fredag, september 28, 2007

Dødbringende dansetrin II og III

I denne uge blev det til hele TO omgange dans.

Bruno lagde sig jo som bekendt syg i sidste uge, så vi ville indhente det tabte.

Onsdag aften var det lidt en katastrofe. Salen var ekstremt overfyldt, og foruden at vi skulle arbejde i at manøvrere uden om diverse andre par, havde vi altså tilsyneladende glemt en del af det, vi ellers havde lært....

Faktisk var vi på et tidspunkt lige ved at gå hjem. Bruno havde en faretruende frustreret rynke i panden (det er for SJOV, skat...), og jeg var ærligt talt også ved at opgive at få neurologisk forbindelse med mine nederste ekstremiteter. De gjorde ihvertfald ikke lige helt det, der var meningen.

Men vi blev timen ud - gjorde vi. Om end vi måtte drukne vores sorg i god rødvin, da vi kom hjem (aaaaaah!).


Torsdag var der god plads - og faktisk gik det ganske godt, undtagen altså den der jive, som jeg SLET ikke har styr på, efter vi er kommet ud over grundtrinene. Der er noget den-ene-og-den-anden-vej-rundt-om, som jeg slet ikke kan finde ud af, og Brunos ben glemmer simpelthen nogen gange at danse i al forvirringen.

Vi gav dog ikke op! Midt i et forsøg, som klart var mere ihærdigt end smukt, dansede en af de andre damer (selvfølgelig en af dem med høje hæle) lige op på min vrist engang. Auuv!!

Jeg var nødt til at stoppe - heldigvis var timen næsten forbi, men jeg kunne ikke være i min almindelige sko, for jeg havde en blå dueægsformet hævelse på vristen. Og det trak mere og mere op i ankelen.
Så vi kørte hjem, og jeg fik is på. Efter en ret urolig nat, og en morgen, hvor der var rytmisk dunken i anklen (så er da der noget, der er rytmisk...), når den kom nedad, besluttede jeg at blive hjemme i dag og holde fussen oppe i sofaen.

Nu er den lige knap så blå, synes jeg. Hævelsen har bredt sig lidt - er ikke så høj, men til gengæld bredere. Det gør stadig ondt, men det dunker ikke mere.

Øv.

Og så sagde konen ikke engang undskyld, efter hun jokkede min jive endnu mere i smadder end den var i forvejen...

1 kommentar:

Deborah sagde ...

Undskyld jeg kunne ikke lade være at grine - du skrev så malende og humoristisk! God bedring med din bule som jeg håber er faldende. Undskyld er da det mindste man kan sige! Du skal nok lære det. Stædighed betaler sig! God weekend!