Når jeg kikkede ud af vinduet ved terrassen, var det dette her, der mødte mig:
....og nu er det forår ... det går hurtigt med de der årstider...
fredag, februar 27, 2009
Så hurtigt skifter årstiderne...
For 2 uger siden var det vinter, og jeg tog billeder af sne-idyller .. her er Bruno på vej på arbejde:
Når jeg kikkede ud af vinduet ved terrassen, var det dette her, der mødte mig:
....og nu er det forår ... det går hurtigt med de der årstider...
Når jeg kikkede ud af vinduet ved terrassen, var det dette her, der mødte mig:
....og nu er det forår ... det går hurtigt med de der årstider...
Hul på weekenden
Jeg har lige taget hul på weekenden.
Jeg har nemlig en fridag idag! Eller ... fri er så meget sagt. Jeg regner med at få gjort huset rent og løbet en lille tur på 12 km, og måske forberedt et par ting til den middag, vi har i morgen aften.
Vi skal have ledelsesgruppen med ægtefæller ud til en middag, for at fejre Brunos 50 års fødselsdag. Festen for familie og venner holder vi til sommer, har vi bestemt. Så vi bliver 8 mennesker, og der skal laves lækker mad, og sådan noget nyder man jo bedst når huset er rent, og man har forberedt mest muligt på forhånd.
Det er søde og hyggelige mennesker, så jeg glæder mig. Der er vist ikke nogen af dem, som har set vores hus før, og det glæder vi os da også til at vise frem :)
Lige nu ligger fredagen foran mig. Godtnok skal jeg have lavet en masse, men jeg har allerede klaret en maskinfuld vasketøj og stuen mangler kun en støvsuger for at være præsentabel.
God weekend til jer allesammen.
Jeg har nemlig en fridag idag! Eller ... fri er så meget sagt. Jeg regner med at få gjort huset rent og løbet en lille tur på 12 km, og måske forberedt et par ting til den middag, vi har i morgen aften.
Vi skal have ledelsesgruppen med ægtefæller ud til en middag, for at fejre Brunos 50 års fødselsdag. Festen for familie og venner holder vi til sommer, har vi bestemt. Så vi bliver 8 mennesker, og der skal laves lækker mad, og sådan noget nyder man jo bedst når huset er rent, og man har forberedt mest muligt på forhånd.
Det er søde og hyggelige mennesker, så jeg glæder mig. Der er vist ikke nogen af dem, som har set vores hus før, og det glæder vi os da også til at vise frem :)
Lige nu ligger fredagen foran mig. Godtnok skal jeg have lavet en masse, men jeg har allerede klaret en maskinfuld vasketøj og stuen mangler kun en støvsuger for at være præsentabel.
God weekend til jer allesammen.
onsdag, februar 25, 2009
Meep Meep!!
Igår løb jeg 7 km med en snithastighed på næsten 10,5 km/t ... whaaat?
Og der var ikke engang nogen efter mig.
Gad vide hvor hurtigt jeg løber en dag hvor jeg IKKE har tunge ben når jeg starter??
Og der var ikke engang nogen efter mig.
Gad vide hvor hurtigt jeg løber en dag hvor jeg IKKE har tunge ben når jeg starter??
mandag, februar 23, 2009
Det er lige rundt om hjørnet...
Er der andre end mig, der har opdaget det??
Det er ikke på grund af de der små blomster, der står og nikker i min baghave. Det er heller ikke fordi det allerede er lyst 7:30 om morgenen.
Det er luften. Den er blevet mildere, blødere. Med et strejf af lunhed. Og så er det fuglene, som har indtaget de stadig bladløse træer, hvor de synger (eller skræpper ... som det umusikalske bæst der sad i pæretræet i haven i morges) af karsken bælg.
Jeg kunne mærke det, da jeg gik hjem fra byen i dag. Folk smilede lidt mere, og det var lige som om der var lidt mere fjedren i mine skridt.
Det er forår lige straks ... det er lige om hjørnet!
Det er ikke på grund af de der små blomster, der står og nikker i min baghave. Det er heller ikke fordi det allerede er lyst 7:30 om morgenen.
Det er luften. Den er blevet mildere, blødere. Med et strejf af lunhed. Og så er det fuglene, som har indtaget de stadig bladløse træer, hvor de synger (eller skræpper ... som det umusikalske bæst der sad i pæretræet i haven i morges) af karsken bælg.
Jeg kunne mærke det, da jeg gik hjem fra byen i dag. Folk smilede lidt mere, og det var lige som om der var lidt mere fjedren i mine skridt.
Det er forår lige straks ... det er lige om hjørnet!
lørdag, februar 21, 2009
Lørdagsløbetur...
Hvor jeg dog ikke gad ud at løbe idag!!
Jeg havde 117 undskyldninger .... gjorde ryggen ikke lidt ondt? Var benene ikke lidt medtagne? Nej? Til sidst fik jeg trukket i løbetøjet ... simpelthen med den motivation at få løbeturen overstået idag, så jeg ikke behøvede løbe i morgen!
Selv iført langt skiundertøj, løbetights, løbetrøje og pulsmåler holdt det hårdt. Jeg trak tiden ved PC'en og skulle lige tjekke facebook og lave en alternativ, mudderfri rute. Til sidst gik den ikke længere. Jeg måtte have skoene på og afsted.
I samme øjeblik som min løbesko trådte ud på trappen, begyndte det at regne. Typisk...
De første 2 km var ren lidelse idag. Kroppen var tung, lungerne stive, benene ville ikke som jeg ville. Pulsen kom kun langsomt op i omdrejninger.
Så omkring 5 km opdagede jeg, at jeg løb uden at tænke over det, og smånynnede oppe i hovedet. Endelig varm - endelig inde i en god rytme. Tidsmæssigt var det heller ikke så slemt, som de første km. føltes. Jeg var måske 2 minutter bagud for min normale tid.
I stedet for at løbe op på volden fra Prangervej, løb jeg i dag videre ud mod kysten - op til Norgesgade, ned ad denne og på Fynsgade ud til sygehuset. Her tog jeg strandstien op til Lundingsvej, hvor jeg løb ad Fæstningsalleen og Hugo Mathiesensvej op til 6. julivej. Stadig var mine ben forbavsende gode, og pludselig var jeg så flyvende som en halvfed og halvgammel motionist nogensinde bliver det.
