dyrkede lød på en anden måde, end de gør nu.

Den hed "Vienna" og var med et britisk band, Ultravox. Soundet var køligt, tåget, blåtonet - distanceret og lidt håbløst.

Og sådan husker jeg også lidt den tid.

Ikke fordi jeg havde en trist og forfærdeligt barn- og ungdom, for det havde jeg ikke. Men jeg kan godt huske de der tidlig-firsere, hvor musikken var ekstrem (i den modsatte ende af skalaen fandt du punkmusikken), arbejdsløsheden enorm og den kolde krigs lammende trussel en realitet.

Et af mine yndlingsbands var danske Malurt, der sang om "Neonsolen" - a-bomben, som ville gøre det af med os allesammen, og hvordan vi bare skulle leve i nuet og elske, for lige pludselig kunne vi være væk.

Så det var de fakta, vi levede med. At vi kunne uddanne os til arbejdsløshed, hvis ikke krigen ville bryde ud og gøre en ende på menneskeheden. Det lyder dramatisk, men i mit hoved (og sikkert også i andre unges) var det noget, vi forholdt os til.

Vi var generationen, som der ikke var brug for, og som måske aldrig ville nå at blive gamle.

Og pudsigt er det jo så, at jeg faktisk aldrig har været arbejdsløs, og nu hastigt nærmer mig min 45 års fødselsdag.

Men jeg forstod de der sange - både Malurts atomkrigs-lyrik, Ultravox's kolde, håbløse toner, og Clash' opfordringer til oprør. For det var tiden.

Måske var alt dette også medvirkende til, at så mange af mine jævnaldrende knækkede. En veninde røg ind og ud af psyk, led af spiseforstyrrelser og ville nogen gange dø. En klassekammerat - en fyr - stod helt af mentalt. Jeg mødte ham en sen eftermiddag ved skolen (jeg havde været til kor), hvor han bare stirrede glasagtigt på mig, da jeg spurgte hvad han lavede der på den tid. Få dage senere blev han indlagt på den lukkede, hvor jeg i øvrigt stødte på ham, da jeg besøgte min veninde, der på det tidspunkt var indlagt også.

Jeg selv? Jeg klarede mig. For et par år siden læste jeg min dagbog fra dengang, og blev lidt forskrækket. Idag havde der nok været en AKT-medarbejder eller en skolepsykolog der havde spottet mig, for det, jeg læste, lugtede af depression. Ihvertfald efterlod gymnasieårene mig trist, udmattet og forfærdeligt skoletræt, og trods mit ret gode intellekt valgte jeg den kortest mulige uddannelse - for jeg orkede simpelthen ikke at tænke på et længere studium.

Tristheden voksede jeg fra. Og den kolde krig sluttede. Men jeg gad vide hvordan det ville have præget mig, hvis jeg havde været 10 år ældre, og var vokset op i 70'erne i stedet?

lørdag, april 02, 2011

Livsnyderen møder livsklog powerprinsesse

Jeg har hørt, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden.

Nu kunne jeg godt tænke mig at udskifte "kvinder" med "mennesker" ... men der er jo en del sandhed i det.

Lone "Powerprinsesse" Rasmussen kommer nok aldrig til at kende det der særlige sted i helvede, for hun har faktisk viet sit liv til at forsøge at lære andre kvinder at elske sig selv og få det bedste ud af den værdi, de selv repræsenterer.

Jeg læste hendes bog "Fra pæn pige til powerprinsesse" sidste år, og var helt vild med hendes tilgang til det. For når hun fortæller, er det enkle principper og på et grundlag, som baserer sig på personlige erfaringer frem for tillærte teorier.

Meget af det, hun er kommet frem til, er erfaringer, jeg også selv har gjort mig, og da jeg gik til foredrag med hende tidligere i denne uge, var det ikke fordi jeg regnede med at lære en hel masse nyt. Men efter at have læst bogen lovede jeg mig selv, at jeg ville gå ind og se Lone live, hvis jeg fik chancen.

Så tirsdag aften sad jeg i det Bruunske Pakhus, og jeg tror jeg var den eneste, der ikke var sammen med en eller flere veninder. Og jeg vil sige, at Lone leverede varen. Jeg gik faktisk derfra, inspireret og beriget af den energi og inderlighed, hun lægger for dagen. Sådan en dejlig dame, med et kæmpe-enormt hjerte, og det skinner bare igennem, at hun brænder for at hjælpe og støtte andre kvinder.

Jeg ville ENORMT gerne have læst en bog som hendes, da jeg var 25. Og jeg håber inderligt, at hun holder foredrag igen i Fredericia til efteråret, så vil jeg ta' en veninde med :)

torsdag, marts 24, 2011

Forår for Livsnyderen

Sikke et herligt forårsvejr det var igår - og ser ud til at blive idag!

