Ønskemad med ild i

Kristian sukkede i aften over noget flamberet kylling, han kunne huske jeg havde lavet.

Jeg kunne også huske det - - svagt. Men ikke præcis hvad det var.

Til gengæld kunne Kristian huske, at jeg havde blogget om det, med billeder og det hele! Så det skulle jo være en smal sag at søge på bloggen, med bloggers søgefunktion, og finde det.

MEN NEJ ... for søgefunktionen duer ikke mere :-(

En google-søgning på "Flamberet livsnyder" fik dog denne post frem... ahaaaaaa.... nu skal jeg bare have gravet opskriften frem, så skal opskriften da genoplives!

Men hvad SKER der for blogger og dens søgefunktion ... :-(

Côtes du Sdr. Vilstrup

Igår smagte jeg vin lavet af druer fra det smukke trekantområde, brygget på vingården "Lindely".

Vinklubben var nemlig til smagning på en af MODAVI's to vingårde.

Og mand, det var hyggeligt!

Rundvisning blandt de smukt bakkede vinmarker, og en tur ind i selve vingårdens hjerte, hvor et par tanke rødvin stod og andengærede. Fremvisning af MODAVI's imponerende aftapningsanlæg (der vel kan rumme 5 liter vin, og har tre tappehaner til at sætte flasker på) og en tur ind igennem det rum, hvor de vine, som er tappet og endnu ikke solgt - og hvor der også ligger en del importerede vine.

Og det var lidt af begge dele vi skulle smage. For herefter gik turen ind i festsalen, som var fantastisk hyggelig. Chefoenologen (som i øvrigt også besidder alle øvrige positioner på vingården, pånær dem hans kone tager sig af) forvandlede sig her til fransk vinbonde, komplet med baskerhue, forklæde og skolefransk, og serverede diverse lækre vine for os.

En af vinene var husets egen - "Trekanten" - som er brygget på 90% Rondo. Særdeles drikkelig, men naturligvis lidt let sammenlignet med de andre vine, vi smagte.

Sammen med vinene fik vi lækkert brød og et udvalg af pølser og oste, som var ren nam-nam. Vi fik også masser af snak og sjove historier, og tiden fløj afsted.

Jeg glemte at spytte ud - for vinene smagte rigtig godt - så jeg var lidt træt i morges (og glad for at jeg drak behersket).

Et helt igennem godt arrangement - fedt at møde sådanne ildsjæle i så hyggelige rammer. Står du overfor at skulle lave et lidt anderledes firmaarrangement, er her den perfekte opskrift: kontakt MODAVI, og få dem til at holde en smagning for jer.

Den bedste slags weekend

...er den slags, hvor der ikke er noget planlagt.

Midt i en travl hverdag har vi som familie behov for den type weekender - det er bare et must, at der er åndehuller.

Sådan en weekend har vi lige haft. Vi har hygget og daset og ordnet lidt vasketøj ... nogen af os (Bruno og jeg) har været ude at motionere lidt, men ingen gæster, rengøring, planer .... skønt!

Nu er der benzin på igen. Næste weekend skal Bodil og Kristian være hos deres far - og vi har heller ingen planer der. Dejligt!

Tab

Når jeg ser at endnu en ung mand er død i Afghanistan, forholder jeg mig egentlig ikke umiddelbart til om det er rigtigt eller forkert, at de danske soldater er udsendt - om de vitterlig kæmper for demokrati eller om det er utidig indblanding og spild af liv.

Jeg ser en ung mand - denne gang en 23-årig sergent fra Livgarden - som er revet væk fra familie, venner ... måske en kæreste. Jeg tænker på hans mor, som har set sin søn blive voksen og glædet sig over at være forælder til dette storartede unge menneske, og måske haft drømme om hvordan det ville være, når han skulle have familie, børn.

Jeg bliver ramt i MIT moderhjerte, for det kunne lige så godt have været min søn.

Og jeg håber - HÅBER - at de vitterlig GØR en blivende forskel dernede. For ellers er prisen alt for høj.

Livsnyderens cykelven

Jeg har en cykelven ... jaah ihvertfald sådan næsten!

Min cykeltur på arbejde er ikke særligt naturskøn. Hvis jeg er heldig og strækker hals, kan jeg måske se et lille glimt af Lillebælt på vej ud af Strandvejen, og jeg kan da også nyde træerne langs banen, nu hvor de skifter farve.