Jeg kunne mærke at det gik rigtig godt .... som jeg fulgte 6. julivej hele vejen ned til Nørrebrogade mærkede jeg efter om der stadig var lidt overskud, og jeg fandt faktisk kræfter til at gi' den gas det sidste stykke af 6. julivej og ned ad Fasanvej. Det fik mig hjem i samme tid som på min normale 10 km rute ... og det er godt, for den jeg løb idag var nærmere 10½.
Der er ingen tvivl om at mine sidste 5 km var væsentligt hurtigere end mine første, og det er jo forunderligt og mærkeligt.
Endnu mere mærkeligt er det, at jeg så udpræget nyder at løbe, når det regner. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har det SÅ dejligt med at løbe i regnvejr. Det er noget med luften som er blød og duftene som er anderledes, tror jeg.
Det blev en god tur i dag, og endnu bedre var det, at jeg var lige ved at kalde dette indlæg for "Søndagsløbetur" ... da jeg kom i tanker om at det kun er lørdag, og på den måde lige fik en dag forærende...
Jeg havde 117 undskyldninger .... gjorde ryggen ikke lidt ondt? Var benene ikke lidt medtagne? Nej? Til sidst fik jeg trukket i løbetøjet ... simpelthen med den motivation at få løbeturen overstået idag, så jeg ikke behøvede løbe i morgen!
Selv iført langt skiundertøj, løbetights, løbetrøje og pulsmåler holdt det hårdt. Jeg trak tiden ved PC'en og skulle lige tjekke facebook og lave en alternativ, mudderfri rute. Til sidst gik den ikke længere. Jeg måtte have skoene på og afsted.
I samme øjeblik som min løbesko trådte ud på trappen, begyndte det at regne. Typisk...
De første 2 km var ren lidelse idag. Kroppen var tung, lungerne stive, benene ville ikke som jeg ville. Pulsen kom kun langsomt op i omdrejninger.
Så omkring 5 km opdagede jeg, at jeg løb uden at tænke over det, og smånynnede oppe i hovedet. Endelig varm - endelig inde i en god rytme. Tidsmæssigt var det heller ikke så slemt, som de første km. føltes. Jeg var måske 2 minutter bagud for min normale tid.
I stedet for at løbe op på volden fra Prangervej, løb jeg i dag videre ud mod kysten - op til Norgesgade, ned ad denne og på Fynsgade ud til sygehuset. Her tog jeg strandstien op til Lundingsvej, hvor jeg løb ad Fæstningsalleen og Hugo Mathiesensvej op til 6. julivej. Stadig var mine ben forbavsende gode, og pludselig var jeg så flyvende som en halvfed og halvgammel motionist nogensinde bliver det.
Jeg kunne mærke at det gik rigtig godt .... som jeg fulgte 6. julivej hele vejen ned til Nørrebrogade mærkede jeg efter om der stadig var lidt overskud, og jeg fandt faktisk kræfter til at gi' den gas det sidste stykke af 6. julivej og ned ad Fasanvej. Det fik mig hjem i samme tid som på min normale 10 km rute ... og det er godt, for den jeg løb idag var nærmere 10½.
Der er ingen tvivl om at mine sidste 5 km var væsentligt hurtigere end mine første, og det er jo forunderligt og mærkeligt.
Endnu mere mærkeligt er det, at jeg så udpræget nyder at løbe, når det regner. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har det SÅ dejligt med at løbe i regnvejr. Det er noget med luften som er blød og duftene som er anderledes, tror jeg.
Det blev en god tur i dag, og endnu bedre var det, at jeg var lige ved at kalde dette indlæg for "Søndagsløbetur" ... da jeg kom i tanker om at det kun er lørdag, og på den måde lige fik en dag forærende...
Venner
Jeg har et princip omkring venskaber på Facebook.
Jeg er kun venner med nogen, jeg har et eller andet forhold til: gamle klassekammerater (hvis jeg vel at mærke kunne lide dem), studiekammerater, tidligere og nuværende kolleger (som jeg vel at mærke ville kunne navngive hvis jeg mødte dem på gangen) og naturligvis venner og bekendte fra alle andre steder i livet.
Nogen gange modtager jeg venneanmodninger fra folk, som jeg simpelthen ikke aner hvem er. Og så føler jeg mig altså lidt i et dilemma.
Hvis nu jeg BURDE kende dem ... hvis det nu var nogen, jeg engang havde hængt ud med, men som har skiftet navn (og måske også udseende hen over de 20 år der er gået)... så er det jo lidt flovt, at de har genkendt mig, men at jeg ikke har genkendt dem.
Tror også nogen gange, at dem jeg får venneanmodninger fra, er nogen, som læser min blog. Men hvis de hedder "Truntepigen" i mit kommentarspor, så ved jeg altså ikke hvem de er, når de anmoder om Facebook-venskab i deres eget navn.
Måske har de ikke engang kommenteret her inde - men har læst med. Det kan godt være, at det kan få nogen til at føle, at de kender mig ... men følelsen er ikke gensidig.
Engang fik jeg en anmodning fra en, som jeg simpelthen ikke vidste hvem var. Det viste sig at være en tidligere, kær chatveninde fra Ohio, som jeg egentlig godt vidste hed Cindy ... men hun havde skiftet efternavn, fordi hun var blevet gift, så jeg kunne ikke kende hende. En anden anmodning, som undrede mig dybt, viste sig at være exmanden til min veninde Robertas nabo .... han har nok set mig i Robertas venneliste og syntes jeg så venlig ud??
Forskellen på de to sidste anmodninger var, at den ene var inderligt velkommen, og den anden var totalt uinteressant.
For jeg har ikke lyst til at have Facebookvenner, som jeg ikke aner hvem er, ikke kender, og ikke har lyst til at lære at kende.