Igår fik jeg endda lokket mine ben ud at løbe en tur - den første udendørs i et halvt års tid, sådan cirka! Ja, for turene på løbebåndet i Dansk Fitness, de tæller ikke rigtig helt på samme måde.

Af en eller anden ukendt årsag gik det bare forrygende. Om det var det dejlige vejr, de tørre, rare stier på volden, den lune vind fra Lillebælt eller min fantastiske grundform (rund) vides ikke, men mine ben ville gerne løbe, og de bad ikke om lov til at gå efter 5 minutter. Faktisk løb de hele vejen - knap 5 km - kun med et stop ved banken, hvor jeg var inde og sætte den check ind, som jeg fik for Slamberten.

Det var en lækker løbetur, men idag betaler mine ben prisen - mine muller er pænt ømme.

Men det føles godt, og jeg er frisk nok til at fejre det søde unge menneske, som har fødselsdag idag :-)

tirsdag, marts 22, 2011

Livsnyderen er fødselsdagsklar!

Der er skrækkeligt meget uro og ufred i verden lige nu.

I Japan kæmper de med en stor naturkatastrofe, og i Libyen slås en gammel egoist mod sit folk. Det murrer og rumler i det hele taget meget dernede i Nordafrika.

Her i Fredericia er det anderledes fred og fryd og gammen, vi har på tapetet. Denne uge står i et ganske bestemt tegn - og nej, det er ikke i bilkøbets tegn. Eller jo, det er det lidt, men det er sekundært.

Den store begivenhed i denne uge er, at familiens yngste pode fylder år - 15 år, bliver han, min store lille dreng :-)

Det vil blive fejret i dagevis, vil det :)

Min mor kommer herned, så hun kan være her på selve dagen, på torsdag, og i weekenden kommer også min søster og svoger og min skøre og søde niece (hende, som er jævnaldrende med Bodil). Det bliver hyggeligt og dejligt med en familie-fejring, først med mormor, og så med drengens yndlings-moster (okay, hun ER så også den eneste).

Jeg glæder mig voldsomt til at se dem alle - og har endda taget en fridag torsdag, så jeg kan hygge med min mor og være hjemme til at tage kærligt mod Kristian, når han får fri fra skole. Fredag arbejder jeg hjemme, det er rigtig dejligt!

Ellers føler jeg mig en lillebitte smule amputeret. For Bruno er kommet hjem fra København, og lige pludselig er vi en to-personers-et-bils-familie. Altså: jeg er bil-løs. Det er godtnok mange år siden jeg har været det, og jeg holder ikke af den manglende fleksibilitet.

Til gengæld glæder jeg mig stærkt til mit nye køretøj!

Men forrest i bevidstheden står den store drengs fødselsdag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi fejrede hans fødselsdag for 3 år siden, da vi gik og malede vores nye hus ... herregud en lille fyr :-)

Han er godtnok blevet stor og lang og voksen at se på siden.

søndag, marts 20, 2011

Livsnyderen og smagsdommerne

(Advarsel: stærk sarkasme kan være anvendt)

Lige for øjeblikket går jeg og overvejer hvilken ny bil, jeg skal købe.

Den sorte slambert er sat til salg - for kørekomforten i en C1 står bare ikke mål med mange km. tilbagelagt hver uge.

Så er det, at det går op for mig, at der er et par slående lighedspunkter imellem at arbejde med brugervenlighed på internettet, og det at købe ny bil.

Og hvad er det så?? Spørger den opvakte læser naturligvis. Johh ... lyt nøje efter ... det kommer nemlig lige her:

Alle er eksperter!!

Og ... de er ikke bare eksperter ... de er også meget, meget, MEGET klogere end dig. De kender dine behov bedre end du selv gør, og har afgrundsdyb indsigt i hvor vigtigt det er for dig at din bil har bakkesensor, bluetooth og et bestemt logo på fronten.

Tror de ihvertfald.

Tilsyneladende træder der en eller anden mekanisme i kraft, når man kommer til at sige, at man kikker på ny bil. En ganske betragtelig procentdel af dine bekendte føler sig tilsyneladende så usikre på deres eget valg af bilmærke og -model, at de føler en ubændig trang til at få dig fuldstændig overbevist om, at det er det HELT rigtige. For hvis det lykkes, kan de jo føle sig lidt mere sikre. Ikke?

Ihvertfald får du at vide, at den bil, du overvejer (og måske endda har læst specs, tests og detaljer om, og ligefrem prøvekørt) er det argeste pis, og umuligt kan være et godt køb. Og så forventes du at smile venligt og svare høfligt, når du indirekte får at vide at du er en inkompetent idiot.

