Jeg har et princip omkring venskaber på Facebook.
Jeg er kun venner med nogen, jeg har et eller andet forhold til: gamle klassekammerater (hvis jeg vel at mærke kunne lide dem), studiekammerater, tidligere og nuværende kolleger (som jeg vel at mærke ville kunne navngive hvis jeg mødte dem på gangen) og naturligvis venner og bekendte fra alle andre steder i livet.
Nogen gange modtager jeg venneanmodninger fra folk, som jeg simpelthen ikke aner hvem er. Og så føler jeg mig altså lidt i et dilemma.
Hvis nu jeg BURDE kende dem ... hvis det nu var nogen, jeg engang havde hængt ud med, men som har skiftet navn (og måske også udseende hen over de 20 år der er gået)... så er det jo lidt flovt, at de har genkendt mig, men at jeg ikke har genkendt dem.
Tror også nogen gange, at dem jeg får venneanmodninger fra, er nogen, som læser min blog. Men hvis de hedder "Truntepigen" i mit kommentarspor, så ved jeg altså ikke hvem de er, når de anmoder om Facebook-venskab i deres eget navn.
Måske har de ikke engang kommenteret her inde - men har læst med. Det kan godt være, at det kan få nogen til at føle, at de kender mig ... men følelsen er ikke gensidig.
Engang fik jeg en anmodning fra en, som jeg simpelthen ikke vidste hvem var. Det viste sig at være en tidligere, kær chatveninde fra Ohio, som jeg egentlig godt vidste hed Cindy ... men hun havde skiftet efternavn, fordi hun var blevet gift, så jeg kunne ikke kende hende. En anden anmodning, som undrede mig dybt, viste sig at være exmanden til min veninde Robertas nabo .... han har nok set mig i Robertas venneliste og syntes jeg så venlig ud??
Forskellen på de to sidste anmodninger var, at den ene var inderligt velkommen, og den anden var totalt uinteressant.
For jeg har ikke lyst til at have Facebookvenner, som jeg ikke aner hvem er, ikke kender, og ikke har lyst til at lære at kende.
Jeg forstår bare ikke helt, hvad der får nogen til at sende en venskabsanmodning til andre, som de ikke kender - uden samtidig at skrive en besked om
a) hvor kender vi hinanden fra
b) at vi ikke kender hinanden - og en forklaring på hvorfor de synes, vi skal være venner.
Kan godt være jeg er selektiv, men det synes jeg, at man er nødt til at være. Ellers holder konceptet op med at give mening ... for mig, ihvertfald.
8 kommentarer:
ENIG!
Hvis man ikke er selektiv, så er der et antal muligheder:
Man er politiker og ønsker at se populær ud.
Man praler med antal venner (og hvor hult er det lige)
Man savner oprigtigt venner (og så er det måske et andet sted, man skulle søge)
Når alt dette er sagt, så kan Facebook være et fænomenalt netværkssted, hvis man er på udkig efter gamle venner - eller synes det er sjovt at følge med på sidelinjen.
Og til allersidst - og dette er mest til meget unge mennesker: Man skal i den grad huske, at det er et MEGET offentligt sted, det der Facebook. Og så skal man lede efter privatlivsindstillinger, for der kan man sortere lidt i adgangskriterierne.
Ja, enig med dig - jeg sætter ikke folk på, som jeg ikke aner, hvem er. Og det burde het klart være en slags uskreven regel om, at man sender en forklaring sammen med venneanmodningen, hvis man ved, at personen måske ikke helt er sikker på en.
Jeg er meget enig - sådan har jeg det også med min Facebook-konto.
Iøvrigt synes jeg det er mest høfligt at skrive en lille hilsen sammen med en venneanmodning - og dét uanset om den er fra en man ikke har set i 30 år, eller fra ens bedste nuværende kollega.
Jeg skriver altid selv et lille hej, eller noget i den retning :-)
Conny, vi er jo helt enige. Og jeg undrer mig altså også nogen gange over de grupper mv. folk melder sig ind i på FB ... kan godt være det er for sjov, men det sender nogen gange nogen ikke-for-intelligente signaler.......
Mette... ja jeg ved heller ikke lige hvad de tænker på, de mennesker??
Og Merete ... det er jo det... fordi man selv lige har genkendt nogen er det jo ikke nødvendigvis gengældt...
Endnu engang er vi enige :-).
Og på den baggrund er jeg da forresten ekstra glad for at være én af dine venner på Fjæsbogen ...
Jamen Mona, jeg kender dig jo :)
Og kemien fejlede jo aldrig noget, vel? ;)
Det' jo dét ... skal forresten et smut til Fredericia i morgen - er spændt på at se om du kommer løbende forbi :-)
Men jeg synes ikke lige du har nævnt Trinity som noget der ligger på din rute ...
Mona, jeg er løbet forbi Trinity rigtig mange gange ... men det var dengang jeg boede ude i Snoghøj, hvor Trinity ligger. Idag går mine ruter mest rundt i Fredericia by ... eller fra Bankdata i Erritsø og hjemad til midtbyen...
Nyd det, der er den dejligste udsigt over Lillebælt ved Trinity.
Send en kommentar