Jeg forstår bare ikke helt, hvad der får nogen til at sende en venskabsanmodning til andre, som de ikke kender - uden samtidig at skrive en besked om
a) hvor kender vi hinanden fra
b) at vi ikke kender hinanden - og en forklaring på hvorfor de synes, vi skal være venner.
Kan godt være jeg er selektiv, men det synes jeg, at man er nødt til at være. Ellers holder konceptet op med at give mening ... for mig, ihvertfald.
Jeg er kun venner med nogen, jeg har et eller andet forhold til: gamle klassekammerater (hvis jeg vel at mærke kunne lide dem), studiekammerater, tidligere og nuværende kolleger (som jeg vel at mærke ville kunne navngive hvis jeg mødte dem på gangen) og naturligvis venner og bekendte fra alle andre steder i livet.
Nogen gange modtager jeg venneanmodninger fra folk, som jeg simpelthen ikke aner hvem er. Og så føler jeg mig altså lidt i et dilemma.
Hvis nu jeg BURDE kende dem ... hvis det nu var nogen, jeg engang havde hængt ud med, men som har skiftet navn (og måske også udseende hen over de 20 år der er gået)... så er det jo lidt flovt, at de har genkendt mig, men at jeg ikke har genkendt dem.
Tror også nogen gange, at dem jeg får venneanmodninger fra, er nogen, som læser min blog. Men hvis de hedder "Truntepigen" i mit kommentarspor, så ved jeg altså ikke hvem de er, når de anmoder om Facebook-venskab i deres eget navn.
Måske har de ikke engang kommenteret her inde - men har læst med. Det kan godt være, at det kan få nogen til at føle, at de kender mig ... men følelsen er ikke gensidig.
Engang fik jeg en anmodning fra en, som jeg simpelthen ikke vidste hvem var. Det viste sig at være en tidligere, kær chatveninde fra Ohio, som jeg egentlig godt vidste hed Cindy ... men hun havde skiftet efternavn, fordi hun var blevet gift, så jeg kunne ikke kende hende. En anden anmodning, som undrede mig dybt, viste sig at være exmanden til min veninde Robertas nabo .... han har nok set mig i Robertas venneliste og syntes jeg så venlig ud??
Forskellen på de to sidste anmodninger var, at den ene var inderligt velkommen, og den anden var totalt uinteressant.
For jeg har ikke lyst til at have Facebookvenner, som jeg ikke aner hvem er, ikke kender, og ikke har lyst til at lære at kende.
Jeg forstår bare ikke helt, hvad der får nogen til at sende en venskabsanmodning til andre, som de ikke kender - uden samtidig at skrive en besked om
a) hvor kender vi hinanden fra
b) at vi ikke kender hinanden - og en forklaring på hvorfor de synes, vi skal være venner.
Kan godt være jeg er selektiv, men det synes jeg, at man er nødt til at være. Ellers holder konceptet op med at give mening ... for mig, ihvertfald.
torsdag, februar 19, 2009
Tanker før sengetid
Et af mine yndlingstidspunkter på dagen er, når jeg går i seng.
Som regel er klokken omkring 23 ... og ofte er den mere. For selvom jeg egentlig gerne vil have 7-8 timers søvn, bliver det sjældent til det. Vi kan ikke tage os sammen til at finde soveværelset - der skal slappes lidt af, der er ting der skal snakkes om, ting vi godt vil se på TV, og blogindlæg, der lige skal skrives....
Vi går altid sammen i seng. Eneste undtagelse er, hvis en af os er til fest eller på anden måde i byen. Men vi følges, vi børster tænder og småsludrer sammen, og vi går i seng på samme tid.
Det er meget sjældent, at vi læser i sengen om aftenen. Men i de godt 8 år vi har sovet sammen, kan jeg ikke huske en aften, hvor vi ikke som minimum har ligget og puttet lidt - Bruno med armen om mig, mit hoved på hans skulder. Der ligger vi hver aften. Nogen gange snakker vi lidt, andre gange ligger vi bare og nyder at mærke hinanden tæt på.
Men vi lægger os aldrig til at sove uden at have ligget sammen, der under dobbeltdynen, først. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne sove ellers :)
Vi falder aldrig i den dybe nat-søvn på den måde. Måske døser vi hen - men vi sover bedst lidt mere adskilt, og tit sover vi ryg mod ryg.
Jeg tror dog tit, at vi, halvt i søvne, søger lidt sammen. Hvis jeg vågner af en træls drøm, putter jeg mig over til Bruno. Hvis jeg ikke kan sove, skal jeg helst lige have en hånd over til ham.
Og jeg er tit vågnet op midt om natten, hånd i hånd med Bruno. Jeg er ikke sikker på, at vi kan undvære hinanden.
Det skal vi heldigvis heller ikke.
Som regel er klokken omkring 23 ... og ofte er den mere. For selvom jeg egentlig gerne vil have 7-8 timers søvn, bliver det sjældent til det. Vi kan ikke tage os sammen til at finde soveværelset - der skal slappes lidt af, der er ting der skal snakkes om, ting vi godt vil se på TV, og blogindlæg, der lige skal skrives....
Vi går altid sammen i seng. Eneste undtagelse er, hvis en af os er til fest eller på anden måde i byen. Men vi følges, vi børster tænder og småsludrer sammen, og vi går i seng på samme tid.
Det er meget sjældent, at vi læser i sengen om aftenen. Men i de godt 8 år vi har sovet sammen, kan jeg ikke huske en aften, hvor vi ikke som minimum har ligget og puttet lidt - Bruno med armen om mig, mit hoved på hans skulder. Der ligger vi hver aften. Nogen gange snakker vi lidt, andre gange ligger vi bare og nyder at mærke hinanden tæt på.
Men vi lægger os aldrig til at sove uden at have ligget sammen, der under dobbeltdynen, først. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne sove ellers :)
Vi falder aldrig i den dybe nat-søvn på den måde. Måske døser vi hen - men vi sover bedst lidt mere adskilt, og tit sover vi ryg mod ryg.
Jeg tror dog tit, at vi, halvt i søvne, søger lidt sammen. Hvis jeg vågner af en træls drøm, putter jeg mig over til Bruno. Hvis jeg ikke kan sove, skal jeg helst lige have en hånd over til ham.
