fredag, marts 31, 2006

Vinsmagning - nu med vinbonde

Torsdag aften deltog Bruno og jeg i Bankdatas vinklubs generalforsamling med efterfølgende smagning.

Vi er rimeligt regelmæssige deltagere i vinklubbens arrangementer - der er 4 om året, og vi deltager, hvis vi kan. Kombinationen af hyggelige mennesker og god vin er tillokkende - også en torsdag aften.

I går var temaet vine fra Gilles Ellul, som har et lille vinsted i Languedoc-distriktet. Dette distrikt er kendt for kedelige masseproducerede vine, men der er en modbevægelse igang dernede, og Ellul er en del af dette!
Han var selv til stede og præsenterede sine vine - 3 af slagsen - som var virkeligt dejlige vine! Gode nok til, at vi bestilte 12 flasker på stedet...

Er du nysgerrig, kan du købe vinene hos hans danske importør, Liber Vin. De er opløftende gode og til en fornuftig pris - især taget i betragtning, at det er fransk vin, vi taler om.
Vores favorit var Libre Ellul - af grenache-druen, med håndplukkede, sorterede druer, lagret et år på egetræsfade. En lækker, rund vin med varme toner i smagen - uhm!
Oven i købet har de valgt en stiliseret guldsmed som logo - meget smuk og lidt utraditionelt. Årsagen er, at guldsmed på fransk hedder "libellul" - det var i øvrigt hans kælenavn i skolen :-)

Vi planlægger at lægge ferieturen forbi Ellul. Så er vi sikre på at få noget fint, fint vin med hjem!

Bankdata har mulighed for at lave den slags arrangementer, fordi vi har en meget stor vinklub - over 140 medlemmer. Vi har haft rigtig mange spektakulære vinoplevelser med vinklubben!

Og vi glæder os til flere - selvom vi var lidt trætte i hårrødderne i morges...

tirsdag, marts 28, 2006

Da "den lille forskel" kørte af sporet.

I går aftes var vi til foredrag i Kolding om "Den lille forskel". Foredragsholderen var Martin Østergaard - journalist og terapeut - og oplægget var:
Et foredrag om de underholdende forskelle på mænd og kvinder
- Hvordan kan det f.eks. være, at kvinder svarer på deres egne spørgsmål?
- Og hvorfor bliver mænd ved at kigge i kortet, selv om det er lettere at spørge om vej?
- Og hvorfor har mænd lettere ved at tale, efter de har haft sex?
- Mens kvinder ofte har brug for at få talt, inden de får lyst til sex?
- Hvorfor er manden bedre end kvinden til længe at lukke sig inde og alt andet ude?
- Og hvorfor er kvinden langt bedre til at være til stede i en samtale?
- Hvordan kan det være, at manden ved så meget om kvinden, men ikke bruger sin viden?
- Og hvordan kan det være, at kvinden ved så lidt om manden, selv om hun arbejder virkelig hårdt på at få mere at vide om ham?

Det lød jo meget spændende. Men det var det desværre ikke.
Foredragsholderen brugte de første 10 minutter på at futte rundt og tjekke døren, sodavanden og sine "klodser", samt at fortælle om sig selv .. jo jo, og det fik han nok også penge for.
Jeg håber ikke, at nogen var kommet for at få ny inspiration til at forstå sin mand/kone bedre og få et bedre parforhold, for budskabene var:
  • Mænd vil have et varmt sted at skide og regelmæssig sex, så er de glade
  • Kvinder vil have tryghed og følelser og lov til at snakke
  • Kvinder skal holde kæft noget mere. Mænd gider ikke høre på dem alligevel.
  • Mænd skal lære at lade som om de hører efter (og høre efter med ½ øre) så bliver kvinden glad, for hun er dybest set ligeglad med om han hører efter.

...og sådan gik det slag i slag med at cementere nogen gamle, antikverede generaliseringer om at "sådan er mænd/kvinder" - håber ikke, at 2. afdeling var lige så dårlig/kedelig/intetsigende. Men i det mindste virkede det, som om han godt selv ku' lide at høre på ... sig selv...

Vi smuttede efter pausen - vores venner, som vi var afsted med, gav en kop kaffe, og på den måde blev det alligevel en hyggelig aften.

Men helt ærligt. Jeg vil sq da også gerne ha' et varmt sted at skide og regelmæssig sex. Og jeg ved positivt, at min mand både har brug for ømhed og tryghed, og også sætter pris på at sparre med mig. Men der er nok noget galt med os. Måske skulle vi gå i terapi hos Hr. Østergaard?

I think not! :o)

Min store dreng ... :-)

Andreas var til session i går.

Han har snakket om, at han godt kunne tænke sig at aftjene sin værnepligt, og snakket lidt om Karup. I går ringede han så til mig efter endt session, og fortalte, at han har meldt sig frivilligt ... til livgarden!

Jeg var så overrasket at jeg tabte næse og mund ... men det er da også lidt sejt!
Og det bliver helt sikkert sundt for ham, hvis det ender med det.

I så fald skal han ind til April næste år...

søndag, marts 26, 2006

V for Vendetta

Retur fra bio kan jeg anbefale denne film.

Den foregår ca. 20 år inde i fremtiden, i et England styret af en højrereligiøs overkansler.
Komplet med udgangsforbud, hemmeligt politi og mennesker, der forsvinder, hvis de ikke har den rigtige mening.

En oprører dukker frem ... tilsyneladende af ingenting ... og redder ved et tilfælde en ung kvinde, hvorefter begivenhederne tager fart. Denne maskerede person vil rive tæppet væk under undertrykkerne, men det er for ham i høj grad også noget personligt ...
En lettere overvægtig politimand med et ansigt som en blodhund skal arbejde på sagen. Fans af Henning Mankell vil få mindelser om Kurt Wallander, når de ser denne person...

Filmen har skønhed og gru godt blandet op. Symbolikladet og dyster er den. Hvad sker der, når vi i vores usikkerhed og angst for verden vælger at satse på den der har LØSNINGERNE?

Jeg nød den inderligt - og Bruno syntes også den var god, selvom ordet "fremtids..." får ham til at rejse børster.

Der behøver ikke være langt...

...fra tanke til handling.

Jeg har bestilt denne Canyon-racer ... håber den kommer SNART - helst inden suppeturen 9. april... :-)

Og så vandt Basso jo lige Criterium ... det var fedt! :-)

Er der gået LIDT cykel i denne weekend?
Tjooh....

Vi har lige nydt en lille tår Dalwhinney whisky til vores kaffe - Bruno havde en flaske med hjem fra Belgien, sammen med en parfume til mig ... dejligt!

Nu tager vi i biffen - for at se V for Vendetta...

Jeg drømmer om...

...denne her...

Søndag og regnvejr

Det er søndag, og det regner.

Det ville være rigtig hyggeligt, hvis ikke det var fordi jeg har en opgave i dag, som går på at dele Baghjulsnyt ud - bladet, som min cykleklub udgiver.

