Læsø er en herlig ø, og selvom den er ret lille, er der masser at opleve. Vi valgte endda nogen fra - f.eks. sæl-safari med en fiskerbåd, som forekom os at måtte være en kølig fornøjelse her midt i oktober - selv med det fine vejr, vi havde fornøjelsen af.
Vi tog til gengæld for os af andre oplevelser. I nærheden af "vores" sommerhus, fandt vi gården Storhave. Her kan man selv male mel, man kan klappe geder og man kunne se et får blive klippet. Det var dog ikke det, vi kom for.
Der er nemlig også mulighed for selv at dyppe lys - og det ville Bodil og Kristian gerne. Bodil gik efter den traditionelle metode - hun ville gerne dyppe lys og sno dem. Kristian lavede et pindsvinelys - dvs. en rund stearinplade med "pigge" på, som sættes rundt om et almindeligt rundt stearinlys.
Mens de unge mennesker arbejdede, kikkede jeg i butikken - for man kan købe læsø-sæber og husets egne stearinlys på Storhave. Jeg fandt da også lidt lys, som jeg måtte have med hjem. Til den mørke tid, vi går i møde nu.
En anden oplevelse, vi også nød, var den dag Bodil, Kristian og jeg var ude at se på Rønnerne på ryggen af hver vores islandske hest. Bruno meldte pas - han er ikke nogen heste-fan, og ville hellere gå en tur.
Kristian har aldrig prøvet at ride før, så det var en begyndertur. Han klarede det nu flot, selvom hans hest var lidt fjollet - den spænede efter en anden hest, og sparkede bagud, når nogen kom for tæt bagpå den.
Det er en fantastisk flot måde at se dette flade, våde område på. Vi havde tidligere forsøgt at gå derud, men kom ikke ret langt før vores fodtøj (gummisko) var helt upassende. Der skulle gummistøvler, eller måske endda vaders til. Til hest er det ingen problem - de er ligeglade med at få tæerne i koldt vand.
Så var der den dag, vi gik tur oppe på nordøen. På Læsø er der mange flotte områder, og naturen er meget varieret. Denne dag gik vi ud af stranden, og ind gennem land tilbage igen.
På stranden var der dejligt. Og mange smukke muslingeskaller, som lå og ville med os hjem.
Ind gennem land skiftede naturen karakter. Vi gik af smalle stier gennem et fugtigt område, og den friske luft steg nogen af os (host, host) til hovedet.
Der er nu noget med lyset og himlen, når man rykker nordpå i landet. Det er så smukt.
For en gangs skyld var der ikke noget brok fra ungerne, over at vi skulle gå langt. Jeg tror det var variationen, der holdt dem fangen.
Åhja ... og så besøgte vi jo Læsø Uldstue... En fin gammel Læsø-gård udvendig - og indvendig et slaraffenland i lækre garner og smukke strikkede ting.
Hver gang jeg gik et skridt, forelskede jeg mig i farver og teksturer. Men jeg beherskede mig, og kom kun derfra med 2 nøgler Kidopale til et tørklæde. At jeg så senere på ferien vendte tilbage med LIDT mere, behøver vi jo ikke komme ind på - vel??
Naturligvis kunne vi ikke besøge Læsø uden at se saltsyderiet! Alle kender vel Læsøsalt - og i sommer fik jeg et lille glas med indlagte krydderier, og fandt ud af hvor lækkert det smager. (Tak Lene :-) Nu havde vi chancen for at se, hvor saltet laves.
En naturvejleder holdt et foredrag om Læsøs salte historie, og om hvordan saltet laves - også i dag. Der er faktisk 20 personer beskæftiget på saltsyderiet, der startede op som et beskæftigelsesprojekt i 1991. Der ud over er der følgebeskæftigelse - nogle, som syr poser til saltet osv.
Vi købte naturligvis også noget salt - og det er endda lidt billigere at købe der, end de steder jeg har set det på fastlandet.
Jo, vi har haft en ferie fuld af oplevelser, og så har jeg endda ikke fortalt om den dag, Bruno og jeg var på gåtur sammen i et næsten afrikansk landskab ...
Der var endda slanger!!
...ja ... der var ihvertfald en slange ... selvom den ikke var særligt stor.
Og en rigtig flot, rød svamp. Mon ikke den var giftig??
Jow jow ... den er vild, naturen på Læsø...
3 kommentarer:
Det var da nogle fantastiske stemningsfyldte foto. Oplevet har I, nydt....
Åhja KC - det var ikke Grækenland, men det var dejligt...
Det har været spændende at følge jeres tur til Læsøs natur, hvor der er taget flotte billeder undervejs. Virker som et sted, der er et besøg værd. Smuk, alsidig natur, hvor der vist er god mulighed for at blive blæst godt igennem.
Send en kommentar