Som bestyrelsesmedlem i en fritidsklub hører jeg mangt og meget om mange ting.
En fritidsklub er - har jeg fundet ud af, efter at jeg er kommet i forældrebestyrelsen - nemlig ikke bare et pasningstilbud til skolebørn. Der er masser af andre tiltag.
Samarbejde med "den matrikelløse klub" og streetwalkerne.
En del opsøgende arbejde med børn og unge, der har særlige behov.
Og rigtig mange andre ting.
Så vores klubleder ved rigtig meget om, hvad der rører sig i området.
Når der så er ballade et sted, hører han noget pudsigt: "Lars - det må du gøre noget ved!". For eksempel hvis de unge, der holder til på stranden, bliver for støjende for de omkringboende, eller hvis der drikkes øl på området mellem skolen og klubben.
Nu snakker vi typisk om unge, som ikke går i klub - heller ikke i juniorklub om aftenen. Vi snakker om ting, som foregår i weekender og om aftenen.
Deres færden er nemlig ikke forældrenes ansvar.
Næh, det må være politiet/pædagogerne/streetwalkernes ansvar. Samfundet skal passe vores unge hele døgnet rundt.
Hvor er forældrene henne? Hvorfor ved de ikke, hvad deres unge mennesker laver? Hvorfor er det ikke vores ansvar, hvis vores (ofte mindreårige) unge drikker og laver ballade?
Mange forældre formår typisk slet ikke at hævde sig overfor børnene. I jagten på kvalitetstiden har de opgivet at være grænsesættere - for det skaber konflikt. Og det passer ikke ind i deres billede på kvalitetstid.
Men det er garanteret også nogen af dem, der synes det er et kolossalt problem og en skrækkelig skandale, at nogle unge hænger ud på stranden og ind imellem kører rundt på scootere. At det måske er deres egne unge, eller at det måske var det for 5 år siden, synes at være overset.
Det er ihvertfald for dårligt, og "Nogen" bør tage sig af det - bare ikke dem selv. Det skaber jo konflikter med de unge, som har fået alt for meget magt i hjemmet - de har nemlig luret, at forældrene ikke tør være forældre.
Så er det nemmere at lade andre tage det ansvar.
At lade det være samfundets skyld.
7 kommentarer:
Hvor har du dog ret..
Som forældre, får jeg altid en snert af dårlige samvittighed, når jeg læser sådan en svada. For var jeg nu HELT klar over hvad min EGEN unge foretog sig, da hun cyklede hjemme fra i aftes for at være sammen med vennerne?!
Jeg kender så mange forældre (venner, bekendte, naboer osv...) som er pæne ansvarlige borgere, med gode jobs og sunde fritidsinteresser, hvis unger opfører sig møg-elendigt, når de kommer i flok og i byen med vennerne - de forældre har jeg så ondt af.
Og måske opfører min egen unge sig heller ikke ordenligt, når jeg vender ryggen til? Kan jeg nu være sikker? Tænk nu hvis?! Alene den usikkerhed, har tit bragt mine unge i fedtefaddet hjemme hos mutter-fit-her, når jeg læser om ballade på stranden. ("Kender du noget til det her!? Huh!? Svar?!" ...)
Jeg er også ud af en "børneflok" på 2, hvor den ene bragte mine forældre temmelig meget i miskredit som dårlige forældre. Min mor sagde engang til mig: "Hvis jeg ikke havde dig (også), ville jeg føle mig helt mislykket som mor - men du opfører dig da rigtigt, så noget må jeg da have gjort rigtigt ...?"
Amen.
Det er så sandt, så sandt. Problemet er bare, at de omtalte forældre slet ikke synes at kunne se problemet.
Så hvordan f... får vi gjort noget ved det?
PS: OG der er vel i øvrigt ingen af os, der er mere hellige, end vi må indrømme at VORES forældre heller ikke vidste alt?
Du har FULDSTÆNDIG ret!!!
Du glemte skolelærerne. Det er da også deres ansvar!
;-)
Nej, du har SÅ meget ret...men hvad stiller man op?
Helle, alene det, at du er i tvivl, og at du interesserer dig for hvor dine unger er og hvad de foretager dig - er jo et plus i sig selv. Vi kan jo ikke holde dem i hånden hele tiden. Men når 12-årige løber rundt ude kl. 22 en hverdagsaften, undrer jeg mig da! Det har dine garanteret ikke gjort.
Det er ikke min mening at hæve mig selv op på en piedestal, for jeg er da bestemt ikke nogen perfekt forælder. Det er der vist ingen, der er, når det kommer til stykket.
Jeg synes bare, at debatten er vigtig.
Mona - det bringer mig videre til din kommentar. For det er jo selve det, at vi snakker om det, der kan flytte noget. At vi som forældre til den første måske hører andre, mere erfarne forældre sige med fast stemme, at man nogen gange må tage konflikterne, og at det er ok at blive uenige med poderne. Det er faktisk vores job nogen gange.
Og naturligvis vidste vores forældre ikke altid hvor vi var, og hvad vi lavede. Men de færreste af os lavede nok noget farligere end at gå til en enkelt fest, som vi ikke måtte gå til, eller sværme med en dreng, de ikke måtte vide noget om.... fordi de netop satte grænserne for os, og vi derfor overskred dem varsomt.
Gives der ingen grænser, er der ikke nogen retningslinier. Og det er bare enormt synd for de unge!
De har jo brug for dem!
Jamen vi kunne ikke være mere enige ... det handler først og fremmest om at TALE med ungerne.
Selv har jeg vist sommetider talt så meget, at min søn blev træt. Jeg har i hvert fald af og til fået et sødt smil og ordene "Jaja mor, jeg HAR forstået det".
Og der er kommet en helt fornuftig ung mand ud af det - som fik meget flotte skudsmål fra efterskolen om at være en god kammerat, som altid tog hånd om der havde brug for det - og som bidrog godt til de mange "værdi-debatter" de unge havde.
Så det virker - også selv om kampen nogle gange kan være mere end hård. De gør jo modstand, de unge mennesker ... ganske som de skal! Og jeg skal hilse og sige, at man som enlig forælder (som jeg har været i en hel del år) godt af og til kan komme i tvivl om, hvorvidt det er én selv eller de andre, der er ude på overdrevet!
Send en kommentar