Og jeg er tit vågnet op midt om natten, hånd i hånd med Bruno. Jeg er ikke sikker på, at vi kan undvære hinanden.
Det skal vi heldigvis heller ikke.
tirsdag, februar 17, 2009
Livsnyderen <3 iTunes!
Ja nu er blogger jo ikke så fancy. Men <3 kan med lidt god vilje godt ligne et hjerte ... især hvis man lægger hovedet på skrå.
Men nu det der iTunes ... damn, det er smart! Jeg har før haft MP3'ere, og jeg skulle nærmest hen og finde brugsanvisningen frem hver gang jeg skulle skifte musik på det.
iTunes er bare totalt nem at bruge. Intuitiv. Og så er der jo iTunes Store...
Kender du ikke det, at man havde den på vinyl, og man har ønsket sig den i lang tid på cd ... altså når man lige kommer i tanker om det. Men man får bare aldrig købt den, for den står ikke på supermarkedshylderne, og er heller ikke lige den du finder i Fona.
Eller du har hørt en sang, som du er blevet vild med. Bare en simpel popsang, eller en gammel slager, du har genopdaget. Resten af albummet er du ligeglad med. Men lige den her, den må du have.
iTunes Store er løsningen for mig ... f.eks. har jeg lige købt ELO Time, som er indbegrebet af min ungdom, på iTunes ... så nu kan jeg nyde den på iPod'en, og jeg har selvfølgelig også brændt den ud på cd, så jeg kan høre den på vores cd-afspiller.
Og enkeltnumrene koster 8 kr - så jeg har både Run DMC feat. Aerosmith med Walk This Way, Hej Matematiks Walkman og Madrugadas Majesty at my disposal...
Hvordan overlevede vi, dengang vi var nødt til at købe LP'er og CD'er??
Livsnyderen ... nu med elektronisk indkøbt musik. (For jeg har aldrig nogensinde stjålet musik på nettet)
Men nu det der iTunes ... damn, det er smart! Jeg har før haft MP3'ere, og jeg skulle nærmest hen og finde brugsanvisningen frem hver gang jeg skulle skifte musik på det.
iTunes er bare totalt nem at bruge. Intuitiv. Og så er der jo iTunes Store...
Kender du ikke det, at man havde den på vinyl, og man har ønsket sig den i lang tid på cd ... altså når man lige kommer i tanker om det. Men man får bare aldrig købt den, for den står ikke på supermarkedshylderne, og er heller ikke lige den du finder i Fona.
Eller du har hørt en sang, som du er blevet vild med. Bare en simpel popsang, eller en gammel slager, du har genopdaget. Resten af albummet er du ligeglad med. Men lige den her, den må du have.
iTunes Store er løsningen for mig ... f.eks. har jeg lige købt ELO Time, som er indbegrebet af min ungdom, på iTunes ... så nu kan jeg nyde den på iPod'en, og jeg har selvfølgelig også brændt den ud på cd, så jeg kan høre den på vores cd-afspiller.
Og enkeltnumrene koster 8 kr - så jeg har både Run DMC feat. Aerosmith med Walk This Way, Hej Matematiks Walkman og Madrugadas Majesty at my disposal...
Hvordan overlevede vi, dengang vi var nødt til at købe LP'er og CD'er??
Livsnyderen ... nu med elektronisk indkøbt musik. (For jeg har aldrig nogensinde stjålet musik på nettet)
Mudder, is, vand og ... mere mudder.
Nogenlunde sådan ser verden ud i dag, hvis man da vælger at løbe en lille tur i sin frokostpause ... rundt på Fredericia Voldanlæg.
Jeg havde glædet mig til en KORT tur ... kun 5 km ... for det er min restitutionsuge, hvor turene er lidt kortere, og det var lidt spændende hvor hurtigt jeg ville kunne løbe en femmer...
Da jeg drejede ind på stien ved volden, kunne jeg dog godt regne at det blev mere behændighedstræning end hastighed. Stien var nemlig dækket af sammentrampet sne, som var blevet til is ... med enkelte bare pletter, som domineredes af sort, sjasket mudder.
Is.
Vandpytter.
Vandpytter med is i bunden.
Mudder med is nede i.
Mudder som bare var fedtet.
...der var mange varianter! Så jeg løb forsigtigt, og ofte ude på de knap så jævne græskanter langs stierne. Og det gik da også fint indtil jeg var NÆSTEN af stien.
Der er nemlig lige et sted på de sidste 200 meter sti, hvor to stier krydser hinanden. Her står ofte vand, og idag var der vanddækket is en masse. Jeg løb op på græskanten, og gjorde klar til at sætte af for at hoppe over is-krydset.
...da min fod skred i det mudder, som græsset pt. vokser i og SJASK - så var mine sko, mine handsker, mine løbetights og min jakke smurt lækkert ind. Der lå livsnyderen med alle sine talenter, som en bedre Miss Piggy i mudderbad.
Der var heldigvis ingen der så det, jeg slog mig heldigvis ikke, og der var heldigvis kun kort hjem.
Mand jeg så godt ud.
Jeg havde glædet mig til en KORT tur ... kun 5 km ... for det er min restitutionsuge, hvor turene er lidt kortere, og det var lidt spændende hvor hurtigt jeg ville kunne løbe en femmer...
Da jeg drejede ind på stien ved volden, kunne jeg dog godt regne at det blev mere behændighedstræning end hastighed. Stien var nemlig dækket af sammentrampet sne, som var blevet til is ... med enkelte bare pletter, som domineredes af sort, sjasket mudder.
Is.
Vandpytter.
Vandpytter med is i bunden.
Mudder med is nede i.
Mudder som bare var fedtet.
...der var mange varianter! Så jeg løb forsigtigt, og ofte ude på de knap så jævne græskanter langs stierne. Og det gik da også fint indtil jeg var NÆSTEN af stien.
Der er nemlig lige et sted på de sidste 200 meter sti, hvor to stier krydser hinanden. Her står ofte vand, og idag var der vanddækket is en masse. Jeg løb op på græskanten, og gjorde klar til at sætte af for at hoppe over is-krydset.
