Livsnyderen om had og kærlighed

Det her blogindlæg kom for en uges tid siden på min engelske blog - lige da jeg skrev det, synes jeg det havde rigtig meget relevans også for dem, der læser med der, nemlig mine amerikanske venner.

Men det har små-rumlet siden ... så her kommer det, nu på dansk.

I Danmark kan vi godt lide at tænke på os selv som tolerante.

Og i nogle henseender troede jeg faktisk, at vi var det.

Men den anden aften så jeg TV - der var et program om had-forbrydelser imod bøsser. En del af udsendelsen viste en skjult kamera-optagelse af to fyre som gik sammen ned af Strøget, noget af vejen hånd i hånd, noget af vejen med armen om hinanden.

Jeg var himmelfalden - ikke alene vendte folk sig og gloede efter dem, nogle sendte dem vrede blikke, og hen på aftenen var der endda nogle, der råbte "Homoer!" og det, der var værre, efter dem.

Der sad jeg så og tænkte: Er det her det tolerante, frisindede Danmark, hvor mennesker af samme køn kan gifte sig, adoptere og leve i fred?

Jeg følte mig flov, og vred.

Jeg kender en del mennesker som er sådan indrettet, at de elsker nogen af deres eget køn. Det er sådan en information jeg lægger mærke til og noterer mig - ligesom hvis jeg hører at nogen spiller musik i deres fritid, er vildt gode til skak, bor langt væk eller har diabetes. Det er en information om den person, som jeg bruger til at forstå dem. Eller ikke bruger til noget overhovedet.

Jeg arbejder et stort sted, så der er en del af mine kolleger som er homoseksuelle. De er kolleger som alle andre. Nogle er laaaangt ude af skabet, andre holder kortene tættere til kroppen. En del af dem har deres partner med til firmafest og hallo! Det er ikke noget problem! Ikke noget vi lægger mærke til.

Jo, selvfølgelig syntes jeg det var sjovt at hilse på Michaels samlever, for jeg kender ham rimeligt godt og har hørt en masse om fyren.

Men altså, ikke det store drama. Du er bøsse eller lesbisk, og hvad så?

Da min mands datter kom hjem for nogle år siden for at fortælle os at hun havde fået en kæreste, og at det var en pige, var det absolut heller ikke noget drama. Vi vil gerne se vores børn lykkelige. Og da vi fandt ud af at vores nye familiemedlem var sjov, sød og bare generelt en elskelig tøs, var vi bare glade. For hun gjorde vores pige lykkelig.

Hadet, volden, tilråbene ... det er mig meget fremmed. Det gør mig trist. Jeg bliver oprørt og vred. Det får mig til at undres - hvad gør mennesker så hadefulde og små og bange?

Og det får mig til at spekulere på:

Hvordan kan man hade nogen på grund af hvem de elsker?

Livsnyderen vinker farvel... og på gensyn.

Imorgen tager jeg hul på den sidste uge på Teknikervej - ihvertfald i denne omgang.

Teknikervej er det hus, som er kommet til sidst, af Bankdatas bygninger. Oprindeligt sad vi allesammen på Erritsø Bytorv - der var 220 af os, sådan cirka, da jeg startede i 1991. I løbet af 90'erne blev vi rigtig mange flere, og der blev bygget et hus på Østergårdsvej, lige ved siden af Bankdatas gamle bygninger. Det er der siden blevet bygget til, og for omkring 4-5 år siden lejede Bankdata Teknikervej 1.

Jeg flyttede på Teknikervej for godt 3,5 år siden. Det skete, da jeg tog springet fra mit gamle forretningsområde, og over til eBanking-området. Med tungen lige i munden og hjertet oppe i halsen. Men jeg var nødt til det, for det, jeg havde lyst til at lave, kunne jeg ikke komme til i min gamle afdeling. Og så trængte jeg nok også voldsomt til luftforandring.

Nyt forretningsområde. Nyt job - for tidligere var jeg en blanding af Servicedesk-konsulent og Produktkonsulent, og i mit nye område skulle jeg være Projektkonsulent.

Da jeg startede sad vi vel 50-60 mennesker på Teknikervej. Det var specielle omgivelser - en gammel lampefabrik, hvor vi sad i kontordelen og i det gamle showroom. Ude bagved var der en kæmpestor lagerhal, hvor vi havde skilt den ene ende af til verdens mest højloftede mødelokaler - og så var der de små mødelokaler, højt oppe af en hønsestige under loftet - med udsigt til lagerhallen.

Det endte med at Bankdata købte bygningerne, og så blev der renoveret og gjort lækkert. Den gamle lagerhal blev til lækre, nye kontorer i 2 etager, og "det gamle" blev shinet voldsomt op. Ydersiden af bygningerne fik en omgang, og så var "fremtidens udviklingshus" født.

Jeg har haft det rigtig, rigtig godt på Teknikervej. Jeg har fået udfordringer og er blevet vist tillid, og ikke mindst nydt samarbejdet med nogle virkeligt dejlige kolleger. Heldigvis flytter kollegerne med, og forhåbentlig også det gode arbejdsmiljø.

Alligevel er det lidt sært. Teknikervej har været rammen om den bedste del af mit arbejdsliv, for der er ingen tvivl om at jeg har fået lov til at folde mig ud og bruge mange flere sider af mig selv, end nogen sinde før.

Men det skal nu nok gå! Det er fine rammer vi får i Silkeborg, og de sjove, søde og hyggelige gutter i teamet bliver nok ikke anderledes fordi vi skifter postnummer.

Fremtiden står åben. Der bliver endnu flere muligheder og chancer. Og jeg ved, jeg kommer tilbage til Fredericia igen.

Men det er da med et lille stik i hjertet jeg vil pakke mine ting på fredag.

Livsnyderens endorfin-rush

Wow ... jeg havde en vaskeægte endorfin-rush i lørdags!!

Det er godtnok ved at være længe siden. Jeg har trænet tilpas meget til at jeg nyder det - og bliver rastløs, hvis jeg ikke får trænet nok.

Som nogen af jer måske ved, løb jeg Lillebælt Halvmaraton i 2009. Efter løbet kom jeg godt igang igen - men "løb ind i" en skade i august 2009. Mit højre baglår/balle gjorde ondt når jeg løb - og selv efter en flere måneder lang pause fra løb, var det stadig tosset.

I løbet af foråret kom jeg igang med at løbe igen - men smertefrit var det ikke. Måske var det dumt - men jeg VILLE løbe, så jeg satsede på at fokusere på de perioder hvor det ikke gjorde ondt.

Så fik massøren på arbejde fat i mig. Hun var optimistisk til at starte med, men hen over sommeren var hun lige ved at opgive mig. Selv når jeg kom hver uge, startede hun forfra med en muskulatur i baglår, baller og lænd, som var totalt overspændt og låst. Så jeg startede hos en kiropraktor i sommer, og besluttede at få det sjove motion - og starte derfra.

Den stod altså på kiropraktor, massør og zumba et par gange om ugen.

Kiropraktoren fik i løbet af et par måneder hul på det. . . godt hjulpet af at jeg gradvis byggede på min zumbatime. Variation har været nøgleordet for min træning, og på en perfekt uge laver jeg 2 * zumba, 2 * styrketræning (ofte samme dag som zumba) og 2* spinning om ugen. Smid der oven i et yogahold (befalet af kiropraktoren), og lige der tror jeg, du finder nøglen til mit forbedrede velvære.

Jeg har lovet kiropraktoren at jeg ikke begynder at løbe "rigtigt" før til foråret. "Giv det nu lidt ro," siger hun. Men jeg må godt løbe en lille smule på løbebånd, som opvarmning til styrketræning, så det gør jeg.

I lørdags fik jeg min sædvanlige halve time på båndet. Et par minutters gang, 5 min. løb, et par minutters gang, 10 min. løb, et par minutters gang og 5 min. løb - og til sidst gang indtil de 30 min. er nået.

Jeg gav den gas! Den fik lige lidt mere hastighed end ellers, og det gik fantastisk. Det var faktisk først da jeg kom hjem, at det gik op for mig at der INGEN smerter var i forbindelse med løbet - YES! Så nu glæder jeg mit til tirsdag, hvor jeg skal på båndet igen... :-)

Efter løbeturen i lørdags styrketrænede jeg - lidt ryg, lidt mave, fuld gas i benpressen og ellers fokus på skuldre, ryg, arme. Det er så godt for mit belastede bevægeapparat.

For nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg var holdt op med at sætte min træningstaske ind på passagersædet. Fordi bevægelsen gjorde ondt. Nu kan jeg igen, på grund af sådan nogle træningspas som i lørdags.

Men det aller-allerbedste var følelsen i kroppen da jeg sad hjemme og spiste frokost bagefter. Den er svær at forklare. Men et velvære, en afslappethed og en balance som jeg KUN får, når jeg har trænet hårdt og godt. Næsten en lykkefølelse, men på det fysiske plan.

Det er lige der at træningen bliver mere end en nødvendig vedligeholdelse. For det er det jo også.

Det er den følelse i kroppen, jeg går efter.

Den er heldigvis vanedannende.

Livsnyderen indad og udad

Idag var jeg til spinning ved en af mine favorit-spinning-instruktører.

Elin spiller skide god musik, den passer altid til det antal omdrejninger, hun vil have os til at køre, træningen er dejligt varieret, og så er hun bare en glad humørbombe.

Efter spinningtimen stod vi og sludrede lidt - jeg havde et par spørgsmål om watt-tal, og da vi begge er et par sludrechatoller faldt snakken jo lidt på det ene og det andet. Elin nævnte at hun får ekstra energi fra den respons, hun får fra os af holdet ... "De fleste instruktører har det sådan," sagde hun "fordi vi er ekstroverte." (Ekstrovert = udadvendt)

"Ha," sagde jeg så, "jeg vil vædde på du er gift med en introvert mand!" sagde jeg så - og ganske rigtigt, det er hun :)

Jeg har jo den her teori om, at man skal veje hinanden op. En meget ekstrovert person vil søge en partner som ikke er ekstrovert - ikke for at "få plads" som man måske kunne tro - men fordi de synes en introvert er spændende at "pakke ud".

Og på magisk vis giver det en god balance med en indadvendt og en udadvendt person - man lærer af hinanden. Den hurtige sætter lidt gang i den langsomme, og den langsomme får den hurtige til lige at klappe hesten og komme ned på jorden.