SÅ SLAP DOG AF!

Og lad mig vælge bil uden at blive hånet og "vejledt". Jeg fatter ikke hvad der lige sker med almindelig takt og tone, når nogen hører, at jeg vil købe en ny bil??

torsdag, marts 17, 2011

Whoa ... sagde livsnyderen

Mit input-barometer står på ADVARSEL - RISIKO FOR OVERLOAD, og alligevel er jeg lidt halv-ekstatisk.

For hvor er der længe imellem den slags kurser, som jeg er på lige nu.

Siden jeg blev projektleder for godt 1,5 år siden (1 år og omkring 8 måneder, tror jeg) har jeg fået masser af opbakning og klap og positiv respons. Samtidig har jeg efterlyst værktøjer og uddannelse.

Og jeg har tænkt: det kan bare ikke passe at jeg er så god, når jeg dybest set leder efter den metode som man på engelsk kalder "flying by the seat of my pants". Altså, at handle på intuition og erfaring.

Naturligvis ved jeg lidt om ledelse. Man har vel læst lidt litteratur, og set eksempler til efterfølgelse (såvel som det modsatte). Men selvom jeg godt kan lide tanken om at være et pragteksemplarisk naturtalent, køber jeg den ikke helt.

Jeg har fået ros og ros og ros. Og tænkt, at jeg må gøre det okay, men også tænkt, at jeg sørme også er heldig med at have et dygtigt, velsammenkørt team at arbejde med.

Og idag fik jeg faktisk en god dosis feedback - ikke på, hvad jeg er god til (for en gangs skyld) men konkret feedback på hvad jeg bør arbejde med at blive bedre til.

Jubi-yeah!!

Der var sørme lige et par ting, som jeg kunne blive rigtig meget bedre til. Og det var da lidt af en lettelse, for jeg kom jo ikke herover for at få bekræftet at jeg var fantastisk (for jeg ved jo godt at man ikke bare griber god ledelse ud af luften), men for at få nogle hints til, hvad jeg kunne gøre bedre!

Og sådan er det her kursus bare. Jeg kommer hjem med
  1. et klarere billede af hvad mine styrker og svagheder er
  2. en håndfuld værktøjer, som rent faktisk ER værktøjer - dvs. jeg kan hive dem op af tasken og tage dem i brug, når jeg møder en situation hvor jeg mangler dem
og hvor er det bare fedt!

Det er dælan dulme bare et trucker-godt kursus, det her! Men jeg tror jeg skal bruge et par dage på at fordøje det hele...

Livsnyderen lærer

Jeg er på kursus i disse dage.

Fra igår til imorgen skal jeg lære om professionel teamledelse, og mand, er det et kompakt kursus. Gårsdagen var lige på og hårdt, få og korte pauser, fra kl. 10, da vi ankom og indtil kl. 18 i aftes.

Jeg var komplet smadret da jeg 21.30 væltede om i min seng, satte Albert (min mac) på min mave og nuppede et afsnit af House. Jeg har en bog med at læse i, men det syntes at være for stor en indsats at læse i den igår aftes.

Til daglig står jeg tidligt op - ofte omkring 5.30 - så igår valgte jeg at sætte mit vækkeur til 7.30, som var det seneste tidspunkt jeg kunne vågne op og på komfortabel vis nå at være med på kurset fra 8.30. At jeg så reelt vågnede en times tid før gjorde ikke noget - bare det at sove indtil man vågner af sig selv er jo en voldsom luksus :-)

Lige om lidt skal jeg ned i kursuslokalet. Jeg glæder mig til endnu en action packed og lærerig dag lige her på Hotel Radisson Blu HC Andersen.

tirsdag, marts 15, 2011

Er føtex sej? undrer Livsnyderen

Jeg må erkende at jeg er en lillebitte anelse træt af Føtex' irriterende ny reklame-jingle: "Føtex er sej - vi gør mere for dig!"

Men engang imellem elsker jeg også Føtex.... fordi: DET ER DER man lige kan svinge forbi på vej hjem fra fitnesscentret kl. lidt over normal spisetid, finde en lækker ret med kylling, parmaskinke og grøntsager som er lige til at smække i ovnen med parmaskinke - og voila, så har man også på den travle dag fået sund, velsmagende mad (som har taget 10 minutter i effektiv arbejdstid).

Mere af den sunde slags "færdigmad", tak! Det holder 100 - og gør mig i stand til at bære over med selv den mest irriterende tv-reklame.