Stakkels Bruno er vært for en MTB-tur her i formiddag - de bliver våde. Heldigvis skal de mest køre i skoven.
Jeg ved også, at en flok landevejsentusiaster nupper den nye 24timers-rute i dag - 125 km på landevej ... brrr....

For mig står den altså på en køretur - i bil - rundt til de 3 andre distributører, og dernæst på cykel rundt i nærområdet med bladet. Godt jeg har regntøj :-)

I eftermiddag vil jeg lave en kop kaffe og se det sidste af Criterium ... glæder mig allerede ;-)

lørdag, marts 25, 2006

Sæsonens første cykelmål

Jaja - jeg ved det - der går lidt cykel i den i dag!

Jeg har lige meldt mig til LadyTour i Herning den 27. maj.. det er spændende, at nogen har bestemt sig for at tage "kampen" op med Tøserunden med endnu et rent kvindeløb - vi har manglet sådan et her i Jylland!

Det er for DYRT at deltage i Tøserunden, og der er besværligt-langt derover. Og så er det lidt irriterende, at man starter 8000 cyklister hulter til bulter - i stedet for at starte motionister først og hyggecyklister bagefter. På den måde kommer man som motionist på racer til at ligge i 5. position over alle 112 km og overhale damer på "havelåger" i regntøj og med thermokande, som kører ca. 16 km/t ... det er lidt træls.

Jeg håber, at Lady Tour tager højde for det problem... når nu jeg kommer derop på den der nye racer, jeg har planer om at købe... :-)

Jaaah - så er cykelsæsonen i gang...

Sådan set har min cykelsæson været LIDT i gang hele vinteren - min MTB har fragtet mig til og fra arbejde mange dage hen over vinteren, og jeg har kørt Vintercup.

Den cykelsæson, jeg taler om, er den i sofaen ... vi har lige nydt 1. etape af Criterium International.

Det var - for mig - det første cykelløb i år, hvor jeg sad i sofaen og kikkede med, og det første med de helt store profiler fra CSC. En veloplagt Basso blev uden alt for meget besvær nr. 2 på dagens etape efter Rabobanks Erik Dekker ... det var rart at se.

Vejret gav mindelser til den Danmark Rundt-etape, vi så sidste sommer i Vejle - det tissede ned uafbrudt, og vi var glade for vores paraplyer og regnjakker. Det gjorde nu ingenting.

Det er efterhånden en tradition, at Bruno og jeg (og nogen gange et udvalg af vores børn) SKAL ud og se en af Danmark Rundt-etaperne live - og sidste år var det jo fedt at se Ivan Basso vinde suverænt i Vejle.

Året før var det enkeltstarten i Fredericia, vi besøgte, sammen med et hold cykelinteresserede venner, og Kristian og Bodil, som syntes det var sjovt, fordi de kunne få lov at ose Diddl-ting i Imerco.

Og før det igen, var det vist en af de stygge bakker i Kolding, vi stod og hujede på. Derfra husker jeg især en MEGET træt Jan Kirsipuu, som faldt længere og længere tilbage i løbet hen over de 3 gange, de kom forbi "vores" bakke. Jaja .... det behøver ikke at være TdF for at rytterne kan blive RIGTIG trætte... :-)

Basso er en rytter, jeg holder meget af at se på. Og nej, det er ikke bare, fordi han ligner en engel på et gammelt italiensk kirkemaleri... han er en smuk mand, men det allerbedste ved ham er hans lette, elegante kørestil - han sidder så smukt på en cykel, at man tror den kan lette hvad øjeblik det skulle være..

En anden favorit er Jan Ullrich... hans koncentrerede kraftfuldhed og malende tråd - wow! Man kan næsten SE kilowatt'ene i hans kølvand...

Ja, og så er der jo Mancebo. Han er en slider. Og meget let at kende, fordi han nærmest kører sidelæns - han ser ud som om han er ved at dø, men det skal man nu ikke lade sig narre af. Jeg kan godt lide ham, fordi han er ukuelig og sej. Og fordi han har trukket Basso op af mange stigninger (de var i en del udbrud sammen sidste år i TdF) ;-)

Jeg glæder mig SÅ meget til den kommende forår/sommers store løb - og heldigvis er min kærlighed til sporten en, jeg deler med Bruno. Det er faktisk ham, der har inficeret mig :-)

Og nu skal jeg da vist snart ha' mig en ny cykel selv ... behovet melder sig med fornyet styrke, nu hvor jeg tænker på, at vi har "suppetur" den 9. april...

torsdag, marts 23, 2006

KRISTIAN - 10 ÅR - om en time ca...

I morgen bliver Kristian 10 år.

Hurra, hurra, hurra :-)

Han ønsker sig ingenting ... kun sådan noget som en pc, en x-box og lignende ting til umulige priser :-) Jeg har foreslået ham at ønske sig penge til en x-box - han har i forvejen de sidste 5 måneders lommepenge liggende urørt i sin pung, så han vil da snart kunne købe en...

I stedet fejrer vi ham med maner og engelsk morgenmad i morgen tidlig. Med bacon, baked beans og hele svineriet. Dog uden stegte tomater - men dem er han også ret ligeglad med.

Jeg har bagt to rugbrøds-størrelser marmorkager, som han skal dele ud i morgen i skolen, og når han så får fri, skal han med sin far & co. op til Bedstemor og Bedstefar - de holder fælles føsda' for ham og hans kusine Heidi, som har fødselsdag samme dag som Kristian.
Lørdag står den på børnefødselsdag hjemme ved far, og søndag skal de fejre i den del af familien, tror jeg.

Det lyder som om mine unger kan se frem til en dejlig weekend :-)

Bruno og jeg vil nyde den relative fred, der er, når det eneste barn er 18 - næsten 19 - og gerne passer sig selv lidt... det glæder jeg mig til.

Det bedste i denne uge!

Her tæt på arbejdsugens afslutning, skete noget rigtigt dejligt.

Jeg har en god kollega, som for nogen uger siden fik konstateret modermærkekræft - øv.
Efterfølgende fik han beskeden, at det, de havde fundet, var noget, der var kommet et andet sted fra - at der måtte være kræft et andet sted - endnu mere øv.

Verden væltede naturligvis for ham og hans kone. Det var svært. Hårdt. Han var inde for at få lungerne røntgenfotograferet - for at se om der var "noget" der. Det var der heldigvis ikke.

Og så - pludselig i forgårs - fik han besked om, at han slet ikke havde kræft!
Lægerne har tolket biopsien forkert, og det, de troede var modermærkekræft, var en blodcyste.

Jeg glæder mig så enormt for ham og hans familie! Hans sygdom har fyldt en del i hovedet - han er både en kær kollega og en med-cykelmotionist, og han er jævnaldrende med Bruno - og altså kun sidst i 40'erne. Vi har snakket meget om ham, og sendt mange positive vibrationer i hans retning.