Og det sjove er, at i mit parforhold er det jo slet ikke sådan, at jeg snakker ørerne af Bruno og han må kæmpe for at få et ben til jorden.

Han har nemlig masser at sige, og fordi han kender mig så godt, får jeg det HELE at høre :-)

Og jeg lytter, fordi han er klog og eftertænksom, og fordi hans vinkel på tingene er anderledes end min, og jeg måske kan lære noget af det. Om ikke andet, så at der er forskellige måder at gribe ting an på, og at hans fungerer godt for ham, selvom min ville være anderledes.

Vi er i balance, og fylder nogenlunde lige meget. Nogen aftener er det ham der snakker mens jeg siger "hmmmm,", andre gange er det mig der fortæller i 10 minutter om et eller andet der optager mig.

Når jeg ser mig om, ser jeg ofte andre par med samme konstellation. Det er lidt forskelligt om det er den ene eller den anden part der er ekstrovert, og graden varierer også. Jeg synes også at have observeret, at mennesker som ikke er udtalt det ene eller det andet, tit finder sammen med nogen af samme slags.

Jeg tror det fungerer, det med balancen :) Det gør ihvertfald hjemme hos os.

Hvad mener du? Og hvad med dig? Er du introvert eller ekstrovert, og hvad er din kæreste/partner/ægtefælle?

Livsnyderen lyttede!

Her for nylig så jeg, at Joan Ørting skulle komme til byen og holde foredrag. Spændende, tænkte jeg, og så glemte jeg alt om det igen.

Indtil en bekendt pludselig havde to billetter til salg på Facebook - dem skyndte jeg mig at købe.

Joan Ørting er jo en dame, som skiller vandene. Nogen synes hun er forfærdelig og alt for meget. Jeg synes hun er rimeligt cool. Hun sætter sin røv op i klaskehøjde, og tør være åben omkring sit eget sexliv - og jeg tror det er vigtigt, at modige mennesker som hende tør gå forrest og pille lidt af tabuemnerne ned fra hylderne.

Det gør, at vi andre også kommer til at tale om de ting - og den slags redder parforhold.

Erotik og sex er en del af livet. Og det er en vigtig del, synes jeg.

Når man er i et parforhold, er det erotikken, sexlivet, der er det sted, hvor vi er rigtig tæt, det er der, vi kan udtrykke vores kærlighed og samhørighed allerbedst. Det er der, vi cementerer og reparerer, og har man et godt, kærligt og givende sexliv, så har man overskud til at give den anden albuerum, og til at se igennem fingre med småting. Så kan man være rummelig og accepterende og kærlig.

Og den anden vej rundt - det er vist det, man kalder en god cirkel.

Men tilbage til Joan Ørtings foredrag. Ind i Bøgeskovhallen i aften kom en lille, rødhåret kvinde. Fra min plads på første række - lidt ude til siden - blev jeg væltet omkuld af et varmt og glad smil og en udstråling som en masseovn.

Og tjubang, så var foredraget i gang. Du får ikke noget referat her, men jeg kan fortælle, at selvom titlen var Sex og Sport, så var der mere sex end sport ... og helt ærligt, det var også okay. Med fagter, sjove lyde og masser af ord fortalte Joan om forskellen mellem mænds og kvinders seksualitet, farerne for dødvande i kærlighedslivet, og hvordan man holder gnisten. Der var små, kærlige los til begge køn - og konkrete tips til hvad man kan gøre for at gøre livet og samlivet endnu bedre.

Og så må jeg sige - at hvis jeg før syntes at Joan var "rimeligt cool", så synes jeg nu hun er dejlig! En smuk, smilende kvinde, som udstråler en enorm varme, begejstring og imødekommenhed. Jeg tror hende, når hun siger, at hun synes det er hyggeligt at komme rundt til foredrag, for det var tydeligt at mærke. Selvfølgelig lever hun af at sælge sig selv og sine bøger, men jeg er ikke i tvivl om at hun elsker sit job og sin mission - og det at gøre en forskel.

Jeg ved ikke hvordan hun gjorde det, men hun rakte ud og rørte ved mit hjerte.

Nu er jeg Joan-fan :-)

Livsnyderens autist-test

På Facebook har der kørt sådan en test, hvor man svarer på en række spørgsmål, og så fik man sit autist-indeks.

Jeg var ikke særligt autistisk ifølge testen, som gik meget på hvordan man foretrækker at arbejde og tilbringe sin tid, og hvilke sociale kompetencer man har.

Jeg har ellers nogen gange tænkt at jeg måske har en rem af huden ... bare en lille en. Det er nemlig blevet klart for mig, at jeg af og til springer formaliteter, smalltalk og almindelig social smørelse over, hvis jeg lige er i det målrettede mode.

For målrettet og resultatorienteret er jeg vist, selvom jeg er opvokset i 70'ernes folkeskole, hvor vi skulle arbejde i grupper hele tiden og helst være næsten lige gode (MAND jeg hadede gruppearbejde!!).

Nogen gange bliver jeg bare helt overrasket (og en lille smule flov) fordi jeg bare drøner der ud af. Og nogen gange glemmer etiketten, fordi mit fokus 100% er at komme fra A til B. Helst hurtigt og uden svinkeærinder, tak.

Men jeg arbejder med det. Det gør jeg virkelig. Så bær over :D

Livsnyderen om at stjæle slik fra børn

Igår var det vistnok halloween ... en "event" som diskoteker, ugeblade og supermarkeder har besluttet sig til at indføre i Danmark (der er penge i lortet).

I den anledning viste de uhyggelige film på TV ... hahahaaa - vi så ghostbusters 2 - og bagefter kom der "Åndernes magt".

Jeg har aldrig set det før, men hørt meget om det, så jeg bestemte mig lige for at se det inden jeg gik i seng. Det var vældigt underholdende på en bizar måde.

En ung mand bor i en lejlighed og han oplever, at der er ting der siger "bump" om natten. Og så er der noget med nogen tallerkner der falder på gulvet, og en "fælles drøm" om en mand med fuldskæg som både den unge mand og hans bofælle har .... ja okay, fælles er så meget sagt, men der er en mand med skæg i begge deres drømme.

Uuuuuuha .... det er ren "Paranormal Activity" lige der.

SÅ kommer mediet ind i billedet. En ex-præst i et ekstremt grimt jakkesæt, som minder skræmmende meget om Søren Krarup. Han vandrer rundt i lejligheden og leverer et skoleeksempel på, hvordan man koldlæser.

Dvs. han fyrer en hel række "fakta" (læs: gæt) af, og ind imellem rammer han plet - og selvom det kun er ca. hver 10. gang det sker, bliver den unge mand i lejligheden helt stor i hovedet.

Krarup-klonen kommer frem til, at det unge menneske har fået en klæbe-ånd med hjem, og herefter fulgte en forklaring, som jeg ikke helt kunne høre, fordi min bullshit-detektor overdøvede ordene med BIIIIIIP-lyde.

Men konklusionen var at de satte sig ned og tog hinanden i hænderne, for at få ånden til at vise sig. Det gjorde den naturligvis ikke. Ånder findes ikke. Så skulle den give et tegn på at den ville blive, og ellers skulle den smutte.

Jakkesættet sagde flere gange "Jeg kan dufte tobak" eller "Mærker du svedlugten", men den unge mand bed dog ikke på. Så det var han helt alene med. Måske skulle han lægge cigaretterne på hylden, vores medie, og købe en bedre deo.

Lige som jeg var begyndt at tænke, om de ikke snart opgav at få en åndelig manifestation, skete aftenens clou: GLASBORDET VED SOFAEN GIK "SPONTANT" I STYKKER! Naturligvis var det ikke der, kameraet pegede hen, men vi hørte lyden og hørte de overraskede hyl. (jeg gætter på at de ikke havde indviet deltagerne i, da de riggede det)

Det var en helt igennem lattervækkende udsendelse - og lidt kvalmefremkaldende også.

Man burde jo overveje en alternativ karriere. Folk står i kø derude for at blive snydt, og de er klar til at tro på hvad som helst, bare man præsenterer dem for en gang hokus-pokus og måske en bog med et indisk eller kinesisk inspireret cover. Jeg har talegaverne og intuitionen til at kunne blive en fantastisk koldlæser.

Jeg har bare ikke kynismen til det. Det er jo som at stjæle slik fra børn.

Nemt og umoralsk.

Fagre nye verden

Tiden nærmer sig til - til at den Sorte Slambert skal til at finde vej til Silkeborg hver dag.

Idag er datoen 8. november blevet meldt ud - nu må vi se, jeg synes der er meget, der stadig er lidt uafklaret. Men når dagen kommer, så triller jeg forventningsfuldt derop.

Idag har jeg både set hele Jyske Banks bestyrelse, og mødt min nye chef. Altså ikke min nærmeste leder - han hedder pt. Mogens, og ham vil jeg godt lige beholde lidt længere - men ham, som er chef for det område, min afdeling hører under. Han hedder Benny, og virker som en rigtig fin fyr.

Hvis han er lige så god til at danse som min nuværende chef, så har vi en vinder ;-)

Bestyrelsen for vores nye bank var på rundvisning. Og Bankdata elsker at vise rundt i det fine, nye kontorhus, som jeg er så heldig at sidde i, så selvfølgelig kom de forbi ude på gangen.

Der kunne de så sidde og se mig og resten af teamet - vi sad og så meget alvorlige ud. Jeg havde endda puttet mine bamser (Kaj og en tøjtiger) i skuffen for at det skulle se lidt seriøst ud.

Misforstå mig nu ikke - vi arbejder faktisk pænt seriøst, men der er, og der skal være, plads til lidt spas.

Og kontoret har glasvæg ud til gangen, så jeg tænkte det godt lige måtte fremstå lidt arbejdsagtigt.

Pludselig så jeg en mand ude på gangen, som jeg kender, og så måtte jeg jo lige ud og hilse på - et knus fik jeg endda også. Det var en god tillidsmandskollega, som jeg både har siddet i edb-udvalget og været til repræsentantskabsmøder og meget andet sammen med. Vi er facebookvenner, men det var virkelig hyggeligt at at se ham i levende live :)

Forundringen hos vores rundvisende direktør, Lene, var til at se ... det kom vist bag på hende at jeg var på kram med et JB-bestyrelsesmedlem ;-)

Lige nu venter jeg spændt på mere nyt og flere detaljer. Og jeg ser med stor spænding og fortrøstning på fremtiden - jeg er slet ikke spor i tvivl om, at der bliver endnu flere spændende, sjove og udviklende jobs i det store, nye Bankdata, for sådan nogen som mig.