Livsnyderen samler tråde op

Indenfor den sidste uge har jeg lavet aftaler om at ses med to skønne kvinder, som livet ellers næsten havde skilt mig fra.

Fælles for dem er, at de er sjove, varme, dybe, kloge og lattermilde. Og de har begge to været nogen, jeg mest så gennem arbejde.

Den ene er en skøn dame, jeg mødte, da jeg var aktiv i fagforeningen. Vi sad i hver vores kredsbestyrelse, var næsten lige gamle, og da vi mødtes for omkring 10 år siden, var vi begge meget nyforelskede. Vi havde det utroligt sjovt sammen, og snakkede godt. Der var så mange punkter, hvor vi lignede hinanden, og forstod hinanden.

Vi søgte hinandens selskab, men selvom vi var enige om at holde kontakten, fes det alligevel lidt ud da jeg stoppede med fagforeningsarbejdet. Men hurra for Facebook - for her blev vi venner for et par år siden, så vi kunne følge en smule med i hinandens liv.

For nylig begyndte vi at skrive lidt mere sammen igen, og nu har vi lavet en konkret aftale om at ses. Det er jeg glad for, for hende her har bare manglet i mit liv. Jeg ser stærkt frem til at indhente det forsømte med hende!

Den anden er en tidligere kollega. Vi arbejdede sammen for noget der ligner 5-6 år siden, tror jeg. I dagligdagen havde vi en fed kemi - vi arbejdede godt sammen, grinede godt sammen og snakkede godt sammen. Desværre stoppede hun på Bankdata igen, og igen fes det lidt ud ... hun boede ovre i vestjylland, og fik et job tættere på sin bolig, hvor hun fik meget travlt. Ind imellem har vi skrevet sammen, men mere er det ikke blevet til.

Nu er det sådan, at hun arbejder i Jyske Bank - og da jeg for et par måneder siden blev flyttet derop, blev vi enige om, at NU skulle vi snart ses! Nu har vi lavet en frokostaftale, og det glæder jeg mig meget til.

Hele to skønne damer, som jeg har aftaler med i den nærmeste tid. Det er jeg glad for. Gode mennesker kan man ikke have for mange af i sit liv :-)

søndag, marts 13, 2011

Livsnyderen svinger penslen

I vinter var jeg på afdelingsseminar med min afdeling.

En af de ting, vi skulle lave, var at male billeder - under kyndig vejledning fra Anette Walther, som er en billedkunstner ovre i Strib.

Jeg havde en fest! Det var sjovt! Og jeg tænkte, at det ville jeg frygtelig gerne dele med Bodil.
Så da jeg kom hjem kikkede jeg på Anettes hjemmeside og så til min glæde, at hun jævnligt afholder workshops.

Så jeg skrev mig op til den næste, for 2 personer :-)

Det var idag, og vi har bare hygget os, Bodil og jeg. Det er sjovt at lege med former og farver, og jeg kunne mærke at jeg lige var LIDT mere modig denne gang. Mit ene billede er jeg faktisk rimeligt tilfreds med, og så er alt jo godt :)

Men det er lidt pudsigt. Anette sagde flere gange "Husk at skrive dit navn på" ... og jeg var sådan lidt.... NO WAY! For hvis jeg signerer mit billede, er det lige som om jeg tror det er kunst - og det er det jo ikke. Der ramte jeg lige min blufærdighedsgrænse, eller noget :D

Jeg har fået lidt blod på tanden, og overvejer at anskaffe mig en stak akrylfarver, nogle lærreder og lidt forskelligt, så jeg kan slutte mig til hæren af amatørmalende damer midt i 40'erne .... vildt kliche, men det er skægt at male, og jeg tror det er sundt for hjernen at blive brugt på denne her måde. Hvis billederne bliver møg-grimme, kan jeg jo bare male dem over og starte forfra. Eller give dem til Bodil, så hun kan male dem over.

Jeg må hellere se om jeg kan finde mig en alpehue.

mandag, marts 07, 2011

Darwins danske "bedstefar"

I aften har jeg lært noget nyt.

På vej hjem fra Aalborg (jeg har idag været på Hjørring Sygehus med Andreas, som har fået fikset det håndled, han slog i stykker for 1,5 år siden) idag hørte jeg en mega-interessant radioudsendelse om videnskabelig udvikling gennem tiden.

Det handlede om jordens alder, og geologi.

Allerførst var der nogle biskopper, som af et godt hjerte forsøgte at bidrage til den videnskabelige videnspulje. De talte generationer i det gamle testamente, og mente at de der ud fra kunne beregne jordens skabelse til at have været 4004 år før Kristi fødsel.
Godt forsøgt - fejlen var selvfølgelig at deres udgangspunkt var helt ude i hampen. For Bibelen er jo nok ikke ligefrem videnskabelige optegnelser.