Men det ER mest by, og ikke af den charmerende slags. Der er noget havn og noget industri, men kønt er det ikke. Det er dog mestendels på cykelsti, og det er jo lækkert.

En morgen her i sommer fræsede jeg afsted (5 km kedelig vej skal bare overståes!) på vej til arbejde, da jeg foran mig så en rimeligt sund og rask og intelligent udseende mandebagdel i cykelbukser. Det skader jo ikke at have noget at se på, så jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at hænge på... og for dem der nu tror, at jeg alene var drevet af min hang til pæne mandenumser, må jeg indrømme, at jeg også har et ikke helt underudviklet konkurrencegen.

Han kørte pænt stærkt, og på vej op af Sandalbakken måtte jeg slippe hans baghjul. Da jeg (ret forpustet) kom op på det flade stykke, kunne jeg dog se, at han holdt for rødt henne ved bytorvet. At han også havde smidt tshirten, bekræftede bare at han VAR sund og rask og intelligent at se på.

Og - hahaaaa! - det passede lige, så lyset skiftede da jeg kom, så jeg med pæn fart kunne fræse forbi ham og få et godt forspring op af bakken mod Burger King. (Se så ... dermed bevist at jeg ikke KUN var ude på at se lækker-numse).

Cirka to tredjedele oppe af bakken hentede han mig. Men i stedet for at køre forbi mig, kørte han ved siden af mig, og sagde "Det var ligegodt pokkers ... der er ikke mange kvindelige cyklister der kan hænge på, og endda overhale mig."

Så vi fik en hyggelig snak et kort stykke, indtil jeg skulle op af Snaremosevej. Vel på arbejde underholdt jeg visse af mine kvindelige kolleger med historien om den nydelige mand på cyklen, og så glemte jeg alt om det, indtil igår.

Hvor jeg som sædvanlig kørte meget hurtigere end jeg egentlig burde, ned af Sandalbakken på vej hjem - og i højeste gear og med rygvind gav den max gas for at holde farten oppe på det flade stykke. Med ca. 30 km/t overhalede jeg et par cykler, men måtte stoppe ved lyset ved havnen. Kort efter jeg satte igang igen, kom en cyklist op ved siden af mig og sagde med et stort smil: "Jeg tænkte nok, at det var dig!"

Ganske rigtigt - min flinke ven fra i sommer.

Vi fik os en hyggelig snak på vej ind mod banegården, og han var flink nok til ikke at ræse fra mig op ad bakken op mod Vesterbrogade. Og jeg tror næsten ikke han lagde mærke til, at jeg var MEGA forpustet af at holde farten :-)

Det var lidt sjovt - og havde det været en ugebladsnovelle var det sikkert endt med både det ene og det andet. Det er det heldigvis ikke - jeg er jo fantastisk godt gift, men det er nu skægt at have sig sådan en cykelven, man møder engang imellem ...

(Jeg lod være med at spørge om jeg måtte få hans telefonnummer til min singleveninde. Tænk hvis nu han misforstod det. Eller ikke er single.)

Kommunalpolitikere - ut av min fjæsbog!

Man kan sørme godt fornemme at kommunalvalget står for døren.

Og er det ikke lige som om de er LIDT mere fremme i skoene end de plejer? Måske er det bare her i Fredericia - her SKAL man have en eller anden kæphest-diskussion ... først var det lystbådehavnens placering, så var det navnet på det nye plejecenter, og lige pt. koger de stadig suppe på Frederica værft, sandsynligvis fordi der ikke er dukket noget nyt og spændende op...

Ihvertfald ser man kommunalpolitikere OVER ALT i disse dage.

En af mine yndlings-aversioner er Kent Hedemann Kristensen - LANGT hen ad vejen pga. det rædsomme billede, man ser af ham overalt, hvor han sidder med en eftertænksom finger på hagen ... eller ... er der andre end mig, der kommer til at tænke på Dr. Evil i Austin Powers??