Livsnyderen ser Luksusfælden

Efter at have siddet sammen med min husbond og lagt budget for 2011, var det lidt pudsigt at jeg kom til at tænde for TV - og så var det Luksusfælden, der tonede frem.

Jeg kan godt lide at se det engang imellem. Især fordi jeg godt kan lide Mette Reissmann ... hun har en god og sober måde at håndtere folk på, og så har jeg faktisk mødt hende og talt med hende, da hun for mange år siden arbejdede i finanssektoren ... jeg tror det var i Lokale Pengeinstitutter, hvor hun var juridisk konsulent.

Til gengæld kan jeg få helt ondt i hovedet af at rykke mig i håret og slå mig for panden - - for det er utroligt, hvor langt ude af kontakt med virkeligheden, folk kan være. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan bringe sig i en situation hvor man månedligt bruger 8-10000 kr. mere hver måned, end de tjener.

Jeg kan godt forstå at man kan få lyst til at skide på budgetterne engang imellem, og måske købe noget, man ikke har råd til. Det er menneskeligt at ønske sig noget, især når man ser at andre har råd til det. Jeg er splittet mellem at blive dybt irriteret, og at have utroligt ondt af de mennesker, som ender med at stå skoleret foran Mette og Gustav - på landsdækkende TV.

Men ... virkelighedstjek!!! Hvis du bruger 2000 kr. hver gang du tjener 1000 kr., så ender du altså med at være økonomisk på skideren. Og hvis du lukker øjnene længe nok, så ender du et sted, hvor du ikke har ret mange valg.

OG så er vi tilbage der, hvor vi sad og lagde budget. Idag har vi pænt med penge at lægge budget med, så det er egentlig simpelt nok. Men jeg har også prøvet at være alenemor på SU, og alligevel få lagt lidt til side hver måned til uforudsete udgifter. Det giver en dejlig ro i maven at vide hvad man har at gøre med - det føles godt at have en plan at følge.

Dermed ikke sagt at jeg er et perfekt, økonomisk eksempel. Det har nogle gange rodet, men jeg har altid fået lavet virkelighedstjekket, inden jeg endte i en økonomisk sump. Der, hvor valgene er få, og vejen ud i gældfrihed er lang og ualmindelig kedelig.

Langt kedeligere end at sætte sig og få lavet det der budget. Så længe tager det jo heller ikke :-)

Livsnyder med fridage

Nu ser jeg ind i et par fridage - dejligt.

Skolernes efterårsferie er begyndt, og mit dejlige datterbarn er dampet af på ferie med sin far - de skal på cruise på Nilen. Kristian (som er mere til skiferier med sin far) bliver hjemme hos mig, og derfor har jeg taget et par fridage - mandag til onsdag mere præcist.

Idag kører jeg en tur til Aalborg og besøger min mor, sammen med Kristian. Bruno bliver hjemme og plejer et hold i ryggen - så det er bare mig og min store dreng.

Vi bliver i Aalborg til imorgen, og så giver Andreas og Kristina frokost. Andreas tager med hjem på miniferie :-) - og onsdag tager han nordpå igen.

Så vi skal hygge os, skal vi. Mon ikke der bliver set nogen film, spillet nogle spil og bagt lidt kager og brød ... og hygget grundigt igennem!

Bruno har ikke ferie, men jeg skal nok sørge for at hans hjemmesko står ved kaminen og kaffen er klar når han kommer hjem fra job :-)

Der skal nydes grundigt, for vi har fortjent det.

Et hul i tiden

I 70 år stod en herskabslejlighed i Paris urørt hen.

Ingen kom eller gik der. Kun årene. Støvet faldt, tyst. Ingen stemmer brød tavsheden, ingen hænder skilte gardinerne for at se ud.

Så døde damen, som havde lejemål til lejligheden, og lejligheden blev åbnet.

Alt stod som for 70 år siden ... for første gang i en menneskealder trådte nogen ind og brød stilheden.

Da jeg læste nyheden om lejligheden igår, pirrede det min fantasi helt vildt. Den der lejlighed, efterladt en dag. Måske lå der en bog på et sofabord. Måske stod et glas i vasken i køkkenet. Nogen har smidt sine hjemmesko i et hjørne. En hårbørste på et toiletbord.

Og stilhed. Stilhed. Stilhed. Støvet der falder, årene der passerer. Svage lyde af verden der passerer forbi. Udenfor.

Hvis jeg var forfatter, ville jeg skrive en bog, med afsæt i den der forladte lejlighed, hvor livet fortsatte rundt om.

Det kunne blive en fantastisk, dyster, sær historie, tror jeg.

Livsnyderen tjekker tændrørene

Der hvor jeg arbejder, laver vi IT til en række danske banker. Indtil for nylig hed den største Sydbank - men for en måneds tid siden skete der ting og sager. Jyske Bank, som ellers har haft deres egen udviklingsafdeling, melder sig ind i foreningen, og KABUM! så bliver vi lige 70% større end vi var før.

Det er fedt fordi det stiller vores virksomhed stærkere. Men sådan noget gør man jo ikke, uden det har omkostninger.

En masse mennesker oppe i Silkeborg er kede af det. Det system, de har udviklet på - for nogens vedkommende i mange år - skal bare lukke og slukke. Og det er sandsynligvis et ganske udmærket system. Deres job skal måske flytte til Bankdata.

Alle dem, som arbejder i vores drift, er heller ikke for glade. Deres job flytter til JN Data i Silkeborg. Og det er ikke fordi de ikke har gjort det godt - vi har haft en utrolig veltrimmet og effektiv driftsafdeling.

Det er altsammen politiske beslutninger.

I 2012 skal vi være klar til at konvertere Jyske Bank over på vores systemkompleks. Der skal laves en masse analyse, der skal kodes konverteringsprogrammer, og vores systemer skal på nogle områder videreudvikles for at kunne rumme Jyske Banks forretning - ligesom alt skal stresstestes i systemerne - for at vokse med 70% er jo ligegodt en sjat.

Lige nu skal vi starte med at blande blod. Og i den forbindelse skal en masse mennesker fra Silkeborg komme til Fredericia, og vice versa.

Jeg er en af dem, der fra november skal finde sit skrivebord i Silkeborg. Så den Sorte Slambert skal ud og trille på landevejen på et dagligt basis, ihvertfald frem til konverteringen. Så regner jeg med, at der er et job til mig i Fredericia.

Meget tyder på, at jeg skal finde mig et andet forretningsområde. Men det ved jeg ikke engang med sikkerhed endnu.

Heldigvis bliver det med kørsel i arbejdstiden, og betalt kørsel. Så det kommer ikke til at gå urimeligt meget ud over det liv, jeg har, som ikke handler om arbejde. Og selvom det er lidt træls og besværligt, så tror jeg bestemt på, at vi ser ind i en rigtig spændende fremtid. Der bliver en større legeplads at boltre sig på.

For vores udvikling øges ikke bare med det, der skal til for at servicere en stor, ny medlemsbank. Vores ejere - bankerne - har besluttet at der skal lægges 3o% ekstra udvikling oven i - så den synergieffekt og nogle af de (store!!) besparelser bankerne får ud af det, skal bruges til at være lidt mere fremme i skoene, rent udviklingsmæssigt.

Før var vi vel omkring 350 der lavede udvikling i Bankdata. Fra 2012 bliver der 475 i Fredericia og 150 i Silkeborg, der skal lave udvikling.

Det bliver MANGE udviklingsprojekter. En STOR legeplads. :-)

Livsnyderen om at kikke ind i andres liv

Jeg kan godt lide Facebook.

Det er små vinduer ind til andres liv, som man helt uforpligtende kan kikke ind af - og man har fået lov til det :-)

OK - der er nogen, der stiller lidt mere frem i vinduet end jeg ville gøre - men bliver det for meget, kan man jo altid fjerne folk fra sit newsfeed - så jeg synes ikke, det er et problem.

Det er altid spændende at se, at der ligger en venneanmodning eller en besked på Facebook - er der nogen fra fortiden, måske endda nogen man har tænkt på, hvor de blev af, som dukker op? Nogen gange får jeg dog anmodninger fra folk, som er vildtfremmede. Dem ignorerer jeg. Hvis jeg ikke ved, hvem de er, så skal de ikke være venner med mig.

For nylig fik jeg et brev i min Facebook indbakke fra en læser af min blog. Han har aldrig kommenteret, men han har læst med, og han ville gerne fortælle mig, at han var glad for at læse mine poster. Det blev jeg glad for. Vi skrev lidt frem og tilbage, og efter lidt tid sendte jeg ham en venneanmodning.

Nu kan vi begge to kikke lidt på hinandens liv - han kan se mit her på bloggen, og i Facebook, og jeg kan lure ind på ham - på hans hus der ligger smukt i naturen, hans fine bil, hans kønne blonde datter, og følge med i de helbredsproblemer, han har. Det er tankevækkende og spændende at lære ham at kende, høre hvordan han får livet til at give mening på trods af de udfordringer han har.

Og han er en af de Facebookere som rammer balancen fint - han er personlig, men ikke privat. Noget af det, jeg selv har tænkt meget over i al den tid, jeg har haft min blog (fem år til februar - wow!).

For et socialt væsen som mig, en, der er nysgerrig på sine medmennesker, er Facebook en gave. Det er herligt at følge gamle venner uden den store indsats, og dejligt at man blot kan række ud og nå dem, man måtte have lyst og overskud til at have lidt mere kontakt med.

Man bestemmer jo selv, hvad man vil lægge ud, og hvordan man vil bruge det.

Livsnyderen om fleksibilitet og stabilitet

I eftermiddag var jeg til en reception for en kollega, som havde 25 års jubilæum. Det sker faktisk ret jævnligt i mit firma - folk har en tendens til at blive hængende på Bankdata :-)

Jeg gik hen for at sige tillykke med jubilæet, og hørte gratulanten lige før mig sige "... og skal jeg så sige tillykke eller skal jeg kondolere?"

Den her jubilant var kvik nok til prompte at bede om et tillykke, for han har ikke en eneste gang i de 25 år oplevet ikke at have lyst til at gå på arbejde. I talen fra direktøren fremgik det da også, at han har lavet rigtig mange forskellige ting i firmaet - og han er sådan en type der bare altid møder en med et smil og en hurtig kommentar.