...da min fod skred i det mudder, som græsset pt. vokser i og SJASK - så var mine sko, mine handsker, mine løbetights og min jakke smurt lækkert ind. Der lå livsnyderen med alle sine talenter, som en bedre Miss Piggy i mudderbad.
Der var heldigvis ingen der så det, jeg slog mig heldigvis ikke, og der var heldigvis kun kort hjem.
Mand jeg så godt ud.
søndag, februar 15, 2009
Dejlig weekend
Vi har haft en dejlig weekend - en perfekt afslutning på en dejlig uge i tosomhedens tegn.
Vores gæster kom heldigvis uden problemer frem til Fasanvej, og over de kærligt krydrede retter, som kom på bordet (rogan josh med hjemmebagt naan og ris-pilau med ærter, mandler, gurkemeje, kanel og rosiner - samt en indisk dessert med sukkerstegte bananer og safrankrydret yoghurt) gik snakken i alle mulig retninger.
De var dejlige gæster ... bloglands sensuelle barfodsdanser og hendes lige så dejlige mand. Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi bryder brød og fletter samtaler med dem. Skønne og dejlige mennesker er de - vi er heldige at vi har mødt dem.
Idag gik vi en lang lang tur og dovnede i sofaen til en film. Nu er Kristian kommet hjem (og Bodil har været her og fået mange kram) fra en dejlig skiferie... så tosomheden er forbi, men det gør heller ikke noget...
Det har været en skøn uge. Vi er godt ladet op.
Vores gæster kom heldigvis uden problemer frem til Fasanvej, og over de kærligt krydrede retter, som kom på bordet (rogan josh med hjemmebagt naan og ris-pilau med ærter, mandler, gurkemeje, kanel og rosiner - samt en indisk dessert med sukkerstegte bananer og safrankrydret yoghurt) gik snakken i alle mulig retninger.
De var dejlige gæster ... bloglands sensuelle barfodsdanser og hendes lige så dejlige mand. Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi bryder brød og fletter samtaler med dem. Skønne og dejlige mennesker er de - vi er heldige at vi har mødt dem.
Idag gik vi en lang lang tur og dovnede i sofaen til en film. Nu er Kristian kommet hjem (og Bodil har været her og fået mange kram) fra en dejlig skiferie... så tosomheden er forbi, men det gør heller ikke noget...
Det har været en skøn uge. Vi er godt ladet op.
fredag, februar 13, 2009
Sensuel mad
I morgen får vi besøg af nogle mennesker, som vi ikke har mødt før - ihvertfald ikke IRL. Det er en blogger og hendes mand, som besøger os (med mindre de sner totalt inde), og vi skal have nogen hyggelige, sjove og spændende timer sammen.
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad når jeg har tid til det, og det har jeg. Med en fridag idag, og lørdag oven i, bør det være til at overskue.
Oven i er jeg gået "the safe way" med en type mad, som jeg har prøvet at lave før - nemlig det indiske køkken.
Jeg elsker indisk mad! Der er kæmpe variation at hente, men uanset hvor du dykker ned i den indiske madkultur, finder du et orgie af smag ... skønne, subtile krydderier der kildrer dine smagsløg, fuldbringede smagspaletter som forfører og henrykker din gane - konsistenser og farver som er skabt til at hænge i din mund som et smukt minde i timevis.
Indisk mad er for mig det mest sensuelle og smukke køkken. Det er i sandhed sexet mad. Tilberedt omsorgsfuldt, kødretter der bobler i timer i saucer, som er skabt af de krydderier, du selv har svitset og malet i din krydderikværn. Sprødt duftende krydet brød. Ris, som du aldrig har fået det før - kogt med hel kanel og krydret med alverdens gode sager.
Jeg håber, vores gæster ikke bliver forhindret af at komme pga. sneen. Men hvis de gør, så holder vi vores eget sensuelle madorgie i garam masala, gurkemeje, kardemomme, safran og karry....
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad når jeg har tid til det, og det har jeg. Med en fridag idag, og lørdag oven i, bør det være til at overskue.
Oven i er jeg gået "the safe way" med en type mad, som jeg har prøvet at lave før - nemlig det indiske køkken.
Jeg elsker indisk mad! Der er kæmpe variation at hente, men uanset hvor du dykker ned i den indiske madkultur, finder du et orgie af smag ... skønne, subtile krydderier der kildrer dine smagsløg, fuldbringede smagspaletter som forfører og henrykker din gane - konsistenser og farver som er skabt til at hænge i din mund som et smukt minde i timevis.
Indisk mad er for mig det mest sensuelle og smukke køkken. Det er i sandhed sexet mad. Tilberedt omsorgsfuldt, kødretter der bobler i timer i saucer, som er skabt af de krydderier, du selv har svitset og malet i din krydderikværn. Sprødt duftende krydet brød. Ris, som du aldrig har fået det før - kogt med hel kanel og krydret med alverdens gode sager.
Jeg håber, vores gæster ikke bliver forhindret af at komme pga. sneen. Men hvis de gør, så holder vi vores eget sensuelle madorgie i garam masala, gurkemeje, kardemomme, safran og karry....
torsdag, februar 12, 2009
Pigevenner
Jeg har ikke kontakt - sådan rigtigt - med de veninder, jeg voksede op sammen med. Der er heller ingen tilbage i min omgangskreds, som jeg har gået på gymnasiet med - og kammeraterne fra edb-skolen ser jeg primært på Facebook.
Sådan er mit liv - en konsekvens af, at jeg er flyttet mange gange, siden jeg var ung. Vokset op i Nordjylland, boet nogle år i Struer, gået i skole i Skive, boet i Aabenraa ... inden jeg slog rødder lige her, hvor Lillebælt er dyb og smal, og den lille by, som nu er min hjemby, ligger pænt ordnet med et gitterværk af parallelle gader indenfor de smukke, grønne voldområder.
Efterhånden har jeg boet her længe nok til at have venskaber, lige her i byen, som strækker sig mange år tilbage i tiden. Parvenner, venner som er mænd, og veninder. Pigevenner, om man vil.
