Nogenlunde sådan ser verden ud i dag, hvis man da vælger at løbe en lille tur i sin frokostpause ... rundt på Fredericia Voldanlæg.
Jeg havde glædet mig til en KORT tur ... kun 5 km ... for det er min restitutionsuge, hvor turene er lidt kortere, og det var lidt spændende hvor hurtigt jeg ville kunne løbe en femmer...
Da jeg drejede ind på stien ved volden, kunne jeg dog godt regne at det blev mere behændighedstræning end hastighed. Stien var nemlig dækket af sammentrampet sne, som var blevet til is ... med enkelte bare pletter, som domineredes af sort, sjasket mudder.
Is.
Vandpytter.
Vandpytter med is i bunden.
Mudder med is nede i.
Mudder som bare var fedtet.
...der var mange varianter! Så jeg løb forsigtigt, og ofte ude på de knap så jævne græskanter langs stierne. Og det gik da også fint indtil jeg var NÆSTEN af stien.
Der er nemlig lige et sted på de sidste 200 meter sti, hvor to stier krydser hinanden. Her står ofte vand, og idag var der vanddækket is en masse. Jeg løb op på græskanten, og gjorde klar til at sætte af for at hoppe over is-krydset.
...da min fod skred i det mudder, som græsset pt. vokser i og SJASK - så var mine sko, mine handsker, mine løbetights og min jakke smurt lækkert ind. Der lå livsnyderen med alle sine talenter, som en bedre Miss Piggy i mudderbad.
Der var heldigvis ingen der så det, jeg slog mig heldigvis ikke, og der var heldigvis kun kort hjem.
Mand jeg så godt ud.
2 kommentarer:
Hæhæ, mand det havde sikkert set sjovt ud :) Håber dog ikke dog kom til skade? :)
Hvorfor trapper du ned på 5 km en uge?
Simon, jeg er sikker på at det var alt andet end værdigt :) - og nej, jeg slog mig slet ikke, det gjorde kun ondt i min stolthed.
Grunden til nedtrapningen er ganske basic løbeprogram-planlægning: jeg er igang med at træne mig op til at løbe Lillebælt Halvmaraton den 2. maj, og når man lægger 10% på om ugen, skal man huske at hver 4. uge skal være restitutionsuge, hvor man tager den lidt mere roligt. Så kan man fortsætte hvor man slap, med mindre risiko for overtræning og skader.
Så i denne uge løber jeg 5, 8 og 10 km, hvor jeg i sidste uge løb 6, 8 og 12... eller noget i den stil.. :)
Send en kommentar