...nej - det behøver I faktisk ikke.
For jeg gider egentlig ikke afsted i aften.
Den står på årets 3. forældremøde - sidste møde med Kristians klasse endte med at en række forældre ønskede at diskutere bl.a. lommepenge, modetøj, komme-hjem-tid, samt alkohol (alkohol?? De går i 5. klasse???) på klassen.
Ikke noget, vi har brydninger eller problemer med - heller ikke her med barn nr. 3.
Og oprigtig taget, så tror jeg heller ikke vi får det.
Jeg er spændt på, om det bliver "vi skal lave fælles regler, så jeg ikke behøver at tage ansvar"-møde eller hvad. Det er utroligt hvor mange forældre jeg møder, som ikke kan den der øvelse med:
1) mærke efter i maven - hvad synes jeg er ok?
2) sige nej hvis det ikke føles ok
3) holde fast i sit nej, hvis det er et rimeligt og velbegrundet nej.
Det er nemlig dejligt at være VENNER med sine børn. Og rigtig kedeligt at være den sure mor/far. Men det er jo mor og far, vi er - ikke venner... og nogen gange er det op til os at træffe upopulære beslutninger.
Kan tydeligt huske diskussionerne med Bodil.
"Søde ven. Jeg stoler på dig, men jeg kender også din alder. Og mit job er at sørge for, at du ikke kommer ud i nogle situationer, som du slet ikke er moden til at håndtere. Jeg passer på dig. Det kan godt være, det ikke virker sådan, men sådan er det."
"Piercing? Jo, det kan da godt være der er nogen steder, som laver det uden at spørge om alder, men ville det ikke være lidt ærgrerligt at give penge for en piercing som ryger ud i samme øjeblik du kommer ind af døren herhjemme?"
"Piercinger? Jo, søde, du må få alle de piercinger/tatoveringer du vil, når du bliver 18."
Ikke altid populært, men hun vidste hvor hun havde mig. Altid.
Jeg har sagt til mine unger 1000 gange - at uanset HVAD de roder sig ud i, skal de komme til mig for hjælp. Jeg vil ikke garantere, at jeg ikke bliver sur - men jeg vil garantere, at jeg hjælper.
Det er jo dybest set det, man har forældre til. At sætte grænser - at være der på den kærlige, bestemte måde.
Ikke til at være en af venne/venindeflokken.
8 kommentarer:
Amen, også i den grad.
Hvad kan jeg sige? Ærlighed og klare grænser. Forudsætning for kærlighed og gode relationer. Af enhver slags.
Godt banket på plads, Lizelotte! :-)
Jeg er bare SÅ enig. Nogle gange føler jeg, at jeg sidder på den yderste bagpost helt alene, fordi de andre forældre har givet los. Det er bare så frustrerende.
Til min yngstes forældremøde berørte vi lige kort de emner du omtalte og min kommentar var, at vi kan give hinanden nok så meget håndslag nu, men når det virkelig bliver alvor gør folk som det passer dem og så er man bare nødt til at stå fast selv. Det er ihvertfald min oplevelse. Vi har oplevet, at vi som forældre har lovet hinanden højt og helligt, at man ikke serverer alkohol for andre folks (teenage)børn(at det overhovedet er et issue er bare for langt ude...)for næste øjeblik at erfare vores barn have fået serveret alkohol i en klassekammerats hjem...
Nå det her er virkelig en kæphest, skulle måske skrive om det på egen blog...
Tak for opbakningen, piger.
Pollyanna, jeg kender godt det med at føle sig som sidste skanse. Og jeg ville tænde TOTALT af hvis nogen serverede alkohol for mit teenagebarn!!
Glæder mig til dit indslag...
Du har helt ret, jeg kunne ikke vaere mere enig.
Det er lige praecis saadan vi proever at vaere foraeldre, om det lykkes vil vise sig om nogle aar, vi har jo ikke haft en teenager endnu :-)
Min erfaring - også fra dengang vi to var tillidsfolk - er, at det altid er lettest at lave aftaler i fredstid ... altså inden problemet opstår!
Det gælder også de dér aftaler om alkohol osv. ... i min søns klasse (da han for læææænge siden gik i 5.) havde vi besøg af en SSP-konsulent, som gav os nogle gode råd. Han havde samme dag været i klassen og fortalt om alkohol mv. - og det hele resulterede dels i nogle rigtig gode snakke med vores unger, dels i en aftale/hensigtserklæring (kald det hvad du vil) mellem os forældre. Både om dét med at servere for hinandens unger - men mindst lige så meget om at give lyd og gribe ind, hvis vi observerede noget om hinandens børn.
Den sidste del var jeg glad for vi fik med - hvorvidt det så kom til at virke i det lange løb véd jeg ikke ... for vi flyttede året efter.
Og i den nye klasse var der slet ikke opbakning til så meget som at TALE om det ...
Heldigvis er det gået godt - nu er han 18, og vel ikke "uden for fare", men mor'en kan i hvert fald se, at han omgås tingene med en rimelig fornuft. Ikke at han ikke bliver fuld af og til ... men det gør jeg jo også ;-).
OG ... i øvrigt ... fuld opbakning til din måde at være forælder på!
Amen! Ku' være kommet ud af min mund fra ende til anden....og har godt nok til tider følt mig lidt alene...er jeg så ikke, kan jeg konstatere....også en trist fornemmelse at være det....
Susan, du kan glæde dig :-D
Mona, det er fint nok med aftaler, men 7 forældre ud af 10 - der kan du tørre r.. i de aftaler, du laver. I sidste ende kan du kun mærke efter, hvad der er okay for dig - forlade dig på din egen sunde fornuft - og holde rimeligt fast i det. Med barn nr. 3 er det lettere - og man er mindre afhængig af den der plenumbeslutning - men jeg må indrømme at 3. gang synes jeg diskussionen er liiidt en ørkenvandring...
Susling, dejligt at se dig her igen. Ja, du er jo også lige midt i de der teenageår ... kom bare hid hvis du skal ha' lidt opbakning :-)
Send en kommentar