Pludselig løber jeg uden det store besvær 5 km.
Ikke på rekordtider, men heller ikke katastrofalt langsomt.
I sommer forsøgte jeg at begynde at løbe igen. Jeg savnede det kick, jeg tidligere fik af at løbe - det velbehag, det gav, og hvordan jeg altid savnede min løbetur, hvis jeg var nødt til at springe over. Og så savnede jeg min krop - den, der kunne være i et par bukser str. 29-30", den, der var fast og stærk og tjente mig godt.
Jeg kom aldrig rigtig igang. Det var en lidelse at løbe. Om det var pga. min for høje vægt, eller om det skyldtes sejpineriet med Alt for Damernes fra-Adam-og-Eva løbeprogram ved jeg ikke.
Denne gang har jeg ladet løbeprogrammer været løbeprogrammer. Jeg har hevet skoene på og har løbet, til at starte med omkring 25 min., uden at måle km.
Og det er ikke mere end et par uger eller 3 siden, jeg fandt mine NB'er frem.
I dag løb jeg i tusmørket oppe på volden, og så lysene blive tændt nede i byen, mens jeg nød fornemmelsen af fjedrende sti under fødderne og kølig efterårsluft ned i mine arbejdende lunger. Jeg nød fornemmelsen af kraft i afsættet, fornemmelsen af at kroppen ville det samme som mig.
Bagefter, i badet, så jeg ned ad mig selv og genkendte en krop, som jeg er venner med igen.
Hold op, der er sket meget for mig de sidste 7-8 uger, både fysisk og mentalt.
Det er en kombination af mange ting. Ingen tvivl om, at det startede med, at min dejlige veninde Lene fik hevet mig med hen til Vægtkonsulenterne. Bare det, at jeg havde besluttet mig for at gøre noget, satte gang i flere ting. Jeg bestemte mig nemlig for, at NU ville jeg igang med at træne igen.
Jeg havde egentlig gået og taget tilløb - for jeg ved, at jeg nok ikke holder 20 år mere på arbejdsmarkedet hvis jeg ikke gør noget ved min skulder- og rygmuskulatur. Det var nogenlunde det, fysioterapeuten sagde til mig i foråret.
Så jeg fik lagt program, og den sidste måneds tid har jeg trænet - 2 gange om ugen. Programmet er rigtig godt og tager hensyn til, at der er ting jeg ikke kan gøre uden smerter. Øvelser, der går på forsiden af skuldrene, er med lav, lav vægt. Og nogen øvelser skal jeg kun lave med venstre arm, fordi højre ikke er klar...
Og der for 2-3 uger siden følte jeg mig så pludselig let nok til at løbe.
Her er jeg så. Tæt på 7 kg lettere, og meget, meget mere tilfreds og glad. Det fylder rigtig meget i hovedet på mig, og jeg må erkende, at den overvægt, der havde sneget sig på, fyldte tilsvarende - i utilfredshed og irritation på mig selv. Jeg har ikke spor svært ved at spise fornuftigt, og jeg er næsten aldrig sulten. Har masser af energi og overskud.
Mit mål er at fortsætte kursen frem til starten af december. Jeg vil godt tabe et par kg mere inden da. December skal jeg bare holde vægten. Der skal være plads til at bage (og spise) småkager og lave (og spise) konfekt - og jeg spytter IKKE ud, når vi skal til julevinsmagning!
Der skal slåes til Søren til julefrokoster hist og her, og jul og nytår skal der være plads til gæstebud og en flaske rødvin til deling ind imellem.
Hvis jeg så til januar synes, at jeg skal have det sidste par kg af, så gør jeg det der. Og bare rolig - jeg er ikke ved at udvikle anoreksi :D det sker ALDRIG for mig! Men jeg mangler faktisk stadig nogen kg, før jeg er nede på den vægt, jeg havde for 3-4 år siden.
Det er fedt med vægten, og tøjet, som bliver for stort.
Men det fedeste er løbeturene. Hvor kroppen arbejder og jeg føler mig stærk og fri.
8 kommentarer:
Liselotte løber -og kicker sig nu i egen takt. Uden dirrende deller, med ekstra afsætskraft og smuk aftenudsigt tilligemed. Hun har fundet sig selv, fordi hun VILLE. Samtidig nægter hun at erlægge livsnydningen. Hun kan trygt kigge sig selv i øjnene (og ned ad sin krop under bruseren)
Godt gået!
(Hvisker: jeg tænkte nok, det var Vægtkonsulenterne. Det er det eneste der dur) hihi...
Skulderklap fra Garagen :D
tillykke, du er for sej
Tak Lupo ... nu rødmer jeg snart :)
Og ja - - vægtkonsulenterne sparker røv!
Tak Flinkonellas ... jeg føler mig pænt sej ;)
Den eneste grund til at jeg ikke vil følge vægtkonsulenterne, er at man ikke må spise kartofler og brød ;-)
Det er bare så godt gået, Lizelotte, jeg vil forsøge at få min motion sat i skema, for jeg vil tabe mine 5 kg, men mere få en krop, der er i harmoni med sig selv. Tak for indsparket.
Lene, jeg spiser faktisk kartofler næsten hver eneste dag ... og jeg spiser også brød, bare ikke så meget...
Det er sgu flot gået Lizelotte... Beundringsværdigt!!!
Jeg selv kunne også godt trænge til at lægge et par kilo eller 5, nu snakker vi om at løbe sammen, min yngste og jeg, det vil være godt for min vægt og manglende energi, og godt i fht. den angst hun oplever efter biluheldet for nylig. Så jeg skal ud og finde et par løbesko...
Tak Annie. God fornøjelse med løbeturene ... når det holder op med at være tungt og hårdt er det sååååååå dejligt...
Sejjjjt !!
Send en kommentar