Det var faktisk først langt senere, at der begyndte at komme seriøse bud på jordens alder, og idag ved vi ret præcist (inden for en million år :D) at jorden er 4.567.000.000 år gammel. Og det er jo ligegodt en sjat, men ham Biskop Usher havde fat i noget - - det var noget med "4" først!

Det rigtigt sjove i udsendelsen var dog historien om Nicolas Steno - eller Niels Steensen, som han hed på dansk. Han var en københavner, som blev født i 1638, og han ville være videnskabsmand. Så han læste til læge. Det var dog ikke lige hvad han havde tænkt sig - lidt for meget "bartskærer" og lidt for lidt videnskab.

Så Steno skiftede til anatomi, hvor han faktisk blev et rigtigt stort navn - bl.a. ved at konstatere at hjertet er en muskel. Han blev faktisk så anerkendt, at han turnerede Europa, og bl.a. reviderede datidens syn på, hvordan hjernen fungerer.

Da var det en italiensk hertug - en af Medici'erne - fik øje på ham. Han fik sendt et haj-hoved til Steno, så han kunne sturdere hajtænders lighed med visse sære sten, man fandt oppe i bjergene - og så var Stenos vej til geologi skabt.
For Steno begyndte at undre sig over fossiler af havdyr, som blev fundet langt fra den nærmeste kyst, og det ledte ham frem til, at jorden ikke bare var en statisk ting som stod som den var skabt af gud, men at den er under evig forandring.

Han var godtnok liiige på kanten engang imellem - for det var dengang Inkvisitionen havde skarpe blikke for, hvis videnskabsmænd fandt ud af noget, der ikke passede med bibelen - for så kunne det jo ikke passe. Men det lykkedes ham ved hjælp af diplomati og sikkert også fordi han var en oprigtigt troende katolik, at undgå at blive 30 cm kortere.

Steno udgav flere videnskabelige skrifter undervejs i sin karriere, og rent faktisk endte hans metoder med at være grundlaget for den moderne geologi.

For Charles Lyell, som udgav Pricipia (Principles of geologi) skrev faktisk i sin indledning, at hans teorier hvilede på Stenos principper. Og nævnte Lyell var en af Darwins store inspirationskilder såvel som ven og mentor.

At Steno ikke er mere kendt idag, skyldes først og fremmest, at han ikke var englænder. Hans religiøsitet gjorde ham også udstødt - i Danmark fordi han var konverteret til katolicismen, og længere sydpå fordi han oprindeligt var lutheraner.

Manden lod ikke sin religiøse baggrund stå i vejen for sin videnskab, for han mente, at når videnskaben og bibelen ikke stemte overens, var det fordi bibelen blev tolket forkert :) - relativt sundt udgangspunkt, hvis du spørger mig.

Nogle mener faktisk, at hans bidrag til den moderne videnskab var på niveau med Newtons - og at det er ganske uretfærdigt, at hans eftermæle ikke er større.

Uanset hvad, synes jeg det er lidt sejt, at vi i Danmark har en videnskabsmand, som har været med til at danne grundlag for Darwins vigtige evolutionsteori - om end ad omveje :)

lørdag, marts 05, 2011

Livsnyderen taler ud om undertrykte mænd

På Facebook har jeg lige fulgt en diskussion om mænd og kvinder - apropos sidste indlæg.

Her handler det meget om den der stereotyp, der går på at "kvinderne har taget magten" så de både bestemmer hvordan hjemmet skal se ud, hvilken bil familien skal have osv osv osv.

De onde, onde kvinder kører kort sagt de stakkels mænd helt ned, hvorefter de kommer til at kede sig med de svage tøffelhelte, de selv har skabt, og så bliver de skilt, fordi de vil have en rigtig mand.

Fra den anden side lyder det at mændene er svage og ligeglade, og har glemt at være mænd. Kvinderne vil have en mand som kan åbne døre og købe blomster, og i øvrigt bolle dem på køkkenbordet uden at spørge først.

Sig mig, hvor findes de der par, ude i den rigtige verden? Og hvis kvinderne er så magtfulde, hvorfor afspejler det sig så ikke i vores pensionsopsparinger og lønninger, og i vores andel af lederstillinger ude på arbejdsmarkedet?

Jeg fatter slet ikke det der - - og jeg fatter ikke de der parforhold, som bliver en krig.
For pokker, vi flytter jo sammen med nogen, fordi vi elsker dem. Ikke fordi vi vil vinde over dem, bestemme over dem og lave om på dem!

Og så tænker jeg PUHA - hvor er jeg heldig!