Den med at kondolere har jeg faktisk hørt rigtig, rigtig mange gange - og måske har jeg også selv sagt det i sjov. Men idag kom jeg til at tænke - hvorfor siger vi egentlig det? Dybest set er det jo skrækkeligt negativt, selv hvis det er sagt i spøg. For hvis vores jubilar skulle kondoleres, så skulle han jo være rejst for læge, længe siden.

Men der er en eller anden tendens til, at mange år på samme arbejdsplads - det er pr. definition noget dårligt. Så er du ufleksibel, tryghedsnarkoman, ikke forandringsparat og måske endda stagneret. Det ligger lidt underforstået, at du nok ikke kan bruges andre steder. Det er usexet, utrendy og ikke særligt fashionabelt at fejre 10-15-20-25 års jubilæum.

Der er to ting i det her.

Den første er: Når man arbejder på en stor arbejdsplads, er det rent faktisk muligt at have en god, jobmæssig udvikling. Man kan skifte job, fagområde, kolleger, chef. Man kan lære nyt og møde udfordringer. Så nej - man er ikke nødvendigvis stagneret og støvet. Men det er da en fed luxus at kunne få nyt job uden at skifte arbejdsplads.

Den anden er: Jeg kender intelligente, dejlige mennesker, som har lavet det samme i rigtig mange år. Og jeg mener virkelig det samme. Samme job, med små ændringer, gennem mange år. De fleste af dem gør det rigtig, rigtig godt, er stolte af det, og glade for det.

Er det ikke okay? Er de ikke værdifulde og gode medarbejdere? Vel er de så! Og det er da godt at der er god blanding af dem, der gerne vil have ændringer, og dem, der har det fint med tingene, som de er ... for så har du både stabilitet og fleksibilitet i din organisation.

Jeg synes vi skal have respekt for de medarbejdere, som ikke har så meget behov for nødvendigvis at flytte sig i en lodret eller en vandret karriere. Dem, som i stedet sidder og er rigtig dygtige til det, de gør.

Og når jeg om godt et halvt års tid har været på Bankdata i 20 år (for det satser jeg da på at komme til at opleve) - så vil jeg være stolt og glad over at have været en del af en god, effektiv, spændende, medarbejdervenlig arbejdsplads i så lang tid. Stolt af at være et tandhjul i en stor maskine, og glad for alle de dejlige mennesker, jeg har arbejdet sammen med i alle disse år.

Så der er ikke nogen der skal kondolere mig den dag. Men man må godt sige tillykke, selvom det "kun" er 20 år.

Den stramme livsnyder :D

Igår var jeg ved kiropraktor - og det endte med at jeg nu skal prøve noget helt nyt!!

Jeg har de seneste måneder bøvlet med min lænd. Det startede sidste år i august, hvor jeg fik problemer med at løbe, fordi jeg fik ondt i baglåret og op i ballen/hoften - ondt nok til, at jeg ikke kunne løbe.

I starten af 2010 begyndte jeg langsomt at træne mig op igen, og har været oppe og løbe rimeligt stabilt - men det var ikke godt. Min lænd føltes låst, og smerterne i baglåret kom og gik.
Massøren på arbejde var først optimistisk ("Det skal vi nok få has på") og måneder senere rystede hun bare på hovedet og forstod ikke hvordan alle mine muskler kunne nå at låse fast på en uge.

Hun ville gerne lege kiropraktor på mig, men jeg synes ikke hun helt havde styr på det, så jeg gik til en rigtig en af slagsen her lige før sommerferien.

Vibeke, som er en dygtig og sød dame, har fået lidt bedre styr på det. Jeg løber stadig ikke, men jeg kan gå uden at føle at min lænd føles låst og benene tunge.

For at dække mit motionsbehov spinner jeg, går til zumba 1-2 gange om ugen og styrketræner. Især styrketræningen tror jeg på. Jeg tror mange af mine problemer kommer fra mit stillesiddende arbejde, og styrketræningen forebygger og modvirker og støtter. Det er dødsenskedeligt, men jeg ser det som noget nødvendigt på lige fod med at børste tænder.

Igår, da jeg som sagt var hos kiropraktor, spurgte hun hvad jeg laver motionsmæssigt. Hun grinede af mig, for efterhånden kender hun mig - og så sagde hun: "Du kan godt lide det der styrkebetonede, ikke?"

Og hun har evigt ret. Jeg går målrettet efter noget, hvor jeg kan bruge min muskelstyrke og tonse der ud af, og komme til at svede rigtig meget. Det der feminine noget med koreografi har aldrig været mit store nummer - jeg er simpelthen en fjums til det, selvom min periode med mavedans og nu zumba har rykket lidt ved min tiltro til egne koordinations-evner.

"Du skal gå til yoga," sagde hun "for de der store, stramme muskler skal spændes ud." Og ja, jeg har nok en muskulatur som er dimensioneret til en god, solid bondepige. Hvilket jeg jo genetisk set også er. Dermed er hun enig med den fys jeg gik hos, som mente min fysik havde egnet sig fint til at jeg skulle have været skovhugger (??!!) eller håndboldspiller (ærgrerligt jeg kaster som en tøs).

Men nu har jeg kastet et blik i holdoversigten hos Dansk Fitness, hvor jeg slår mine trænings-folder, og har fundet ... tadaaa! ... et yogahold! Så nu glæder jeg mig helt vildt til mandag, hvor jeg skal ud og strække mig igennem - og prøve noget nyt.

Men i formiddag vil jeg ud og styrketræne. Jeg har nemlig snuppet mig en spontan feriedag - der skal trænes, ordnes lidt vasketøj, og bages en lækker bolle til i eftermiddag, når Bruno og ungerne kommer hjem.

Livsnyderens egoist-weekend

Sikke en dejlig dag, det har været!

Netop som jeg mentalt havde sendt sandalerne i vinterhi, viste sensommeren sig fra sin allervenligste side. Efter et par ærinder i byen i formiddag, stod der havearbejde på planen - og det var en ren fornøjelse. Solen har skinnet idag, og lunet mig mens jeg lugede og kultiverede og rev og slog græs.

Vasketøjet hang fint og tørrede i solen, og der var bare så dejligt ude i solen, at jeg satte mig i en havestol og læste avisen ... og da jeg løb tør for avis, hentede jeg min bog. Et par timer blev det til, i havestolen i det lune hjørne nederst i haven - med udsigt til blå himmel, blafrende vasketøj og en nyluget og veltrimmet have .... aaaaah!

Lige nu får jeg mig et lillebitte glas rødvin i sofaen, mens jeg nyder Chronicles of Riddick ... det er længe siden jeg har set den, og en aften med en god sci-fi actionfilm (med Vin Diesel i stram tshirt) er ikke det værste man har.

Gårsdagen bød på en tur på Katias, sammen med min veninde Alice (hendes mand, Kim, er sammen med Bruno i Harzen). Det var ustyrligt hyggeligt, og vi sluttede af med tiramisu og kaffe og en lang sludder med Katia og hendes veninde Anita(som hjælper i restauranten). Vi kom laaaangt omkring emnemæssigt, og Alice og jeg fortsatte på hjemvejen ... i en grad så vi sad i bilen og snakkede ud for mit hus :-)

I morgen står den på spinning, og så tror jeg lige jeg har et par ting i huset, jeg vil have lavet.
I morgen aften kommer Bruno og Kristian hjem. Så har jeg fået en dejlig dosis egoist-liv og vil nyde at være sammen med dem igen.

Weekend alene

I morgen sender jeg Bruno til Harzen. Han skal ned og lege med de andre MTB-drenge - der skal cykles, snakkes og mon ikke også der ryger en enkelt fadøl ned undervejs ;-)

Han kommer hjem på søndag, og så er der helt sikkert en masse cykeltøj der skal vaskes.

Fredag sender jeg Kristian hjem til sin far. Og så er jeg faktisk bare alene hjemme - HELT ALENE!

Uuuuuuh jeg glæder mig - rigtig rigtig meget! Fredag har jeg en aftale om Zumba og spise ude med en veninde, og det bliver helt sikkert hyggeligt.
Men der ud over skal jeg ab-so-lut ingenting!

Al den tid - bare til mig.

Måske skal jeg spise pizza til morgenmad og sove med tæerne på hovedpuden ... og i øvrigt lege Pippi alene hjemme. Allerbedst er det at jeg bare har huset helt for mig selv, kan se lige præcis hvad jeg har lyst til på tv, læse eller se film på min mac den halve nat og i øvrigt være 100% egoist.

Og når mine 2 mænd så kommer hjem igen på søndag, så er det garanteret rigtig dejligt - for så tror jeg at jeg har fået alene-hed nok.

Efterårsblå livsnyder

Jeg har endelig erkendt det.

Det er efterår.

Jeg har skiftet sommerdynen ud med den lidt tungere vinterdyne, og vasket sommerdynen. Nu ligger den ren og lækker og luftet og venter på, at det bliver forår igen.

Det er ved at være en uges tid siden at jeg trak strømperne på - og sandalerne nød vist deres eftersæson den weekend, vi var i Alghero.

Det regner idag - og det har det gjort ret meget på det seneste, synes jeg. Heldigvis ikke så meget i weekenden, hvor jeg fik luget mig halvvejs igennem haven. En formiddag mere, så er haven klar.
"Vinterklar," tænkte jeg faktisk igår, da jeg stod og så på mit arbejde: "Hvis jeg kan lægge 3-4 timer næste weekend, så er haven vinterklar."

I maj står jeg på sommerens dørtærskel og tror den aldrig, aldrig får ende. Det kommer bag på mig hver gang september ikke byder på lune, solrige dage med det karakteristiske skrå og lidt blege sensommerlys, men på blæst og vand fra oven.

Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted - tomhændet står vi tilbage og kan slet ik' følge med.

Sådan sang CV, dengang jeg var ung, og det passer jo. Den går alt for hurtigt, sommeren, og vi har slet ikke fået nok, når den smider sommerkjolen og trækker i regnbukserne.

Men det er vilkårene, når man lever på de breddegrader, som vi gør. Og heldigvis byder efterår og vinter også på mange dejlige ting (som spinning, stearinlys, simremad og sprødstegt flæskesteg).

Og vinteren varer ikke evigt. Det bliver forår igen.

Livsnyderen i husmor-mode

Jeg har haft en god og travl weekend indtil videre - og noget anderledes, end planlagt...

