torsdag, oktober 04, 2007

Vestjysk regn

Jeg har set regn i flere landsdele i dag.

Det startede i morges, hvor jeg udenfor mit badeværelsesvindue kunne høre regnen falde på fliserne på terrassen. Jeg ærgrede mig - for der hang tøj på tørresnoren fra i går, hvor vejret var forrygende.

På vej ned på arbejde, lidt efter kl. 7, kunne jeg se regnen på forruden af bilen. Luften duftede af regn, den der fortættede, grønne duft.

Da jeg kørte fra Teknikervej med mine to kolleger, regnede det stadig lidt. Himlen var ved at lysne, men klokken var også blevet halv otte.

Da vi ankom til Bonusbankens utroligt smukke lokaler, i et gammelt kraftværk i Ikast, var jorden våd, men det regnede næsten ikke. Kun lidt dryp ned på os, der steg ud af bilen og strakte kroppene ud efter køreturen.

P1040009

Inde i bygningen fornemmede vi ikke regnen så meget. Det er et fantastisk hus, de har der - den gamle kedelhal, hvor vinduerne er høje, og der er åbent helt op til taget. De rustikke mure, og vinduerne, som ser oprindelige ud, mixer utroligt flot med det rå, moderne interiør med beton, stål og klatter af rødt ind imellem.

P1040004

Oppe midt i lokalet var bygget et mødelokale. Det nærmest hang i to store bærebjælker i loftet, og der gik en rå metaltrappe op til det. Det var nærmest en kasse bygget af bølgeblik - det så vildt råt og sejt ud. Der holdt vi møde - hævet over kedelhallen, og med følelsen af søgang, når en af de ansatte gik forbi udenfor på den gang, der forbandt mødelokalecontaineren med de mere almindelige kontorer i enden af bygningen.

P1040007

Fede, fede omgivelser! Jeg ville elske at komme der hver dag. Og mine hænder kunne lide fornemmelsen af den noget utraditionelle bankskranke, som var lavet af voksbehandlet beton. Rå, men glat som silke.

P1040008

Mødet var godt. Det er fine folk, deroppe i det lille midtjyske pengeinstitut. Og efter en god frokost - lækkert, højtbelagt smørrebrød - gik turen videre til næste bank, som ligger i Ringkøbing.

Det regnede hele vejen. Og i Ringkøbing var regnen vestjysk - gad vide, om den også var lun? Ringkøbing er en hyggelig by, og midt i gågaden - på et lille torv - ligger Ringkjøbing Landbobanks hovedsæde. Det mødelokale, vi her satte os i, var en vild kontrast til det, vi lige var kommet fra. Gamle, højryggede, polstrede stole. Døre med fyldninger, kantet med guldmaling. Malerier med fiskere og høstscener på væggen.

Igen et godt møde - og kl. 16 var vi klar til at gå ud i den vestjyske regn igen. Der var ikke blevet mindre af den. Vi kørte mod Skjern (som vi snart skal besøge - i næste uge), videre til Tarm, ned mod Sdr. Omme, og derfra til Vejle, og snart var vi hjemme.

Regnen fulgte med hele vejen.




Og vi kunne bare mindes dagen igår, hvor vi nød denne udsigt fra Sparekassens mødelokale i Holbæk...

P1040001

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor er det nogle helt vildt fede lokaler, helt utraditionelt for en bank. Fedt at bliver overrasket! :-)

Lizelotte sagde ...

valdemarsro, vi ser nogle rigtig flotte og utraditionelle banklokaler i disse år - der er penge i sektoren, og der er konkurrence på at være anderledes.

Men herligt forfriskende er det ihvertfald!

Mona sagde ...

Whauw ... gad godt at se de lokaler i Bonusbanken. Landbobanken kender jeg ... besøger af og til gode gamle venner dér!