onsdag, september 27, 2006

Livsnyderens tanker om døden

De seneste dage har jeg tænkt på døden. Den har været i mine tanker af grunde, som jeg vil vende tilbage til.

Først vil jeg lige dele et digt med jer, som en kvinde ved navn Grethe Risbjerg Thomsen skrev i 1948. Jeg læste det som ung, og det har været med mig siden.

Måske en Martsdag

Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.

En Nat, måske en Martsnat,
saa mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.

Det er så smukt, det digt - og det, det fortæller mig, er at døden er et vilkår i livet. Det minder mig på en smuk og udramatisk måde om, at en dag løber min tid ud.
At døden er en hverdagsagtig ting, så at sige.

Det glemmer man tit, når man lever - og heldigvis, er jeg lige ved at sige. På den anden side, er det skidt at glemme det helt - for så glemmer man måske at leve ...

I denne uge fik vi en påmindelse. Min bror væltede på scooter - han gled i en olieplet - og slog sig slemt. Han var heldig - for selvom han har en hånd, som er dobbelt størrelse af betændelse, en skulder, som er kraftigt forstuvet og mange hudafskrabninger og blodansamlinger, så er han i live. Ingen brækket ryg, ingen fatale hovedlæsioner.

Jeg talte med min mor, og hun kunne berette om forstyrrede nætter med drømme om ulykker og død. Hun har nævnt det for andre, som sagde "Men det gik jo godt - lad nu være med at tænke mere på det!"

Min reaktion var dog - da jeg lige havde tænkt over det: At jeg forstår hende godt.

For et par år siden kom Andreas galt afsted på sin scooter. Han kørte frem for rødt og kolliderede med en højresvingende bil. Bruno sad og så på det - han skulle også til højre der - og kunne intet gøre. Han var rystet, det samme var Andreas - og jeg også.
Der skete mirakuløst intet med Andreas, selvom han kørte alt for stærkt.

Samme eftermiddag stod jeg og tog vasketøj ned fra tørresnoren. Idet jeg tog Andreas' bukser ned og lagde i kurven, slog tanken mig: Du kunne have stået her med din døde søns nyvaskede bukser.

Jeg var nødt til at sætte mig ned.

Det næste års tid kom tanken ind imellem. Når vi hyggede os sammen, alle fem - når vi var på ferie ... når vi var samlet om aftenbordet. Tanken om, at vi istedet for Andreas kunne have haft sorgen og savnet med i vores selskab. Hver gang gav den mig akut åndenød og behov for at kramme både mine unger og min mand.

Det er sq så skrøbeligt, det liv.
Vi skal huske at nyde det.

Og at vi dør en lille smule, for hvert sekund, der går.

7 kommentarer:

Lene sagde ...

Det er netop lige det vi skal, Lizelotte. Vi bliver nok ved at bekymre os om småting set i den sammenhæng, men hvis vi blot stopper op en gang i mellem og husker på glæden ved at være til og have hinanden, så kan det være vi lærer det.
Smukt digt, hvem var Grethe Risberg Thomsen ?
Godt din bror og Andreas slap så nådigt, ja livet kan vende så hurtigt.

ella sagde ...

Det er meget at glædes over, men klart at forskrækkelsen sidder lige under huden og forrest i hjernen. Når man tænker på hvor slemt det kunne være gået er det som at få en mavepumper. Puha Lizelotte, godt at det ikke gik værre.

Lizelotte sagde ...

Lene, jeg har opdateret posten med et link til flere informationer om hende.

Ja - Ella og Lene - man bliver angst og mindet om at skønne på det, man har...

Daniel sagde ...

Jeg læste den reaktion i mange øjne/ansigter, da jeg for 3 år siden kom alvorligt galt afsted da jeg faldt ned gennem et uafskærmet hul til et ovenlysvindue, på en fabriksbygning.

Da jeg lå på sygehuset, kunne jeg se i ansigterne på venner og familie, når de kom på besøg for første gang, at de netop tænkte tanker om, hvor galt det kunne være gået. Jeg så også lettelsen i deres øjne, når de opdagede, at jeg trods alt stadig var mig selv (ord som hjerneblødning, kan hurtigt sætte gang i en negativ tankespiral).

Jeg vil døje med mén fra ulykken resten af livet, men når jeg tænker på, hvad det var, jeg var igennem, er jeg ikke i tvivl om, at jeg slap utroligt heldigt. Det har bestemt givet noget at tænke over, med hensyn til hvordan livet skal leves, og hvor pludseligt det kan være forbi.

Lizelotte sagde ...

Daniel, det er rigtigt - man lærer altså noget om prioriteringer af sådan nogen "close calls".

Og velkommen til i øvrigt :-)

HenrietteB sagde ...

Jeg elsker det digt - tak for at du mindede mig om det!

:-)

Lizelotte sagde ...

Velbekomme, Henriette. Kan faktisk ikke huske, om det var i folkeskolen eller på gym jeg læste det første gang. Men jeg har aldrig glemt det siden. Det gav lidt trøst, da min far døde. Fordi man kunne se det sådan: at nu var han holdt op med at dø.