Jeg tror ikke så tit Bruno lukker døre op for mig, men han kan godt skubbe min stol ind når vi er til fest. Og han slæber ikke blomsterkoste hjem flere gange om ugen. Hvad køkkenbordet angår, finder vi bestemt ud af det ;) - og han behandler mig som et passende mix af bedste ven, en gudinde og yndlings-legekammerat.

Vi snakker tit om, hvor rart det er at være ligeværdige. At man ikke altid skal være den stærke/svage eller kloge/uvidende. At vi begge har styr på vores fælles økonomi. At vi kan sparre med hinanden, og byde ind med kvalificerede råd, når en af os har noget, der lige skal vendes engang.

Og nej. Det er ikke mig der bestemmer, hvordan vi indretter vores hjem. Det kan vi godt finde ud af at blive enige om - jeg tror for øvrigt også, at jeg ville få stress af at skulle forholde mig til det selv :D

Hvad sjov er der i at have magtkampe, når der er plads til at elske?

onsdag, marts 02, 2011

Livsnyderen om kønskamp og alt det der

Nu er det snart kvindernes internationale kampdag.

Der er helt sikkert nogen der synes, at det er helt overflødigt, at kvindekønnet har en kampdag.

For ser man tv og læser aviser, så er der ingen ende på klummer af og udsendelser om mænd, der føler sig helt vildt domineret og undertrykt og kørt over af kvinder. Kvinderne vil styre alting, og bestemme hvordan alting skal foregå, og mændene føler sig truede på deres maskulinitet.

Og det er da også et faktum, at diverse videregående uddannelser idag domineres af kvinder. Så vi ser ind i en fremtid, hvor det er kvinderne, der kommer til at sidde på de videnstunge jobs.

Engang var jeg til et foredrag med Martin Østergaard, en selvudråbt ekspert i parforhold, som vist nærmest mente at vi skulle regressere til gamle dage, hvor mænd var mænd og får var angste. Eller noget.

Men hvad er fakta, og hvad er noget sludder?

Det er ihvertfald et fakta, at vi i 2011 i Danmark ikke har ligeløn. Ja, det vil sige, der er lige løn for lige arbejde. Mandefagene er bare lidt mere lige end kvindefagene, så den reelle lønforskel i den offentlige sektor er 15-20%.

Man kan så spekulere over, om det arbejde, der udføres i de traditionelle mandefag virkelig er 15-20% mere værd, eller om et fag automatisk bliver mindre værd, hvis det er domineret af kvinder.
Som det f.eks. er sket med lærerjobbet.

Traditionelt var læreren landsbyens store mand. En autoritet. "Skolelæreren," sagde man med ærefrygt i stemmen. Så gik der mange år, og en dag var det mest kvinder, der søgte ind på seminariet. Idag er skolelærere dem, som medierne kan jagte, og lønnen er ikke på nogen måde skyhøj taget i betragtning af, hvor lang en uddannelse lærerne har taget, og hvor stort et ansvar de har.

En anden ting, som kan trigge min bekymringsrynke i panden er det faktum, at kvinder typisk har langt mindre pensionsopsparing end mænd. Hovedårsagen er barselsorloven - for når kvinder går på barsel, stopper indbetalingen til pensionen ofte. Og barslen er jo ikke blevet kortere de senere år. Ganske vist kan mænd også tage en del af barslen - men er det ikke tit sådan, at det unge forældrepar bedst kan undvære kvindens (i forvejen lavere) løn?

For slet ikke at nævne de tilfælde, hvor man har prioriteret at sætte ind på mandens pensionsopsparing - - og forholdet er endt i skilsmisse.

Nu tager jeg for givet, at kvinden tjener mindst - men sådan er det tit, også fordi vi har en tendens til at vælge mænd, som er ældre end os selv, og derfor har et lønmæssigt forspring frem for os selv.

Så det kan godt være, at mændene synes, vi bestemmer for meget, og at bekymrer sig for om de i fremtiden bliver de lavt-uddannede. Men idag er der stadig forskel til mændenes fordel.

For kan det passe, at vi skal opføre os som mænd, og søge mod mandefag, for at få (økonomisk) anerkendelse og muligheder? Og hvorfor er der flere mandlige ledere, når kvinder er lige så gode til at lede? Hvorfor er de høje lederstillinger ikke attraktive for kvinder?

Vi er derhenne, hvor man ikke kan tale om undertrykkelse og bevidst forskelsbehandling. Og jeg tror i mange tilfælde, at vi skal arbejde med vores holdninger - begge køn.