Og lige siden jeg læste hans glade meddelelse i min arbejdsmail i morges, har det ligget og boblet i maven - på den måde, at når jeg ikke lige har tænkt på det lidt, kommer det poppende sådan: "Hvad var det dejlige, der er sket nu? NÅ jo..."

Det var superfedt at bringe det videre til min familie, som jeg har delt det med (min store søn, og Bruno, som jeg talte i telefon med i aften - han kommer jo hjem engang om et par timer) - selv min mor måtte høre om det, fordi jeg ikke lige kunne snakke med Bruno :-)

Han kaldte det selv "at vinde i lotto", og på en måde har han jo lige fået livet forærende - så det kan jeg sagtens følge.

Jeg er forfærdeligt glad på hans vegne!
Mirakler sker trods alt stadig...

onsdag, marts 22, 2006

Hvad sker der lige for vejret??

For ½ time siden hængte jeg en maskinfuld vasketøj ud, og nød, at solen varmede min ryg gennem min trøje. Jeg tænkte på - at nu er det her, foråret!

Nu sidder jeg her - og skulle lige til at skrive en glad kommentar om det - og så ser jeg ud af vinduet, hvor det pludselig sner!!

Hvis jeg nu ignorerer det, så går det væk. Det MÅ det gøre!
Solen skinner da nu - så skal det bare holde op med at sne.

Fire ting

...nu har jeg set det rundt omkring - og med mit nyopstandne hoved vil jeg forsøge mig selv:

Fire jobs, jeg har haft:
1) I sommeren 1984 tog jeg fra ved en papirsækkemaskine på Bates i Nørresundby... det fik jeg flotte overarme af :-)
2) Med de penge, jeg tjente, tog jeg til USA, hvor jeg var au pair-pige i Chicago et lille års tid.
3) Jeg har senere arbejdet på Bang & Olufsen - i produktionen
4) Mit første IT-job var som programmør i Sydbanks edb-afdeling i Åbenrå.

Fire film, jeg kunne se igen og igen:
1) Sliding doors - hvor Gwyneth Paltrow følges i to "livslinier" - en hvor hun når toget og en, hvor hun ikke når det på vej hjem fra arbejde. Livet er bare så tilfældigt...
2) Ringenes Herre-trilogien. Jeg har elsket bøgerne siden jeg var teenager, og synes, at filmatiseringen er fantastisk.
3) Alien-filmene - jeg elsker et godt gys...
4) Fire Bryllupper og en begravelse ... fordi jeg er en sentimental prut... ;-)

Fire steder, jeg har boet:
1) Jeg er vokset op i Storvorde nær Aalborg - på Engtoften 50. Der boede jeg med mine forældre og søskende fra mit 5. år til jeg var 18.
2) Jeg boede i Skive, mens jeg gik på edb-skolen - på et kollegie. Det var en sjov tid...
3) Jeg har boet i Åbenrå, mens jeg arbejdede i Sydbank
4) Jeg boede i 6 uger i en lousy, utæt, lille lejlighed inde i Riddergade i Fredericia, da Bruno og jeg flyttede sammen. Det fik jeg lungebetændelse af :-) - godt vi ikke boede der så længe!

Fire TV-shows, jeg godt kan lide at se:
1) Dinas dates ... den er vældigt underholdende. Jeg synes Dina er fræk og uskyldig og sjov.
På en gang.
2) Skadestuen ... fordi jeg er wyld med George Clooney!
3) Øøøh ... er TV-avisen et tv-show??
4) Kontant! Det synes jeg er interessant!

Fire steder, jeg har været på ferie:
1) Som ung var jeg på bådferie med mine søskende i The Norfolk Broads - det var en skøn ferie, og the Broads er et fantastisk område.
2) I september var Bruno og jeg på øhopperferie i de græske Kyklader ... det var bare den fedeste ferie nogensinde!
3) Jeg har et par gange besøgt Sydengland - primært Cornwall - med min exmand og mine børn. Der er fantastisk!
4) I Sydfrankrig kommer vi igen og igen. Vi har efterhånden camperet en del steder, Bruno, ungerne og jeg.
De talløse somre i sommerhuset i Øster Hurup i min barndom skal også lige nævnes :-)

Fire websites jeg besøger/bruger dagligt:
1) www.politiken.dk - hvor jeg følger lidt med i nyhederne og læser Nynnes dagbog...
2) www.dmi.dk - når man godt kan li' at cykle og løbe, er det godt at kende vejret...
...så tror jeg faktisk ikke jeg med sandhed kan sige, at der er andre, jeg bruger sådan ligefrem DAGLIGT...

Fire favoritretter:
1) Pizza. Jeg bliver aldrig træt af det.
2) Flæskesteg med sprød svær, hjemmelavet rødkål og sovs og kartofler...
3) Indisk mad. Også gerne vegetarisk.
4) Store røde møre bøffer med ovnkartofler. mums!

Fire steder, jeg godt gad være:
1) På en fortovsrestaurant i Parikia, på øen Paros i de græske Kyklader... sammen med min Bruno.
2) I Hagfors i Sverige, på camping med familien.
3) I Chicago - på en bro over Chicago river med udsigt til the Wrigley Building, med State Street til den ene side og Lakeshore Drive til den anden...
4) Lige her, hvor jeg er.

Fire bloggere, jeg tagger:
*pyha* ... jeg kender vist ikke nogen, som ikke allerede ER blevet tagget ...

Det var sjovt .... og hvis jeg prøver igen en anden dag, bliver svarene sikkert anderledes :-)

Ude af spillet!

Pyha - så gik der lige nogen dage med at være syg.

Det måtte jo ske - ungerne har skiftedes til at være syge, og nu var det så min tur... hovedpine, småfeber, øm hals, forkølelse... i dag er jeg heldigvis fri for hovedpinen, og har forhåbninger om at komme ud og afløse min stakkels kollega Henrik, som hænger på den hotlineuge, jeg burde have taget ...

Bruno er taget til Belgien i går morges - jeg må sige, at jeg er glad for at have en voksen søn med kørekort osv. Han har taget sig meget af Kristian, og klaret nødvendige småærinder.

Kristian har ligget med halsbetændelse, men efter 3 dages penicillin ser han nu ud til at være feberfri.

Jeg fik en opmuntring af de store i dag - en sød kollega ringede, fordi hun havde set i min kalender, at Bruno var i Belgien, og så tænkte hun på, at jeg måske havde brug for nogen til at købe lidt ind for mig eller andet - om jeg var ok.
Det var dejligt med den omsorg. Sådan noget gør mig så glad for at være der, hvor jeg er, med de kolleger, jeg har.

Udenfor ligner det næsten forår - gad vide om det også er blevet lunere? Jeg har ikke været så meget ude de senere dage... :-)

søndag, marts 19, 2006

Hvor blev den uge lige af?

