Milde gaver

Min datter er gavmild af hjertet.

Når hun har penge (eller slik, eller kage, eller...) så har vi allesammen.
Og hun elsker at give gaver!

Hun går en tur i byen, og så kommer hun i tanker om, at hendes mor har hang til lækker chokolade, smukke kort, god kaffe, orkideer eller noget andet - og så køber hun det.

Moderen bliver glad. For det er jo sødt og kærligt gjort. Men hun tænker også: "Tror mit hjertes datter, at hun er nødt til at købe ting til mig for at være elsket?"
Den tanke er der lige et par sekunder - længe nok til at jeg fortæller tøsebarnet, at jeg er forfærdeligt glad for hendes gaver, men at jeg elsker hende højt, også når hun IKKE giver mig gaver ...

"Det VED jeg da godt, mor," siger den søde tøs så, "men det er så dejligt at give dig noget, for du er verdens bedste mor."

Hun giver mig nogen gange grå hår, min smukke datter - mest med de sorger, der kan ramme sådan et teenageliv - men hvor ville jeg ikke bytte hende for en million (eller en milliard, for den sags skyld)!

Igår var hun i gavehumør. Havde brugt nogle opsparede penge til et par lækre støvler fra Bianco (som hun nok fornemmede var en tand mere upraktiske og højhælede, end at moderen ville hoste op med penge fra tøjbudgettet), og var så gået i gave-mode.



Det var, hvad der var købt ind til mig - og jeg fik besked på at dele chokoladen med Bruno. Det havde han ikke noget imod.

Til Kristian ligger der en fin pakke på værelset - han er på lejrskole og kommer hjem i morgen. Bodil har købt frimærker til ham - mange, og flotte er de! Hun ved han samler - og tænkte straks på ham.

Rig bliver hun nok aldrig.
Men hun er ikke svær at holde af.