Selv på Facebook bliver jeg stopfodret med irriterende reklamer for kommunalpolitikere ... overvejende borgerlige, og hvorfor det?? Overvejer at skrive "kommunist" i min politiske overbevisning i FB, i håbet om at slippe for at blive foreslået "fornyelse" i form af en meeget friskt-udseende venstrequinde som hedder noget så små-konstrueret som Pernelle... (får mig til at tænke at hendes mor ikke kan stave, eller at præsten skrev forkert)

Også i gågaden vælter de rundt. Venstre her i byen forsøger at lave kampvalg mod sig selv, og nogen af "de unge løver" i oprørsgruppen så man fedte rundt i gågaden og gøre reklame for sig selv i fredags. Gæt hvem der kastede sig sidelæns ind i en butik?? Gu vil jeg EJ høre deres pladder! De er sq lige så spændende at snakke med som ham i den ANDEN gågade, som ville sælge mig et telefonabonnement, og begik den fatale fejl at starte med at tiltale mig "Hej, frøken!" - - - den går bare SLET ikke når man er 20 år yngre end mig og stadig gnider sit skæg ind i plantegødning en gang om ugen for at få det til at vokse.

I avisen optræder de lidt mere afbalanceret ... der er repræsentanter for alle partier, og der udtaler de sig dog om noget konkret.

Men ellers er det primært de borgerlige, der er HELT oppe og ringe og stikker deres halvdårlige studiefotos op i snotten på mig ved enhver lejlighed i håb om at jeg skal stemme på dem.

Den eneste socialdemokrat jeg så i lørdags, var vores borgmester, Uffe, som kom trillende i sin lille bil - han var vist på vej ind på rådhuset. Men de skal nok komme ... den formildende omstændighed ved socialdemokraterne er, at de uddeler nydelige røde roser. Og Uffe kan jeg jo egentlig godt lide, selvom jeg ikke er medlem af partiet ... heller ikke af det parti :-)

Nøjj jeg glæder mig til at kommunalvalget er overstået, så jeg kan få min facebook og gågaden i fred for politikere igen - - al den der kasten om sig med løfter og blomster og plidderpladder ændrer altså ikke mine politiske holdninger alligevel.

Livsnyderen ... nu med politikerlede og nyslebet kant.

Du bestemmer selv ...

Igennem efterhånden mange år har jeg været på kurser og læst bøger om selvledelse, selvudvikling og lignende ting. Og jo, der er meget pop.

Men der er også nogle sandheder, og nogle ting, som går igen i mange af de bedre koncepter.

En af de ting, som også Stephen Covey er inde på, er evnen til at gøre noget ved det, man har indflydelse på, og leve med det, der ligger uden for ens indflydelsessfære. En sandhed som jeg tidligere har hørt præsenteret i en lidt anden indpakning af Lisbeth Christensen (en foredragsholder som tidligere var sygeplejerske, og som har arbejdet med sundhed på amts/regionsplan), og en foredragsholder jeg ikke husker navnet på, men som på en Bankdata-dag fortalte os, at vi skal starte dagen med at vælge vores tilstand.

Og rigtig langt hen ad vejen er det altså rigtigt.

Man kan vælge at fokusere på, at vejret er dårligt, chefen er dum, ægtefællen trykker midt på tandpastatuben, benzinpriserne er for høje ... you name it, der er MASSER af ting du ikke kan ændre på ... og lade det ødelægge din dag.

Du kan også tænke:

• Vejret. Jeg kan ikke gøre noget, men jeg kan flytte et andet sted hen, hvor der er et andet klima. Vil jeg det? Neeej ... jeg foretrækker at bo i Danmark, hvor vejret godtnok er lidt koldt og blæsende, men hvor min familie bor, og hvor vi har et godt socialt system.
  
• Chefen. Han er dum - jeg skifter job. Eller ... måske er mit job så godt, at jeg vælger at leve med, at jeg ikke elsker min chef.
  
• Ægtefællen. Vi tager en snak om den tandpastatube, eller jeg vælger at fokusere på, at min ægtefælle jo er ganske vidunderlig på alle mulige andre punkter...
  
• Og så videre.....

Det er lidt det samme ... at vælge om glasset skal være halvt fuldt eller halvt tømt ... som når du vælger at tro på, at din dag sikkert bliver god. At gå den i møde med et smil. At regne med, at det du møder, er godt. At have valgt, at din dag skal være god.

Det er faktisk ikke pop, men bare sund fornuft. Ikke altid let, men muligt på langt de fleste dage.

Man skal bare øve sig.