Så er det søndag aften - endnu en uge er zappet forbi!

Vi havde en lovlig begivenhedsrig nat - med sløje børn og andet godt - så vi var lidt trætte i morges. Jeg var en tur på arbejde - der var lidt igangsætning, der skulle tjekkes - og imens så Bruno og ungerne formel 1 (hvad sker der for dem??).

I eftermiddag var jeg med X-tetten ude på et sangjob - vi sang et sæt til en 70 års fødselsdag. Dejligt publikum, det gik rigtig godt, selvom der kun var et keyboard (ikke noget klaver), og vi havde to afbud, så vi kun var 5. Resten af os var heldigvis ikke forkølede på stemmen, så vi kunne godt være vores optræden bekendt.

Vi aflyste øveaftenen på onsdag - det gør vi ofte efter et weekendjob - og det passer mig så fint, for Bruno skal til Belgien i denne uge (tirs-tors), og så bliver logistikken lidt presset onsdag aften.

Sidst på eftermiddagen kom Christina og Mette - det var sjovt at møde Mette, tak for besøget, piger! Hun er jo allerede godt i gang med tegnsproget, kan vi se :-)

Kristian er kommet på penicillin - vi var til vagtlæge med ham i dag, han har halsbetændelse.
Øv øv.

Og således er status, et halvt døgn før vi tager hul på den næste uge.

lørdag, marts 18, 2006

Hyggeligt lørdagsbesøg...

Mine svigerforældre har været her i dag, til frokost og eftermiddagskaffe.

Vi forskudsfejrede Kristian, som fylder 10 på fredag - han skal være hjemme hos sin far næste weekend, så vi tog hul på festen lidt tidligt. Han har også bestilt engelsk morgenmad til på fredag - så jeg skal tidligt op :-)

Det var hyggeligt at se mine svigerforældre - Ninna og Bent.
De er begge pensionister. Min svigermor er en meget aktiv dame, som hver dag går 1½ time sammen med nogen af sine venner. Hun spiller kort og banko, og tager sig lidt af sin søster Marie, som er 10 år ældre og noget svagelig. Hun har masser af venner i Ejstrupholm, hvor de bor - for hun har boet der næsten altid.

Ninna har arbejdet hårdt indtil hun kom på pension. Været ude at tjene som purung. Slidt på fabrikker og i systuer. Haft job og været alenemor for Bruno, da han var lille. Så nu nyder hun sit otium i fulde drag.

Hun er frisk og sjov at være sammen med. Vi hygger os utroligt godt, og der er ikke nogen tærskler af nogen art imellem os, når vi snakker sammen. Vi kan snakke om det hele, og jeg har fået mangt og meget at vide, som jeg bagefter finder ud af, at Bruno ikke anede... :-)

Bent er knap så aktiv - han har været meget syg, og har nu ikke særlig meget luft, og han går ikke særligt godt. Men at han kan lide at komme her, er jeg nu aldrig i tvivl om. Også når han brokker sig over maden :-) - det gjorde han nu ikke i dag. Han er måske en gammel brokkerøv - men han er VORES gamle brokkerøv, og vi holder af ham lige som han er!

Ninna og Bent har taget godt imod mig fra første gang, jeg var med Bruno hjemme hos dem. De drømte vist ikke om, at de skulle have en ny svigerdatter, men har altid været åbne overfor mig, og taget imod mig, som den jeg var. Og i dag kan ingen af os vist forestille os, at det kunne være anderledes.

Dem har jeg også været heldige med :-)

fredag, marts 17, 2006

Sang-kanon

He - lige en kanon over 5 fede sange:

1. Stairway to heaven - Led Zeppelin
2. Almost Gothic - Steely Dan
3. Desperado - Eagles
4. The great gig in the sky - Pink Floyd
5. Silverflame - Dizzy miss Lizzy
6. Ain't no cure for love - Leonard Cohen
JEG laver reglerne - og Cohen SKULLE med... :-)

Og så de 5 sentimentale:

1. Eric Clapton: Wonderful tonight
2. TV-2: Kys Bruden
3. Leonard Cohen: Ain't no cure for love
4. Beatles: I'll get you in the end
5. TV-2: Ring til mig

Pap eller bonus?

Vi er en typisk dansk familie.

To voksne, som ikke har børn med hinanden, men alligevel en samlet børnerigdom på 5 stk. i alt. Mine 3 på 9 (10 om en uge!), 12 og 18, og hans 2 på 18 og 24.

Jeg har ofte hørt "ægtefællens børn" omtalt som "papbørn" eller "børn på gule plader".
Det er udtryk, jeg synes er lidt ... trælse (man er vel jyde).
Derfor var jeg hurtig til at fange udtrykket "bonusbørn", første gang jeg hørte det - faktisk ærgrer jeg mig over, at jeg ikke selv har opfundet det.

Min mands børn er klart BONUSbørn og ikke PAPbørn.
Nogen vil måske sige, at det er fordi jeg aldrig har boet sammen med dem på hverdagsbasis ;-), men det mener jeg ikke er grunden.

Det er ganske enkelt nogen dejlige børn ... eller unge mennesker, skulle jeg vel sige.

Nu var jeg også så heldig at vide, hvad jeg gik ind til.
Jeg har nemlig kendt Bruno - og hans børn - i temmelig mange år, inden vi blev kærester. Hans Lasse og min Andreas er jævnaldrende, og har i perioder leget sammen. Så jeg vidste, at det var søde og velopdragne unger, jeg indgik i denne "bonusrelation" med.

Jeg har aldrig haft nogen illusion om, at jeg skulle være deres mor. De har en udmærket en af slagsen i forvejen. Men jeg hjælper gerne hvor jeg kan, og glæder mig, når det går dem godt, og bekymrer mig, når det er tid for den slags.

At få "forærende" et par søde og kvikke unge mennesker som dem som en del af mit liv - det er da en bonus ... så hvorfor kalde det "pap"?

torsdag, marts 16, 2006

"Mor - du er sej..."

...sagde Bodil til mig igår.

Wow.

"Nåh - hvorfor syns du det?" spurgte jeg

"Det ved jeg ik - det er du bare." sagde barnet så.

Wow. Jeg sku' have fået det på skrift.

Min handymand

Jeg er gift med en rigtig handymand.

Han kan reparere min cykel, sætte skabe og lamper op, han kan små-tømre og sætte glasvæv og fliser op.

Når der går skår i mit hjerte, kan hans kærlige hænder som regel også klare det - skønt han ikke har en kur, kan han sige og gøre de ting, der sliber kanterne og gør livet til at bære igen.

Han er der for mig, uanset hvor dumt jeg opfører mig.
Han elsker mig, selvom han har set mig i alle tænkelige situationer. Fordi det er mig, og ikke et glansbillede, han holder af.

