onsdag, oktober 31, 2007

Et par flasker...

Her er et par af de flasker, vi smagte i mandags - dem, du ser her, var alene dem vi smagte til vores jule- og nytårsgave. Så var der også dem til bestyrelsen mv., for slet ikke at glemme hvidvinene, dessertvinene og de mousserende....

P1040234

No wonder mine smagsløg var udmattede...

P1040240

Det var revet væk!

En noget speciel smag til halstabletter ... mon det er noget der brænder igennem?

P1040249

Men det var revet væk!! 2 poser for 25 kr. Nyd den rene smag af ... Ass Fruit???

tirsdag, oktober 30, 2007

Livsnyder med skulderpuder

På torsdag skal vi på afdelingsseminar.

Det bliver rigtig sjovt. Vi er nogen-og-tredive-personer, og vi starter med at tage til Odense for at spille ishockey.

Der er noget for enhver. Nogen agerer træner, andre er holdledere, der er fotografer og publikummer.

Jeg har naturligvis meldt mig til at spille. Skidt med, at jeg ikke kan stå på skøjter, og kun her erfaring med gulvhockey - det skal ikke være nogen hindring.

Vores træner hedder Irma - eller rettere, hun hedder nu Aleksei Kovalev, for vi har allesammen fået nye, seje ishockey-navne. Så jeg hedder altså Louie DeBrusk. Jeg skal gøre hvad jeg kan, for at leve op til navnet!!



Her er den oprindelige DeBrusk i aktion ...

Efter vi blødende bliver båret fra banen - naturligvis på publikums skuldre, fordi vi har vundet - skal vi til en spejderhytte og lave noget holdaktivitet. Denne gang ikke-voldelig, tror jeg.

Så skal vi nok ha' lidt aftensmad og noget rødvin, tror jeg, og så skal jeg sove sammen med 3 af de andre piger.

Fredag? Der holder jeg fri - når vi kommer hjem!

Nøjj det bliver sjovt!

mandag, oktober 29, 2007

Mærkelige vaner

Jeg har en virkeligt mærkelig vane.

Når jeg sidder på toilettet, spiller jeg Tetris - på sådan en lille, elektronisk ting, som Kristian engang fik med Anders And-bladet.

Kan man vist godt kalde en lidt særpræget vane, ikke?

Har du nogen virkeligt underlige vaner? Som Madame ville ha' spurgt.....

Hvordan hviler man sine smagsløg?

Pyha - det er faktisk ret hårdt at smage sig igennem omkring 100 forskellige rødvine og et noget mindre antal hvidvine, mousserende vine og dessertvine.

At jeg kan sidde ved PCen og skrive nu, skyldes alene, at jeg med tiden er blevet rigtig, rigtig god til at spytte ud.

Vi fik fundet nogle fine sager til vores vingave på Bankdata, og flere af mine personlige favoritvine løb faktisk af med sejren. Mere vil jeg ikke røbe - hvis nogle af mine kolleger skulle læse med.

Jeg fik et par gode sjatter med hjem, og et par reserveflasker eller tre... men det bliver godtnok ikke i aften, jeg skal have NOGET som helst rødvin. Det varer nok lige et par dage, får jeg får lyst til at drikke vin igen. Det på trods af, at jeg kun har sunket hvad der svarer til 4-4½ glas vin fra kl. 9 i morges og indtil i aften kl. 17.30.

Mine smagsløg er overbelastede og smækforvirrede. Hvordan hviler man dem??

Lige nu vil de bare ha' bad i Pepsi Max.......

søndag, oktober 28, 2007

Lige ud af Matador...

På Læsø forelskede Bodil sig i en kjole i en genbrugsbutik. Vi fik den for 25 kroner.
Hun ligner en million i den - og jeg kalder den hendes "Ellen Skjern-kjole".

P1040229

Og ja - hun har altid 2 forskellige strømper på, stort set. På trods af en ihærdig indsats fra min side, og jævnlige indkøb af nye strømper, kommer de altid bort fra hinanden.

Skøre tøs :-)

Efterår = strikketid

Der er ingen tvivl - når det bliver mørkt og koldt udenfor, melder trangen til knitrende strikkepinde sig.

Som tidligere nævnt har jeg været udfordret af et faktisk ret nemt mønster - men i noget svært garn - tyndt og uldent, som filtrer sig sammen og er svært at trævle op, når noget går galt. Men med sved, eder og tålmodighed lykkedes det - og nu kan jeg slynge mit lune, florlette tørklæde om halsen...

P1040232

Rundt om i verden strikker gud og hvermand Woodland-tørklæder. Jeg har meldt mig på banen - jeg prøver at blive lidt bedre til at strikke og læse opskrifter, og så er overkommelige ting som halstørklæder jo en herlig ting.