Slatten søndag

Hvad søren - klokken er blevet næsten halv fem, og jeg stener rundt i joggingbukser, tshirt og hjemmesko - samt morgenhår. Jeg er simpelthen bare ikke nået længere.

Sådan kan man også få en søndag til at gå. Lidt vasketøj, en film i sofaen med knægten (Ice Age 3), frokost, lidt læsning.

Jeg er igang med "7 gode vaner" af Stephen Covey. Den har jeg fået for efterhånden temmelig længe siden, men første gang jeg startede på den, gik jeg død.

Nu har jeg rå-slugt de første 100 sider, eller noget i den stil. Det er meget interessant læsning, og jeg tror på at hvis man vil, er det en bog der kan ændre mit liv og mit syn på verden - og ikke mindst mit overskud og min forståelse af sammenhænge.

Jeg har tvunget mig selv til en lille fordøjelsespause, så nu læser jeg ikke mere idag. Det, jeg har læst skal synke ned.

Så i det mindste har min hjerne ikke været slatten - kun resten af mig :-)

Turkise touches

Jeg er blevet tagget af Susling - til at finde 7 turkise ting i mit hjem. Det var ikke ret svært, for jeg er vild med alle afskygninger af blåt og grønt.

Og lad nu VÆRE med at sige "men den er da ikke turkis". Diskussionen om noget er blåt, grønt eller turkis stopper ALDRIG - og den starter ikke engang på den her blog. Det her er den farve JEG mener er turkis ... såååååh det!! ;-)

Først fandt jeg en ung mand med en turkis sweatshirt siddende i min sofa.

Så kikkede jeg ud på mit gæstetoilet. Der hænger nemlig det spejl, vi havde med hjem fra Provence for 1½ år siden... jeg forelskede mig pladask i det, og fliserne har turkise elementer - se selv:

Næste stop var lige der på reolen, hvor Bruno havde hængt sin camelbag (drikkerygsæk) til tørre: voila - en turkis plasticslange:

Og så var der jo den pude, jeg i et anfald af håndarbejdsvanvid hæklede ...

I sommer forærede jeg mig selv et pandora-armbånd. Blåt og turkis, naturligvis:

Det passer helt vildt godt sammen med min sommerlige skjorte fra H&M:

Skal billedet fuldendes, skulle jeg sidde på toilettet med min skjorte og mit armbånd på. Lige ved siden af tronen finder man nemlig denne skraldespand:

Jeg vil dog forskåne jer for det billede - det må I nøjes med at forestille jer.

Afslutningsvis synes jeg, at følgende bloggere bør tage en runde i hjemmet med fotoapperat og lede efter RØDE ting... Tina, Lene og Fisker.

Have fun... :-)

Ferie uden ferie

Jeg er helt vildt i efterårsferiestemning.

Og det sjove er, at jeg slet ikke har efterårsferie :-)

Igår sendte jeg Kristian ud til sin far - han skal holde efterårsferie der, sammen med Bodil og John. Bruno og jeg nød (som altid) voksentiden - denne gang med en skøn date. Vi var i biografen i Kolding - Skt. Nicolai Bio - og se Almodovars "Brudte favntag" med bl.a. Penelope Cruz. Dejlig film! Bagefter nød vi en dejlig middag med et godt glas vin til.

Idag er Andreas kommet hjem. Han ankom lige til frokosttid, så da han kom ind af døren, kunne vi sætte os til et veldækket frokostbord. I aften skal vi stor-hygge os med landskamp, specialøl og lidt chips.

Så jeg er totalt i efterårsferie-stemning. På mandag har jeg godtnok også fri - men det er fordi Brunos stedfar, Bent, fylder 70. Vi skal op og hjælpe med at fejre ham, det kræver en fridag.


Andreas bliver hængende indtil torsdag, tror jeg. Ind imellem har han aftaler med de venner, han har her i byen, men når han ikke har det, skal vi hygge os sammen. Tirsdag har JEG en veninde-aftale, men onsdag arbejder jeg hjemme, og så kan vi jo spise frokost sammen.

Det bliver anderledes end den "normale" hverdag, fordi der ikke er nogen, der skal sendes i skole og jages til at lave lektier :-) og fordi Andreas er her.

Næste weekend får vi besøg af nogen dejlige mennesker, jeg er allerede igang med at fundere lidt over hvad vi skal spise, og hvad vi skal foretage os i øvrigt. Jeg glæder mig - til hele ugen!