Han er solid og varm og stærk, og han er åben - ihvertfald overfor mig. Han udfordrer mig på mine vaner, mit intellekt, og vi oplever, rejser, ser og hører så godt, når vi gør det sammen. Han giver mig tyngde, og jeg giver ham lethed.

Han har rum til mine børn i sit hjerte, og er en god og varm tilstedeværelse i deres liv også.

Jeg er fantastisk heldig, at jeg har ham i mit liv.

Det nyder jeg hver eneste dag.

Skolefest

I aften skal jeg til skolefest.

Jeg skal i 1½ time se på Lyng Skoles fremførelse af Bølle Bob, og derefter skulle jeg have siddet og forsøgt at konversere med nogen forældre, jeg ikke kender særlig godt, mens min yngste stæsede skolen rundt. Bodil vil nemlig hellere til rollespil end til skolefest.

Kristian er dog blevet sløj - han har ondt i halsen nu :-( - så vi har aftalt, at vi ser skuespillet, og så kører vi hjem igen. Han vil nemlig meget gerne se Bølle Bob.

Ærgreligt at han er sløj - men heldigvis er han ikke skuffet over at misse aftenen, for han har det altså ikke særligt godt. Og jeg må indrømme, at min nydelse ved sådan en skolefest er ret begrænset.

Jeg synes, at min exmand er vældigt hyggelig at være sammen med, men det er efterhånden snart 5½ år siden, vi flyttede fra hinanden, så det er begrænset, hvad vi har at snakke om ud over vores to fællesbørn. Og jeg har ingen tætte venskaber blandt den øvrige forældreflok, så fornøjelsen på min side ligger udelukkende i, at mine børn hygger sig.

Og selv om en mor gerne ofrer en aften for at få en glad søn, græder jeg da tørre tårer over at misse en skolefest.

I år er det endda den rene ferie - indtil nu har vi skullet til TO skolefester i samme uge, da Bodil og Kristian førhen skulle til hhv. "de små's" og "de stores" skolefester. Nu er Kristian en af "de store".

Jeg har mange forældre mistænkt for at fake. Det kan da ikke passe, at det kun er mig, der keder en vis legemsdel ud af bukserne, når jeg ser andre folks børn, som jeg dårligt kender, opføre et skuespil rettet mod børn. Herregud, de er da meget søde og sjove, men ligefrem at OPSØGE det .... Men man er jo nærmest en ravnemor, når man indrømmer, at man faktisk hellere ville hygge hjemme med ungerne, og at man gør det for deres skyld. Næh nej, man skal NYDE det - selv.

Okay ... jeg mangler et moder-gen der, eller også er jeg bare for ærlig. For jeg nyder det altså ikke særligt meget. Og jeg tør indrømme det.

Men derfor synes jeg alligevel at det er synd for Kristian. Og jeg ta'r da gerne en skolefest med, hvis det gør mine unger glade.

For jeg nyder jo, at de hygger sig... men i aften vil jeg smug-hygge mig lidt med, at vi er nødt til at skære festen lidt af ...

tirsdag, marts 14, 2006

Tøg-gummi, tyggegummi, boblegum....

Lige pt. er en af de mest irriterende reklamer på sendefladen (både radio og tv) nok den for Ga-jol tyggegummi.

En eller anden 50'er-agtig blondineting som synger en anstrengende sang om et produkt, jeg ikke bryder mig om. Det skal nok forestille at være lidt kitchet og sjovt, men det misser ihvertfald lige denne her målgruppe.

I det hele taget har jeg det svært med tyggegummi. Jeg bryder mig simpelthen ikke om fornemmelsen af en klump i min mund. Jeg får kløe og fantomsmerter i kindtænderne bare ved tanken.

Ærligt talt er det også de færreste, der formår at tygge tyggegummi og bevare lidt stil og værdighed. Jeg var engang med til en konfirmation, hvor en af konfirmandernes mødre under hele ceremonien gumlede som en ko på en forårsmark - hele tiden. Jeg måtte undertrykke en voldsom trang til at gå over, holde min hånd under hendes mund og sige "SÅ ER DET GODT - spyt ud!".

Men jeg gjorde det godtnok ikke :-)

Det er godtnok heldigt, jeg ikke ryger - tænk at være nødt til at bruge nikotintyggegummi for at holde op :o)

Støn ... sygt barn igen...

Så er det Kristians tur til "det med maven" - han har mavepine i ture, ind imellem har han det godt nok, og spiser endda også lidt.

Håber virkeligt, at han er frisk i morgen! Mit arbejde har lidt en del under syge børn de seneste uger.

Lige nu sidder han og ser tv. Jeg kikker med, og har strikket det meste af en sok i dag.
Bodil har bestilt et par af de lune hjemmestrikkede - hun fryser tæerne til rollespil torsdag aften, det er startet igen her med indgangen af marts.

Vejret er smukt, men koldt. Mon ikke snart det der forår dukker op??

søndag, marts 12, 2006

Søndagsaftensfred...

Kender du den fornemmelse, at verden slet ikke er af lave - at alting lige NU er rigtigt, og at søndagsfreden lægger sig hen over din sjæl og gør lyset lidt lysere?

Sådan en eftermiddag har jeg haft - og det hænger lidt ved endnu.

Vi har fået emhætteskabet og skabet ved siden af færdigt og spartlet - nu har vi vitterlig kun malearbejde tilbage i køkkenet - dejligt!

Carsten kom forbi i eftermiddag, ham og Bruno skulle ud og lege i skoven på deres mountainbikes. Imens hyggede Bodil med kaninerne, og jeg var huslig ... pludselig var værktøj og afdækningpapir ude af min stue, der var støvsuget og ryddet op, badeværelset gjort rent, aftensmaden undervejs, og på risten kølede en stor portion grove gulerodsboller af.

Livet er jo egentlig godt ... !

Carsten og Bruno fik kaffe og nybagte boller, inden Carsten igen futtede af med kurs mod Århus. Det var dejligt at se ham - håber han snart kommer igen, og tager Lotte med.

I aften kom Bodil og spurgte efter en sang som hed noget med "Stille stille stille nu står solen op" - det viste sig at være "Buster" - som jeg afsang fra en af Sangbøgerne. Da jeg nu var igang, nuppede jeg lige et par sange til (Bodil forduftede stønnende) for at underholde Bruno, mens han kreerede madpakker.

Vi blev enige om at vi snart skal have syng-alle-sangbøgerne-aften - og måske en lille fest for to med god musik og en tæt og langsom dans ... det kan man nemlig godt :-)

Nu kommer der lige straks en dokumentar om menneskehandel, jeg gerne vil se - og så tror jeg, at vi skal bånde "Bruce den Almægtige" til Bodil ... hun får IKKE lov til at blive oppe og se den!

God søndag - - jeg takker af efter en dejlig weekend.

lørdag, marts 11, 2006

Yes - emhætten er oppe!

1 stk emhætte monteret! Den gav nogen kvaler ... men nu kan vi lave kålretter igen :-)

(OG jeg fik lov til at skrue lidt på nogen møtrikker og skruer - selv)

En hyggelig lørdagsindkøbstur.