Woodland-mønstret er nu slet ikke svært - jeg har lagt opskriften fra mig og knitrer derudaf. Mit tørklæde er lidt tæt - garnet er nok i det tykkeste til pindene, men sådan bliver det så med dette tørklæde. Jeg tror jeg har nok af den råhvide kid-mohair til at strikke et woodland, men først ville jeg øve mig i den billigere garn... og pænt ser det jo ud.

P1040231

Det kommer med i bilen i dag, når vi kører på visit hos Brunos forældre. Bent havde fødselsdag dagen før vi kørte på efterårsferie, så vi skylder en fødselsdagsvisit.

Dejligt på en doven søndag - at jeg ikke behøver tænke i aftensmad :-)

lørdag, oktober 27, 2007

Meep meep!!

...jeg føler mig lidt som Roadrunner - kan I huske ham? Den skøre fugl, der hele tiden undslipper Grimm E. Ulv (eller Wyle E. Coyote, som han hedder på engelsk).

Han hedder vist Hjulben på dansk ... og sådan en uge har det været i denne ende.

Travlt på arbejde - travlt i fritiden.

Vi nåede dog forbi danseskolen, og kunne konstatere, at vi STADIG ikke er klar til DM i Jive. Til gengæld er vi halv-hårde til Engelsk Vals - yeah!

Fredag havde jeg pigerne (eller ihvertfald 4 ud af de 8, som vi er) fra afdelingen herude, det var hyggeligt. Jeg nåede lige hjem, så jeg kunne gøre klar til de kom - var til møde i Grenå fra kl. 9 til middag.

Det gode ved mødet var, at jeg fik indhentet mit søvnunderskud. Elis kørte nemlig - og jeg sooooov hele vejen derop (vågnede i Tirstrup). På hjemvejen var jeg overbevist om, at jeg ikke kunne sove - men det var så kedeligt (havde glemt strikketøj og bog) at jeg alligevel faldt i søvn lige nord for Århus - og vågnede veludhvilet lige inden frakørslen ved Snoghøj.....

SNORK - 3 timers ekstra søvn, vil jeg skyde på, lige ind på kontoen, som i denne uge har været en godt optrukken kassekredit.

I dag har Bruno afholdt vintercup-prøveløb. Bodil og jeg har været ude og shoppe tøj til hende. Hvad angår vintercup, havde jeg egentlig besluttet, at jeg ikke skulle køre i år. Men så fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne modstå - Brunos makker er bakket ud, og han foreslog, at vi kunne køre mix.

Det skal prøves - men jeg betingede, at jeg slap for december-afdelingen, som falder dagen efter Bankdatas julefrokost....

På mandag forestår en hård opgave. Sammen med resten af vinklubbens bestyrelse skal jeg smage en HEL masse vine - vi skal udvælge vine til den vingave, Bankdata giver sine medarbejdere. Omkring 100 vine - så der skal spyttes ud undervejs......

Det bliver spændende! Jeg krydser fingre for Lene, som også byder ind med nogle gode vine.

onsdag, oktober 24, 2007

Tina Dickow synger In the Red

Jeg elsker Tina Dickows musik og hendes sang. Indtil der kommer lidt flere af hendes nye på, vil jeg nyde at kikke på hende, mens hun synger In the Red...

I aften kommer han hjem

Jeg går lidt og griner af mig selv.

For han tog jo afsted i mandags - og det er ikke så længe siden. Inden da havde vi været sammen dag og nat i en hel uge, stort set.

Og jeg ved også godt, at 3 dage er kort, og at mange undværer kærester og mænd meget længere end det.

Sagen er bare, at jeg savner ham sådan! Og jeg glæder mig bare SÅ meget til, at han kommer hjem i aften.

Det bliver sent - nok så sent, at jeg er gået i seng og sover. Men jeg ved, at jeg vågner, når han smutter under dynen - og så skal han få verdens største kram.

Når han kommer hjem i aften.

mandag, oktober 22, 2007

Om at blogge - igen...

Engang imellem synker jeg lige, når jeg læser min blog.

Den er nemlig rigtig tæt på. På mig som person - og eftersom min blog er aldeles u-anonym og offenlig, og sågar kendt af adskillige af mine kolleger, tænker jeg nogle gange på, om jeg nu også er helt veltilpas med at have dette vindue til min sjæl stående her, helt uden persienner for.

Og det er så også en sandhed med modifikationer. For jeg skelner jo netop, som jeg i tidernes morgen blev rådet til af en særdeles erfaren blogger, skarpt mellem det personlige og det private.

Det personlige er det, I får lov til at læse - og det private er det, jeg holder længere inde min intimsfære.

Alligevel. Så har jeg da tænkt tanken - om det en dag kommer tilbage og sparker mig i røven. Fordi jeg har valgt at være så åben omkring min blog. For eksempel ligger den i min "blå bog-profil" på mit arbejde. Jeg har også for nylig givet min afdelingsleder linket til det indlæg, hvor jeg viste billeder fra et smukt banklokale.

I dag nævnte projektlederen i det projekt, jeg arbejder på, at vores afdelingsleder havde snakket om min weblog. Og bad om et link. Som han også hjertensgerne måtte få.