Livsnyderen om at bruge begge øjne

Puhaaaa hvor indvandrere, integration, fremmedhad og andet sjovt fylder meget i medierne for tiden.

Den anden aften så jeg et program, hvor en svensk journalist fik fremstillet Danmark sådan her:
Den menige dansker = Pia Kjærsgård-fan

Jo, hun havde et par pointer undervejs, og besøgte bl.a. et pudsigt monokromt ægtepar som var trofaste DF-støtter - komplet med små figurer i haven og broderede billeder på væggen - men den hun udstillede mest var sig selv: for mig at se var hun personificeringen af en selvgod svensk akademiker i 30'erne med alle de rigtige meninger.

Programmet var hårrejsende enøjet, selvom der dog var et enkelt interview med en dansker, som brødebetynget nærmest frasagde sig sin nationale stolthed.

I aften var der i nyhederne et indslag om en film lavet af en mand, der tidligere har boet i Danmark. Han fremstillede Danmark som en racistisk trykkoger, hvor oprøret ulmer lige under overfladen, og brugte bl.a. bandekrigen som et eksempel på dette.

Præcis lige så enøjet som den svenske selvgodhedsudsendelse. Bagefter blev en mand (som havde set filmen men ikke selv kendte til Danmark) spurgt om hvordan han så på Danmark, og han skældte ud over hvor uretfærdige og slemme vi var, og at han aldrig ville komme herop.

Godt så.

Vil man have tilsvarende doser enøjethed, bare fra en anden vinkel, kan man jo så kikke på vores venner fra Dansk Folkeparti. Et hurtigt kik på deres hjemmeside, eller de hårrejsende annoncekampagner de kører - eller find et eller andet frem Pia K. eller Mogens Camre har sagt eller skrevet - så når ihvertfald mit blodtryk skræmmende højder.

Jo, Dansk Folkeparti har bestemt haft deres berettigelse. Det var godt, at vi fik gjort op med halal-hippie-bevægelsen, at det blev legalt at forholde sig til den meget højere kriminalitet som man fandt i visse indvandrermiljøer.

Men når så det er sagt ... så så jeg dem da gerne sat udenfor enhver form for indflydelse LIGE nu.

Jeg tror bare det er svært, når folk, der måske er lidt utrygge over alt det, de læser i medierne, ser i TV at svenskerne mener vi allesammen er racister og helt "forkerte". Når nu det, Pia K. siger er så enkelt og klart og let at forstå (at rigtige løsninger så sjældent er sådan, er en helt anden sag) ...


Det jeg prøver at sige er:

Det er skidt at være enøjet. Du har fået TO øjne. Brug dem da for pokker, uanset om du er svensk journalist eller bare en helt almindelig dansker... eller en etnisk en af slagsen, for den sags skyld.

Når jeg bruger MINE to øjne og kikker mig om, ser jeg masser af yderst velfungerende indvandrere. Kolleger, i massevis, som ikke ligefrem går rundt med vilde øjne, håndsbredder af skæg og dynamitbælter om livet. Hvad enten de kommer fra Iran, Bosnien eller helt ovre fra København.

Jeg ser ham, der laver min pizza, ham der stanger grøntsager over bordet med smilerynker i øjenkrogen ovre på grønttorvet, og den rare buschauffør jeg hilser på stort set hver morgen. For slet ikke at snakke om den ualmindeligt søde og smilende unge fyr ovre i Fakta - gad vide om han nogensinde holder fri?

Jeg ved da godt, der også er unge smartbert'er med løstsiddende knive og store kæfte, men det er altså ikke dem der er flest af.

De får bare lov til at fylde alt, alt for meget i medierne.

Jeg er VARM tilhænger af, at man stiller krav til, at alle, der bor her, opfører sig ordentligt. Og så er jeg ligeglad med om de hedder Nicolai eller Achmad. Men man skal lige huske at kikke med BEGGE øjne og ikke bare se balladefyren, men også alle de andre.

Balladefyrene ødelægger det for alle de andre. Endnu mere når vi fokuserer med vores ene øje på dem.

Af med øjenklapperne! Livet SKAL ses med to øjne!

Livsnyderens opskrift på humør-løft

Det kan bare ikke lade sig gøre at danse eller synge, og samtidig bibevare en vis grad af grumpiness. Surhed og tristesse har svære vilkår, når musikken spiller.

