Dødbringende dansetrin

Som nogen måske husker, gav min søde Bruno mig et gavekort til danselektioner til min fødselsdag i år.

I sidste uge oprandt så endelig dagen, hvor vi kunne finde danseskoene frem (for mit vedkommende et par nydelige sorte arbejdssko, for Brunos vedkommende hans bedste festsko med glatte såler) og drage til LB dans - lige her i Fredericia.

Det var en barsk omgang for Bruno, den første gang. Han kom direkte hjem fra 2 dage i Tyskland, hvor han havde fløjet hjem fra Frankfurt til Hamborg, og derefter kørt den lige vej til Fredericia, spist et stykke rugbrød og så ud af døren til dans.

Vi var godtnok heller ikke særligt gode. Jeg havde lige præcis overskud til at kikke lidt på de andre dansere og konstatere, at vi heldigvis ikke var de eneste. Vi startede med grundtrinene til jive. Det var ikke så svært. Lige indtil læreren fik den ide, at jeg engang imellem skulle ud og danse under armen på Bruno. Pyha.

Da vi så endelig havde næsten styr på trinene, satte hun MUSIK på - og så skulle vi jo danse hurtigt, og i takt til musikken! Det var en udfordring der ville noget.

Jeg mener - der er ikke noget i vejen med min rytmik. Ask anyone. Min korleder vil bekræfte at jeg har rimeligt let ved at fange og klappe selv svære rytmikøvelser.
Næh, mit problem er min motorik. Kan godt finde ud af at bevæge benene rytmisk - men skal jeg gøre noget med armene samtidig, så er fanden løs. Af den grund har jeg altid omhyggeligt undgået aerobic og step, da disse indeholder urimeligt meget koreografi for en spasser som mig. Næh, spinning, styrketræning og den slags - det er mit game...

Tilbage til dansen - det lykkedes nogenlunde at få styr på jive-trinene - men netop da skulle vi naturligvis lære en ny dans. "Allerede?" stønnede Bruno, som var kommet på mindst lige så hårdt arbejde som mig.

Engelsk vals. Det ser nemt ud. Man glider bare afsted hen over gulvet og drejer lidt rundt og noget. Piece of cake.

Især for dem, der har lært det, og som i øvrigt kan kende forskel på højre og venstre. Jeg muckede uværgrerligt vores engelske vals op ved at gå tilbage på det forkerte ben - og så var vi ikke engang begyndt at dreje rundt endnu. Bruno var faktisk ret hård til det - men det er jo ikke let at danse med en dame, som hele tiden flytter det forkerte ben...

Til sidst stod den på cha-cha-cha. Jeg siger ikke mere end at det var en katastrofe. Der var noget med noget frem-tilbage-frem, som simpelthen gik hen over hovedet på os.

Det var så første lektion. I går var vi på den igen, og heldigvis kunne vi mærke, at det gik lettere. Bruno var ellers lettere opgivende sidste gang ("jeg lærer det ALDRIG") - han syntes det var urimeligt, at vi ikke fik lov at øve trinene lidt længere tid, inden vi skulle gøre dem til musik.
Alligevel følte vi os helt pro igår. Det gik sgu' faktisk meget godt! Bortset fra den der f***ing engelske møgvals ... mon jeg nogensinde får lært at dreje rundt om Bruno når jeg skal - og alligevel starte med det rigtige ben bagefter??

Lidt hyggeligt er det, at et af de andre par er to unge kolleger til mig - som også gik til dans sidste år, bare for hyggens skyld. De er ikke kærester, men de har det sjovt med at danse sammen. Vi mobber hinanden lidt venskabeligt. Og de laver heldigvis også ged i det engang imellem.

Får vi lært at dreje rigtig rundt i engelsk vals? Får Bruno lært trinene til jive så godt, at han ikke får myoser i nakken af det? Lykkes det livsnyderen at finde et system til at lære venstre og højre? Bliver vi udtaget til DM i standarddanse?

Det ... og meget mere ... kan du få svaret på i næste episode af ... DØDBRINGENDE DANSETRIN...