fredag, juni 22, 2007

Livsnyder på krigsstien

Vi havde en rigtig kedelig episode i går.

Bodil blev til rollespil opsøgt at to drenge - to af hendes plageånder fra den gamle skole - som råbte af Bodil, og endte med at få overbevist en 3. dreng om, at han skulle slå hende med sit rollespilssværd. Og det gjorde han. Hårdt.

Bodil blev ked af det - både fordi det gjorde ondt, og fordi drengene stod og grinede af, at det gjorde ondt. Og fordi fortidens mangfoldige mobberier, ensomme frikvarter tilbragt på toilettet og andre ubehageligheder væltede frem i hende.

Det blev håndteret godt af de ansvarlige voksne deroppe, og de har lovet at kontakte den skole, de går på. De skyldige vil blive forment adgang til det område, der spilles rollespil på, forældre vil blive kontaktet.

Bodil mærkede, at hun havde venner deroppe - blandt andre et par lidt ældre drenge, som plejer at agere "tro væbnere" for Bodil. De var vist lidt kede af, at de ikke havde været til stede, da det skete... men det var rigtig godt, at Bodil trods alt følte sig bakket op af det fællesskab, hun er så glad for!

Da vi snakkede om det, nævnte Bodil for mig, at nogle af hendes andre tidligere klasse"kammerater" igen er begyndt på at drille hende, når hun tilfældigt møder dem. Hvis de står og venter på bussen sammen, taler de indbyrdes om hende - naturligvis så højt, at hun kan høre det - og så begynder de: Hvorfor skiftede du skole, Bodil? Ku' du ikke klare det, Bodil? ... med høj og hånlig stemme.

Jeg har besluttet mig for at kontakte forældrene til de to drenge fra igår, samt for plageånderne hun møder på gaden. Bizart nok skrev jeg for nylig konfirmationssang til en af de drenge - det gik først op for mig hvem konfirmanden var, noget efter, jeg havde sagt ja til opgaven. Det føltes kvalmende at sidde og skrive rosende vers om denne "søde dreng" og "gode kammerat". Skønt han nok ikke er for-mobber, men snarere en lidt sølle medløber.

Jeg har talt med den første - de øvrige traf jeg ikke hjemme.

Men hvad er det, der får børn fra helt almindelige, ude fra set velfungerende familier, til at opføre sig som følelseskolde rovdyr? Og mobbe en pige, som ikke er værre eller bedre end de fleste andre - men måske bare ikke helt mainstream? Er de syge i hovedet? Er de forsømte hjemme? Er de bare ualmindeligt dårligt opdragede? Er de vant til, at deres forældre taler respektløst til dem og hinanden - eller dårligt om andre?

Jeg bliver så vred! Får lyst til at ruske dem - og deres selvfede forældre - grundigt! Håber, at de som voksne får et semi-liv på grund af deres manglende sociale kompetencer. Håber de får evig kløe i røven og lidt for korte arme.

Hvis de ringer for at sige undskyld til Bodil (det er sket tidligere), vil hun ikke snakke med dem. Det skal hun heller ikke, i min bog. Vi har ikke noget at bruge deres forældrepåtvungne undskyldninger til.

De kan bare lade hende være i fred.

Og næste gang kontakter jeg ikke forældrene, men de sociale myndigheder eller skolen. Fandme.

10 kommentarer:

Lene sagde ...

Jeg forstår godt dit raseri Lizelotte og din undren over deres opførsel. Stærkt at I går til nældens rod.

Dana Watsham sagde ...

Jeg har også udviklet nul-tolerance overfor den slags unger (og deres forældre!).
En konfrontation hvor forældrene fik forevist truende SMSer, sendt til min datter fra deres lille rejekællings mobiltelefon gav reaktionen "det kunne lille XXX da ikke finde på ..." - og førte til politianmeldelse. Der er ingen, der skal finde sig i den slags. Go get'em!

Flertallet af mobbere er jo alligevel for dumme (og u-empatiske) til at finde egen røv med begge hænder og et atlas, så når de til rådighed stående sanktioner blir smidt i nakken på dem sker der ting og sager.

Knus til Bodil. Slå igen næste gang, honey.

Kontorchefen sagde ...

Det gør mig ondt. INTET er så slemt som når ens børn er kede. Så uretfærdigt. Du har gjort det helt rigtige syntes jeg. Kontant, hurtigt og åbent. Hvis man er stille omkring det eller står til. Nej. Men er så hårdt, din datter er jo faktisk bange, og egentlig med rette. Øv.
Jeg tænker tit på når jeg i skolen ser nogle bliver drillet, at få dem hurtigt bragt i en sitiuation hvor de for succes. På en eller anden måde tror jeg det er selvtillid det drejer sig om, altså sådan generelt. Børn ER faktisk onde.Tror mig. Men de SKAL bestemt rettes. Det sker kun ved du reagerer som du gør.
God weekend, trods alt :-)

Lommen sagde ...

Ja, dét er sgu et godt spørgsmål, Lizelotte: HVORFOR??

