Det lykkedes os trods alt at finde frem, ved hjælp af venligtsindede indfødte. Lidt forsinkede, men bedre sent end aldrig. Vi var alle spændte på at se hvor det er, at Andreas tilbringer sine hverdage...
Da vi endelig mødte ham, var Kristian og Bodil hurtige til at kaste sig over ham! Kristina måtte vente pænt til de blev færdige, før hun kunne få et goddag-knus.
Jeg er ked af at indrømme det ... men jeg bliver sådan lidt varm og stolt, når jeg ser min store dreng i uniformen - jeg er sikker på, at han er den flotteste af dem alle sammen! Jeg troede faktisk ikke, det ville påvirke mig noget særligt, men det gør det, og jeg kan ikke sige hvorfor. Jeg er ikke stærkt patriotisk eller militær-venlig ... men alligevel. Måske er det fordi han ser så voksen ud lige pludselig.
Først gik vi op og så hans værelse - det er et lille rum med 12 senge (køjer), og en tilsvarende mængde gamle skabe. Bruno grinede, da han så billederne - både senge og skabe ser ud præcis som da han var inde for 30 år siden.
Bodil og Kristian måtte prøve Andreas' hjelm og rygsæk. Bruno siger, at disse ting i det mindste er opgraderet siden han var soldat...
Kristian ser ud som om han synes den er tung - godt at den var tom, den rygsæk! :-)
Bodil ser ud som om hun er med i nyindspilningen af "Rekrut Benjamin" - i en musicalversion...
Der var masser af ting på udstilling, og ting man kunne prøve. Andreas' deling stod for en stand, hvor de serverede feltrationer. Så Andreas, Kristina og Kristian guffede en større mængde posemos.
Her tjekker drengene en jeep ud, som er klar til felten. Kristian fik også lov til at prøve at skyde med et rigtigt gevær - med løst, heldigvis! Han dræbte tre fjender (af pap, altså) og havde det vist ret sjovt, selvom geværet var temmelig tungt.
Jeg var med rundt og tog billeder, da an skød - og fortrød bittert at jeg glemte at tage ørepropper i - hold op, det larmer!!
Den store finale var, at vagtkompagniet lavede Tattoo - det bliver SÅ vildt at se Andreas i sådan en uniform!!
Efter det skulle Andreas bare til eftermiddagsappel. Vi fik anbragt os lige bag Andreas, og efter det, kunne vi køre hjem. Selvfølgelig kørte vi forkert igen, på vej hjem ... ikke så meget som på vej over, men alligevel ... JEG VIL HAVE EN GPS!! Hvis jeg bliver ved at gentage det ... tror I så ikke jeg får en til sidst?
5 kommentarer:
Hvis man VIRKELIG ønsker sig noget.....så må man jo købe det ;-)
men de er altså heller ikke til at stole på, Lizelotte.
Vores guide i Norge præsterede at tage os på rundtur to gange, så vi så samme veje mere end en gang :-) Han havde GPS men ikke et kort, så han tjekkede åbenbart ikke ruten før vi kørte.
Carina - det ville jo næsten være for let. Men det kan være, det bliver enden på det!
Lene, jeg ved godt de ikke er ufejlbarlige - men de er GARANTERET bedre til at finde vej end Kristina og mig... ;-)
GPS? hmpfff. nymodens pjat.
Hvad er der nu i vejen med gode gammeldags kort og stifindergener, lød det ovre fra "den sure gamle mand" i hjørnet.
Ja-ja, måske får vi også sådan en en gang, bare jeg ikke bliver skiftet ud med en GPS :-)
Bruno ... du bliver da ikke skiftet ud :-) en GPS kan jo hverken slå græs eller lave mad - og så er den SÅ kedelig at kramme!
Send en kommentar