Alle mine venner er vigtige dele af mit netværk. Jeg ved dog, at det nogen gange er fristende at glemme at pleje sine veninder - når man nu er i et parforhold. Så bliver det nemt sådan noget parvenneri, og det er ærgrerligt, når nogle af mine bedste og dybeste venskaber ER de der venindeforhold.
Så i år har mit nytårsforsæt været, at jeg ville give mine venskaber med andre kvinder bedre plads.
I tirsdags var jeg sammen med en af mine allerældste veninder. Lene og jeg har været venner siden 1991, hvor jg startede på Bankdata. I perioder har vi af forskellige årsager ikke snakket så meget sammen, men vi plejer altid at finde hinanden igen. Lene kan jeg snakke om ALT sammen med. Vi har det også skide skægt sammen, og kan regressere til omkring 16-års-alderen, f.eks. når vi udnævner "Bankdatas Bedste Bagdel". I det hele taget spænder vi over hele registret - fra de ting, der gør ondt og er rigtig svære at snakke om, og til totalt tøse-fniseri.
Klokken blev mange, og jeg var nødt til at ringe efter Bruno, fordi jeg havde fået for meget rødvin til at køre. Men hold op, hvor var det afsindig hyggeligt og dejligt - ren hårbalsam til sindets slidte spidser...
Det giver god mening at pleje sit kvinde-netværk, og der skal ikke gå meget længe, før Lene og jeg tøser den igen...
Sådan er mit liv - en konsekvens af, at jeg er flyttet mange gange, siden jeg var ung. Vokset op i Nordjylland, boet nogle år i Struer, gået i skole i Skive, boet i Aabenraa ... inden jeg slog rødder lige her, hvor Lillebælt er dyb og smal, og den lille by, som nu er min hjemby, ligger pænt ordnet med et gitterværk af parallelle gader indenfor de smukke, grønne voldområder.
Efterhånden har jeg boet her længe nok til at have venskaber, lige her i byen, som strækker sig mange år tilbage i tiden. Parvenner, venner som er mænd, og veninder. Pigevenner, om man vil.
Alle mine venner er vigtige dele af mit netværk. Jeg ved dog, at det nogen gange er fristende at glemme at pleje sine veninder - når man nu er i et parforhold. Så bliver det nemt sådan noget parvenneri, og det er ærgrerligt, når nogle af mine bedste og dybeste venskaber ER de der venindeforhold.
Så i år har mit nytårsforsæt været, at jeg ville give mine venskaber med andre kvinder bedre plads.
I tirsdags var jeg sammen med en af mine allerældste veninder. Lene og jeg har været venner siden 1991, hvor jg startede på Bankdata. I perioder har vi af forskellige årsager ikke snakket så meget sammen, men vi plejer altid at finde hinanden igen. Lene kan jeg snakke om ALT sammen med. Vi har det også skide skægt sammen, og kan regressere til omkring 16-års-alderen, f.eks. når vi udnævner "Bankdatas Bedste Bagdel". I det hele taget spænder vi over hele registret - fra de ting, der gør ondt og er rigtig svære at snakke om, og til totalt tøse-fniseri.
Klokken blev mange, og jeg var nødt til at ringe efter Bruno, fordi jeg havde fået for meget rødvin til at køre. Men hold op, hvor var det afsindig hyggeligt og dejligt - ren hårbalsam til sindets slidte spidser...
Det giver god mening at pleje sit kvinde-netværk, og der skal ikke gå meget længe, før Lene og jeg tøser den igen...
mandag, februar 09, 2009
Tid med kød på
Vi har haft en rigtig dejlig weekend.
Ingen børn, og kun en enkelt (hyggelig) aftale fredag aften.
Nem mad, frokost ude ... masser af tid til hinanden. Uhm.
Nu er det arbejdsuge igen. I morgen skal Bruno med Lasse på sygehuset - han skal have ordnet sine ben, for han har nogen kedelige åreknuder, som skal væk. Bagefter skal han "passes" hos os, for han må ikke være alene det første døgn.
For at drengene kan får noget kvali-tid (og fordi jeg har lyst), besøger jeg min gode veninde Lene tirsdag aften. Vi skal tøse-sladre og spise og drikke et enkelt glas (!) god rødvin.
Så er der mere kvalitetstid forude :) det bliver en dejlig uge.
Ingen børn, og kun en enkelt (hyggelig) aftale fredag aften.
Nem mad, frokost ude ... masser af tid til hinanden. Uhm.
Nu er det arbejdsuge igen. I morgen skal Bruno med Lasse på sygehuset - han skal have ordnet sine ben, for han har nogen kedelige åreknuder, som skal væk. Bagefter skal han "passes" hos os, for han må ikke være alene det første døgn.
For at drengene kan får noget kvali-tid (og fordi jeg har lyst), besøger jeg min gode veninde Lene tirsdag aften. Vi skal tøse-sladre og spise og drikke et enkelt glas (!) god rødvin.
Så er der mere kvalitetstid forude :) det bliver en dejlig uge.
torsdag, februar 05, 2009
Hold da op...
Jeg har været henne og blive vejet ved den rare vægtkonsulent-dame.
2 uger = 2,2 kg.
Hold da op! Har aldrig før kunnet tabe mere end 1 kg om ugen når jeg er under 75 kg.
Damn ... jeg er for lækker! ;)
2 uger = 2,2 kg.
Hold da op! Har aldrig før kunnet tabe mere end 1 kg om ugen når jeg er under 75 kg.
Damn ... jeg er for lækker! ;)
onsdag, februar 04, 2009
Ferie fra 16 til 8
Whoa ... stop ... jeg vil af!
Jeg synes det går lidt hurtigt lige nu ... dagene fiser forbi og er fyldt med alverdens ting.
Jeg sidder og tænker ... hvad var det jeg lavede mandag?? og det virker som om det var enormt længe siden.
Idag har været kompakt ... hjem fra arbejde, ud at handle, lave mad sammen med Bruno, spise-spise-spise, afsted til X-tetten-aften ... og nu er den dag nærmest gået.
I morgen bliver ikke meget bedre, for der skal vi til skolefest med Kristian ... pyha.
