Egentlig synes jeg, at Simon normalt virker som sådan en, men det kikser lidt for ham i det indlæg, synes jeg - han føler, at han mister sin mandighed, fordi kvinder er medbestemmende, når der vælges ting, som han tilsyneladende synes er mandeagtige - fladskærme, pc'er og den slags. Så han søger tilflugt i sin mandeidentitet ved at eje den RIGTIGE Gillette-skraber ... og når han står og barberer sig med den, føler han sig som en rigtig mand.
Jojo... jeg ved godt indlægget er for sjov :-)
Men jeg kunne naturligvis ikke lade være med at mobbe Simon lidt - og mene at han istedet for at jagte følelsen af mandighed, bare skulle VÆRE en mand. Min kommentar gik sådan her:
Det er lidt mærkeligt, det der behov for at føle sig som en rigtig mand.
Jeg går da fx. aldrig rundt og tænker “Ih, hvor jeg føler mig som en rigtig ægte
kvinde lige nu.”
Kvinde er noget jeg er. Ikke noget jeg går rundt og føler.
Jeg er nogen gange lykkelig, andre gange ked af det eller vred, men jeg tror
faktisk ikke jeg ved hvad det vil sige at føle sig “kvindelig”.
Så måske sku’ I drenge bare opgive at “føle jer som ægte mænd” - og nøjes med at være mænd?
Sandt for dyden forstod jeg faktisk heller ikke helt, hvad han mente. Heller ikke, da han uddybende spurgte mig, om jeg da ikke følte mig kvindelig, når jeg shopper med veninder, eller er til noget wellness-noget?
Lige siden har jeg spekuleret over - er der tider, hvor jeg føler mig som en ægte kvinde?
Jeg har tænkt og tænkt - og nej - det tror jeg ikke, der er.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke er feminin, og at jeg ikke gør kvindeting. Jeg går op i mit udseende, jeg barberer mine ben, og ifører mig gladeligt umagelige sko for at se godt ud. Det får mig dog ikke til at føle en destinkt kvindelighedsfølelse. Jeg føler mig måske lækker, fordi jeg har gjort noget ud af mig selv. Jeg føler mig måske fyldt af kedsomhed, fordi det altså TAGER det der kvarter at barbere stængerne ordentligt - men spændende er det altså ikke (heller ikke selvom min skraber er en Gillette - sådan en Venus-en, som er lyserød og med et ben-egnet håndtag).
Jeg er gået til yderligheder for at forsøge at finde en situation, hvor jeg føler mig kvindelig.
For eksempel - når min elskede folder mig ind til sit brede bryst og kysser mig lidenskabeligt (og det gør han sq STADIG ret ofte - efter 6½ år!). Så burde jeg vel føle mig ultra-kvindelig? Nøh. Når jeg mærker RIGTIG godt efter, vil jeg kunne opremse følgende:
- Stor kærlighed
- Lykke fordi han er SKØN og MIN
- Hjertebanken
- Følelsen af tryghed
- Ja okay - og gør han det grundigt nok, kunne man nok osse blive lidt småliderlig...
Men jeg bliver jo ikke mere kvindelig af det? Så hvorfor skulle jeg føle mig som en rigtig kvinde? Jeg er jo en kvinde, både når jeg bliver kysset af min skat, og når jeg ligger med røven i vejret og mosler med et stik bag ved PC'en.
Kan I huske den der gamle R&B sang "You Make Me Feel Like A Natural Woman"? Jeg har aldrig rigtig fattet pointen med den. Kvinden synger, at hun først kom til at føle sig som en ægte kvinde, da hun mødte denne hersens mand. Altså, i min bog lyder det vildt mærkeligt. Men er det sådan, jeg skulle føle, når jeg shopper med veninderne?
Måske er det der, kæden hopper af for mig. Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg har shoppet sammen med veninderne - siden jeg forlod puberteten. Jeg shopper ikke. Jeg går ud for at købe noget, jeg mangler. Nogle gange mangler jeg bukser. Så køber jeg bukser. Og ja - jeg kan også finde på at impulskøbe tøj, men jeg går ALDRIG ud og "sjåpper". Sådan på cafe latte-måden.
I det hele taget opfatter jeg mig selv som menneske først og fremmest. Og som kvinde sekundært. Og jeg føler enormt mange ting. Glæde, frustration, sorg, triumf, kærlighed, nydelse, irritation .... hele paletten. Men mit udgangspunkt er, at jeg er et menneske. Måske er det derfor, at jeg ikke kender den der med "Nøjsa, hvor føler jeg mig altså quindelig i dag!"
Jeg har en ret direkte tilgang til mange ting, som nogle ville karakterisere som maskulin. Jeg er direkte i min kommunikation med andre. Jeg har nørdede præferencer i bøger og film som f.eks. science fiction, og så er der jo lige mine 4 hyldemeter Stephen King-bøger (på engelsk). Jeg elsker at køre gocart og noget af det sjoveste, jeg har prøvet, er at rapelle. Jeg elsker vilde rutchebaner. Men jeg kan også lide at bage og nørkle med håndarbejde, og ser gerne chick-flicks.
Måske mangler jeg en patch i min styresoftware. Men faktum er: Nej - jeg føler mig aldrig rigtig kvindelig. Jeg er bare kvinde - og det er egentlig godt nok for mig.