Jeg tror på en eller anden kedelig måde, der opstår sådan en "os vs. dem"-tankegang i en gruppe, hvor der mobbes. Et sammenhold om at mene det samme negative om en eller anden, som bare er den mindste smule anderledes fra flertallet. Ofte er det tilfældigheder, der starter det, tror jeg.

Om man nærmere kan begrunde, hvorfor det er nogle bestemte, som åbenbart er i en position ift resten af gruppen, hvor de kan afgøre, hvem der skal mobbes, hånes og holdes udenfor, er ikke til at sige. Det er noget med at ønske at kridte sin egen position op. Det er simpelthen en magtdemonstration. Og for at nogle kan demonstrere deres magt til at sætte normerne i en gruppe, skal de både ha' nogle støtter (medløbere) og nogle ofre (de mobbede), som så blot bliver et redskab til at cementere disse positioner. Et eller andet sted må de her unger jo ha' samlet op, at 1) magt er vigtigt at ha' og 2) at man har det på bekostning af andre.

At forældre benægter sådan en adfærd er jo formentlig noget med, at hvis de tog ansvaret på sig, ville de osse ha' indrømmet, at de har videregivet nogle ufatteligt betændte værdier til deres unger. Men føj, hvor er det klamt, at de ikke tager den på sig, Dana!!

Mobning er usmageligt - ja, modbydeligt. Jeg er selv blevet mobbet en del i skolen - men mine forældre tog det ikke alvorligt. Jeg holdt op med at sige det derhjemme, for jeg fik bare at vide, at jeg "nok selv lagde op til det". :-/ Et sådant svigt hænger i én mange år efter.

Godt, du handler, Lizelotte. Godt, du er harm og kan støtte og styrke din datter. Jeg får helt ondt i maven over at læse om disse drenges handlinger. Mobning gør én så magtesløs og kan jo i værste fald ødelægge et menneske.

Tøv endelig ikke med at kontakte hverken skole eller sociale myndigheder - disse børn skal bringes til at forstå alvoren i og konsekvenserne af deres handlinger. De skal bringes til at skamme sig. Koste hvad det vil. For nøjagtigt som du påpeger er den forældrepåtvungne undskyldning fra dem til Bodil jo ikke en skid værd.

Helle sagde ...

Et miljø hvor der mobbes, må være angstfyld miljø at være barn i.

Angstfyldt for medløberne, fordi fokus kan være flyttet over på dem i morgen. Angstfyldt for mobberne/magthaverne, for den magt og prestige man opnår ved at undertrygge andre, hænger i en tynd tråd og (vil før eller siden) briste.

Man skal være et stærkt barn, for at sige fra – det er der ikke mange børn der kan.

Det minder mig om en passage i mors erindringer. Her kom kapitlerne om 1950’ernes skolegang til at handle meget om mobning, i øvrigt begået af både elever OG lærere.

Min mor fortæller:

”Alle ville gerne stå sig godt med snedkerens Birgit og skrædderens Lisbeth. Min sociale status i klassen lå sådan ca. i midten, så jeg undgik for det meste deres opmærksomhed. Især hvis jeg sørgede for at kaste mig ind mod væggen på gangen sammen med de andre, når der blev råbt "Pas på! Kirsten Lus kommer!". Når det skete, gik Kirsten spidsrod ned gennem gangen.”

Birgit og Lisbeths mobberi varede de første 5-6 skoleår. Så vendte bøtten. Det skete, da vi blev så gamle, at vi begyndte at interessere os for drenge. Da tabte de to piger fuldstændigt terræn. Ingen drenge gad nemlig at se til deres side.

Lisbeth og Birgits spil blev pludseligt åbenlyst for enhver og ingen gad tage sig af dem. Og da ingen længere lod sig styre af deres mobberi, mistede de den kontrol mobningen havde givet dem. De endte som bænkevarmere i de store klasser og jeg havde blot et skuldertræk til overs for de udstødte.”

:-/

Mona sagde ...

Øv for nogle kedelige fyre.
GODT at du kæmper - så Bodil kan mærke, at hun står solidt i et godt fundament derhjemme.
Og de forældre ... sku' skamme sig, sku' de!

Sister Bonde sagde ...

Føler bare så meget med jer. Håber at I alle kommer fint igennem det, selvom det bliver hårdt og svært.

Lizelotte sagde ...

Tak for opbakningerne og historierne og forklaringerne.

Det luner!

Anne O'Manne sagde ...

Hvis jeg havde haft en mor som dig, havde min skolegang måske været knapt så dyster.
Måske var jeg ikke sluppet af med mobberne, men jeg havde været klar over, at min mor var der for mig. Det ville have betydet uendeligt meget.

Jeg synes, du er ret fantastisk!

Lizelotte sagde ...

Tak Anne. Tænk at en go' sild som dig er blevet mobbet.

But then again ... min Bodil er både en kvik og en køn pige.

...hvis der er nogen der mobber dig, så sig til - jeg kommer gerne med min skarpe tunge og gi'r dem en omgang!