Bruno hader at købe ind. Jeg synes, det er lidt hyggeligt - især når jeg har god tid.

Så idag blev Bruno hjemme og rodede med køkken (emhætteskabet spøger stadig), mens jeg kørte afsted.

Første stop var grønttorvet - vi har torvedag om lørdagen, og jeg handler der næsten hver lørdag - storindkøb af frugt og grønt, ved den samme stand. Det er nogen etniske danskere, der har "min" stand, og vi er endt med at handle der, fordi vi altid får gode varer til gode priser.
Efterhånden er jeg en så kendt kunde der, at grøntmanden hilser og snakker, og lige smider lidt ekstra med i posen, som en bonus :-)

De har verdens bedste appelsiner, og en stor del af året har de også friske grønne bønner - det er dog desværre ved at være længe siden, jeg har set sådan nogle sidst.

Så var jeg en tur i Silvan. Følte mig enormt Leth-agtig, fordi jeg selv målte 1 meter 102 mm emhætteslange af. Sådan! Forsøgt også at ligne en, der selv kunne montere det imens.
Sådan lidt beslutsom og værktøjsvant...

På vej i Føtex måtte jeg lige forbi Bolig-outlet fra Bahne. Jeg købte lyseblå bordløbere, dem man lægger på tværs over bordet, så de fungerer som dækkeservietter for to, som sidder overfor hinanden. Og så købte jeg 12 blå dækkeservietter - nu ryger de gamle, gule Marie Sohl altså ud. Det er også snart 5 år siden, de holdt op med at være pæne :-)

Der kommer lidt redebygger op i mig, når jeg går og kikker sådan et sted. Desværre er jeg ikke særlig bo-bedre-agtig - det interesserer mig simpelthen for lidt til, at jeg kan samle min opmærksomhed længe nok om det til at udvikle en gennemført stil i mit hus.
Så mine indkøb kommer ofte til at bære præg af, at jeg holder rigtig meget af blå og grønne farver.

Jeg tror egentlig nok, at vi bor meget pænt, men jeg er typen, som ikke sanser at rette maden smukt an, som ikke altid lige har matchende servietter (eller får lagt servietter på bordet i det hele taget :-) - og når jeg endelig får fundet lys frem, glemmer jeg ofte at tænde dem.

Til gengæld smager min mad som regel godt, og jeg bilder mig ind, at jeg er god for en levende dialog ;-)

Folk plejer da som regel at komme her mere end én gang...

fredag, marts 10, 2006

Så er der hul på weekenden.

Fik snuppet mig en løbetur igen i aften - så er benene så godt løbet til, at de ikke er ømme dagen efter - det er dejligt.
Løb min efterhånden næsten tyndslidte 5 km rute. Næste uge vil jeg prøve med lidt længere tur, men jeg skal nok sørge for ikke at lægge mere end 10% på ugens samlede distance...

Hele familien er tjekket for lus - - og vi fandt ingenting, hverken hos Bodil eller mig, som ellers har været plagede af de små møgdyr.
Bodil er også redt hver 2. dag - det er også f... at lusene er resistente overfor luseshampoo - det har vi ihvertfald konstateret at disseher er.

Andreas er taget til indflytterfest hos en kammerat i byen - jeg har lovet at hente ham engang i nat. Han kikker lidt langt efter de venner, der er begyndt at flytte hjemmefra - men det bliver altså ikke før han engang er færdig med gymnasiet.

Nu kommer der en film. .. . den vil vi se... Bodil, Bruno og mig.

Jubiii ... endelig fredag!

Så blev det fredag - dejligt.

Jeg skulle have haft lavet en masse i dag - men da jeg kom tilbage fra morgenstatusmøder kl. 10, havde Bodil haft ringet - hun var sløj og ville gerne hentes.

Hun har ondt i maven og hovedpine og er træt - så vi ringede til hendes far. Bodil og han aftalte, at hun skulle blive her i weekenden. Så denne weekend blev ikke som planlagt en børne-løs weekend (jeg tæller ikke Andreas med som barn :-).

Jeg har pylret lidt om Bodil, og lavet varm cacao til eftermiddagskaffe - med flødeskum, og med lune mangekornsboller fra den anden dag - det var også populært ved Bruno...

Vi har ingen planer i weekenden - jo, lidt motion, lidt rengøring, lidt køkken... men der er ingen der forventer at se os på noget fast tidspunkt nogen bestemte tidspunkter, og det er jo også en form for afslapning!
Bruno har en MTB-tur i morgen ovre i Kongebroskoven, det er det hele.

Ja - og så har vi i øvrigt fået booket Bodils konfirmation. Hun skal konfirmeres næste år - den 17. maj - og nu har vi sikret os Strib Forsamlingshus samt Gerda, min gode kollega og kogekone.

Gerda er en af vores søde og dygtige kantinedamer, som i fritiden laver lidt "kogekoneri". Jeg har fået hende varmt anbefalet - og hun skal i øvrigt også lave mad til min fødselsdag :-)

Nå ... jeg må hellere gå ned og se hvordan Paris-Nice etapen i dag endte - jeg lurede lige lidt , men der var ikke nogen CSC'ere i favorable positioner da jeg lige var forbi Tv2 zulu...

torsdag, marts 09, 2006

Apropos Kvindernes kampdag i går...

I går var det kvindernes internationale kampdag.
Jeg blev lidt inspireret af at læse indlægget hos Liselotte (www.slagtenhelligko.dk), og så faldt jeg tilfældigt over nedenstående.

Historien er: På min arbejdsplads cirkulerer mange vitser via mail. Nogen af dem - heldigvis ikke ALT for mange - kommer også til mig.

Nogen vitser er sjove. Men desværre findes også mange, som bare er dumme, og som jeg ikke forstår, at andre har sendt videre. En dag fik jeg en, som irriterede min blindtarm seriøst. Den var udformet som 25 gode grunde til, at det er fedt at være kvinde.

Denne her var slet og ret dum. Så dum og nedladende mod begge køn, at den fik mig til at reagere, ved at sende den tilbage til afsenderen samt alle andre på distributionslisten, med mine kommentarer til hvert enkelt punkt. Mange af de andre mente, at min kommentarer var mere underholdende end selve "vitsen" - men døm selv:

Derfor er det fedt at være kvinde:
1. Selv hvis vi er dumme, er der altid nogen, som synes det er sødt.
Nej - det var ovre ca. medio 1970, tror jeg... drop den gamle ide om at det er "sødt at være dum"....

2. Vi kan kramme vores venner og veninder, uden nogen synes, det er underligt.
Er det ikke også blevet ok for mænd at kramme? Ihvertfald de kredse jeg kommer i...

3. Får vi et ædeflip, kan vi bare sige, at det er, fordi vi snart skal have menstruation.
Tjah ... det kan vi vel.... men hvor dumt er det lige...