10 kommentarer:
Jeg har det lige saadan. Jeg er mig med alt hvad det indebaerer. Jeg er ogsaa kvinde og goer kvindeting, men jeg taenker ikke over om det jeg goer er mere eller mindre kvindeligt - jeg goer jo bare hvad jeg synes er sjovt (og saa ogsaa det kedelige der er noedvendigt) om det saa er at strikke eller fixe computere og haenge lampe op.
*gnæk*
Det er da vist en alders-ting, det her? Jeg har det nøjagtig ligesådan, og dit indlæg satte en del tanker i gang.
Jeg tror det hænger sammen med,at vi i aldersgruppen 40 - 50+ boede i et verdensbillede, hvor vi var mennesker først og fremmest - og selv definerede store dele af vores kvinderolle. Det var simpelt hen ikke så vigtigt, det var vigtigere at være sig selv. Også for mændene, men af en eller anden grund har de haft sværere ved det.
Også sværere ved at kapere, at man OGSÅ er kvindelig når man kører kran, lapper cykel, selv reparerer PCen, ved hvordan et tændrør ser ud og al den slags. Min ægtefælle får f.eks. 'maskulinitetskramper' når jeg er en bedre tømrer end han er - men han drager ikke min kvindelighed i tvivl når jeg slår søm i. I stedet er det hans manderolle der er tvivlsspørgsmålet.
Fantastisk indlæg, Lizelotte! :-) Jeg vender tilbage - stol på det...!
Pernille alias Lommen
Først og fremmest er jeg da glad for at mit indlæg ansporede en tænker. Det er jeg ikke sikker på er sket før :)
Jeg er dog lidt ked af det netop sker i et indlæg hvor jeg bruger en grov generalisering af begge køn.
For lige at runde emnet når kvinder shopper flere sammen, så var det bare et eksempel, hvor jeg troede kvinder måtte føle sig ret "kvindeagtige". Jeg tog åbenbart fejl. Det viser bare at jeg nok til stadighed ikke forstår, men stadig beundre, jer :)
Jeg er dog lettere overrasket over at kvinder ikke har den samme "kvindefølelse" som mænd har. Og undskyld hvis det er fordomsfuldt.
Men vil det f.eks. sige at man aldrig ville kunne lave en Carlsberg reklame for kvinder?
(De nye der går i TV. Kan ses på www.carlsberg.com)
Både indlæg og kommetarer er igangsættende for tankevirksomheden. Jeg tror Dana har ret, vi skulle kunne det hele, der var ikke noget, vi ikke kunne gøre, men dengang skulle vi vel nærmest undertrykke "kvindeligheden", ikke noget med at barbere ben, make-up, sexet undertøj. I dag er det hele med, men ind imellem føler jeg mig som en anderledes kvinde, fordi tøj, sko og makeup ikke siger mig noget, dvs jeg kan godt li smart, nyt tøj, jeg gider bare ikke købe det.Tak for tankevækkeren Lizelotte
Som mand kan jeg bestemt ikke genkende den med at "føle sig som en rigtig mand". Det er ikke noget jeg spekulerer i; så vil jeg hellere være "rigtigt menneske". Men jeg har da forresten også den holdning at: Rigtige mænd er ikke "rigtige mænd".
Johnnie: Så er mit gæt, at du er på alder med os andre halvgamle røvhuller .... :o)
Susan - jamen det er jo det...!
Dana - jeg har ikke tænkt på, at det kunne være noget aldersmæssigt. Det er mere det, at min kvindelighed jo er en integreret del af mig - og ikke sådan en side-applikation... Det skal dog siges, at min mand aldrig føler sig truet på sin mandighed eller maskulinitet af mine tekniske færdigheder ... men han er altså også RIGTIG meget mand :-)
Tak Pernille ... glæder mig :-)
Simon, nu må du jo ikke tage mit udsagn for mere end MIN holdning - jeg kan ikke tale for hele kvindebestanden, men alene for mig selv. Havde faktisk regnet med at høre fra kvinder, der følte den der "ægte-kvinde-ting", fordi jeg selv er lidt af en drengerøv... Og er du i øvrigt sikker på, at alle mænd har de der situationer, hvor de føler sig som "rigtige mænd"??
Lene, nu undgik jeg lige bh-brændings-årene, og jeg har faktisk barberet ben siden jeg var omkring 18 ... men jeg er helt enig i at jeg synes det er fedt, at vi kan få lov til at være stærke og selvstændige, uden at behøve at lade som om vi er mænd.
Johnnie ... vi er bare SÅ enige. Men det er jeg nu ikke særlig overrasket over.
Og Dana igen - jep, det er han ;-)
Så fik jeg tænkt lidt mere over dette og forfattet et indlæg ovre hos mig selv.
Ku' være hyggeligt, hvis du/I gad læse med... :-)
Altså... hvis man ikke har en stor, stærk mand, man kan putte sig ind til og føle sig kvindelig hos - hvad gør man så ellers for at føle sig kvindelig? Ja, jeg SHOPPER altså... sådan virker det for mig :-) (eller også tilhører jeg generationen, der er skadet af Sex and the Citys livsfilosofi)
Send en kommentar