Engang imellem synker jeg lige, når jeg læser min blog.
Den er nemlig rigtig tæt på. På mig som person - og eftersom min blog er aldeles u-anonym og offenlig, og sågar kendt af adskillige af mine kolleger, tænker jeg nogle gange på, om jeg nu også er helt veltilpas med at have dette vindue til min sjæl stående her, helt uden persienner for.
Og det er så også en sandhed med modifikationer. For jeg skelner jo netop, som jeg i tidernes morgen blev rådet til af en særdeles erfaren blogger, skarpt mellem det personlige og det private.
Det personlige er det, I får lov til at læse - og det private er det, jeg holder længere inde min intimsfære.
Alligevel. Så har jeg da tænkt tanken - om det en dag kommer tilbage og sparker mig i røven. Fordi jeg har valgt at være så åben omkring min blog. For eksempel ligger den i min "blå bog-profil" på mit arbejde. Jeg har også for nylig givet min afdelingsleder linket til det indlæg, hvor jeg viste billeder fra et smukt banklokale.
I dag nævnte projektlederen i det projekt, jeg arbejder på, at vores afdelingsleder havde snakket om min weblog. Og bad om et link. Som han også hjertensgerne måtte få.
For sagen er jo, at det er helt ok at både den ene og den anden kollega læser med. Herregud, om så direktøren skulle få lyst til at slå et smut forbi, vil det være okay. For mig, ihvertfald.
Jeg skriver jo ikke noget, jeg ikke vil stå ved. Men engang imellem er mit hjerte da inde over. Både på den gode måde , og når det gør mere ondt - og når jeg raser igennem.
Det er sådan nogle indlæg, der lige får mig til at trække vejret ned i maven og redigere en ekstra gang, inden jeg publicerer. Og jeg ved, at det nogle gange gør RT-bekendte lidt beklemte at se mig så forholdsvis tæt på. Især dem, der ikke kender mig så farligt godt.
Det beklager jeg naturligvis ... mest for deres egen skyld. Mig generer det ikke, fordi jeg ved at hvert et ord er overvejet.
Ellers har jeg fået en klage fra en af Brunos kolleger - hun synes jeg roser ham lige lovlig meget. Det gør jeg nu ikke - han er endnu bedre i virkeligheden ;-P
Og skulle det, jeg skriver på min blog, bringe min røv op i klaskehøjde, klarer jeg nok også det.
Bare utroligt, at jeg efter godt 1½ år i blogland stadig får den der fornemmelse i maven ind imellem. Er der nogen af jer andre, der kan genkende den??
9 kommentarer:
Det,jeg som nybegynder bedst kan fornemme, er det, man holder det mest personlige for sig selv. Skriver meget, men mere er usagt, ting, jeg ikke bryder mig om at få ud i offentligheden, tier jeg med. Og hvad skriver man... Som sådan har jeg valgt at sige, at får nogen ondt af det, jeg skriver er det ok for mig, det er ikke mit problem, men deres.
Ps. I første linje skrev jeg fornemme, men mente genkende.
Uha ja, det kender jeg.
Når jeg har lyst til at skrive noget som jeg jo ved bliver læst af mine børn om 10-20 år og som de måske ikke skal læse inden de er klar til at vide - og måske aldrig. Det skriver jeg så anderledes, eller tåger til eller slet ikke.
...og jeg kender det især når jeg kan se folk fra mit firma der læser med og når jeg bliver genkendt, eller når jeg tror jeg bliver det (7-9-13!).
Puk, det bliver helt naturligt at vægte det, man skriver - men det tager lidt tid.
Acq, jeg er så heldig, at mine børn har en alder hvor de har egen PC og netadgang, og ved hvor mors blog kan findes - så jeg skriver også med det in mente, når jeg skriver. Min blog bliver ikke den sikkerhedsventil som din er - fordi jeg ikke er anonym. Har nok heller ikke så meget brug for ventilen - jeg "ventilerer" andetsteds, ikke mindst til min mand...
Oh jo det sug i maven kender jeg godt. Min blog er ikke særlig hemlig, men jeg ved ikke om andre end min mand læser med.
Selv om jeg lige nu skriver for øje at alle kan læse med så er der da ting som jeg måske om et par måneder syntes er på grænsen, der er også ting som jeg overvejer at gøre hemlige, selv om de er ude nu så vil de være svære at finde hvis jeg sletter dem
Forhåbentlig, da jeg stadig er noget usikker, når jeg sidder ved tastaturet.
Ork jo - jeg øver mig stadig (men er jo heller ikke så erfaren som dig).
Og så længe man trods alt mener at kunne forsvare det skrevne, hvis man bliver konfronteret med det - så går det jo altsammen.
Som indehaver af en ikke-anonym blog: Så absolut ja - jeg kan genkende fornemmelsen! "Kommer det her dårligt tilbage én dag...?"
Jeg har engang måttet slette 2 blogindlæg, fordi en kollega (som jeg havde nævnt anonymt) bad mig om det. Mit blogindlæg ødelagde hendes nattesøvn :-( Hun følte sig anstødt af det, jeg havde skrevet.
Efter sådan en konfrontation tager man sin "pen" op til fornyet overvejelse.
Måske er det kun os selv der i virkeligheden ved, hvor LIDT folk egentlig får af det private ... ?
;-)
Helle - jeg synes ellers altid du skriver så sobert, at det undrer mig du har haft den oplevelse :-( Kan godt forstå den ikke lå godt i maven...
Send en kommentar