søndag, januar 27, 2008

En dejlig søndag

Den sidste uges tid har vejret været blæsende og regnfuldt. Vi er kun gået ud, når vi har været nødt til det, med væmmelsen malet i ansigtet over dette grimme, fjendtlige vejr.

I dag er verden som forvandlet. Solen skinner og luften er mild. Hvilken lækker forandring!

P1040370

Mine sønner valgte at bruge det gode vejr til at smide en bold omkring i haven. Kristian er ellers ikke den store fan af boldspil, men når storebror spørger, er han altid klar!

P1040360

Jeg greb kameraet (som jeg NYDER at kunne bruge igen - godt jeg købte den lader) - med tanken om, at det godt kunne vare længe, før mine drenge spiller bold igen - og måske var det endda sidste gang på denne plæne.

P1040361

Hen over de næste dage vil jeg prøve at tage mange billeder af Andreas. For fredag står han på et tog til København, og så ser jeg ham ikke igen før 15. juni. Det er mærkeligt at tænke på, men jeg tror han får en fantastisk tur, og jeg ønsker ham det bedste.
Jeg er ingen klæbende mor - og selvom det er en besynderlig tanke, at min søn sikkert aldrig kommer til at bo permanent hos mig igen, er det jo egentlig det, jeg som forælder har arbejdet for: at min søn viser sig i stand til at gå ud og skabe sit eget liv. For mig er det succes.

P1040362

Da jeg havde fotograferet mine dejlige drenge, snørede jeg mine NB'ere og løb en tur. Det gik fantastisk! Jeg har skåret mere end 5 minutter af tiden på min normale 5 km rute, siden jeg begyndte at løbe igen for 1½ måned siden.

I dag var løbeturen en ren fornøjelse. Luften var mild, fuglene sang i haverne, og jeg lagde pludselig mærke til de første strejf af grønt i de haver, jeg løb forbi.
En anden ting var, at følelsen i min krop var anderledes. Dette var den første virkeligt behagelige løbetur jeg har haft i mere end et år. Jeg er endelig på det punkt, hvor jeg løber ubesværet - jeg bliver forpustet og svedig, men det at løbe føles bare så godt. Jeg havde lyst til at løbe længere, og selv efter jeg tog skoene af, havde jeg lyst til at tage dem på igen og løbe en tur til.

P1040367

Måske løber jeg igen i morgen! Det føltes så godt.

Da jeg kom hjem, var ungerne på vej ud af døren. De er nu kørt ud for at besøge deres bedsteforældre, og kommer først hjem engang i aften.

P1040371

Indtil videre har det været en dejlig søndag.

2 kommentarer:

Zindy sagde ...

I har da til fulde udnyttet den flotte søndag, som mindede om forår, blir helt glad af at læse om det.

Lizelotte sagde ...

Ja vi må tage det gode vejr og bruge det, når det nu kommer i januar...