For sagen er jo, at det er helt ok at både den ene og den anden kollega læser med. Herregud, om så direktøren skulle få lyst til at slå et smut forbi, vil det være okay. For mig, ihvertfald.

Jeg skriver jo ikke noget, jeg ikke vil stå ved. Men engang imellem er mit hjerte da inde over. Både på den gode måde , og når det gør mere ondt - og når jeg raser igennem.

Det er sådan nogle indlæg, der lige får mig til at trække vejret ned i maven og redigere en ekstra gang, inden jeg publicerer. Og jeg ved, at det nogle gange gør RT-bekendte lidt beklemte at se mig så forholdsvis tæt på. Især dem, der ikke kender mig så farligt godt.

Det beklager jeg naturligvis ... mest for deres egen skyld. Mig generer det ikke, fordi jeg ved at hvert et ord er overvejet.

Ellers har jeg fået en klage fra en af Brunos kolleger - hun synes jeg roser ham lige lovlig meget. Det gør jeg nu ikke - han er endnu bedre i virkeligheden ;-P

Og skulle det, jeg skriver på min blog, bringe min røv op i klaskehøjde, klarer jeg nok også det.



Bare utroligt, at jeg efter godt 1½ år i blogland stadig får den der fornemmelse i maven ind imellem. Er der nogen af jer andre, der kan genkende den??

søndag, oktober 21, 2007

Sygebesøg

I dag fandt Bodil og jeg forbi Kolding Sygehus.

En af hendes venner er indlagt på 2. uge - med et blodsukker der ikke opfører sig ordentligt! Han har haft sukkersyge siden han var lille, men i august mistede han sin mor, som ellers var den, der kunne styre det.

Nu ligger han så der. Og humøret har det ikke for godt. Han er stadig på vej igennem en forfærdelig stor sorg, og har brug for den opmuntring mit lille fjollebundt af en datter kan bringe.

Han har fortalt hende mange alvorlige ting, meget om sin mor og om sine følelser, men de kan også godt grine igennem. Pjatte. Fjase og fjolle. Og når de ting, han fortæller, bliver for store for Bodil at rumme, går de videre til mig. Vi har tudet sammen over det, og jeg har prøvet at hjælpe Bodil med at hjælpe.

Jeg er stolt af min omsorgsfulde og rummelige datter, men jeg bekymrer mig også lidt. Kan hun klare det? Ja, siger hun selv. Og alle de bekymringer, jeg har omkring det, tilbageviser hun roligt. Så længe hun har mig at dele det med, siger hun - så kan hun sagtens.

"Jeg er glad for at kunne støtte ham," siger hun "Det er hårdt at høre, men det giver mig også meget at lytte og hjælpe - og at kunne få ham til at le."

Hun er sej og dejlig.

Og jeg tror på hendes klasselærer, som siger, at hun på mange punkter er meget moden. Hun omtalte hende som "socialt og fagligt det stærkeste kort, jeg har i klassen".

Hendes ven er heldig - at have Bodil som ven. Det tror jeg også godt, at han ved.

Udvalgte oplevelser

Læsø er en herlig ø, og selvom den er ret lille, er der masser at opleve. Vi valgte endda nogen fra - f.eks. sæl-safari med en fiskerbåd, som forekom os at måtte være en kølig fornøjelse her midt i oktober - selv med det fine vejr, vi havde fornøjelsen af.

Vi tog til gengæld for os af andre oplevelser. I nærheden af "vores" sommerhus, fandt vi gården Storhave. Her kan man selv male mel, man kan klappe geder og man kunne se et får blive klippet. Det var dog ikke det, vi kom for.

P1040151

Der er nemlig også mulighed for selv at dyppe lys - og det ville Bodil og Kristian gerne. Bodil gik efter den traditionelle metode - hun ville gerne dyppe lys og sno dem. Kristian lavede et pindsvinelys - dvs. en rund stearinplade med "pigge" på, som sættes rundt om et almindeligt rundt stearinlys.

P1040158

Mens de unge mennesker arbejdede, kikkede jeg i butikken - for man kan købe læsø-sæber og husets egne stearinlys på Storhave. Jeg fandt da også lidt lys, som jeg måtte have med hjem. Til den mørke tid, vi går i møde nu.

En anden oplevelse, vi også nød, var den dag Bodil, Kristian og jeg var ude at se på Rønnerne på ryggen af hver vores islandske hest. Bruno meldte pas - han er ikke nogen heste-fan, og ville hellere gå en tur.

P1040196

Kristian har aldrig prøvet at ride før, så det var en begyndertur. Han klarede det nu flot, selvom hans hest var lidt fjollet - den spænede efter en anden hest, og sparkede bagud, når nogen kom for tæt bagpå den.

