Når vi kører sydpå

Vi er næsten altid på bilferie, og turen er stort set altid gået til Sydeuropa - primært Sydfrankrig.

Der er langt. Rigtig langt. Men vi forsøger at gøre turen til en del af ferien, at gøre den hyggelig, en tradition, med gentagelsens og genkendelighedens charme.

Vi har altid vækkeuret til at ringe kl. 3 om natten. Så står vi op, børster tænder, bader måske lige, og så kører vi. For stort set alt er nemlig pakket i bilen, og de ting, der skal i "håndbagagen" udvalgt og klart. Ungerne tager hovedpuder og dyner med ind i bilen, så de kan sove lidt videre.

I år havde vi valgt at pakke vores dyne, så vi sov med vores soveposer. Alt gik bare glat, og kl. 3.29 trillede Opelen ud af indkørslen, skarpt forfulgt af "pletten" - vores sommerresidens.

Grunden til, at vi kører så tidligt, kan siges kort. Man kan også nøjes med at vise, hvordan den nordtyske motorvej ser ud lidt i 5 om morgenen:



Vi satser altid på at nå syd for Hannover, inden vi stopper for at spise morgenmad. Vi kører som regel af motorvejen, og finder en bager, og også gerne et hyggeligt og idyllisk sted, hvor vi kan slappe af og nyde omgivelserne, inden vi kører videre.

I år kørte vi ind i en lille tysk landsby, hvor vi fandt en bager, og lige ved siden af, en lille flod, hvor vi kunne sætte os på en bænk og snakke med ænderne, mens vi spiste.



Der var også et offentligt toilet - så vi kunne allesammen få tisset af, inden vi trillede videre.

Undervejs er ungerne som regel et mønster på godt humør, tålmodighed og søskendekærlighed. Der er ingen plagen og øffen, og de finder på skøre ting og sjove lege, som får tiden til at glide lidt bedre på motorvejen. Her har Kristian fundet en måde at sætte solskærmen op, så den ALTID skærmer for solen...



Af en eller anden grund havde Bodil isoleringstape i blå og rød med ... spørg ikke!!
Denne kom dog til sin ret - det blev til Piphans og Gøj - to fjollede fugle, som hen ad vejen også fik vinger og andet, inden de blev til små sammenkrøllede tapekugler.



Ihvertfald gik tiden. Vi fik os lidt frokost på en rasteplads,og sidst på eftermiddagen kunne vi rulle ind på en campingplads ved den nordfranske by Dôle. Vi havde lige fået slået pletten op, så blev det regnvejr! Godt teltet er hult - vi hyggede os indendøre med stearinlys og lækker bolognaise og spaghetti!



Næste morgen skinnede solen - det var dejligt, selvom pletten ikke kunne nå at tørre helt, inden vi pakkede den sammen. Og det var dejligt at vide, at vi var nået så langt sydpå, at vi kun havde 500 km at køre. Vi var faktisk allerede i Cevennes ved 16-tiden om eftermiddagen - og pladsen var lige så dejlig, som den så ud til på internettet.

Vores tur sydpå var dermed slut - og endnu engang gået uden de store problemer i form af bilkøer, ægteskabelige kriser eller mekaniske problemer.