søndag, juli 01, 2007

Jeg nåede det!

En dejlig løbetur inden det begyndte at regne.

Benene var allerede lidt mindre tunge end sidste gang. Kunne begynde at nyde det så småt - benenes rytmiske pumpen på asfalten, duften af skoven og lydene. Fornemmelsen da asfalten afløstes af blød skovsti.

Jeg har lyst til at skrive, at jeg aldrig holder lang løbepause igen. Men jeg ved også, at det er rent overmod. Livet kommer indover, og så mangler overskuddet. Fjollet egentlig, når jeg nu ved hvor meget overskud jeg får af at løbe. Det bider sig selv i halen.

Men jeg vil ihvertfald skrive, at jeg har til hensigt at holde mig i gang - få en løberutine op at køre her mens jeg har ferie.

I øvrigt kan jeg enormt godt lide at løbe i regnvejr. Beslutningen - den der virkelig nåede bunden af maven - om at begynde at løbe igen, kom en dag, da jeg sad til et møde, i et lille indelukket lokale. Døren stod åben ud til verden, hvor det var lummervarmt, og det regnede.

Det er perfekt vejr at løbe 5 km i. Lunt regnvejr. Hvor duften af jorden bliver så stærk, og støvet lægger sig. Uhm. Man skal bare huske kasketten, for det er træls at løbe, blændet af vand i øjnene.

9 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er nemlig pragtfuldt! Elsker det også :)

Anonym sagde ...

Har hver vores måde. Selv gået en lang tur med sommerens lugte i næseborene. En herlig fornemmelse det hele udenfor ligesom blir frisket op.

Elsker at være ude i al slags vejr - næsten. Det der med natur på tæt hold er lige mig med vandpytter mv...

Anonym sagde ...

Løb er dejligt - men kan være svært at overtale sig selv til. Derfor er det godt med planer som dine - og godt for os med dine beretninger. Mine egne løbeture er jo blevet med noget lange mellemrum, men det skal være slut nu. Jeg vil også ud og mærke duften af jorden, og få mere overskud. Det er bare om at komme af sted.

Lizelotte sagde ...

Acq - vi er on level, er vi :-)

Skovsmølf, gåture er også skønt. Men at kombinere følelsen af naturen med følelsen af endorfinernes løb gennem blodbanerne er poesi.

Conny - ja, kom frisk i gang! Du kan gøre det! :-)

Anonym sagde ...

Ja, duften af skov. Men vil nu hellere gå ;)
Hopper i motionscenter i stedet og træner ting der er godt for ryggen :)

Anonym sagde ...

Skovsmølfen kan godt følge dig.Havde selv en rem af poesi i går på min vandring i skoven, hvor jeg var heldig først at se en hare, dernæst 4 rådyr i - poetisk, fuld galop. Havde lyst til at løbe med.

Anonym sagde ...

... minder mig om at nydelsen ved at cykle i sommerregn ikke lige just genkendes af ret mange ;-)

Lizelotte sagde ...

Johnnie, det er altså også dejligere at løbe i sommerregn.

(Og dejligt i øvrigt at høre fra dig :-) - du har været væk længe)

Anonym sagde ...

Det med at løbe har nu aldrig passet til min rytme, ikke engang i sommerregn. Hellere cykle i en gevaldig tordenbyge. Dog giver tørvejr fartvinden mere frihed til at ruske i øjenbrynene :-) Så er en lun sommeraften lige sagen - er næsten lige kommet hjem fra en runde.