P1040197

Det er en fantastisk flot måde at se dette flade, våde område på. Vi havde tidligere forsøgt at gå derud, men kom ikke ret langt før vores fodtøj (gummisko) var helt upassende. Der skulle gummistøvler, eller måske endda vaders til. Til hest er det ingen problem - de er ligeglade med at få tæerne i koldt vand.

P1040192

Så var der den dag, vi gik tur oppe på nordøen. På Læsø er der mange flotte områder, og naturen er meget varieret. Denne dag gik vi ud af stranden, og ind gennem land tilbage igen.

P1040087

På stranden var der dejligt. Og mange smukke muslingeskaller, som lå og ville med os hjem.

P1040094

P1040119

Ind gennem land skiftede naturen karakter. Vi gik af smalle stier gennem et fugtigt område, og den friske luft steg nogen af os (host, host) til hovedet.

P1040124

Der er nu noget med lyset og himlen, når man rykker nordpå i landet. Det er så smukt.
For en gangs skyld var der ikke noget brok fra ungerne, over at vi skulle gå langt. Jeg tror det var variationen, der holdt dem fangen.

P1040128

Åhja ... og så besøgte vi jo Læsø Uldstue... En fin gammel Læsø-gård udvendig - og indvendig et slaraffenland i lækre garner og smukke strikkede ting.

P1040187

Hver gang jeg gik et skridt, forelskede jeg mig i farver og teksturer. Men jeg beherskede mig, og kom kun derfra med 2 nøgler Kidopale til et tørklæde. At jeg så senere på ferien vendte tilbage med LIDT mere, behøver vi jo ikke komme ind på - vel??

P1040176

Naturligvis kunne vi ikke besøge Læsø uden at se saltsyderiet! Alle kender vel Læsøsalt - og i sommer fik jeg et lille glas med indlagte krydderier, og fandt ud af hvor lækkert det smager. (Tak Lene :-) Nu havde vi chancen for at se, hvor saltet laves.

P1040203

En naturvejleder holdt et foredrag om Læsøs salte historie, og om hvordan saltet laves - også i dag. Der er faktisk 20 personer beskæftiget på saltsyderiet, der startede op som et beskæftigelsesprojekt i 1991. Der ud over er der følgebeskæftigelse - nogle, som syr poser til saltet osv.

P1040208

Vi købte naturligvis også noget salt - og det er endda lidt billigere at købe der, end de steder jeg har set det på fastlandet.

Jo, vi har haft en ferie fuld af oplevelser, og så har jeg endda ikke fortalt om den dag, Bruno og jeg var på gåtur sammen i et næsten afrikansk landskab ...

P1040212

Der var endda slanger!!

P1040220

...ja ... der var ihvertfald en slange ... selvom den ikke var særligt stor.
Og en rigtig flot, rød svamp. Mon ikke den var giftig??

P1040215

Jow jow ... den er vild, naturen på Læsø...

Rejse til Læsø

Hvor er der egentlig langt til Læsø!

Sidste lørdag skulle vi rimeligt tidligt af sted - kl. 9, for vi ville være i god tid til at nå færgen fra Frederikshavn kl. 12.30.

Vi var oppe og pakket, og trillede ud af indkørslen kl. 8.59, så man må sige, at vi var på klokkeslættet.

Vi var da også i rigtig god tid ved færgen - selvom vi havde kørt ind til McDs i Haverslev efter kaffe. Og vejret var så flot, så flot!!

Bodil gad dog ikke gå ud på dækket - hun sad så fint med sin MP3 inde i færgen.

P1040055

Vi var faktisk lidt brødflove - så vi tog lidt mad på færgen. Det var godt nok, men temmelig dyrt! Det var så også det eneste købe-mad, vi fik hele den uge!

Da vi havde spist, ville nogen af os ud og mærke luften og se vandet.

P1040053

Og lige pludselig kunne vi se land!!

P1040054

Vores sommerhus var lejet over nettet. Det så fint ud - et renoveret bondehus, lidt udenfor Vesterø. Det overgik nærmest vore forventninger - det var lækkert og pænt og hyggeligt, og ejerne havde tændt op i brændeovnen og sat en buket med lyng og morgenfruer ind i stuen - dejligt!

P1040064

Vejret var så dejligt, og sådan en gul, solvarm væg indbyder til indtagning af kaffe - udendørs. Så det gjorde vi.

P1040075

Ungerne ville hellere sidde inde og se TV - men det gik nu ret hurtigt i sig selv, for der var kun TV2 og DR1...

P1040066

I stedet startede vi op på en af yndlings-ferie-beskæftigelserne: spil! Vi elsker at familie-spille, og i denne uge har vi spillet tonsvis af 500, masser af Yatzy, temmelig mange slag skak, raflet 10000 og spillet "Tegn og Gæt", og også et enkelt slag Matador (jeg vandt!!).

Her er det ærke-fjenderne i skak, der mødes.

P1040077

Åh, vi har haft en dejlig uge. Er kommet helt ned i fart, oven på nogen meget travle uger lige op til ferien.

Kan mærke hvordan skuldrene ikke sidder oppe om ørerne mere - skønt ...

