Terapeutisk pedalering

I dag har jeg besøgt den bedste terapeut, jeg kender.

Nemlig den høje himmel over markerne og de små, snoede veje. Lokket af det fantastiske vejr sadlede jeg min trofaste jernged, og tog den med mig ud i det fynske forår.

Lillebæltsbroen lignede et løfte. Himlen og vandet og landet var bare så smukt som det lå der og missede med øjnene i den klare sol.



Det var ikke en træningstur, som når jeg kører på min racercykel. Jeg styrede ned ad små grusveje og sjove stier, og snoede og snirklede mig på den vej langs kysten syd om Middelfart.

Forbi feriebyen, de nye lejlighedsklodser og roklubben. Mit øje mødte alle steder smukke motiver, som tvang mig til at stoppe og nyde.



Et godt stykke ude efter golfbanen valgte jeg at krydse ind i landet igen. Kørte ad landevejen ud til Svenstrup strand. Der kan jeg ikke komme videre fra, så jeg kørte tilbage af mit eget spor. Krydsede hovedvejen, kørte under motorvejen, og krydsede til sidst Bogensevejen.

Ude midt på en vestfynsk mark følte jeg mig fri som et forår. Jeg kørte parallelt med hovedvejen, som var så langt borte, at bilerne var støjfri skinnende corgi'er. Himlen var urimeligt blå, og en fugl hang oppe over marken og sang - og sang - og sang. Solen varmede mit ansigt, og hvis nogen mødte en cyklist i blåt, med en lys hestehale og et stort, stort grin, så var det bare mig.



Fra Kauslunde snirklede jeg mig ad veje og omveje frem, til jeg fandt et skilt, der pegede mod Strib. Der var lidt modvind, men jeg følte mig som en af de glade ponyer, jeg cyklede forbi - på græs for første gang i år. Jeg mødte et par Baghjulere, som jeg kendte, ude ved Vejlby Fed. De var på vej den anden retning, men vi hilste glad.

Vejen gik gennem Strib, og ad vejen langs bæltet ind mod Middelfart. Solen fik Lillebælt til at glitre og jeg blev blændet af solstrejf fra vandet, trods mine cykelbriller.

På vej tilbage over Lillebæltsbroen mødte jeg en af vejens farende svende med barnevogn og det hele. Vi hilste pænt, og jeg følte mig lidt i familie med ham - et med vejen og glimtvis fri.

Næsten ovre stoppede jeg og vinkede farvel til Fyn.



Det var nu også godt at komme hjem - med næsten 50 km i benene, en stank af gnu i næsen da svedtrøjerne skulle over hovedet, og et bad og lidt mad lokkende ...

Mine ben summede lidt, da jeg spiste min frokost, siddende i en campingstol på terrassen.
Ah.