Tørresnoren

Jeg har en kollega, som er noget helt for sig selv.

Vi plejer at sige - kærligt - at han er Bankdatas ældste damp-barn. Han er særdeles dygtig til det, han gør, men det er ikke alle, som forstår, hvad han siger, for han har også sin helt egen unikke måde at tænke på.

Når man taler med ham, kan samtalen godt blive noget usammenhængende. Han skifter nemlig emne helt uden varsel, og tilsyneladende uden grund. Men gider man blive hængende lidt, kan det være man får et hint om, hvad der triggede emneskiftet.

Vi driller ham en del, og han kan lide det. Fordi det er kærligt ment, tror jeg. For ingen tvivl om, at han er en populær kollega blandt de fleste. Foruden at være fagligt dygtig og en rigtig arbejdshest, er han nemlig også noget af det rareste og hjælpsomste vi har. Han yder en kæmpe indsats i vores personaleforening, og har arrangeret alt fra julefrokoster til åbent hus og jeg ved ikke hvad.

Nu fylder hans kone 60, og her en lille uge inden er han kommet i tanker om, at hun da egentlig skulle have en sang. Da det nu er ham, sagde jeg "No problem" selvom jeg ellers holder hårdt på, at festsange skal bestilles i god tid.

Da han kom med tips, var de mildt sagt magre. Der stod hvor mange børn de har, og børnebørn, og lidt om korsang og stavgang osv. Jeg fik dog presset ham til at fortælle lidt om, hvordan og hvornår de mødtes, og andre, lidt mere personlige ting.

Jeg kender nemlig min kollega godt nok til at vide, at han garanteret aldrig får sagt til sin kone, at han er glad for hende. Og at hun garanteret længes efter at han skal sige noget pænt. Så nu får hun en sang, hvor han for en gangs skyld er lidt romantisk.

Og det er jo også værd at tage med - selvom det egentlig var mig, der var romantisk på hans vegne...