4. Vi kan låne vores kæreste/storebrors tøj, uden at ligne transvestitter.
Jeg kan heldigvis ikke passe min kærestes ELLER min brors tøj - de har sq for korte ben!

5. Hvis vi ikke ringer tilbage, er vi ikke nogle ufølsomme svin.
øh... ringer tilbage? Er den oversat fra amerikansk? Eller er jeg bare så gammel at der er opstået "datingmønstre" i DK...

6. Er vi dybt urimelige, kan vi bare sige, det er fordi vi snart skal have menstruation.
Vil vi behandles som mennesker - eller vil vi holde fast i at "der skal tages hensyn til mig fordi jeg er en lille ulogisk kvinde"??

7. Vi kender sandheden om, hvorvidt størrelsen betyder noget.
Den eneste sandhed indtil videre .... den med størrelsen...

8. Er vi i det humør, kan vi drive fyrene til vanvid, med et enkelt "Hmmm..."
Se under pkt 6.

9. Farer vi vild, er det sødt.
Igen - hvem synes det er sødt? Jeg synes det er dumt.

10. Kan vi ikke lide nogen, behøver vi ikke forklare hvorfor, vi kan bare kalde det kvindelig intuition.
Se under pkt 6.

11. Brad Pitt!
Ja indrømmet - han er jo sød - og lige blevet skilt... (det var dengang ... lizelotte)

12. Hvis vi død og pine skal se "Beverly Hills", så kan vi godt tillade os at sige det højt.
Beverly Hills - - er det ikke noget teenagere så for 10 år siden?

13. Sexet undertøj.
Sexet undertøj er ok - hvis det også er rart at have på.

14. Vi er aldrig så kede af det, at nyt tøj ikke kan hjælpe.
Den der har opfundet det punkt, har vist aldrig haft større problemer end en bums på næsen.

15. Vi får ikke hår på ryggen.
Nej - og? Vi har jo hår så mange andre underlige steder som vi vokser og barberer og plukker..... hvis vi gider.

16. Vi kan nemt få en regnvejrssøndag, til at gå med kærlighedsfilm og Matadormix.
Måske - men det lyder fandme kedeligt. Jeg vil hellere se en god sci-fi, eller en fed Tour de France-etape. Eller en fodboldkamp - jeg forstår reglerne.

17. Vi behøver ikke hele tiden at rode os selv i skridtet, for at sørge for, at alt sidder som det skal.
Muligvis - jeg kender nu heller ingen mænd som konstant roder sig i skridtet.

18. Forstår kæresten ikke, hvad vi tænker, kan vi bare sige, det er fordi vi snart skal have menstruation.
Se pkt 6.

19. Får vi en bums, kan vi altid skjule den med sminke.
Det er jo også verdens undergang at have en bums. Helt ærligt - min sminkebeholdning er begrænset til øjenmakeup, men måske ville det pynte hvis bumsen males blå??

20. Vi er ikke nødt til at prutte og bøvse for at underholde hinanden.
Kender du nogen mænd der er "nødt til" det? Hjemme hos os er prutterne nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene....

21. Har vi ikke forstået reglerne i fodbold, synes folk, at det er lidt sødt.
Igen - HVEM er det der synes det er sødt? Har du LYST til at blive opfattet som "lidt dum, men sød"??

22. Vi kan altid blive enige om, at det er os der har ret, og fyrene der er helt forkert på den.
Sorry girl - ikke enig med mig....

23. Det er okay, at græde til Titanic.
Er det også OK at sove - jeg synes den var sååååååå kedelig

24. Folk tror ikke vi er bøsser, hvis vi kan lide Backstreet Boys.
Backstreet Boys .... øøhhhhh nå.

25. Lærerne tror aldrig på, at det er os, der laver ballade.
Det er da ligegodt f.... alle de gange jeg røg udenfor i skolen så. Måske var jeg nok bare ikke god nok til at spille "sød og uskyldig" - GUDSKELOV!!!

Med andre ord.... rundsendte vitser er ok - men jeg hader sådan nogen som denne her. Den er med til at cementere nogen kønsroller, som vi ville have det langt bedre uden. Den sætter kvinder i bås som manipulerende, lunefulde, styret af hormoner mv, og mænd som simple bøvsende/pruttende barnagtige personer, som man bare skal manipulere med.

Den her slags vitser er i mine øjne farlige, fordi den promoverer en forkert tankegang. Og den måde vi tænker på køn og identitet på, er for mig at se den største forhindring for at få reel ligestilling. Der skal allerførst være ligestilling oppe i dit eget hoved.

Dermed ikke sagt, at det ikke er ok at være forskellige, og lave sjov med det. Men det skal være SJOVT så - og ikke bare dumt og diskriminerende.

onsdag, marts 08, 2006

Midtvejs i ugen...

Pyha - jeg må trøste mig med, at det "snart" er weekend - jeg synes det har været en travl uge.

I går fik jeg dog løbet mig en tur igen, denne gang 5 km ... det gik også fint, og jeg føler mig i gang igen!

Bruno bakser med vores køkkenombygning ... vi er igang med at forbedre køkken. Vi har købt nogen gamle køkkenelementer, og med lidt maling og fingerfærdighed ender det med at blive flot, tror jeg! Han er dog lige løbet i problemer. De to skabe, han havde regnet med at hænge op over og ved siden af emhætte emhætten, har vist sig liiige at være 10 cm for smalle - begge to. Så nu er han ude og kikke i vores samling af gamle og halvgamle skabe!

Måske havde det været nemmere at købe et nyt køkken - men det her, det bli'r et BRUNO OG LOTTE - køkken .... for at citere en af de reklamer, jeg er ved at kaste op over...
Og som Bruno siger - det er et samtalekøkken, vi har ihvertfald snakket meget om det ;-)

Det er godt, jeg har en handymand... jeg er bedre til at få ideerne end at udføre dem :-) så ser han forfærdet ud og tænker lidt over det - og så gør han det jo som regel... haha...

tirsdag, marts 07, 2006

Apropos de der tegninger...

Så faldt jeg over denne blog: http://muhammadandme.blogspot.com/

Tegningerne er faktisk ret sjove/søde ... og bloggeren identificerer sig kun via et billede og et navn i profilen, og så poster han de der tegninger ... svarer ikke på kommentarer eller andet...

Måske er han bare en pubertets-provo, men i så fald er han det på en ret afvæbnende måde...

Hvad jeg OGSÅ glæder mig til...

...er at kunne tænde for nyhederne og se en HEL udsendelse uden at de der tegninger bliver nævnt...

Jeg er en dybt engageret borger med mange meninger men HELT ærligt ... det hænger mig SÅ meget ud af halsen! SÅ ER DET SAGT ... det er lidt politisk ukorrekt, men altså... :o)

Mere af den slags!

