lørdag, april 01, 2006

I aften er min egen...

Jeg er næsten alene hjemme i aften. Bruno er på teambuildingkursus med sit firma, og Bodil og Kristian er hos deres far.

Ja, Andreas er her. Men han kræver jo ikke så meget.

Vi lavede os et par gode bøffer til aften, og så så vi "Adams æbler". Fed, fed film, som kan anbefales - jeg kan godt lide ideen om, at det gode (som virker absurd, ulogisk og skørt på den mindre rene beskuer) trods alt vinder - besejrer det onde, fordi hovedpersonen tror fuldt og fast... på det gode.

Derefter har jeg hygget mig med at se Sabrina - en gammel film med Julia Ormond og Harrison Ford.

Harrison Ford - ham har jeg lidt en "crush" på. Jeg forelskede mig hovedkulds i ham, da jeg som 11-årig så den første Star Wars film, og jeg har været lidt vild med ham lige siden.
I Sabrina er han alvorlig, ambitiøs og følelsesmæssigt lidt kejtet. Uhm.

Sjovt nok ligner Bruno ham lidt. Der er noget ved ansigtet - regelmæssigt, maskulint, bred hage og de der furer ved munden. Det skæve smil. Første gang jeg så Bruno (i 1991..) tænkte jeg faktisk, at han lignede en ung Harrison Ford. Selv frisuren ligner, og hårfarven.
Ja - dengang havde Bruno godtnok brunt hår - nu er det smukt sølvstænket, men lige kraftigt.

Så jeg sad og så Sabrina og frydede mig over, at MIN mand er lige så lækker som Harrison Ford i den film. Lidt på samme alvorlige, lidt generte måde. Min Bruno er en meget eftertænksom fyr - og ikke en, der taler, med mindre han virkelig har noget at sige.

I selskab med min MEGET talende familie virker han ofte lidt stille. Vi Saxkjærer snakker gladeligt i munden på hinanden - højt! - og skal man deltage i meningsudvekslingerne, skal man være fremme i skoene. Hen på aftenen er der ofte nogen (typisk min søster) som spørger Bruno, hvorfor han ikke siger noget, og så smiler han lidt og siger noget om, at der bliver sagt rigeligt, som det er ... :o)

Man skal nu ikke tage fejl af ham. Han vil gerne snakke, og gerne diskutere, og det gør vi ofte, længe og engageret. Det er dejligt - selvom vi ikke altid er enige, bliver vi aldrig uvenner over det. Men han er bedst i et mindre forum!

Bruno har - længe inden han blev min kæreste, dengang han bare var min ven - altid været en, der kunne få mig til at tænke 2 gange over tingene. Hvis jeg fandt ud af, at han mente noget helt andet end mig om en ting, overvejede jeg min egen holdning en ekstra gang. For jeg har altid haft en stor respekt for Brunos fornuft og eftertanke.
Nogen gange har han fået mig til at skifte mening - andre gange har jeg vejet hans mening og fundet den for let, og så har jeg også nogen gange fået ham til at overveje sin mening igen.

Nok er han klog - men ufejlbarlig er han ikke - heldigvis ;o)

I aften hygger jeg mig lidt med at små-savne ham. Jeg glæder mig over, at jeg har en som ham at savne - han er mit hjertes havn.

5 kommentarer:

conny sagde ...

Hurra for de søde ægtemænd! Og dit kan da vist kompensere for indtil flere dårlige af slagsen, sådan ud fra en gennemsnitsbetragtning.
Hvor er det fedt at høre, at du selv efter flere års samliv kan sidde og småsavne din mand.
Nu har vi så boet sammen i - aaarrghh - snart 30 år, så det værste savn er nok overstået. Men jeg glæder mig da godtnok altid til at komme hjem, eller til at han kommer hjem igen. Altså ikke bare efter arbejde, men hvis man har været væk i nogen dage.
På den anden side nyder jeg MEGET mine alenestunder. Måske fordi jeg aldrig har boet helt alene.

Lizelotte sagde ...

Jeg nyder faktisk også meget at være alene! I aften sagde jeg til Bruno, at jeg har nydt han var væk, og jeg har savnet ham :-)

Han forstod heldigvis præcis hvad jeg mente.

Ja vi er jo lidt nyforelskede endnu - vi har jo også kun boet sammen i 5½ år :o)

Lizelotte sagde ...

Jeg nyder faktisk også meget at være alene! I aften sagde jeg til Bruno, at jeg har nydt han var væk, og jeg har savnet ham :-)

Han forstod heldigvis præcis hvad jeg mente.

Ja vi er jo lidt nyforelskede endnu - vi har jo også kun boet sammen i 5½ år :o)

Ella sagde ...

Din kærlighedserklæring til din mand, gik lige ind hos mig. Min mand er af samme slags, jeg har bare ikke formået at sætte ord på som dine. Jeg håber at Bruno læser med på din blog -

Lizelotte sagde ...

Hej ella, det gør han ... han bliver både flov og glad, tror jeg :o)