Ude godt...

...men hjemme bedst.

Sådan føles det ihvertfald, når man kommer hjem til sin EGEN seng, efter en i øvrigt rigtig dejlig uge på ferie.

Vi ankom hjem igår ved 22-tiden - på vejen hjem havde vi nemlig gjort ophold i Storvorde, hvor min mor gav eftermiddagskaffe og aftensmad. Min søster og hendes familie kom op og spiste med, og der blev hygget igennem.

Kl. 20 kørte vi hjemad - vi vidste jo, at bilen skulle tømmes og huset varmes op. Så vi trillede sydpå - til musikakkompagnement. Først af Tina Dickow - vi har lige købt "Count to ten", og den skulle høres. Det var godt ... vi er begge vilde med denne lille blonde dansker, der lyder som et mix af Joni Mitchell og Bonnie Raitt.

Dernæst brød vi selv ud i sang - Bruno og jeg fik sunget os gennem et potpourri af gamle dansktopsange. Det startede ved Skanderborg, hvor Bruno brød ud i "Gid du var i Skanderborg og blev der" - og så var tonen bogstaveligt talt lagt...

Senere gik vi lidt over i noget Shubidua og Sebastian, for så kunne ungerne også være med, og vi smed også lige "Solen er så rød" ind over - den elsker Kristian!

På den måde gik turen hjem lidt hurtigere. Bodil væltede lige i seng - hun var træt. Kristian fik startet sin PC og sit TV op - han var i underskud.
Vi andre pakkede ud og satte vasketøj over - og forsøgte at holde varmen i det kolde hus.

Men hvor var det godt at komme i egen seng!

Det syntes Andreas også - han kom hjem igår, og skal afsted igen i morgen. Han er pt. på detachement på Rosenborg, hvor han passer på majestæten. Det bliver mest til enkelt-fridage, og sådan har det været noget tid. Bøvlet, når man først har en time ind til København, og så skal hjem derfra.

I morgen farer Bodil til København med sin klasse, og Bruno til Tyskland til messe. Så skal Kristian og jeg passe på hinanden.

Det kan vi garanteret også godt.

fredag, oktober 12, 2007

GOD WEEKEND!!

Så er der ferie i sigte!

Det har været en lang arbejdsuge - næsten 50 timer - og en lang dag.
Vi tog afsted til Skjern kl. 7 i morges, og kl. 18.10 landede jeg her hjemme igen.

Så var der kun tilbage at skrive referat af dagens møder - det tog en lille times tid, som jeg lagde efter aftensmaden.

Nu har jeg definitivt ferie.

Der skal pakkes lidt sager sammen, så jeg ikke behøver at stå op med hønsene i morgen, og så skal vi nyde et glas rødvin og på hovedet i seng.

Lasse har været her og få instrukser - han skal passe huset og dyrene (og mazmobilen) til vi kommer hjem igen.

Kristian glæder sig til at komme til Læsø. Han er stadig så ung, at det er lidt af et eventyr - med færgefart og det hele.

Nå ... jeg skal have fundet nogle spil. Og have vasket lidt tøj.

Vi ses på bloggen om en uges tid.

onsdag, oktober 10, 2007

Planen for i aften...

I aften står den på vinsmagning med Errazuriz.

Jeg glæder mig - god vin ret forude!!

Hun bestod :-)

På trods af royal indgriben, som forhindrede hendes kærestes støttende tilstedevær, bestod Kristina heldigvis sin køreprøve!

Til lykke, Kristina!

tirsdag, oktober 09, 2007

Møgkongelige :-(

Prins Henrik har fået bronkitis, så han er rejst hjem fra Sydkorea.

Andreas troede, han havde fri indtil på fredag, men han har lige fået at vide, at han skal stille i morgen tidlig til Amalienborg-vagt.

Øv.

Han er noget ked af det, for Kristina skal til køreprøve i morgen, og de havde planlagt at han skulle køre hende til Børkop i morgen formiddag, og de skulle hygge sammen bagefter.

Møgprins. Mon nogen ville savne ham, selvom der kom nogen og snuppede ham?? Hvad skal Andreas så derover for???

Bonusoplevelse

I dag besøgte vi et pengeinstitut, som har hjemme ved Mariager Fjord. Endnu et godt møde, selvom vi vist alle 3 føler rejsetrætheden, og den slidthed, der kommer af at være "på" hver eneste dag.

Som en bonus, endte vi med at få en rigtig hyggelig frokost på vejen hjemad.

P1040028

Her serveres dejlig æggekage i historiske omgivelser. Kroen har været i familieeje i rigtig mange år, og under 2. verdenskrig var krofatter aktiv i den berømte Hvidsten-gruppe. Det døde han - og resten af gruppen - af. En sørgelig historie.

P1040026

Smukt ligger den dog, kroen - lige ved landevejen mellem Mariager og Randers. Indeni er den hyggelig som en dagligstue, og det er stadig efterkommere af Fiil-familien, som driver kroen. Den nuværende Fiil serverede æggekage for os i de hyggelige stuer.

