En af de helt store bagdele ved at være voksen og have en familie, er at man rent faktisk forventes at planlægge og tilberede aftensmad - sådan på et dagligt basis.
Og det er altså stærkt overvurderet. Det kan godt være at hende den søde Anne-mad, Claus Meyer og alle de andre kan få det til at virke sådan lidt "og så kaster jeg lige lidt timian og sherryeddike på panden"-sjovt - MEN DET ER DET IKKE!
F.eks. finder jeg i aften mig selv i færd med at tilskære kyllingfileter. Hvad er de der snaskede brusk/sene/fedt-klatter som sidder under sådan nogen - helt ude i siden - egentlig for noget?? Hvem har bestemt de skal sidde der - og hvorfor er de ikke FJERNET når jeg griber plastickassen med kyllingfileter nede i Superbrugsen?
Og så skal man finde på ... det skal jo helst være sundt, varieret, og med masser af grøntsager. Og jeg gider ikke - ihvertfald ikke hver dag.
Hvis jeg havde vidst hvor kedeligt det var, dengang jeg var barn ville jeg:
* have glædet mig LIDT mindre til at blive voksen og selvstændig
* have kysset min mors fødder dagligt fordi hun gjorde alt det kedelige arbejde for mig.
Tak mor ... du er stadig en helt, for du brokkede dig da aldrig ... :)
Måske egner jeg mig bare ikke til at være voksen?
Kan man godt sådan helt spontant gå i barndom, når man er 42?
9 kommentarer:
Prøv Liselotte - og lad mig vide, om det lykkes. Så vil jeg gerne have opskriften :-)
Jeg skal forsøge :) Godt vi har mænd som kan tage over med det der voksen-noget engang imellem :D
:-) åh ja, en gang imellm ville det være rart
Jeg har faktisk altid godt kunnet lide at lave mad - når jeg har TID og RO og OVERSKUD.
Det er bare så tit jeg ikke har det, når jeg kommer blæsende hjem fra job og skal hurtigt videre ...
Helle, det er jo det! og når man så ikke har planlagt, og skal finde på noget på vej hjem fra arbejde ... suk...
oh det kunne lige så godt have været mig det der, Ærgerligt at Pippi ikke gjorde mere ud af at offentliggøre sin opskrift på de der piller.....
Jeg havde været der.
Skønt indlæg :-) Jeg vil sende min mor et link til det, med en tak fra hjertet selvfølgelig...
Mon ikke man i øvrigt kunne have lidt gavn af engang imellem at tage en fridag fra voksentilværelsen? Blot en tanke...
Flinkonellas, jeg gør da mit yderste for ikke at være alt for voksen. Prøv at spørge dig før blandt mine kolleger engang :D en af mine rare projekt-kolleger, som er midt i tyverne, sagde til mig en dag: Arj, hvor er du barnlig! Det tog jeg som en kompliment ;)
Toni, det er jeg sikker på er sundt. Og så prøvede jeg at lure på din blog, men det må man åbenbart ikke :(
Lizelotte - det er ikke noget personligt, blot en overgangsperiode, hvor jeg er nødt til at have lukket.
Send en kommentar