Det sker ikke hver måned.
Heller ikke hver 2.
Men engang imellem sker det - altid lige før eller i starten af det månedlige... som min mor kaldte det.
Gulvet forsvinder. Lyset bliver væk. Smilet bliver blegt. Kræfterne er små.
Små ting suger mig ned i et sort hul, og jeg hænger fast i kanten med fingrene - for jeg ved jo, at det er hormonelt betinget.
Der hænger jeg lige nu - imorgen er alt sikkert ok igen.
Men idag har selv forårssolen haft svært ved at trænge igennem.
4 kommentarer:
Det er da noget træls skidt, når du får det sådan. Så hellere "down-to-earth" ondt i maven. Det kan man da gøre noget ved.
Selv har jeg faktisk godt kunnet beskyldes for at være præmenstruel. Virkelig urimelig sur og gnaven. Der var bare ikke nogen, der skulle sige det op i mit åbne ansigt, for så...!
Nu har jeg så hedeture i stedet for :-)
Det er noget rigtigt møg - hvis jeg "bare" blev sur og agressiv, eller fik ondt i maven (det gør jeg også, men det er mens det er igang) - men jeg bliver bare SÅ frygteligt sårbar og nem at skubbe i det der hul.
Bizart, for jeg er normalt meget glad og stabil i det...
Hedeture .. ja, det er jo en af de "fornøjelser" som voksenlivet på et tidspunkt kommer til at byde på :o) men jeg har svært ved at forestille mig dig sur og gnaven!!
Hm, familien får den side at se - ikke så mange andre.
Jeg tuder også kun op ad Bruno :o)
Så jeg holder det også hjemme.
Men jeg tror da nogen gange kollegerne kan mærke jeg bliver lidt stille engang imellem (især fordi jeg normalt IKKE er spor stille ;-)
Send en kommentar