P1040020

Vi hyggesnakkede og nød en enkelt øl sammen med æggekagen, inden vi skulle afsted igen. Desværre kunne vi ikke dvæle længe. Jeg kunne ellers godt ha' siddet her med en bog og et hjemmestrikket tæppe og nydt et glas rødvin...

P1040023

I stedet måtte vi på motorvejen igen, men der gik ikke længe, så sov både Bøge og jeg sødeligt. Godt at Elis havde fået danskvand - han kørte nemlig!

Jeg vil helt sikkert tage min familie med ind på Hvidsten Kro en gang - havde næsten glemt, at den lå lige der og bød på æggekage...

mandag, oktober 08, 2007

Det gode venter

...for enden af ugen!

Der har vi nemlig fri en hel uge, og har lagt vores klamme hånd på et sommerhus på Læsø. Bare Bruno og mig, og Bodil og Kristian.

Nøj hvor skal vi hygge - og slappe af.

Denne uge byder igen på Danmark Rundt - i dag var jeg i Nørresundby. Det var underligt ikke at køre forbi min mor og hilse på, men jeg var afsted med 2 andre kolleger.

I morgen skal vi til Mariager. Onsdag og torsdag besøger vi Fyn, og fredag skal vi først til Skjern, dernæst til Hadsten.

Så er vi også færdige - HELT færdige :-)

Mon ikke jeg trænger til ferie til den tid??

Jeg håber vejret bliver klart og flot som i dag. Så skal der gåes strandture og udforskes smuk natur. Spilles spil om aftenen, og hygges igennem...

søndag, oktober 07, 2007

Tihi ... og så er der jo denne her....

...og så lover jeg at der IKKE kommer mere Youtube i dag. Kan anbefale "Sit on my face" med de gale Pythons ... findes også på Youtube...

På gåtur i Memphis

Jeg har altid været vild med denne her sang ... og mandens stemme er jo bare ... lige i æggestokkene.

Teksten er her:

Put on my blue suede shoes
And I boarded the plane
Touched down in the land of the Delta Blues
In the middle of the pouring rain
W.C. Handy -- won't you look down over me
Yeah I got a first class ticket
But I'm as blue as a boy can be

Then I'm walking in Memphis
Walking with my feet ten feet off of Beale
Walking in Memphis
But do I really feel the way I feel

Saw the ghost of Elvis
On Union Avenue
Followed him up to the gates of Graceland
Then I watched him walk right through
Now security they did not see him
They just hovered 'round his tomb
But there's a pretty little thing
Waiting for the King
Down in the Jungle Room

(Chorus)

They've got catfish on the table
They've got gospel in the air
And Reverend Green be glad to see you
When you haven't got a prayer
But boy you've got a prayer in Memphis

Now Muriel plays piano
Every Friday at the Hollywood
And they brought me down to see her
And they asked me if I would --
Do a little number
And I sang with all my might
And she said --
"Tell me are you a Christian child?"
And I said "Ma'am I am tonight"

(Chorus)

Put on my blue suede shoes
And I boarded the plane
Touched down in the land of the Delta Blues
In the middle of the pouring rain
Touched down in the land of the Delta Blues
In the middle of the pouring rain

Gratis motion og godt vejr

...det var, hvad jeg fik i dag mellem 11 og 14.

Som det efterhånden er sædvane, har jeg for adskillige måneder siden meldt mig som indsamler til Dansk Røde Kors' landsindsamling - en glimrende undskyldning for at snuse rundt på alle mulige villaveje, som jeg normalt ikke kommer på.

Vejret var fint. Lidt klamt i starten, men snart kom solen frem og gjorde alle i godt humør - og de fleste gavmilde :-)

Nogle var faktisk vældigt gavmilde. Der røg op til flere 100-kr. sedler i raslebøssen nogen af de steder, jeg besøgte. Andre gav 10 kr., og så var der dem, der sagde "Nej tak." Jeg sagde naturligvis pænt god søndag til alle uanset, men jeg undrer mig da over, at folk ikke giver bare lidt, når de nu bor i store millionvillaer og har op til flere BMW'er i indkørslen. Men fattigdom findes jo i flere varianter.

Jeg fik mig nogle gode snakke ind imellem. Næsten nede ved vandet bor en gammel fisker. Han gav en større mængde småpenge, og så fik jeg lov at snuppe et par pærer fra hans bugnende pæretræ. De faldt på et tørt sted - jeg var både sulten og tørstig på det tidspunkt, og et par saftige pærer var gode at gå videre på.

Desværre nåede jeg ikke hele min rute indenfor den angivne tid, og jeg ved også, at flere ruter måtte undvære en indsamler. Hvis du er en af dem, der blev snydt for besøg, kan du give et bidrag her.