Men fredag... fredag siger jeg dig ... så skal ungerne med deres far på skiferie en hel uge. Altså, jeg elsker mine børn, men det er altså også dejligt at have børne-fri ... ferie hver dag fra 16 til 8, plejer vi at kalde det.
Vi trænger til noget alene-tid, og noget af tiden skal bruges til at planlægge. Vi har tanker om at tage afsted i Bededagene ... til Rom, Barcelona, Valencia ... et eller andet lækkert storby-sted ...
Når jeg husker hvor skøn en tur vi havde til Paris i foråret, får jeg kriller i maven, bare af at tænke på næste tur. Uhm.
Jeg synes det går lidt hurtigt lige nu ... dagene fiser forbi og er fyldt med alverdens ting.
Jeg sidder og tænker ... hvad var det jeg lavede mandag?? og det virker som om det var enormt længe siden.
Idag har været kompakt ... hjem fra arbejde, ud at handle, lave mad sammen med Bruno, spise-spise-spise, afsted til X-tetten-aften ... og nu er den dag nærmest gået.
I morgen bliver ikke meget bedre, for der skal vi til skolefest med Kristian ... pyha.
Men fredag... fredag siger jeg dig ... så skal ungerne med deres far på skiferie en hel uge. Altså, jeg elsker mine børn, men det er altså også dejligt at have børne-fri ... ferie hver dag fra 16 til 8, plejer vi at kalde det.
Vi trænger til noget alene-tid, og noget af tiden skal bruges til at planlægge. Vi har tanker om at tage afsted i Bededagene ... til Rom, Barcelona, Valencia ... et eller andet lækkert storby-sted ...
Når jeg husker hvor skøn en tur vi havde til Paris i foråret, får jeg kriller i maven, bare af at tænke på næste tur. Uhm.
søndag, februar 01, 2009
Welcome to my DARK side...
Livsnyderen har en mørk side ... meget mørk.
Jeg kom til at afsløre den overfor en kollega her for nylig, men jeg tror godt han kan lide mig alligevel ... han reagerede med mild undren, og et eller andet sted passer det måske heller ikke vildt godt med min easy-going natur, den her mørke side.
Den mørke side kommer bl.a. frem forbindelse med min træning. Den gør sig gældende i en nærmest analfixeret detaljefokusering, som ellers ikke præger min person. Der går skemaer i den ... i den grad ... især når der er et mål, jeg skal nå.
For det første har jeg et word-dokument - en tabel med 5 kolonner: Dato, planlagt km, km løbet, tid, kommentar.
Her har jeg nøje planlagt hvilke dage jeg skal løbe hvilket antal km - helt frem til 2. maj, hvor jeg gerne skulle gennemføre Lillebælt Halvmaraton. Men det stopper ikke der.
I iForms ruteplanner har jeg under min profil en række ruter opmålt - der er som regel ruter til en uges tid frem. Her kan jeg se hvilken rute, jeg kan vælge på et givent antal km - alt efter om jeg skal løbe en tur hjemmefra, eller om jeg skal løbe fra arbejde og hjem.
På motionsdagbogen.dk har jeg - under min dourun-profil - oprettet en motionsdagbog. Her registrerer jeg mine løbeture, med rute, hvilke sko jeg løber i, tid, gennemsnitspuls. Den beregner min snitfart osv for mig - og jeg kan kikke tilbage på løbetider mv. helt tilbage til 2003...
Så mine ture er registreret på km og mine ture på minutter og sekunder. Der er styr på det og system i det.
Hvad gør det for mig? Jo - når jeg laver det her, behøver jeg ikke bekymre mig for, om jeg nu når det antal km og den længde ture der skal til, for at kunne løbe 21,5 km. Og så tilfredsstiller det en sær lille indre bogholder, som godt kan lide at lave lister og tælle kolonner sammen :)
(At jeg også er en stor fan af mad- og aktivitetsplaner vil heller ikke komme bag på folk, der kender mig ... det sparer tid og bekymringer og hey! man kan jo bare lave om hvis det ikke lige passer den dag...)
Jeg kom til at afsløre den overfor en kollega her for nylig, men jeg tror godt han kan lide mig alligevel ... han reagerede med mild undren, og et eller andet sted passer det måske heller ikke vildt godt med min easy-going natur, den her mørke side.
Den mørke side kommer bl.a. frem forbindelse med min træning. Den gør sig gældende i en nærmest analfixeret detaljefokusering, som ellers ikke præger min person. Der går skemaer i den ... i den grad ... især når der er et mål, jeg skal nå.
For det første har jeg et word-dokument - en tabel med 5 kolonner: Dato, planlagt km, km løbet, tid, kommentar.
Her har jeg nøje planlagt hvilke dage jeg skal løbe hvilket antal km - helt frem til 2. maj, hvor jeg gerne skulle gennemføre Lillebælt Halvmaraton. Men det stopper ikke der.
I iForms ruteplanner har jeg under min profil en række ruter opmålt - der er som regel ruter til en uges tid frem. Her kan jeg se hvilken rute, jeg kan vælge på et givent antal km - alt efter om jeg skal løbe en tur hjemmefra, eller om jeg skal løbe fra arbejde og hjem.
På motionsdagbogen.dk har jeg - under min dourun-profil - oprettet en motionsdagbog. Her registrerer jeg mine løbeture, med rute, hvilke sko jeg løber i, tid, gennemsnitspuls. Den beregner min snitfart osv for mig - og jeg kan kikke tilbage på løbetider mv. helt tilbage til 2003...
Så mine ture er registreret på km og mine ture på minutter og sekunder. Der er styr på det og system i det.
Hvad gør det for mig? Jo - når jeg laver det her, behøver jeg ikke bekymre mig for, om jeg nu når det antal km og den længde ture der skal til, for at kunne løbe 21,5 km. Og så tilfredsstiller det en sær lille indre bogholder, som godt kan lide at lave lister og tælle kolonner sammen :)
(At jeg også er en stor fan af mad- og aktivitetsplaner vil heller ikke komme bag på folk, der kender mig ... det sparer tid og bekymringer og hey! man kan jo bare lave om hvis det ikke lige passer den dag...)
