tirsdag, september 11, 2007

For 6 år siden

Kan du huske hvor du var, og hvad du lavede, for 6 år siden?

Jeg kan.

Dengang var jeg stadig tillidsmand, og jeg havde været til et seminar på Koldingfjord. Vi havde kørt på til kl. 19. om aftenen, og var holdt tidligt - så jeg var hjemme omkring kl. 14.30. Jeg var træt - havde 2 koncentrerede dage bag mig, og var kommet lidt småsent i seng.

Satte mig i sofaen og tændte tv - bare for at slappe af med uforpligtende underholdning. Men det jeg så, var noget helt andet. Et højhus, hvor røgen væltede ud. Skræmte, ophidsede ansigter. Gråd.

Et klip blev vist igen og igen. Hvordan flyet ramte den høje bygning. Man kunne høre udbrud og skrig i baggrunden, fra dem der så på.

Og mens jeg så det, kom det andet fly. Jeg så vantro og skrækslagen til, mens det målrettet fløj ind i det andet tårn. Jeg så husene falde, mens kameramandens hænder blev urolige, og en iskold fornemmelse bredte sig i min mave.

Jeg hørte nyheden om flyet i Pentagon. Og jeg sad der, alene i mit hus, og tænkte: Nu kommer det. Beskeden om at London, Moskva, Rio de Janeiro, Beijing, Rom, Prag, San Francisco er ramt.

Jeg havde en synkende fornemmelse af, at verden havde forandret sig, at den aldrig ville blive tryg igen. At det her, det var krig. At den ene by efter den anden ville rammes af lammende slag fra de gale mennesker.

Heldigvis gik det knap så galt som jeg frygtede.
Men jeg husker stadig den dag - den fornemmelse. Vejret - denne sprøde sensommerdag. Følelsen af dommedag, som åd mit hjerte hult og sort.

Kan du huske? Hvor var du? Og hvordan var din reaktion?

11 kommentarer:

Mona sagde ...

Du kan tro, jeg kan huske det.
Var på arbejde, hvor en kollega via telefonen fik færten af, at der var sket noget mystisk. Først troede vi "bare" det var en ulykke - men da nr. to fly fløj ind i et højhus, var vi klar over at noget var helt galt. Alle mand kastede sig over internettet ... som gik ned!
Gik tidligt hjem - hvor jeg fandt min dengang 12-årige søn siddende helt oppe i hjørnet af sofaen. Han troede, han skulle se børneTV, og i stedet var 3. verdenskrig brudt ud ... det var han overbevist om.
Så ungen var bange - det var hans mor også, selv om hun forsøgte at være den voksne!!
Vi var 2 måneder forinden - han og jeg - flyttet til ny by, ny lejlighed, skole osv., så alt var stadig usikkert for Morten. Dette gjorde det bestemt ikke bedre!!
Resten af dagen gik med at følge med på TV samt prøve at forstå, hvad der var sket.
5 dage efter fyldte jeg 40 - og hvad tror du, der blev talt mest om blandt alle mine gæster??

Simon sagde ...

Jeg var på ringvej 2 i Århus i en gammel grøn Toyotam på vej til Ikea for at købe møbler sammen med en veninde.
Vi hørte det i radioen.

Kontorchefen sagde ...

Jeg var hos min ynglings boghandel, de satte et fjernsyn op i butikken, alle, måske 20 mennesker stod stille og blev bange og meget berørt. Glemmer det aldrig. Aldrig.

Lizelotte sagde ...

....det er vores generations Kennedy-mord ... ikke?

charlotte sagde ...

Jeg tændte tilfældigt for tv-et og troede det var fiktion. Ville hente min datte, som var til børnefødselsdag straks, da det gik op for mig at det var virkeligheden jeg så på. Var chokeret selvom det var så langt væk. Det er mærkeligt, men min datter fortæller, at hun og de andre børn blev glade, fordi de kunne lege lidt længere, fordi alle vi voksne sad i stuen og fulgte med på skærmen. Hun gik i 2. klasse - alvoren gik op for hende senere.

Johnnie sagde ...

Husker den trykkede stemning ved en fødselsdagsreception i firmaet. Den startede kort efter at vi havde fanget billederne på Internet. Det kunne mærkes at verden ændrede sig.

Pollyanna sagde ...

Hej Liselotte

Jeg kan også tydeligt - mener jeg da :)huske, hvad jeg lavede den 11. september. Din blogpost mindede mig faktisk om, at jeg ville skrive om 11. september.

Helle sagde ...

Jep - se her:

http://helleshyggeblog.smartlog.dk/11--september-post69513

Maria sagde ...

Jo - jeg tror, at det har sat meget tydelig spor i de fleste af os...

Husker meget tydeligt, at jeg og afkommet stod og ventede på vores lift til den dengang obligatoriske gymnastik, og moderen skulle lige fordrive ventetiden med lidt tv-kigning...

Slog direkte ind på billederne fra det første tårn i brand, nyligt ramt af flyet...fattede ingenting - og det føltes virkelig surrealistisk at betragte det, alt imens den lille tumling dansede rundt i lyserødt outfit med strutskørt...

Gik ud til den ventende bil og sagde, at der var sket en frygtelig ulykke...og det var slemt nok i sig selv, at et fly kom ud for så'n et uheld...

Så meget værre var det at komme hjem og tænde for tv'et og erfare, hvordan det virkelig hang sammen...

Jeg tænker stadig tit på det, der skete - og på de mange mennesker, der mistede livet så brat den dag...på alle de mennesker, der mistede én eller flere, som de holdt af...det er for stort til helt at forstå - og alligevel umuligt ikke at forstå...

Lommen sagde ...

Sad med en veninde, som jeg ikke længere har kontakt til, på café tæt ved Nørreport St. i København.

Vi hørte det i radioen, og jeg tænkte straks rædselsslagent på min gode amerikanske ven, som netop var flyttet til New York.

Hans storebror skulle samme morgen være begyndt på sit nye job i WTC, men følte sig sløj. Den ellers så pligtopfyldende mand blev kun hjemme, fordi hans kone tog hans temperatur og konstaterede, at han havde feber og derfor insisterede på, han blev hjemme.

Få timer senere styrtede det, der skulle ha' været rammen om hans arbejdsplads sammen.

Det var nogle frygtelige timer, indtil jeg næste dag fik at vide, at begge brødre var i god behold.

Hanne sagde ...

Hej Lizelotte,
Jo jeg husker også 11. September. Kim og jeg var blevet gift om lørdagen. Vi havde ikke råd til bryllupsrejse, så vi hyggede os bare herhjemme. Mandag tager jeg mig en lur på sofaen og Kim vækker mig og siger at jeg skal se tv sammen med ham. På det tidspunkt havde fly nr to endnu ikke ramt. Som Poul Krebs engang har skrevet. "vågned' op en morgen og mærked' at nogen havde forandret verden, den var kangt fra hvor jeg efterlod den i går". Ja, ja han skrev om kæresten som var rejst, men var det ikke som om vi alle mistede noget vi holdt af den dag?