Samme sted kan du også melde dig, hvis du har lyst til at gå en tur med bøssen næste år. Jeg vil næsten love, at der bliver godt vejr - det har der ihvertfald været de sidste 3-4 år!

Nu er mine ben trætte. Bruno steger kylling nedenunder, og det dufter herligt.
Mon der er en sjat rødvin tilbage i flasken fra igår.....?

fredag, oktober 05, 2007

Tegn i sol og måne

Min lille søde skummetmælksduftende dreng.

Jeg skulle vække ham inden jeg kørte i dag, for Kristian møder først kl. 10 om fredagen.

Det lille væsen sov sødt med pjusket lyst pandehår på puden, og et fredfyldt udtryk i ansigtet. Jeg satte mig ned og strøg hans kind, mens jeg blidt sagde: "Godmorgen lille skat".

Drengen vågner og ser på mig med et kærligt smil. Jeg smiler tilbage, og han rækker armene op for at give mig et kram.

Men.... hvad er det? Svedlugt???



Han var i bad i går aftes, og nu lugter han af sved. Hjælp - han er min mindstemand - kun 11 år!! Det er da for tidligt? Hvad bliver det næste??

Skægstubbe???

torsdag, oktober 04, 2007

Vestjysk regn

Jeg har set regn i flere landsdele i dag.

Det startede i morges, hvor jeg udenfor mit badeværelsesvindue kunne høre regnen falde på fliserne på terrassen. Jeg ærgrede mig - for der hang tøj på tørresnoren fra i går, hvor vejret var forrygende.

På vej ned på arbejde, lidt efter kl. 7, kunne jeg se regnen på forruden af bilen. Luften duftede af regn, den der fortættede, grønne duft.

Da jeg kørte fra Teknikervej med mine to kolleger, regnede det stadig lidt. Himlen var ved at lysne, men klokken var også blevet halv otte.

Da vi ankom til Bonusbankens utroligt smukke lokaler, i et gammelt kraftværk i Ikast, var jorden våd, men det regnede næsten ikke. Kun lidt dryp ned på os, der steg ud af bilen og strakte kroppene ud efter køreturen.

P1040009

Inde i bygningen fornemmede vi ikke regnen så meget. Det er et fantastisk hus, de har der - den gamle kedelhal, hvor vinduerne er høje, og der er åbent helt op til taget. De rustikke mure, og vinduerne, som ser oprindelige ud, mixer utroligt flot med det rå, moderne interiør med beton, stål og klatter af rødt ind imellem.

P1040004

Oppe midt i lokalet var bygget et mødelokale. Det nærmest hang i to store bærebjælker i loftet, og der gik en rå metaltrappe op til det. Det var nærmest en kasse bygget af bølgeblik - det så vildt råt og sejt ud. Der holdt vi møde - hævet over kedelhallen, og med følelsen af søgang, når en af de ansatte gik forbi udenfor på den gang, der forbandt mødelokalecontaineren med de mere almindelige kontorer i enden af bygningen.

P1040007

Fede, fede omgivelser! Jeg ville elske at komme der hver dag. Og mine hænder kunne lide fornemmelsen af den noget utraditionelle bankskranke, som var lavet af voksbehandlet beton. Rå, men glat som silke.

P1040008

Mødet var godt. Det er fine folk, deroppe i det lille midtjyske pengeinstitut. Og efter en god frokost - lækkert, højtbelagt smørrebrød - gik turen videre til næste bank, som ligger i Ringkøbing.

Det regnede hele vejen. Og i Ringkøbing var regnen vestjysk - gad vide, om den også var lun? Ringkøbing er en hyggelig by, og midt i gågaden - på et lille torv - ligger Ringkjøbing Landbobanks hovedsæde. Det mødelokale, vi her satte os i, var en vild kontrast til det, vi lige var kommet fra. Gamle, højryggede, polstrede stole. Døre med fyldninger, kantet med guldmaling. Malerier med fiskere og høstscener på væggen.

Igen et godt møde - og kl. 16 var vi klar til at gå ud i den vestjyske regn igen. Der var ikke blevet mindre af den. Vi kørte mod Skjern (som vi snart skal besøge - i næste uge), videre til Tarm, ned mod Sdr. Omme, og derfra til Vejle, og snart var vi hjemme.

Regnen fulgte med hele vejen.




Og vi kunne bare mindes dagen igår, hvor vi nød denne udsigt fra Sparekassens mødelokale i Holbæk...

P1040001

onsdag, oktober 03, 2007

Dagens program

Kl. 5.50: Vækkeuret ringer
Kl. 6.40: Ankomst Bankdata. Svare et par mails. Forberede dagen lidt.
Kl. 7.00: Afgang Bankdata.
Kl. 8.50: Ankomst hos kunden - i Holbæk
Kl. 14.35: Retur på Bankdata igen.
Kl. 16.15: Afgang fra Bankdata

...så var der vasketøj, aftensmad og alm. børneomsorg.

Og i aften stod den på dans.
Det gik heldigvis rimeligt godt :-) Ingen skader, og vi har fod på det (noget af det, ihvertfald :o).

Nu har jeg fået 1½ glas rødvin.

Jeg har fortjent det.

Nu venter dynerne - og i morgen ringer vækkeuret igen lidt tidligt, for turen går først til Ikast, og dernæst til Ringkøbing.....

Det er så fedt at komme rundt og besøge kunder og få masser af input og tilbagemeldinger - men det er dælansparkme også hårdt! Man er rimeligt meget på sådan en dag...

GAAAAAB!

Godt det snart er fredag.

tirsdag, oktober 02, 2007

Landevejens farende svende m/k

Jeg har lige taget hul på en periode, hvor jeg mest vil være at finde rundt om i landet.

Sammen med to kolleger besøger jeg nemlig over de næste 14 dage 12 af de pengeinstitutter, som bruger Bankdatas systemer.

Nævnte PI'er er spredt over hele Danmark - så jeg får set alt lige fra Nørresundby over Ringkøbing og Tønder til Assens, Holbæk og Hadsten.

Nogle dage når vi to møder - det gjorde vi i dag. To sønderjyske banker, og så gik det hjemover igen. Vi var tilbage 16.30, og så skulle der lige skrives et par mails og nogle vigtige pointer fra møderne ned, inden det var fyraften for alvor.

Det er nogle lange dage, nogen af dem, og ind imellem er der også det daglige, som lige skal have en hånd i forbifarten. Livet på kontoret stopper jo ikke, fordi vi kører land og rige rundt.

Man kommer hurtigt lidt tættere på sådan et par kolleger, som man farter rundt med. Vi får snakket om ferier og børn, om job og kolleger og liv i det hele taget. I forvejen synes jeg godt om de to kolleger - det er et par erfarne herrer, begge med glimt i øjet og en masse godt fagligt i bagagen.

Besøgene skaber også gode relationer i bankerne. Jeg kender mange mennesker derude, efter 16 år på arbejdspladsen, men der er nye ansigter på flere, nu hvor jeg sidder på et andet område. Så det er godt at ha' mødt de folk, jeg ellers kun træffer telefonisk, og som jeg forsøger at nå med de generelle informationer, jeg skriver ud.

Så det er rakkerlivet værd - og et rakkerliv bliver det, med flere timer end de almindelige uger. Den sidste fredag bliver lang - først til Skjern, og over middag til Hadsten - det er en længere køretur, og der bliver ingen kort fredag der.

Det bli'r godt at nå hjem til Bruno og pakning og en kop ferie-rødvin, der ...



PS: Jeg kan stadig gribe mig selv i at savne mit arbejde bare en LILLEBITTE smule, når jeg har fri... :-)

mandag, oktober 01, 2007

Det er samfundets skyld...

Som bestyrelsesmedlem i en fritidsklub hører jeg mangt og meget om mange ting.

En fritidsklub er - har jeg fundet ud af, efter at jeg er kommet i forældrebestyrelsen - nemlig ikke bare et pasningstilbud til skolebørn. Der er masser af andre tiltag.

Samarbejde med "den matrikelløse klub" og streetwalkerne.
En del opsøgende arbejde med børn og unge, der har særlige behov.
Og rigtig mange andre ting.

Så vores klubleder ved rigtig meget om, hvad der rører sig i området.

Når der så er ballade et sted, hører han noget pudsigt: "Lars - det må du gøre noget ved!". For eksempel hvis de unge, der holder til på stranden, bliver for støjende for de omkringboende, eller hvis der drikkes øl på området mellem skolen og klubben.

Nu snakker vi typisk om unge, som ikke går i klub - heller ikke i juniorklub om aftenen. Vi snakker om ting, som foregår i weekender og om aftenen.

Deres færden er nemlig ikke forældrenes ansvar.

Næh, det må være politiet/pædagogerne/streetwalkernes ansvar. Samfundet skal passe vores unge hele døgnet rundt.

Hvor er forældrene henne? Hvorfor ved de ikke, hvad deres unge mennesker laver? Hvorfor er det ikke vores ansvar, hvis vores (ofte mindreårige) unge drikker og laver ballade?


Mange forældre formår typisk slet ikke at hævde sig overfor børnene. I jagten på kvalitetstiden har de opgivet at være grænsesættere - for det skaber konflikt. Og det passer ikke ind i deres billede på kvalitetstid.

Men det er garanteret også nogen af dem, der synes det er et kolossalt problem og en skrækkelig skandale, at nogle unge hænger ud på stranden og ind imellem kører rundt på scootere. At det måske er deres egne unge, eller at det måske var det for 5 år siden, synes at være overset.

Det er ihvertfald for dårligt, og "Nogen" bør tage sig af det - bare ikke dem selv. Det skaber jo konflikter med de unge, som har fået alt for meget magt i hjemmet - de har nemlig luret, at forældrene ikke tør være forældre.



Så er det nemmere at lade andre tage det ansvar.

At lade det være samfundets skyld.