Fredag aften fik Bruno nemlig ondt i maven. Og før jeg fik set mig om havde han kastet aftensmaden op - og hvad var værre endnu, det glas Mitolo Jester Shiraz, som han havde nået at nyde, inden hans mave satte ud.

Staklen har været sløj lige siden. Natten til lørdag var slem - det kom, populært sagt, "ud af begge ender", og han frøs og svedte og havde det bare rigtig, rigtig dårligt.

Det skal siges, at Bruno ikke lever op til myten om mænd, der bliver pylrede når de er syge - for det er han absolut ikke. Til gengæld skal jeg tage mig selv i at cirkle om ham og blive totalt hønemor-agtig. Det er røvirriterende i alle situationer, og i særdeleshed når man har det skidt :-)

Idag er appetitten så småt vendt tilbage, men lige nu sover han på sofaen - og det vildeste han har lavet er at gå ud og koble traileren af bilen (vi skulle ha' været i Ikea lørdag) så jeg kunne tage den på indkøb.

Jeg kan godt mærke der er mere at lave, når halvdelen af husets effektive arbejdsstyrke ligger brak. Der skal laves mad til 5 mennesker (ungerne samt Bodils kæreste), og mange ting har ventet på denne weekend - for vi har haft ting og sager for de sidste 3-4 weekender, så opgaverne har hobet sig op.

Heldigvis har JEG været rask - og jeg har været rigtig effektiv. Masser af vasketøj er røget gennem vaskemaskinen, der er blevet bagt og vandet blomster og skiftet sengetøj og ryddet op ... og idag havde jeg godtnok aflyst en gang spinning (kom til at se film aaalt for sent igår), men jeg tror jeg fik lige så meget motion i haven, hvor jeg har slået græs og ordnet bede.

Et par timer til, så er haven vinterklar.

Vi var heldig her - vejret har været udsøgt lækkert indtil for 10 minutter siden. Solen har skinnet og lunet, men nu er det slut - regnen slår mod ruderne og vander den høstanemone og de forårsløg jeg har sat i det nye bed foran huset.

Lige om lidt går jeg ud og banker en rabarbertærte sammen. Jeg fik nemlig også høstet de sidste rabarber, da jeg var i haven. Og samlet en lille håndfuld hasselnødder samt en 3-4 pærer, som er faldet ned, og som fuglene endnu ikke har kastet sig over.

Jeg har planer om en lækker marokkansk-inspireret sag til aften - kylling og abrikos og couscous og gode grøntsager. Og så den der rabarbertærte til dessert. Mon ikke min patient bliver lidt raskere, på god kost?

Og jeg tror faktisk, jeg har fortjent et glas vin mens jeg laver mad.

Sardegna mi amore!

En weekend er bare for lidt, når det er september i Danmark og sommer på Sardinien.

Bruno og "vores" 500

Men det var hvad vi havde, og vi fik mest muligt ud af det.

Alghero er en hyggelig lille by - indbyggermæssigt på størrelse med Fredericia, og rigtig sydeuropæisk - komplet med strand, strandpromenade og en lækker gammel bydel med masser af spisesteder og liv om aftenen.

Vi hyggede os intenst. Spiste ude, udforskede byen, tog en dejlig sejltur med en guidebåd op langs kysten, til en drypstensgrotte.

Fandt byens bedste Pina Colada (er vi sikre på) på Girasol Fruit Bar, og fik lækker mad op til flere steder.

Sol, strandbar og lokal øl ... det er livet!

Badede i Middelhavet og lå på stranden og blev tørrede i solen, gik lange, lange ture mens vi snakkede om alt mellem himmel og jord.

Sad i skyggen og drak øl eller sodavand eller kold rosévin - lokal, naturligvis.

Holdt lange, dovne siestaer på værelset med bog og middagslur og hinanden.

Grinede og snakkede og kærestede og hyggede og blev spist af myg. Brugte timer på at finde de helt rigtige steder at spise, og lavede madanmeldelser på stedet.

Sejltur til Neptuns grotte.

Nød solen, som var varm uden at være brutal, og skyggen, som var lige tilpas når vi var mætte af varme.

Snakkede om den lille bar vi lige kunne have, der på kysten, eller Bed & Breakfast - de cykelrejser vi kunne arrangere, og hvordan vi skulle leve lige der i nuet og i varmen.

Men allermest nød vi bare hinanden, og det totale break fra hverdagen sådan en ferie er. Og overvejede lidt at gemme os den sidste aften, ligesom i de fjollede Spies-reklamer, hvor gæsterne ikke vi hjem fra deres ferie igen.

Jeg tror vi kommer tilbage til Sardinien, for der er masser af mere, vi gerne vil se. Øen er lige så stor som Jylland, og vi kunne godt tænke os at se hvad der sker udenfor Alghero.

Kysten syd for Alghero

Der var klart da vi fløj hjem, og vi kunne følge den danske kyst fra grænsen og nordpå. Vi fløj over Kolding og kunne se Lillebæltsbroerne, og Fredericia lå lige der i solen ved bæltet og så hjemlig og alligevel anderledes ud, deroppe fra luften. 

Få minutter senere kunne vi ikke længere se Fredericia, og Vejle Fjord var som en rende nogen havde hældt skyer i. Broen stak lidt oven ud af vattotterne, og så drejede vi ind imod Billund.

Det var alligevel rart at komme hjem, og i morgen vender jeg lidt modstræbende tilbage til hverdagen. 

Jeg kunne virkelig, virkelig godt have brugt en uge dernede i varmen. Jylland kunne godt ligge lige der syd for Sardinien. Er der nogen der er friske på at flytte den?

Manden min

Imorgen melder jeg mig ud af jobbet, moderskabet og hverdagen.

Jeg tjekker ind i den syvende himmel, og er helt og aldeles kæreste, kone, kvinde de næste dage. Jeg skal et varmt sted hen, og det skal jeg sammen med ham den ualmindeligt dejlige mand, som jeg snart har delt adresse, avisabonnement og dobbeltdyne med i 10 år.

Ham der godt gider ordne aftensmaden alene, hvis jeg er rigtig træt en dag og trænger til en lille lur i sofaen. Ham der henter mine børn, ordner deres cykler og spiller spil med dem, når han bliver spurgt. Ham der får mig til at grine af sine vandede vitser, og som gør mig varm inden i med den måde, han kikker på mig på. Ham der er allerbedst at snakke tingene igennem med, og som er den sjoveste diskussionspartner jeg kunne ønske mig.

Ham der på perfekt vis kombinerer en sød og positiv personlighed med en skarp hjerne, en passende portion initiativ, verdens lækreste skuldre og en dejlig fasthed i ... øhhh ... sit håndtryk ;-)
Ham der under mig alt, også selvom det koster lidt tid og opmærksomhed. Ham der rummer mig, lige sådan som jeg er. Også når jeg er røvirriterende.

Ham som har de dygtigste hænder når der skal sættes fliser og skabe op, og de nænsomste, kærligste hænder når mit hjerte skal samles op fra gulvet.

En weekend med ham i et varmt klima - og så nupper vi lige resten af livet bagefter. Ja tak!

Jeg er her endnu :-)

Jeg ved det godt - jeg har været en slem blogger.

Men jeg er hverken død, nødlidende eller på nogen måde forsvundet - mine ord har bare ikke lige nået bloggen.

September er og har været travl - både på job og i fritiden. Sidste weekend forsvandt som dug for solen, da vi havde hyggelige gæster fredag og var til 100 års fødselsdag fra lørdag til søndag i Storvorde. Det var søster og hendes mand, der deltes om det runde tal, og det var en god fest, omend vi kom sent hjem søndag. Der var nemlig et par ting der lige skulle køres ind til Andreas og Kristina, og et komfur der lige skulle sluttes til.

Weekenden før var vi på camping i Århus, og en tur inde og se på det der festuge. Hyggeligt og sjovt - og i godt selskab med et hold rigtig dejlige venner.

I næste weekend ... ja, der venter sol og varme. Vi flyver en tur til Sardinien, og lader vores unge mennesker passe på huset. Bare en forlænget weekend, men jeg glæder mig - det er længe siden vi har haft chancen for at stikke af og være nyforelskede...

Jeg glæder mig!

Har ellers hængt lidt i bremsen i denne uge ... måske var det kroppen der var lidt træt fordi der har været noget blærebetændelse inde over, men i morges vågnede jeg og var på toppen! Og dagen har også bare været god. Et hammergodt arbejdsmøde i det projekt, jeg og teamet er ved at starte op, og i aften en superhyggelig X-tet-aften.

Nu sidder jeg i sofaen med benene under et lunt tæppe og undrer mig over hvor sommeren blev af. Godt jeg skal en tur ned og besøge den på fredag :-)

Om anmelderes forskellighed

I morges tænkte jeg på, om det mon var den samme koncert, som jeg og den lunkne anmelder fra Fyens Stiftstidende havde været til. Men ok, hvad skal man forvente af en amatøravis, som ikke respekterer mit ejerskab af mine blogtekster - ja, præcis - at de sender en inkompetent anmelder, ikke?

Fyren fra Jyllandsposten har tydeligvis været til samme koncert som mig. Der kan man se :-)

Genlæsningen af min blogtekst-sag fra for 2 år siden var lige ved at få mig op at ringe igen. Mage til dumhed og arrogance fra en lille journalist-snotklat på en ynkelig provinsavis skal man da lede længe efter.

Livsnyderens musikalske stjernestund

Det kan godt være at visse anmeldere mener, at koncerten igår med Leonard Cohen bød på et kedeligt 1. sæt. Sådan oplevede jeg det bare slet ikke.

Jeg oplevede den gamle mester med en styrke i stemmen man ikke forventer af en mand på 76, og en indlevelse, som blot blev større i løbet af koncerten.

Smukt og gribende var det. Og ensemblet på scenen var stærkt - især den gamle spanier, som håndterede diverse strengeinstrumenter faldt lige i ørerne på mig.

Da koncerten så ud til at være slut, hviskede jeg til Bruno: "Nu skal han bare komme ind og spille Famous Blue Raincoat, så er min lykke gjort." Og det gjorde han så, efter et par andre ekstranumre.

Koncerten, som startede kl. 20.00 (sharp!), var ikke forbi før næsten 23.30, med en pause på godt 20 minutter midt i. Så vi fik sørme noget for pengene! Den gamle mester har helt sikkert også fået noget for pengene - for ud over billettens pris, var der en anderledes bonus at høste for ham: den kærlighed og respekt, der mærkbart strømmede op mod ham fra publikum.

