søndag, november 23, 2008

Natteroderi

Sikke en nat.

Her går jeg og tror, at ungerne er blevet så store, at de er færdige med at holde mig vågen om natten (med mindre det er fordi de er i byen og ikke kommer hjem til tiden) - og så havde vi lige sådan en "herlig" nat.

Kristian døjede noget med mavekneb igår. Det kom og gik, sammen med hans appetit. Men han fik da guffet en god portion hjemmelavet pizza igår, og så rimeligt frisk ud da han gik op på værelset. Men ved 21.30-tiden ville Bodil spille 500, og da hun gik op for at se, om han ville være med, fandt hun ud af, at han havde det rigtig, rigtig dårligt.

Han lå faktisk og græd på sin seng, fordi maven gjorde så ondt, så ondt. Jeg tjekkede faktisk blindtarmsbetændelsessymptomer, og det lignede så betænkeligt, at jeg endte med at ringe til vagtlægen.

Han syntes, jeg skulle give Kristian panodil og se tiden lidt an. Så det gjorde jeg. I øvrigt mente Kristian selv at have hørt, at "man kan ikke hoppe uden det gør ondt, hvis man har blindtarmsbetændelse, og det prøvede jeg lige inden vi spiste" - så han troede ikke selv, det var blindtarmen.

Normalt virker panodil i løbet af ½ time, men det tog næsten en time (og klokken var nu ca. 23) inden Kristian faldt i søvn. Jeg blev siddende ved ham en times tid, bare for at se at han sov trygt. Så gik jeg i seng og lod døren ind til ham stå åben - og soveværelsesdøren også.

Jeg nåede lige at ligge ½ time, så jamrede han sig derinde. Og så sad jeg der igen en times tid og var i syv sind, om jeg skulle ringe til vagtlægen eller lade være.

Godt jeg ikke gjorde. For pludselig skulle han kaste op, og da det var overstået, var det en bleg, rystende og meget mere normal Kristian, jeg havde foran mig. Vi snakkede lidt og gik på badeværelset hvor han børstede tænder osv., og så puttede jeg ham i seng. Men den nærmede sig da 2, og jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn med det samme....

Så må man jo sove længe. Men det kunne jeg nu heller ikke idag. Så her sidder jeg, med pudemærker og soveøjne og morgenhår og overvejer, om jeg har overskud til at tage i Equinox og træne.

Det varer vist lige et par timer inden jeg skal det. Måske nupper jeg en formiddagslur i sofaen først.

Kristian har det heldigvis fint i dag - det er dejligt, og så gør det andet ikke så meget :)

Ingen kommentarer: