Faldteknik for viderekomne

I aften havde jeg besluttet mig for at køre årets første gruppe-tur på cyklen.
Den blev bare ikke særlig lang.

Halvvejs igennem Middelfart var der pludselig nogen i gruppen foran mig, som satte farten brat ned - og jeg var ikke hurtig eller opmærksom nok. For at undgå at brase ind i cyklen foran mig, svingede jeg højre om ham. Det bragte dog mine hjul i nærkontakt med kantstenen - og sekundet efter var det min cyklehjelm, der var i kontakt med fortovet.

Det kostede mig:

• styrbåndet på styret, som blev rykket i stykker af nærkontakt med jorden
• mine gode mellemsæson Specialized handsker, som nu har hul i håndfladen i højre hånd
• mine skoovertræk (som alligevel var kasseringsmodne pga min dårlige vane med at slæbe hælene mod pedalarmene)
• min cyklehjelm, som har fået en stor revne (jeg trængte egentlig også til en smartere :-)
• adskillige stilpoints og en del værdighed

Jeg var temmelig rystet, og selvom hjelmen tog af for det kraftige slag ned i fortovet, valgte jeg ikke at køre videre med gruppen. Turlederen - Niels, hedder han, og han er enormt sød - insisterede på, at jeg skulle følges hjem. Det nægtede jeg. En anden deltager, Grethe, tilbød

1. at følge mig hjem
2. at ringe efter sin mand, så han kunne hjælpe mig hjem

Jeg mente dog godt, at jeg selv var i stand til at køre, og min cykel var også ok. Jeg var ikke vild efter at ringe efter Andreas - det ville bare forskrække ham og de to andre uforholdsmæssigt meget. Så efter at have LOVET at ringe efter ham, hvis jeg var den mindste smule utilpas, fik jeg lov til at køre.

Jeg kørte derfor tilbage mod broen, og dårligt var de andre væk, før jeg tillod mig selv en god tudetur. Jeg var temmelig chokeret. Oppe ved broen følte jeg mig dog bedre tilpas, og var begyndt at ærgre mig over at gå helt glip af cykleturen. Så jeg bestemte mig for at trille en lille tur - og kørte derfor ud over Taulov og lidt rundt derude på de kanter, og ind over Fredericia hjem.

Det gav mig ca. 35 km på odometret, og det var da bedre end ingenting. Til gengæld var det godt jeg ikke kørte længere, for nu var mit knæ begyndt at gøre lidt ondt. Gearene lyder heller ikke helt som de skal.

Hjemme kunne jeg gøre yderligere status over skaderne. Jeg har fået en ordentlig hudafskrabning nederst på ydersiden af knæet, og et slag på siden af benet, hvor jeg sikkert er blå og gul i morgen. Benet føles hævet og lidt stift. Min skulder er også lidt øm, men jeg tror bare, det er slaget.

Mit hoved er heldigvis ikke mere besynderligt end det plejer at være. Men der går nok et par dage, før jeg får lyst til at køre i gruppe igen.

Som en sød efterskrift, kan jeg lige nævne at ikke mindre end to af dem, der var med på turen, ringede til mig efterfølgende for at høre, at jeg var kommet godt hjem og var ok. Det er typisk for ånden i klubben. Der er så mange søde mennesker, at det er svært ikke at være glad.

OG så var det sørme godt, at jeg ikke har fået min nye racer endnu!!