Suk. Det var en magisk aften, selv med umådeligt trætte ben og en smadret lænd.

Jeg fatter bare ikke, at nogen betaler omkring 650 kr for en billet, for så at tro de er kommet til byfest. Snakker og griner, vader ustandseligt frem og tilbage (og hen over mine tæer) for at hente fadøl, pølser og gå på toilettet. Som en debattør foreslog på fyens.dk, så burde man have indført en koncertlinje, og dem der ville til byfest kunne stå bagved, og så kunne os, der ville høre musik, have stået foran den. Jeg kan godt lade være med at spise, drikke OG tisse i de 3,5 timer det varede.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Flyvende livsnyder

Uhhhh jeg er næsten oppe at flyve idag!

Bruno og jeg har hele sommeren snakket om, at vi i sensommeren ville på kæresteweekend. Der har været snakket Rom, Lissabon og mange andre steder, og IGÅR købte vi så flybilletter og hotelophold.

Fra fredag morgen til mandag morgen, bliver det - og vi skal til Alghero i Sardinien. For returbilletter til os begge to, alt inklusive, må vi slippe den fyrstelige sum af 1.248 kr. Så er der da lidt ekstra til at spise godt og bo dejligt for.

Der ser superlækkert ud dernede ... uhm! Jeg glæder mig helt vildt!

Benløs livsnyder

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal synes om alt det der motion.

På den ene side ved jeg jo godt, at jeg har godt af det, og at den hjælper mig med at styre min vægt. Og når jeg er i form, er det faktisk også rigtig dejligt med en løbetur.

Men idag var det som om mine ben slet ikke ville med ud at løbe - og de er jo faktisk også en del af min krop - så de burde vide bedre. PUHA de var tunge og utidige. Og jeg blev så træt, så træt af at slæbe dem efter mig.

Værst var at jeg frygtede at blive overhalet af skovsnegle, gamle damer med rollatorer, sommerfugle, teenagepiger på lyserøde cykler - kort sagt, alle naturens langsomste skabninger.

Jeg blev dog kun overhalet af nogle andre, mere overskudsagtige løbere. Overvejede at skælde ud på benene, men nu har jeg jo læst en del ledelsesteori, så jeg prøvede i stedet at give dem en omgang AI - Appreciative Inquiry. Jeg sendte kærlige og anerkendende tanker til mine ben, forsøgte at visualisere hvordan de bevægede sig let, men kraftfuldt hen ad stien - men lige lidt hjalp det. De var uafhjælpeligt tunge og umedgørlige.

Sure ben!

Heldigvis blev min løbetur slut, og belønningen var et dejligt varmt bad, og mad som Bruno havde lavet. Og nu sidder jeg og har super god samvittighed, fordi jeg BÅDE har cyklet på arbejde OG løbet en tur.

Og det er jo sådan, at selvom nogle ture bare er helt umulige og rædsomme og smertefulde, så ved jeg at den næste tur sikkert bliver bedre. Det hører med.

Så nu belønner jeg mine ben ved at klaske dem op i sofaen, og nyde, at DR2 byder på to afsnit af "min serie" - The Tudors.

Tæt på

I fredags var jeg at finde på Kiddesvej, da Post Danmark Rundt-feltet kørte ind på rundstrækningen i Vejle, på årets kongeetape.

Jeg fik heppet og hujet, især på ham her, som ikke havde en chance lige den dag --- men han er og bliver min cykelhelt :-)

Jo, det ER Jens Voigt ... på 2. eller 3. omgang. Første gang kom han så tæt forbi mig, at jeg kunne have strakt armen ud og rørt ved ham. Jeg var helt befippet, og fik slet ikke taget billeder. Jens er super sej, og jeg har allerede tilgivet ham, at han skifter hold i 2011 ... jeg er bare glad for at han beriger os med sin tilstedeværelse i pro cycling endnu et år.

Livsnyderen funderer over blufærdighed

Jeg tror nok jeg er rimeligt frit opdraget, når det kommer til kropslighed.

Ihvertfald er jeg ikke et fysisk blufærdigt menneske, hverken når det gælder min krop eller dens funktioner. Faktisk er jeg mest blufærdig på andre menneskers vegne....

På en eller anden måde forsøger jeg altid at holde fokus på, at jeg ikke siger noget upassende. Nogle mennesker synes rent faktisk ikke at det er naturligt at sige "Jeg skal lige tisse," når man altså skal det. Så jeg prøver at huske at sige "Jeg går lige ud for mig selv først," eller undlader at sige noget som helst om hvor jeg går hen.

Det smutter altså nogen gange for mig. For jeg kan for min død ikke forstå, hvorfor det er så forfærdeligt at sige "tisse". Eller det, der er værre. For pokker, vi gør det jo allesammen, ikke??

Lidt på samme måde har jeg det med at tale om sex. Jeg har kun enkelte nære venner, jeg normalt taler med sex om ... og sådan er det, fordi jeg jo godt ved, at det ikke er alle, der synes at sex (som jeg finder umådelig interessant at diskutere) er et spændende samtaleemne.

Lad mig en gang for alle slå fast: naturligvis disker jeg ikke op med intime detaljer om mit sexliv til hvem som helst. Der er ting, som bliver indenfor soveværelsets vægge, men der er altså også mange ting, som man både bliver klogere og rummeligere af, hvis man diskuterer det med andre.

Men jeg nøjes med at diskutere sex med de venner og veninder, som jeg ved har det ligesom jeg selv har - som synes det er enormt interessant at snakke om.

Jeg har også virkeligt gode veninder, som er langt mere kropsligt blufærdige end jeg er - og som jeg taler med andre, ikke mindre væsentlige emner om.

Mine ikke-eksisterende hæmninger i forhold til kropslige emner betyder dog ikke at jeg

• render rundt med måsen bar i tide og utide
• prutter og bøvser hæmningsløst i alle sammenhænge
• diskuterer sex med gud og hvermand

ganske enkelt fordi jeg trods alt har min egen form for blufærdighed.

Den går dog primært ud på, at jeg har det umådeligt dårligt, hvis jeg kommer til at støde andres blufærdighed, eller gøre nogen flove ved at presse mine normer ned over hovedet på dem. Jeg bryder mig heller ikke om at udlevere detaljer om mig selv og mine erfaringer til nogen, som jeg ikke stoler på. Der skal altså være en vis tillid.

Vi er enormt forskellige som mennesker, og jeg spekulerer nogen gange over hvorfor. Det er ikke opdragelse alene. For eksempel er min søster langt mere blufærdig end mig, og jeg kan også se, at der er himmelvid forskel på mine børn.

Jeg tænker også nogen gange på, hvordan det mon er at være meget blufærdig. Jeg har jo aldrig prøvet det, så jeg ved det ikke. Gad vide om det er irriterende, hæmmende, eller om det bare er dødpraktisk (fordi man aldrig kommer til at sige "Jeg skal lige ud og tisse")?

Er du blufærdig? Er du slet ikke? Fortæl mig hvordan du oplever det. Og hvordan du oplever ublufærdige mennesker, hvis du er blufærdig - og omvendt.

Familie-livsnyder vs. kæreste-livsnyder

De sidste 3 uger har budt på masser af familiesamvær.

Jeg har haft mine 3 poder (samt diverse kærester og andet godtfolk) under tag, og det har været rigtig hyggeligt og familie-varmt.

Men jeg må erkende, at ferien nu lakker mod enden. Det betyder at Bodil tager hjem til sin far, og at hverdagen melder sig med job og andre pligter.

Hulk-snøft! Jeg vil gerne have bare en ENKELT uge mere, hvor jeg kan gå herhjemme og vænne mig til tanken om at skulle igang igen ... men min kalender er booket fuldt op, lige fra jeg starter på mandag - det bliver fuld fart frem og håret HELT tilbage!

Til gengæld ser jeg frem til, at Bruno og jeg engang i september nok snupper en lille smuttur sammen. Hvorhen ved vi ikke endnu. Det bliver nok noget Sydeuropa - både Rom, Lissabon og andre byer har været oppe at vende i den sammenhæng. En forlænget weekend, hvor vi bare skal gå rundt og hygge os og være kærester. Stedet betyder mindre, og det bliver nok afrejsetidspunkter og billetpriser der kommer til at afgøre, hvorhen vi rejser.

For selvfølgelig nyder jeg at have alle mine store unger her, men det er altså også bare dejligt at være kærester og ikke andet. Og det er Bruno og jeg efter snart 10 år på bagen stadig rigtig gode til. Vi nyder intenst hinandens samvær, og skønner på at vi har både bedsteven, kæreste, partner, elsker(inde) og legekammerat samlet i en pakke :-)

Heldigvis udelukker det ene ikke det andet.

Livsnyderen som power-prinsesse

For nogle uger siden købte jeg magasinet Q.

Ikke fordi det er et særligt godt blad, for det synes jeg vitterlig ikke det er. Men der var en bog med, som jeg har set derude før, og tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at læse.

Der er tale om Lone Rasmussens "Fra pæn pige til powerprinsesse", og den har nu ligget i mit køkken og gloet mens jeg har læst Harry Potter og Richard Dawkins' The Blind Watchmaker.

Men så tog jeg hul på powerprinsessen igår, og det er herlig læsning. Jeg er nok egentlig ikke i den målgruppe, som Lone henvender sig til, for jeg har arbejdet RIGTIG meget med mig selv, men det er alligevel givende at læse om Lones løsninger på hvordan man tackler livet, og selvudvikling er bare noget, man aldrig bliver færdig med.

Begyndelsen på bogen lyder:

"Størstedelen af mit liv har jeg følt mig alene, kikset og sårbar. Lidt som en skuespiller, der medvirker i en film uden en defineret rolle eller den fjerneste ide om, hvad handlingen går ud på. Følelsen af usikkerhed har været baggrundsmusikken gennem min tilværelse, og den har forpestet alt for mange år af mit liv.

Den har afholdt mig fra at have det så sjovt, som jeg kunne have haft det.

Den har mudret mine forhold til andre mennesker.

Den har gjort mig mere optaget af, hvordan jeg så ud, end hvordan jeg havde det.

Den har gjort andres mening mere vigtig for mig end min egen."

Wow ... er der andre end mig, der genkender det? Det er mig for 15 år siden, tror jeg. Og går vi 20 år tilbage, er det ENDNU mere mig.

Lone har en række power-principper og sætninger, som hun bruger til at motivere og målrette sig selv. Og så har hun en sund og ligetil facon, som især skinner igennem på de videoklip, der ligger på hendes hjemmeside. En klog, smuk og boblende dame, som man slet ikke kan lade være med at holde af... jeg tror simpelthen jeg er nødt til at opleve hende "live" :-)

Bogen og hjemmesiden kan anbefales - om ikke andet, så bare fordi Lone Powerprinsesse er en smittende positiv tilstedeværelse. Og lidt sund fornuft og fingerpeg til hvordan man bliver bedre til at være blid ved sig selv, kan vi allesammen bruge.

Indrømmet, jeg er lidt forelsket :-) hun er bare en skøn dame!

Livsnyderen labber cykelrygter i sig...

Rygterne svirrer om kontraktforlængelser og holdsport i pro-cycling.

Det er nu sikkert, at Scheck-brødrene forlader Riis til fordel for den nye luxembourgske hold, og at Contador udvandrer fra Astana.

Jeg vil savne Andy, som jeg synes har udviklet sig enormt de sidste par år, han er en elegant og stærk rytter, som kun lige mangler de sidste 10% for at kunne stå ØVERST på podiet.

Fränk vil jeg savne mindre. Jeg må tilstå at jeg blev lidt træt af alt hans klynkeri, da han væltede på brostensetapen - efterfølgende var han ude og råbe en del op om at det var for dårligt at arrangørerne havde lavet sådan en farlig etape.

Det fatter jeg ikke noget af - tror han det er ufarligt at køre 100 km/t ned af et bjerg, gennem div. hårnålesving? Han kan jo spørge Joseba Beloki om det er ufarligt - det var ham som i 2003 styrtede på en nedkørsel og brækkede bl.a. lårbenet. Han var ret lovende, men kom aldrig tilbage som cykelrytter efter nedkørslen.

Landevejscykling er IKKE en ufarlig sport, og jeg tror såmænd ikke brostensetaper er farligere end så meget andet ... og der er jo faktisk, Fränk, et helt løb som nærmest går ud på at finde de vildeste brostenspaveer .... prøv lige at google "Paris-Roubaix"....

Rygterne går også, at Contador skal til Riis' hold næste sæson. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det forlyder, at hans superdygtige hjælperytter Daniel Navarro også skal med. Jeg har svært ved at tro helt på det, for Contador ligner ikke den type ryttere, som Riis tegner med - han plejer at købe dem lidt billigere, enten unge ryttere som ikke har toppet endnu, eller talenter, som mod forventning ikke har blomstret endnu og er halvvejs afskrevet ... men hvis det passer, danser jeg da en lille jubeldans.

Jeg kan godt lide Alberto Contador, uanset hvem han kører for. Spændende og dygtig allroundrytter, god personlighed... det vil sq være okay, ham kan jeg sagtens heppe på.

Jens Voigt ... min all-time favorit-rytter ... har givet udtryk for at han gerne vil tage en sæson mere. Han er ellers 37 eller 38, men jeg håber Riis forlænger med ham. Han er en ren fornøjelse, både som rytter og som person.

Jeg er virkelig spændt på alt det, som kommer for dagen, når de må melde nye kontrakter ud her den 1. september! Det kan kun blive spændende.

Feriestatus

Så er den første ferieuge godt brugt. Vejret har været skønt, og vi har nået en masse ... både af det behagelige og det nyttige.

Antal bøger læst:

2 igangværende (Richard Dawkins "The blind watchmaker" og en Harry Potter-bog på engelsk...)

Antal timer tilbragt i solen med bøger:

Nok til at jeg er blevet lækkerbrun over DET HELE!

Antal kabaler spillet på iPhone:

Ahem ... det er fortrolige oplysninger, er vi ikke enige om det??

Antal besøg i Bauhaus:

2 stk.

Antal badeværelser færdiggjort:

1 stk - der mangler kun småting ... herligt!

Antal gæstebud:

2 stk - bonusdatter & kæreste, og senere et hold gode venner.

Antal måltider indtaget indendørs:

ET - og det var i aften, hvor det regnede. Ellers har regnen været så venlig at indfinde sig EFTER kl. 22 om aftenen.

Antal gåture ned i byen:

Mange.

Antal kg. madvarer slæbt hjem:

Uha ... mange! Med 3 voksne børn hjemme samt to kærester på deltid, går der meget mælk, rugbrød, cornflakes, pålæg og alt muligt andet til.

Antal stuegulve skrubbet med sæbevand:

1 stk ... jeg følte mig vildt overskudsagtig idag.

Antal TdF-etaper fulgt nøje på tv:

Vel en 3-4 stykker. Og så det løse. Ellers havde det jo også været totalt overflødigt at have et hus, og en sofa.

Antal masker strikket på igangværende strikketøj:

Lige præcis NUL - er der ikke en lov imod at strikke når der er godt vejr - særligt når man er igang med en stor norsk striktrøje?

Kæft hvor er jeg bare god til at slappe af. Hvis jeg slapper mere af, tror jeg at jeg tisser i bukserne. Stik mig bare 2 ugers ferie mere.

Bruserglæder

Jubiiii .... så er vi faktisk så langt med vores badeværelses-ombygning, at det begynder at ligne noget!

Jeg har været i bad deroppe - for første gang siden påske, hvor vi pillede det gamle badeværelse ned. Bruno har endda sluttet toilettet til, så vi ikke længere behøver at gå nedenunder, når vi en tidlig morgen vågner og skal tisse .... herligt!

Så nu mangler der kun vaskmøblet og det spejlskab med lys, vi har købt. Og så diverse toiletrulleholdere, håndklædetørrere og måske et skab, vi overvejer at købe til at have håndklæder og andre forsyninger i.

Det kan NÆSTEN ... men også kun næsten ... opveje det tungsind der greb mig, da jubel blev vendt til frustration, idet Andy Schlecks kæde røg af cyklen, netop som han havde satte et skønt angreb ind på Alberto Contador...

Lige om lidt ...

Så er der bare en kort arbejdsdag på 6 timer tilbage - så har jeg ferie.

Uhm - jeg glæder mig! Bodil og Kristian dukker op i morgen eftermiddag, og så er der bare dømt 3 ugers hygge og afslapning (og lige et enkelt badeværelsesfærdiggørelsesprojekt).

Vi håber på godt vejr, fordi for en sjælden gangs skyld skal vi IKKE på ferie i udlandet - vi skal bare hygge os her i Danmark. Næste uge - startende søndag - bliver jo også en spændende periode i TdF, og så gør det jo heller ikke noget at vi kan tænde for den hjemlige fladskærm og sidde i den hjemlige sofa og heppe.

Hele 3 uger, hvor vi ikke har en plan.

Lige nu ligner 3 uger en uendelighed :-)

Livsnyderen om helte

Hvis du er en fast læser her, ved du også, at jeg ELSKER at se cykelløb. Og naturligvis er højdepunktet på året Tour de France.

Jeg afspadserer gerne for at se en god bjergetape, en spændende enkeltstart eller måske en holdtidskørsel (en disciplin, jeg gerne ser genindført i Touren).

Idag var der en SUPER bjergetape - som sluttede af med en tur op af Col de la Madeleine, med en nedkørsel bagefter. Pyyyyha et drama.

Det blev en stor dag for Team Saxo Bank - Andy Schleck blev kørt i gult, og det er jo ham, der står på podiet og bliver fejret bagefter. Det er svært ikke at beundre Andy, for han er sej og talentfuld og sympatisk.

Men min yndlings-cykelrytter ... ham jeg synes er den allerstørste helt ... er ikke en Tour-stjerne, men snarere end vandbærer, som oftere bruger sine kræfter for sin kaptajn end til at køre sin egen chance. Idag var han i angreb, brændte sig selv ud over op til flere bjerge, som slet ikke er hans terræn. Til sidst satte de andre udbrydere ham, lige inden Madeleine begyndte at vise tænder.

Men så kom hans kaptajn - og han ofrede alt det, han havde tilbage i sig, for at køre ham så langt op af bjerget, som han overhovedet kunne. Han eksploderede inden toppen, og man så ham slingre afsted i kravlehastighed efter nogle kilometer, hvor hans ansigt havde været et malende billede på de smerter, det gav.

Jo, det er naturligvis Jensi, jeg snakker om.

Stor, glad, tysk fyr, altid angrebslysten, fuld af pep og sjove indfald, far til 5 unger - og en af de ryttere som skaber store cykelløb, enten ved at angribe og bryde ud, eller ved at ofre sig for sin kaptajn.

At han så også er lidt af en charmetrold, gør jo heller ikke noget.

Jeg håber han nupper en etape i år - han har fortjent det!

Fordi jeg er dét værd!

Altså, den der reklame for l'Oreal rynkecreme .... tssssss!

Hende der den amerikanske filmstjerne med det let fastfrosne ansigtsudtryk (der har vist været mere end l'Oreal creme inde over der) snakker om ... "Du ved, de der rynker ... som man faktisk kan føle..."

Oh the horror!! Rynker som man kan mærke med fingrene! Nej, så er livet altså også forbi, det kan jeg godt se.

Jeg mærkede efter, og der var ihvertfald nogen i panden, som jeg kunne mærke ... og i øjenkrogene ...

Alligevel følte jeg ikke jorden ryste under mig, som om den ville åbne sig og opsluge mit stakkels, midaldrende, rynkede væsen. Men på den anden side, så lever jeg jo også af det, jeg har inden i hovedet, og ikke af mit ydre.

....som jeg i egentlig vældig godt kan lide. Nåja, og der er også et stykke vej fra Hollywood og til Fredericia.

Og ja - man kan se på mit ansigt, at jeg har smilet og leet en del. Den slags sætter jo spor.

So sue me. Not that I'm worth it. :-D

Dage i solen

Jeg elsker sommervejr, og jeg er ikke en af dem der klager og stønner, når termometret ryger op omkring de 30 grader.

Men nu er jeg også så heldigt stillet at jeg

1. har et dejligt, airconditioneret kontor at arbejde i
2. har et gammelt hus, som er dobbeltmuret og rigtig godt til at holde på køligheden
3. har en skøn have med to terrasser, hvor den ene altid er i skygge.
4. er indrettet sådan, at varmt vejr bekommer mig godt.

Lige nu sidder jeg med Albert, min trofaste MacBook, på træterrassen ved huset, og nyder skyggen. Morgenmaden, som vi indtog ved 9-tiden, blev nydt på terrassen bagerst i haven, hvor pæretræet giver dejlig skygge med indbyggede solpletter på den tid af dagen.

Vi nyder livet, varmen og vores gode have.

Jeg har været på en enkelt ekskursion ud i solen - for vi manglede et par ting, som nu SKULLE købes ind. Og det var også dejligt, ikke mindst fordi det kan klares uden at skulle ind i en varm bil.

Vi har en uges arbejde endnu, før vi har sommerferie. Det er helt okay, for vi nyder de her uger med godt vejr og ikke de store forpligtelser. Bodil og Kristian er hos deres far, så husstanden består af lutter voksne - Bruno og mig, Andreas, og meget af tiden også Kristina, som ikke har fået job i sommer, men i stedet holder ferie og hygger om skiftevis sin familie i Børkop og Andreas og os andre her i Fredericia :-)

I år skal vi ikke ud at rejse i vores sommerferie. Vi har et badeværelse, som vi godt vil have gjort færdigt - og så var vi jo i Spanien i maj. Og kort sagt, så havde vi alle lyst til at tilbringe ferien lige her, hvor alle bekvemmelighederne er.

Måske nupper vi et par dage i søsters sommerhus i Øster Hurup, måske tager vi med Campletten til vestkysten, hvis vejret byder det. Men vi har ingen bindinger og ingen planer.

Bare tid.

Livsnyderen got the blues

Nu kunne man godt forledes til at tro - ud fra overskriften - at jeg var kommet i ulykke eller krise.

Det er så ikke tilfældet, kan jeg berolige med.

Med mindre man kan betegne en vidunderlig sommeraften, tommetyk bluesmusik og kolde fadbamser som "ulykke" ... og så skal man vist være mere end almindeligt fundamentalistisk indstillet.

I disse dage er der Fredericia Festival. Og det er heldigvis mere end fakkeltog for soldater der faldt for umindelige tider siden, og kransenedlæggelse - det betyder også blues og jazz i byen.

Igår stod den på dobbeltkoncert i det store telt som er sat op ved Det Bruunske Pakhus - med gratis entre. I løbet af min arbejdsdag havde en kollega (og god ven) nævnt det ene af de to bands - Shades of Blue - som han havde været til koncert med flere gange tidligere, og anbefalet dem varmt.

Så selvom jeg egentlig ikke er SÅ meget til blues (for meget køren rundt i de samme tre akkorder og ditto toner), så er det jo fedt at høre live! Så efter en skøn eftermiddag med sol, grill, lækker rosé-vin og hygge, gik Bruno og jeg ned i byen.

Vi slog os ned med kolde fadøl ved et bord, tæt ved scenen, sammen med førnævnte kollega og hans kone, og så sad vi der i den lune sommeraften og hørte fed og tæt blues, mens aftenhimlen langsomt blev mere og mere mørkeblå.

Band nr. 2 hed Memo Gonzales and the Bluescasters, og de var mere ovre i noget rockabilly - lidt mere gang i den, og lidt mere min boldgade end det første band. Forsangeren vejede nok sine 150 kg, men der var godtnok gang i den.

Begge bands kunne prale af VIRKELIGT gode guitarister, og det i sig selv er jo nok en gåtur ned i byen værd.

Kl. 1.30 tullede Bruno og jeg hjemad, efter at have nedlagt et par grillpølser. Damn det var en hyggelig aften - og fuldstændig uplanlagt :-)

Idag er det sommer igen. I en grad, så morgenmaden var henlagt til den terrasse, som byder på skygge fra morgenen, nemlig den nederst i haven. Vi har netop droppet planerne om en tur ud og købe de sidste ting til badeværelset - vejret er simpelthen for godt til at bruge i en bil frem og tilbage til Odense!

Idag er også dagen, hvor Andreas lander i Aalborg. I morgen kommer ham og Kristina herned, og så skal vi fejre hjemkomsten med lidt mad - og vi har inviteret Andreas' søskende og deres far herind også. Andreas flytter ind i gæsteværelset, for mandag morgen starter han på Coca Cola. Han er en arbejdsom ung mand :-) og han har brug for pengene ;-)

Jeg glæder mig til at se ham og Kristina her igen!

Livsnyderen i feelgood-hjørnet

Her sidder man så på sin terrasse kl. før 21 og nyder en spektakulær sommeraften. Med sin trofaste Mac (den hedder Albert), sin dejlige mand (han hedder Bruno) OG en lækker kold gin&lime med masser af is.

En bog ved hånden, og solen en lillebitte smule i øjnene på de-sidste-stråler-gennem-det-store-træ-måden. Luften er stadig lun, fuglene synger, og jeg kan høre en bil trille ned af Luthersvej. De glade (men lidt bøvede) ungersvende i en af de tilstødende haver er gået indenfor, børn er puttet i seng hos naboerne, og her er rigtig fredeligt og dejligt.

Vi har ferie ... hver dag fra 16 til 8. Idag stod menuen på grillede pølser, improviseret pastasalat og assorterede grøntsager (dem der var i køleskabet) skåret i stykker. Og masser af karryketchup :D

Vejrudsigten ser fantastisk ud ... hvad kunne man ønske sig mere? (Det skulle lige være ferie fra 8 til 16 også)

Snakker med mig selv

Jeg går og snakker med mig selv - var der engang en gammel dansktopschlager der hed - så gammel, at den nærmest allerede var rustik, da jeg var barn.

Men det gør jeg altså - snakker med mig selv. Jeg har gjort det så længe, jeg kan huske, og jeg har nogen gange syntes det var lidt flovt. Nu er jeg efterhånden så gammel, at jeg er ligeglad, så jeg småsludrer stadig lystigt med mig selv.

Og idag er det faktisk gået op for mig hvorfor jeg gør det.

For øjeblikket er jeg igang med et coachingforløb med en virkeligt dygtig coach. I torsdags havde vi en session, og der var virkelig nogen ting, der flyttede sig inden i mig - lidt ligesom de store sten-mekanismer man ser i Indiana Jones-filmene - de store, skurrende stentandhjul der forskubber sig og sætter sindrige fælder i aktion, når helten træder på den forkerte flise inde i det gamle inka-tempel.

Ikke at der går fælder igang. Jeg kan bare mærke, at gamle overbevisninger forskubber og ændrer sig, og at tankesæt, som var groet fast, ryster sig løs og drysser ned på gulvet. Hvor vores rare rengøringsmand så senere kan støvsuge dem op.

Efter sådan et par stentandhjuls-flytninger, sagde jeg til min coach, Inga: "Jeg kan mærke at jeg tænker og reflekterer utroligt godt, når jeg taler om ting."

Jeg kan ikke huske præcis, hvad hun svarede, men tanken stod pludselig lysende klar i hovedet på mig, da jeg i aften gik og førte en indre dialog med mig selv mens jeg lavede mad. Den var vist mest indre - nogen gange går jeg og hviske-taler lidt med mig selv, formulerer det, jeg tænker.

Og så sagde jeg til mig selv - højt, forståes - "Det er sgu da derfor, jeg gør det!"

Jeg får simpelthen ting på plads, får behandlet og bearbejdet det, der rumsterer i mig, ved at italesætte dem (hedder det vist med et moderne ord). Om det er, når jeg diskuterer det med veninder eller med min coach, går og snakker med mig selv, eller når jeg skriver blogindlæg - så er det jo det, jeg gør.

Det er derfor, jeg nogengange faktisk overrasker mig selv med indsigtsfulde bemærkninger. . . fordi jeg tænker ved at blive verbal - ved at formulere. Jeg snakker ikke med mig selv, fordi jeg elsker at høre mig selv tale, men fordi det er min måde at reflektere på.

Wow. Endnu en aha-oplevelse - som er en direkte følge af det coachingforløb jeg er igang med.

Bor du i nærheden af mig, og mangler en coach - så kan jeg varmt anbefale hende her!

Skt. Hans-nydning

"Der skulle blive godt vejr på onsdag," sagde min gemal til mig for nogle dage siden.

Ret hurtigt kom vi til at snakke om, at vi da så næsten skulle hen og se noget Skt. Hans-bål, for der var jo ikke andet vi lige skulle i aften.

Igår sendte jeg så en sms til Alice - som udgør den kvindelige halvdel af vores nærmest-boende vennepar - og spurgte hvad DE skulle til Skt. Hans?

Det udviklede sig hen over nogen sms'er, og i aften mødtes vi så i Madsby Parken til byens store bålarrangement. Alice havde picnicmad og brød med, og vi havde drikkevarer med - øl, vand og en lækker sødlig mousserende vin. Efter maden hev vi kaffe og muffins frem - jeg havde lige sørget for at bage rigeligt igår, da jeg bagte hindbærmuffins til projektevalueringen på jobbet idag.

Så der blev hygget igennem med mad og hyggelig samtale, ved et bord i parken, omgivet af mennesker og til lyden af levende musik. Senere var der båltale, og ude midt i søen blev der sat ild til et stort bål.

Vejret var fint, og vi nød den lyse aften. Vi blev dog ikke til fyrværkeriet - det er først 22.30, og vi skal jo også op på arbejde i morgen :-)

Sikke en dejlig Skt. Hans aften!

Latina-lækker livsnyder

Jeg er lidt vild med en lækker rødhåret donna, der hedder Tine.

Det er efterhånden 8-9 år siden jeg mødte hende første gang. Dengang instruerede hun et hold, der hed Mave-Baller-Lår (MBL), hvor jeg mødte totalt u-fit op. Jeg fandt ud af at det var utroligt at være lav-energi og uglad på Tines hold. For hun er fuld af det reneste, naturligste PEP!

I mellemtiden har jeg været til Bodypump med Tine, til spinning med Tine ... og nu går jeg til Zumba hos Tine. Hun har fået et par børn - og det har kostet et par kg. Og hun har aldrig været den skindmagre type.

Men hvor er det dejligt at kikke op på Tine og se en dejlig dame, som vejer noget mere end 50 kg og er lidt mere end 18 - stå og svinge med hofterne og bare være latina-lækker. Selvom hun tydeligvis er 100 gange bedre til de der fede moves end jeg nogensinde bliver, er hendes accept af sig selv, og hendes glade og positive tilstedeværelse med til at gøre, at selv en motorik-udfordret bevægelseshæmmet som mig glemmer mig selv et øjeblik, og forvandles til Shakira. Lige indtil jeg kommer til at kikke mig i spejlet :D

Tine er indiskutabelt lækker. Og jeg er enormt glad for, at hun deler ud af sin glæde og energi hver tirsdag ude i centret.