Igår var en offdag af dimensioner. Blandt andet fordi jeg havde pisse ondt i min skulder og havde haft det i flere dage. Trods smerterne bestemte jeg mig for at gå til mavedans - - jeg bliver altid strakt godt igennem og får brugt nogle muskler, som ellers ikke lige er igang, og ganske rigtigt: da jeg gik hjem var skulderen faktisk en anelse bedre.

Humøret var langt mere end en anelse bedre.

Shimmy, ottetaller, hoftecirkler og den faktisk ret funky musik, sammen med et par gode grinesammenbrud sammen med Anja (som også har lidt svært ved at tage sig selv helt alvorligt som mavedanser-star) fik mig hjem i en helt anden sindstilstand end jeg tog afsted.

Og det skadede jo heller ikke, at jeg rent faktisk ind imellem ikke følte mig som en total dansemongol, men endda som om jeg lavede noget, som muligvis ikke så helt tosset ud.

Idag stod den på X-tetten, og vi går altid løftede derfra - allesammen.

Jeg er vild med de tøser, og det netværk de er for mig. Og jeg er vild med at få lov til at synge sammen med dem - jeg bliver glad af at synge! Hver gang!

Der må være noget med det musik. Det er sørme svært at bevare pessimisme og tristesse intakt, når der er rytme og musik og dejligt samvær.

Man skulle kunne hælde det på flaske og sælge det.

Livsnyderen goes nostalgic

Jeg ved ikke helt hvordan det startede.

Måske et lille anfald af nostalgi - jeg skulle lige tilbage til dengang jeg startede i min nuværende afdeling, muligvis fordi jeg har fået at vide i mandags, at jeg skal "skilles" fra min nuværende afdelingsleder, som jeg har været (og er!) rigtig, rigtig glad for....

Så jeg var lige tilbage i maj 2007, der.

Det ene førte det andet med sig, og jeg blev mindet om en masse sjove stunder, nogen frustrerede stunder og et par banebrydende afsløringer om mig selv, for ikke at tale om øjeblikke med stærke meninger.

Det allerbedste var dog, at jeg endte i nogen december-indlæg, som nærmest osede af gløgg og julehygge... og så var lidt som om mine efterårs-blues lettede lidt :-)

Summa summarum fik jeg bare genopfrisket rigtig mange gode stunder, og blev til tider helt overrasket over min egen "veltalenhed" :-)

Jeg fik kikket på billeder af nogen børn, der var meget yngre end de er nu.

At have en blog som min - der efterhånden har været i live i 3½ år - er som at have et fotoalbum og en dagbog slået sammen. Det er farve- og ordbilleder af mit liv.

Og nogen gange kan alle minderne næsten redde min dag :-)

Dansk Fitness revisited

Jeg har gennem efterhånden en del år trænet i samme center. Bruno og jeg startede i 2001 i det, der dengang hed Aktiv Fritid. Det lå i en bygning som engang havde huset en eller anden virksomhed, og der var skjolder på loftet, spinninglokalet var ekstremt lille og dårligt ventileret, og omklædningsrummene var ret små og umoderne.

Men stemningen var god der. Alle hilste venligt på hinanden, og ældre, unge, os midt imellem, fitte og fede, store bodybuilderfyre og rundbuede motionister - alle sameksisterede hyggeligt. Der var plads til både de dyre og moderne tætsiddende outfits og tshirten og cykelshortsene fra Føtex. Også da centret blev medlem af en lille kæde, og kom til at hedde "Forever Fitness".

Efter nogle år, hvor indehaveren havde snakket meget om nye lokaler, blev der bygget, lige i nærheden, og vi rykkede de der 200 meter til nye, fine lokaler. Den gode stemning var heldigvis bevaret.

Jeg kom der lidt i perioder. En overgang cyklede jeg en del - og der var mit medlemsskab stillet i bero. Når jeg løb meget, så var det heller ikke centret der trak.

Så flyttede jeg ind til byen, herind på Fasanvej, sidste forår. Og så spirede tanken om at få medlemsskab i et center tæt på hvor jeg bor - så jeg rykkede til Equinox på Vejlevej. En overgang på 3-4 måneder styrketrænede jeg ret seriøst - ikke for at få store muskler, men for at prøve at afhjælpe de problemer, jeg døjer med i mine skuldre. Træningen gik fint, og jeg kunne lægge mere vægt på, men skuldrene var lige døjsomme, med eller uden træning.

