Hun synes, at hun kan selv. Hun synes, at jeg er overbeskyttende, og at alle andre må meget mere end hun må.
Jeg sørger for at lægge nogen rammer, hvor jeg er rimeligt sikker på, at hun ikke kommer i nogen situationer, hun ikke selv kan håndtere.
Vi er ikke enige, men derfor er vi alligevel gode venner - det meste af tiden.
Sådan skal det nok være. Men det er godtnok sejt nogen gange...
6 kommentarer:
Suk ja Lilo.....Meeeen som min søn sagde til mig forleden dag: Mor selv om vi skændes, så elsker vi jo hinanden alligevel.
jep Sønnike gør vi jo!
Ja, "den evige kamp" med teenagerbørnene, men sådan er det jo :) De synes altid, vi er urimelige.
Susling, du HAR godtnok også din sag for - med TO på samme tid! Både Lugtelakridsen og Skumfidusen... men dejligt, at man alligevel har nærheden og kærligheden i behold.
Jamen vi ER da også urimelige Christina ;-)
Vi forældre er nemlig fuldstændig urimelige i teen-ageårene! Men når ungerne bli'r sådan omkring 17 år, så "udvikler" vi os MEGET igen - i hvert fald i ungernes øjne. Så kan vi godt bruges igen...... så bare vent og glæd dig. *G*
Jane, det trøster jeg mig også med - har en 19-årig, så jeg har heldigvis gjort erfaringen med, at vi (eller de) bliver "normale" igen... :-)
åh ja, det er hårdt, og indimellem er ens hjerte ved at briste, men så er det skønt med en lille kærlighedserklæring :-)
Send en kommentar