I går fik jeg skrevet en lang email til min gode veninde Roberta. I dag lå der en retur i min indbakke.
Roberta bor i Connecticut, USA. Hun er født i Brasilien, vistnok i Sao Paolo. En tid var hun gift med en af mine kolleger og bosat her i Fredericia.
Vi mødte hinanden til en Bankdatafest, og det var "love at first sight". Vi klikkede bare - connectede øjeblikkeligt.
Siden har vi været venner. Selvom det efterhånden nærmer sig 6 år siden, at vi sås i virkeligheden. Men vi mailer regelmæssigt, og selv når der går lidt tid, er kontakten der med det samme, den gamle forbindelse er intakt.
Roberta arbejder sammen med sin mand, Michael, som er arkitekt - det er hun i øvrigt også selv. De har deres eget firma, og bor i et smukt stenhus i en lille by sammen med to glade (og meget forkælede) hunde.
Det er Roberta, der har givet mig den bedste kompliment, jeg har fået: hun sagde, at jeg var den mest sydeuropæiske dansker, hun havde mødt... :o)
Hun frøs her i landet - både kroppen og sjælen. Vi er lidt svære at gå til, alle os leverpostejfarvede.
Heldigvis er hun stadig min ven på tværs af mange tusind kilometer hav.
Det er en fantastisk verden, at to mennesker med så forskellig baggrund som hun og jeg tilfældigt mødes og bliver venner - for livet, tror jeg.
2 kommentarer:
Hold fast i sådan et venskab! Det er dejligt, når det lykkes at finde en så god ven, som det lyder til her. Og med dagens it-muligheder kan I jo sagtens holde fast. Med sådanne langdistancevenskaber får man jo også holdt brevskrivningens ædle kunst i hævd - og det er altså ik' så ring' endda.
Roberta er min sjælesøster. Det er jeg lidt ydmyg overfor.
Og det er rigtigt, Liselotte, man er faktisk ikke så langt væk, når man kan emaile - den mail, jeg sender, læser hun et minut senere. Den er ikke en uge undervejs, sådan som det var med breve før emailens tid.
Ja - Conny - det er fedt at skrive breve - og en ekstra øvelse at skrive dem på engelsk. Det holder mit engelske i live.
Send en kommentar