Et pust fra fortiden

Jeg er lidt hypersensitiv for tiden. Dufte, lyde, en stump af en sangtekst - det bevæger mig så meget.

I går, da jeg kørte ind til Fredericia for at hente Bodil efter hendes dramalektion, startede jeg cd-afspilleren, og denne sang tonede frem:

Kloden
drejer stille rundt i nat
på kommoden
ligger Soya og Karen Blixen
månen skinner ind- på din kind
dine strømper ligger smidt
på ryggen af min lænestol
og tankerne tikker af
jeg døser hen
efter endnu en dag

Gaden
spiller sin musik for mig
som en summen i det fjerne
fra en stjerne
skyggerne får liv
sejler bort på en sky af cellofan
der ga' mig nykker hele dagen
nu ligger jeg og gemmer mig
cooler af
efter endnu en dag

Kloden
drejer stille rundt i nat
på kommoden
ligger Soya og Karen Blixen
drømme lister frem
og står på lur
og de nikker og hvisker kom
når det er mig der står for tur
og jeg følger med
stikker af
fra endnu en dag

Det er sådan en smuk sang - en af de Gas-sange, der flytter mig allermest. Den ramte mig midt i hjertet på en tid, hvor jeg var meget ung og påvirkelig. At høre den en regnvåd martsaften, i mørket i bilen, hensatte mig til en anden tid.

Hvor verden var stor og fuld af mysterier. Hvor min mave kildrede fordi livet foran mig var et eventyr. Hvor sommeren varede næsten evigt og jeg kunne blive et med tusmørket ved stranden uden at prøve. Jeg var fri inden i men udvendig bundet af de regler, der følger med, når man er elsket barn.

Sangen emmer fred og blidhed. Og den lagde sig varmt og blødt om mit hjerte i går.