Da var det, at jeg meldte mig til Lillebælt ½ maraton 2009, og begyndte at træne hen imod det. Jeg brugte langsomt mere og mere tid på at løbe, så jeg kom ikke i centret. Det var en prioritering.

Med et gennemført halvmaraton bag mig, var det min intention at holde min løbeform på et niveau, hvor jeg uden de store problemer ville kunne træne mig op til 2010-løbet. Men en skade satte en irriterende stopper, og efter et målrettet forsøg på at træne mig gradvis op igen, som endte i at skaden var tilbage i samme øjeblik som jeg ramte 5 km, stoppede jeg med at løbe dels i frustration, og dels fordi jeg fik liiidt travlt med alt muligt andet.

Så eftersommerens motion har bestået i at jeg har cyklet på arbejde de fleste dage (10 km retur), min tirsdags-mavedans samt gåture. Og det er bare ikke nok for mig. Det siger min krop og min vægt til mig.

Da det gik op for mig, at min Equinox-bindingsperiode var udløbet, meldte jeg mig ud. Fine træningsfaciliteter til styrketræning, men trods et stort fint spinninglokale, kunne de kun byde på 5-6 hold på en uge, og instruktørerne imponerede mig altså heller ikke.

Så nu er jeg tilbage .... tilbage i Aktiv Fritid/Forever Fitness - - Dansk Fitness, som det nu hedder. Stemningen er lige så dejlig som den altid har været, der er stadig mange kendte ansigter, og masser af spinninghold. I love it!

Har nået at spinne 2 gange i denne uge - og det er hårdt fordi min form absolut ikke er i top.
I formiddag var jeg meldt på et hold - 9.45 er et fint tidspunkt. Det var dog lige undgået min opmærksomhed at holdet løb 1½ time i stedet for den normale time .... MAND jeg var bombet, da jeg nybadet kom hjem og landede i en lænestol.

Nu har jeg fået frokost og sovet lidt på sofaen, og kroppen er ved at være nogenlunde med igen. Jeg holdt de 1½ time, uden at gå ned, og det er jeg stolt af!

Og jeg er SÅ glad for at jeg er tilbage i mit gamle center, med folk jeg kender og instruktører jeg ved kan deres kram :-)

En godt brugt dag

Sikke en dejlig dag, jeg har haft!

Johh ... den har været travl. Men jeg har fået tjekket nogle punkter af på min to-do-liste, som var rigtig gode.

Vi havde et rigtig godt møde i projektet idag, hvor vi (ja ... altså dem af os som har forstand på at programmere...) skulle estimere de opgaver, som vi har på planen - og det gik rigtig godt. Så nu har jeg et billede af hvad vi kan nå de næste 2 måneder, og dermed meget mere ro i maven end jeg har haft hidtil.

Nu er det sådan at programmører ikke er jordens største tilhængere af lange planlægningsmøder, så jeg havde forberedt en omgang bestikkelse: chokolademuffins i 2 varianter - nogen med hvid chokoladeglasur og mørk chokoladekrymmel, og nogle med mørk chokoladeglasur og hvid chokoladekrymmel. De blev vel modtaget :-)

Vi havde et andet rigtig godt møde om et andet projekt også, og nu føler jeg, at tingene begynder at ske - og at vi har styr på dem. Yay!

I morgen har jeg så et flere gange udsat telefonmøde med vores brugervenlighedskonsulent, som er inde over en af vores opgaver. Når det lissom er på plads, så er vi altså bare SÅ klar til at kaste os over opgaverne!

Jah ... lige nu har jeg rigtig mange bolde i luften, men jeg kan se dem allesammen, og har en ide om hvornår de falder ned, så jeg skal gribe dem. Så det får jeg ikke ondt i maven af.

Lige nu sidder jeg i sofaen. Her er musestille. Jeg kan kun høre mine taster klapre... Kristian er til rollespil, og vi har fået ordnet et par presserende opgaver i huset, og hyggesnakket lidt. Nu nyder vi stilheden og et godt glas rødvin.

Jeg er glad. Mit liv hænger sammen. Jeg glæder mig til i morgen.

Bare fordi det bliver en ny, god dag.