Stræk den brune farve...

Jeg er blevet rigtig godt brun her i sommer. Vejret har været til det.

Som en brunøjet blondine har min hud valgt den gyldne middelvej - i ordets bogstaveligste betydning. Jeg får farve, og jeg bliver mere og mere brun - til et punkt, hvor jeg er nydeligt, men absolut ikke overvældende, gyldenbrun.
Jeg kender folk, som får farve som en italiensk blækspruttefisker. Men ikke mig. Jeg bliver gyldenbrun, og det er pænt - om end ikke så imponerende som mine mere mørkhudede bekendte.

Jeg har i mange år hørt til den del af befolkningen, som smugstarter sæsonen med lidt moderat farvetilføring i marts/april - jeg har frekventeret det lokale polet-solarie. Det samme har jeg gjort i september og oktober, for at holde lidt på den fine farve, sommeren har givet mig.

Nu har det fået ende. Diverse hudkræft-kampagner har langt om længe fået krammet på mig, og jeg har foræret mine overskydende poletter til Andreas (han får dem, når jeg finder dem :-).
Men jeg er stadig fint sensommergylden - dette år kommer det bare fra en flaske.

En gang hver eller hver anden uge tager jeg en tur med hamphandske, skrubbemaske og god bodylotion - og så finder jeg flasken frem. Jeg fordeler det velduftende skum på mine arme og ben og i mit ansigt, og i løbet af et par timer har jeg fået min sommerfarve: fin og gylden, og meget ægte at se på.

Og jeg behøver ikke bekymre mig om hverken forøget rynkedannelse eller hudkræft af den grund.

Hurra for Piz Buin ...