Og nu har jeg slet ikke været inde på spørgsmål som
  • Vurderes kvinder i højere grad på deres udseende end mænd?
  • Hvordan fordeles opgaver i hjemmet mellem mand og kvinde?
  • Hvordan påvirker MTV-kvindebilledet ligestillingen?
  • Hvorfor er en voksen mand distingveret og en voksen kvinde (over?)moden?
  • Hvorfor er det meget værre når en kvinde er promiskuøs end når en mand er det?
Der er nok at tage fat på. Men måske er det ikke så meget kamp, som det er gode debatter, vi har brug for.

Så lad os have vores dag, drenge. Hvis I engang bliver de lavtlønnede, kan I overtage den.

søndag, februar 27, 2011

Tillykke med fødselsdagen, Livsnyder!!

Hovsa .... jeg har lige opdaget at min blog har 5 års fødselsdag idag!!

Det er da lidt vildt.

Siden mit første, famlende indlæg for 5 år siden, er der gået mange ord gennem bloggen her. Der har også været mange stille perioder.

Mange har kommenteret, og fulgt mig i glade stunder såvel som i triste. En overgang havde jeg tæller på antal besøg, men det blev jeg træt af - jeg skriver nemlig for mig selv - og så blev den pillet af.

Tak til jer, der har læst med - jeg garanterer ikke at Livsnyderen som blog holder 5 år mere, men hey! hvem ved??

Skål og tillykke til mit alter ego - Livsnyderen.

Livsnyderen planlægger

Til april er det 3 år siden at vi tømte vores 70'er hus i Snoghøj for de sidste flyttekasser og flyttede her ind på Fasanvej - i vores charmerende rødstensvilla fra 1926, tæt på by og banegård.

Noget af det vi faldt for dengang var husets kønne karnap - og vi kunne se det for os: rummet, som kort sagt var grimt med de brune 70'er vinduer, legeværelsestæppet (og det mærkelige tofarvede trægulv nedenunder), det gyselige cigarkasseloft og de umalede vægge kunne blive en hyggelig kombination af kontor og opholdsstue - uden tv, naturligvis. To kønne stole i karnappen, et lille bord til en kop kaffe eller et glas rødvin, bløde farver, gulvet afhøvlet, nye vinduer ... det kunne blive SÅ lækkert!!

Vinduerne fik vi skiftet i vinteren 08-09, og det legeværelsestæppet er for længst røget ud. Men loftet og væggene står stadig umalede, og rummet er, ud over at være kontor, det sted vi sætter ting ind. :-(

Men nu skal det være slut!

Igår satte vi os ned med den projektliste, vi oprindelig lavede over ting, vi ville have gjort i huset. Listen var lang dengang, og rigtig meget var streget over. Men vi trængte til at få overblik, og til at få kategoriseret opgaverne i store og små opgaver, og den slags opgaver man skal have håndværkere til.

Eller rettere ... jeg havde ihvertfald behov for det :)

Da vi stregede og skrev og kategoriserede og prioriterede igår, bestemte vi at den første af de lidt større projekter, vi vil lave, skulle være karnapværelset.

Og vi er allerede så småt igang. For første skridt er at få ryddet op derinde, og smidt alt det ud, som vi ikke vil gemme. Og idag er jeg nået igennem den stigereol, der står derinde - så den er klar til at tømme, pille ned og sætte i kælderen.

Der er lang vej - for der skal nye lofter op - og de skal sidde lidt højere end de gamle. Væggene er besat med celoflex, som er skrækkeligt brændbart, så det skal ned, og i stedet skal der gips op. Måske skal væggen ind mod stuen laves lidt højere - den er lavet efter at loftet er sænket. Vi skal have en elektriker ud og lave flere stikkontakter (pt. er der EN stikkontakt derinde!), og en gulvmand ud for at høvle gulvet af. Der skal males, og rummet skal møbleres på ny.

Et par gode lænestole, det lille bord, en sofa som skal kunne laves om til gæsteseng, lamper, et nyt arbejdsbord - men jeg kan næsten allerede se det for mig, og det bliver SÅ dejligt at få lavet!

Sikke en energi vi har - mon det er foråret, der melder sig?

lørdag, februar 26, 2011

Livsnyderen om andenhåndsliv

Jeg har det sådan lidt blandet med nutidens tv-underholdning (og ja - jeg ved godt, at når man siger "nutidens et-eller-andet", så er man ved at være lidt halvgammel!!).

Faktisk kan jeg godt lide at se X-faktor, især når de pinlige er sorteret fra, og de resterende synger rent (det kniber så lidt i år, synes jeg). Der er tit nogle gode sange, fremført på en ny måde, og det er da lidt hyggeligt.