Stille søndagstur
Jeg lover det!! Jeg skal nok lade være med at skrive om løb HELE tiden ... det er jo næsten lige så kedeligt som at følge andre folks strikketøj maske for maske.
Så jeg har bestemt mig for at jeg hver weekend vil skrive et løbe-indlæg - og begrænse mig til det :)
Idag passerede jeg den magiske grænse ... min løbedistance blev to-cifret, for idag var min første 10 km løbetur i efterhånden 4 år. Og det betyder noget - om ikke andet, så mentalt for mig.
At det var pivende koldt, blæsende og at sneen i perioder piskede mit ansigt følelsesløst, tog ikke glæden ved dagens løbetur fra mig. Turen var bygget op som en forlængelse af 9 km turen fra sidste weekend: Op af Luthersvej, over Indre Ringvej og ned af Frants Hansens Alle. Ud af Egumvej, og ned af Vestre Ringvej ind mod byen igen. Gennem krydset med Vejlevej, og ned til Prangervej.
Da jeg drejede ind mod centrum af Prangervej, løb jeg frontalt ind i en mur af blæst. Puha. Turen ind til det sted, hvor Volden møder Prangervej, var HÅRD - mine ører var dybfrosne, og havde jeg haft hår i næsen, havde der hængt istapper i. Vinden piskede ind i ansigtet på mig, selvom jeg har kasket på, som skærmer for det værste. Pulsen var høj, og den blev ikke mindre høj af at forcere den lange trappe op til volden. Pyha.
Det blev faktisk først rigtig godt igen, da jeg kunne løbe af volden nede ved Kongens Port. Her kom jeg ud af den værste vind, og løb HJEMAD ... på ydersiden af voldgraven.
Det var lige der omkring min iPod valgte at gå i disco-mode: den smed Footloose på, og jeg fik samlet måsen op fra stien og kom nok op i fart til at følge rytmen. Smilende, mens jeg drømte salige drømme fra min ungdoms fester. Footloose kunne dog ikke holde hele vejen hjem ... så iPod'en valgte at give mig en dosis Earth Wind and Fire: Let's groove tonight. Det var inspirerende, selvom benene her begyndte at mærke trætheden. Det sidste stykke hjem løb jeg sammen med Nenas 99 luftballoner - og på det tidspunkt var jeg begyndt at overveje, om min lille spillefyr var gået i hak :)
Men godt hjem kom jeg, i en tid der var HELT i orden med mig - nemlig 1 time 6 minutter. Drømmer om at løbe 10'eren på en time, og der skal jeg nok også nå til. Det skal nok bare være en dag med lidt mindre kuling, tror jeg.
Det var rigtig dejligt at komme ud af løbetøjet og i et VARMT bad ... det er sq første gang jeg jeg har oplevet, at det varme vand, som ramte mine skuldre, blev afkølet så meget, at det føltes koldt, når det nåede ned omkring anklerne!
Nu sidder jeg og slapper af i sofaen med trofaste lappie på skødet ... benene er trætte men der er ikke noget der gør ondt. Det er blevet til 23 km i denne uge - næste uge står den på 25 km.
Er jeg meget mærkelig, når jeg allerede glæder mig til næste løbetur?
Så jeg har bestemt mig for at jeg hver weekend vil skrive et løbe-indlæg - og begrænse mig til det :)
Idag passerede jeg den magiske grænse ... min løbedistance blev to-cifret, for idag var min første 10 km løbetur i efterhånden 4 år. Og det betyder noget - om ikke andet, så mentalt for mig.
At det var pivende koldt, blæsende og at sneen i perioder piskede mit ansigt følelsesløst, tog ikke glæden ved dagens løbetur fra mig. Turen var bygget op som en forlængelse af 9 km turen fra sidste weekend: Op af Luthersvej, over Indre Ringvej og ned af Frants Hansens Alle. Ud af Egumvej, og ned af Vestre Ringvej ind mod byen igen. Gennem krydset med Vejlevej, og ned til Prangervej.
Da jeg drejede ind mod centrum af Prangervej, løb jeg frontalt ind i en mur af blæst. Puha. Turen ind til det sted, hvor Volden møder Prangervej, var HÅRD - mine ører var dybfrosne, og havde jeg haft hår i næsen, havde der hængt istapper i. Vinden piskede ind i ansigtet på mig, selvom jeg har kasket på, som skærmer for det værste. Pulsen var høj, og den blev ikke mindre høj af at forcere den lange trappe op til volden. Pyha.
Det blev faktisk først rigtig godt igen, da jeg kunne løbe af volden nede ved Kongens Port. Her kom jeg ud af den værste vind, og løb HJEMAD ... på ydersiden af voldgraven.
Det var lige der omkring min iPod valgte at gå i disco-mode: den smed Footloose på, og jeg fik samlet måsen op fra stien og kom nok op i fart til at følge rytmen. Smilende, mens jeg drømte salige drømme fra min ungdoms fester. Footloose kunne dog ikke holde hele vejen hjem ... så iPod'en valgte at give mig en dosis Earth Wind and Fire: Let's groove tonight. Det var inspirerende, selvom benene her begyndte at mærke trætheden. Det sidste stykke hjem løb jeg sammen med Nenas 99 luftballoner - og på det tidspunkt var jeg begyndt at overveje, om min lille spillefyr var gået i hak :)
Men godt hjem kom jeg, i en tid der var HELT i orden med mig - nemlig 1 time 6 minutter. Drømmer om at løbe 10'eren på en time, og der skal jeg nok også nå til. Det skal nok bare være en dag med lidt mindre kuling, tror jeg.
Det var rigtig dejligt at komme ud af løbetøjet og i et VARMT bad ... det er sq første gang jeg jeg har oplevet, at det varme vand, som ramte mine skuldre, blev afkølet så meget, at det føltes koldt, når det nåede ned omkring anklerne!
Nu sidder jeg og slapper af i sofaen med trofaste lappie på skødet ... benene er trætte men der er ikke noget der gør ondt. Det er blevet til 23 km i denne uge - næste uge står den på 25 km.
Er jeg meget mærkelig, når jeg allerede glæder mig til næste løbetur?
Abonner på:
Opslag (Atom)