søndag, september 30, 2007

Weekendtur

...med familien.

Den har været planlagt længe, men alligevel kunne Andreas og Kristina ikke tage med - for Andreas havde vagt fra fredag til lørdag.

P1030851

Turen blev alligevel en succes. En weekend oppe hvor Limfjorden møder Vesterhavet. 11 mennesker i et sommerhus med 8 sovepladser - og det gik alligevel.

Deltagerne var:
* Ninna og Bent, Brunos forældre
* John, Brunos bror
* Christina, Brunos datter, og hendes kæreste Mette
* Lasse, Brunos søn, og hans kæreste Michelle
* Bodil og Kristian - ingen yderligere præsentation nødvendig...
* og Bruno og mig.

Sovepladsmanglen løste vi - vi havde medbragt "pletten" og lagde dermed op til årets sidste campingtur. John sov på en madras i stuen - han er ikke så krævende :-)

Vi ankom fredag aften - Bodil, Kristian, Bruno og jeg i opelen, og Lasse førende mazmobilen med Michelle, Christina og Mette. Maden stod klar, så vi skulle bare lige slå pletten op, så den var klar, inden vi skulle spise.

Hold op, det blæste! John hjalp med at holde på hat og briller og telt, mens Bruno slog pløkker i. Det blev også en noget støjende nat, for det stormede hele natten, og det rykkede godt i pletten, som dog blev, hvor den var.

Lørdag var der flere bud på, hvad vi skulle. Bodil ville gerne i svømmehal, men det var kun hende og Kristian, der havde husket badetøj.
Bruno ville til Thyborøn - lige der hvor Limfjord og Vesterhav forenes.
Der var nogle stemmer for Lemvig, hvor der kunne kikkes lidt butikker.

Slagplanen blev en tur til Thyborøn, og derefter til Lemvig.

I Thyborøn blæste der MEGET!

P1030830

Se bare på kropsholdningerne på dette billede! Regnvandet føg hen over p-pladsen - men ud skulle vi. Vi skulle se strand og vand her i Thyborøn. Men hvor er det en trøstesløs by - måske var det årstiden. Der så bare trist og gråt og lidt fattigt ud, og som om de færreste tog sig af vedligehold.

Til gengæld var der flot udsigt over havet.

P1030831

Sandet var blæst ind, så det lignede snedriver! Og vi fik da også sandkorn mellem tænderne, da vi stod der.

P1030837

Kristian undersøgte nøje - det VAR altså sand, og ikke sne. Mette nøjedes ikke med at få sand mellem tænderne, hun har lidt krudt i måsen, og på en af hendes muntre manøvrer gik hun på halen og var ved at rutche ned til Kristian. Heldigvis slog hun sig ikke!

P1030843

Lasse fik pakket sig grundigt ind - han var ikke den eneste.
Ninna så ret sjov ud med brillerne stikkende ud af regnfrakkehætten, men hun var kamerasky, så dette billede, som skulle have forestillet hende, blev i stedet af Michelle... Ninna gemte sig nemlig bag hende...!

P1030845

Vi fik købt fine, friske rødspættefilet'er til frokosten i Thyborøn, og så gik turen ellers til Lemvig. På vejen så vi den berømte VLTJ - Vemb-Lemvig-Thyborøn-Jernbanen - og jeg kunne underholde med brudstykker af Tørfisks sang om dette lille tog. Har faktisk engang kørt med VLTJ, mens Tørfisk underholdt - - og der blev serveret Tørfisk (altså ikke musikerne, som ellers var søde nok, men egnsretten - uf!).

Lemvig var ret overskuelig, men hyggelig. Vi fik købt ind i Kvickly, som kunne forsyne os med det, den lokale Spar-købmand ikke havde. Bodil købte et par lyserøde lærredssko til 20 kr - og har siden forvandlet dem. Jeg lover at vise resultatet en af de nærmeste dage.

Da vi kom hjem, fik vi frokost, og så var vi ved stranden, som var kun 5 minutters gang fra huset. Bodil blev hjemme, for hun ville hellere teste spa-badet. Kristian syntes han havde fået nok frisk luft, så han blev også hjemme - og Bent sørgede for, at de ikke lavede ulykker!

Vi andre nød tørvejret, og at vinden havde lagt sig lidt. Og så gik vi til stranden.

P1030856

Jeg elsker bølger. De fascinerer mig endeløst! Jeg elsker at se på dem, og det bedste er bare at bade, når der er gode bølger. Jeg bliver som en femårig - springer ind i dem, hopper over dem - af en eller anden grund fryder bølger mit hjerte inderligt! Jeg kunne stå i timevis og se på dem, og jeg tager 1000 billeder af bølger - som alligevel ikke kan repræsentere den kraftfulde rullen, det brusende hjerteslag som de er.

P1030860

Bølgerne fik legebarnet frem i Mette (der skal heller ikke sååååå meget til...) - hun fik en ubændig trang til at lege "Tik" med dem ... og det var heldigvis ikke her, hun gik på halen, den pjattede tøs ;-)

P1030882

På vej tilbage mødte jeg en lille frø, som hoppede helt ude i vandkanten. Der kunne den ikke klare sig, så den fik et lift op i græsset. Den var sød. Der er ingen billeder, for det var mig, der bar den.

Det begyndte at regne - IGEN - så det var godt, vi var på vej mod huset, som var tørt og godt.

P1030890

En hurtig kontrol afslørede, at campletten også stadig var tør og god - og dermed at vores sengetøj var det samme :-) Der faldt en vældig ro på mig - godtnok har den modstået mange regnbyger før, men vist aldrig langvarig regn som i denne weekend.

Aftenen bød på megen hygge - vi spillede til den store guldmedalje, Femhundrede og et spil, Mette havde medbragt - Sequence. Sjovt!

P1030891

Der var god stemning, triumf og misundelse, grin og rødvin og hygge, som man kun finder med familien og de gode venner.

P1030892

John var så stresset over presset, at han begyndte at ryge grissini...

P1030895

Bruno havde en god hånd (eller to ;-)og var meget koncentreret...

P1030898

Bodil så en sjov film (jamen - det gjorde hun altså!!) og Kristian var meget optaget af Mettes Play Station Portable ... hun ER altså et legebarn ;-)

P1030893
P1030894

Natten til i dag blev langt mere rolig. Det blæste slet ikke så meget, og vi sov som små sten hele natten. Bruno stod op ved 7-tiden for at hjælpe John med at se Formel 1. Jeg sov bare videre - til næsten halv 9. Dejligt!

Ved middagstid var vi pakket og klar til at køre hjem. Det har været en dejlig weekend, som vi vil gøre til en tradition - og næste gang kommer Kristina og Andreas helt sikkert med!

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er sådan, familieweekender skal holdes!
I min svigerfamilie har vi nu to til gode pga. dødsfald og skilsmisse. Men din beretning får mig til at prøve at presse på igen. For det er simpelthen så hyggeligt. Og tiden står nærmest stille sådan en weekend. Man befinder sig i en parallelverden til hverdagen. Skønt.

Lizelotte sagde ...

Conny, en meget præcis beskrivelse! Det er intenst, hyggeligt samvær uden pres!

Lene sagde ...

åh så godt det lyder til at have været.

Anonym sagde ...

Tak for en hyggelig weekend - dejligt at være sammen med familien i en hel weekend, det er godt nok være længe siden sidst! Jeg må være til at være bedre til at komme på besøg :)

Hvis det bliver til en tradition, vil det være vidunderligt!