Men jeg har det bare lidt belastet med det der drama, der piskes op omkring det. Alt det der tuderi, og krammeri, og de der kæmpestore candyfloss-ord, der bliver brugt.

Mange af deltagerne snakker i interviews om ting, der er vigtige for dem. Så bruger de næsten med usvigelig sikkerhed udtrykket "....betyder ALT for mig." F.eks.: "Min far betyder alt for mig." "Musikken betyder alt for mig." "Det betyder alt for mig, at vi har hinanden i den her konkurrence."
Hvor mange forskellige ting kan betyde alt for den samme person? Og klasker de sammen, visner og dør, hvis den ting bliver taget fra dem? Eller er det et ord der er stort og sukret og fuldt af luft, som candyfloss?

Jeg kan altid - med et træt suk - forudsige, hvornår Pernille Rosendal begynder at tude, og hvornår Blachmann sætter sig indøvede nu-er-jeg-bevæget-ansigt op. Og to fredage i træk har en dommer måttet sende en deltager hjem og begge gange er det blevet trukket ud i det uendelige, selvom jeg da slet ikke har været et sekund i tvivl om hvem de ville vælge.

Der er også det der udsøgt frygtelige program, "Toppen af poppen". Vi har set det et par gange, og jeg ved ikke helt hvorfor. Magen til kendis-hyklerisk rygklapperi skal man da lede længe efter. Er sikker på det påvirker blodsukkeret på den helt forkerte måde.

Og så er der en uendelig strøm af tilsvarende programmer, som aften efter aften dækker min sendeflade, for først omkring den tid, hvor jeg overvejer at gå i seng, giver plads til film eller lignende, som jeg måske kunne have lyst til at se.

Fælles for programmerne er, at de stiller følelser og drama til rådighed for seeren. Man kan sidde fuldstændig passiv i sofaen derhjemme og opleve nederlag, svig, skuffelse, triumf, loyalitet, jubel og spænding, uden at bevæge et øjenbryn. En slags andenhånds-liv, hvis man mangler noget i det liv, man har i hverdagen.

Men det ER andenhånds. Og overdrevet. Og i sin essens uendeligt ligegyldigt.

Så vi skal huske engang imellem at slukke for det der tv, og mærke kærligheden, sejrene, begejstringen, smerten, dramaet, begæret og LIVET i vores eget liv.

fredag, februar 25, 2011

Livsnyderen lytter

Efterhånden er de 182 km til Silkeborg blevet rutine.

I starten var det en pinsel - ikke mindst på grund af føret, som var alt andet end optimalt i december. Men også fordi det var uvant for mig at bruge så meget tid på at køre bil.

Til at starte med hørte jeg musik. Alle pop-stationerne, som jeg normalt hører. P3, Skala FM, Nova ... i den dur.

Hold da helt bøtte, hvor blev jeg træt af:
  1. De samme 15 popnumre i varierende rækkefølge
  2. Mega-hyper-overfriske radioværter (hvorfor er det altid to mænd og en kvinde? Kan nogen forklare mig det?)
  3. Rædselsfulde amatøragtige radioreklamer
Jeg kan ellers godt klare noget popmusik, men det blev bare for meget. Så gik der lidt tid, hvor jeg satte min iPhone til, og hørte det musik, der lå på den. Det er også okay, men musik, musik, musik ... nogen gange gider man bare IKKE høre musik.

Så var der en dag jeg skiftede radioen over på P1, og nu er jeg fan.
Jeg er godt klar over, at man reelt kan vælge og vrage på P1, fordi de fleste programmer ligger som podcasts, men jeg synes lidt af charmen er IKKE at vælge. Jeg sætter mig i bilen en tidlig morgen eller en eftermiddag, og aner ikke, hvad jeg skal blive klogere på idag.

Måske er det japansk kultur, og baggrunden for at de har den forfatning, de har idag.
Måske er det den måde, lyde virker på vores nervesystem.
Måske er det om byplanlægning, der tager hensyn til de subsistensløse.
Måske er det analyse af tallene bag efterlønsreformen.

Jeg ved det ikke før jeg tænder for min bilradio, men det er altid øjenåbnende og særdeles underholdende.

De dage, jeg ikke hører P1, er der en lydbog inde over. Tiden går bare SÅ hurtigt, når jeg kan sidde og lytte til en god krimi eller noget god faglitteratur. Og på den måde føles tiden i bilen ikke spildt, det er nærmest afslapning - ikke i samme grad som når jeg snupper bussen, men alligevel - hjernen bliver sporet væk fra arbejde, og over på noget andet.

Næste efterår er det slut med at køre til Silkeborg. Men jeg tror ikke, jeg holder op med at høre P1.

Det er underholdning, som man bliver klogere af.