I dag skinner solen - det er bare dejligt. Når man går ud kan man næsten høre, hvordan sneen smelter - og selvom Kristian, min yngste, synes sne er for fedt, er jeg ved at have fået nok...

Nu vil jeg have forår!

I søndags var vi så heldige at få besøg af min bonusdatter, Christina.
Hun er 24, bor i Odense og læser til socialpædagog.
Det er faktisk ret godt gået - jeg læste for ikke så længe siden, at det kun var hver 9. unge døve, som tager folkeskolernes afgangseksamen. Hun tog HF med flyvende faner, og mon ikke også hun kommer igennem denne her uddannelse. Viljen og gåpåmodet har hun ihvertfald!

Hun er sej og selvstændig og ret uimponeret over det meste. Jeg er overbevist om, at hun nok skal få et godt og indholdsrigt liv - for hun lader ikke sit hørehandicap stoppe sig.

Mine børn kan desværre ikke ret meget tegnsprog, så det er mest mig og Bruno, hun snakker med sådan en dag. Jeg har forsøgt at lære dem lidt, men de ser Christina for sjældent. Og så ER det jo også praktisk at vi kan snakke om ting lige for næsen af dem, uden at de forstår det - efterhånden duer engelsk jo ikke til den slags mere!

søndag, marts 05, 2006

Sidste afdeling af Vintercup for denne gang...

Vintercup er vintersjov på mountainbike.
Det er orienteringsløb, som man kører parvis - man har 1½ time og 12 poster, man kan køre efter - og det er rigtig sjovt.

Fedt at køre ud af snedækkede grusveje, og se steder på Fyn og i Sydjylland, som vi aldrig har oplevet før. Vi har været så heldige med vejret i denne sæson - det eneste møgvejr, vi har været ude i, var prøveløbet i oktober, hvor det TISSEDE ned samfulde 1½ time. Og så skulle jeg cykle 4 km hjem bagefter. De var lange - uff jeg var kold!

I dag var det koldt, men solen var lun, selvom vinden bed. Og selvom jeg vågnede op i morges med hovedet fuldt af snot - hvoraf en stor del nu ligger langs vejene i Kertemindeområdet... (ja, undskyld - men det er altså noget man SKAL lære, når man er cykelmotionist - det er ikke særlig praktisk at stoppe og stå og famle i lommen bagi jakken efter papirlommetørklæder).

Min makker, Anita, og jeg, er ikke særligt gode til den her disciplin.
Men i dag nåede vi faktisk 6 poster, og det er ny rekord for os.

Vi blev nr. 3 i damerækken (som består af 6 hold) - bagefter et par tuffe damer fra klubben (som mindst er 10 år ældre end os ;o) og de for-seje samlede vindere fra Christiansfeld. Så det kunne vi faktisk godt være bekendt.

Det er første år, vi kører vintercup, men for mit vedkommende bliver det helt sikkert ikke sidste gang! Så jeg håber Anita har lyst til en sæson mere.

lørdag, marts 04, 2006

Liselotte i løb....

Så så man lige fru Hausgaard i fuldt firspring på de vinterhvide veje....

Min første løbetur siden en gang i efteråret ... løbeskoene har stået og skulet i skoreolen, men belønnede mig med en god og smertefri løbetur i aften. Godtnok kun 4K, men jeg syntes det var smart at starte bløøøødt op.

Dejligt var det! Har en ny date med mine NB'ere på torsdag, tror jeg! :-)

Jeg ER jo i virkeligheden en løber, der cykler lidt...

hrm ... hjælp?

Hvis nogen kan fortælle mig, hvordan jeg bruger Hello til at få et billede i min profil ... vil jeg meget gerne høre om det?

Grrrr... det driller!

Hej mor...

Jeg har lokket min mor til at komme her forbi.

Hun er ret ny bruger af internettet.
I årevis har hun levet med en meget langsom modem-løsning, som lige knap dækkede hendes behov for at kunne læse og skrive emails, og til at gå på netbanken.

Nu har hun fået bredbånd, så det er blevet lidt sjovere at gå på nettet.

Min mor bor i Aalborg - godt 200 km fra mig og mine unger, så den her blog er jo en fin mulighed for hende - for at følge lidt med i, hvad vi går og laver.

Hvis du læser dette, mor - så velkommen til. Prøv at efterlade en kommentar - det er ikke så svært :-)

UHM - en ny Stephen King-bog!

En af mine største laster er - Stephen King.
Jeg elsker hans bøger. Jeg ved godt de ikke er særligt højlitterære, men han formår virkelig at transportere mig et helt, helt andet sted hen.

Jeg har altid haft smag for det overnaturlige og fantastiske, når jeg læser og ser film. Jeg elsker Science Fiction i begge medier, og har læst stort set alt hvad Isaac Asimov og Arthur C. Clarke har skrevet.

Stephen King overgår dog alt. Jeg læste min første King-bog, da jeg var i USA som 18-årig, og jeg har været hooked lige siden. Den første? Det var vist The Shining - som hedder Ondskabens Hotel på dansk.
Siden er det blevet til mange timer i Kings gyselige selskab.
Grunden til, at han fanger mig, er at jeg tror på personerne, og deres helt almindelige liv - for sådan starter det som regel. Jeg har læst en del Dean R. Koonz også, men han falder ofte lidt igennem på, at hans figurer er flade papfigurer - de er opfundet til at "hænge" historien op på, lidt nødtørftigt, får jeg ofte indtryk af.
Kings personer, derimod, bliver hos mig, længe efter jeg har lagt bogen fra mig. De er ægte.

Så jeg er den lykkelige indehaver af ca. 2½ hyldemeter af hans bøger. Alle på engelsk. Jeg køber dem nemlig ved Amazon, så kan jeg få dem længe inden de kommer her i landet - og endnu længere inden de er oversat.

I forgårs kom jeg hjem til en pakke fra Amazon. Det var perfekt timet - jeg har netop afsluttet læsningen af Susanna Clarks "Jonathan Strange og Mr. Norrell", så jeg kunne kaste mig over den nye King-roman.

Cell, hedder den - og handler om en impuls, som via mobiltelefoner en dag pludselig forvandler telefonernes brugere til morderiske eller selvmorderisk galninge. Nærmest zombier. Langt ude, men indtil videre meget underholdende :-)

Hvad sker der for en skeptiker som mig .. at jeg guffer den slags i mig? Tjah - jeg ved det ikke, men jeg nyder det så meget at jeg har tænkt mig at blive ved.

Mums. Jeg vil ned og nyde et kapitel mere.
Den holder nok en uges tid, den bog :-)

fredag, marts 03, 2006

En succeshistorie!

Min yngste søn, Kristian, er meget kræsen når det kommer til at købe nyt tøj.
Omkring jul manglede han bukser, og vi var - jeg overdriver ikke - i alle butikker i Fredericia, som handler med børnetøj, uden at finde noget han kunne lide ... næste dag tog vi i Kolding Storcenter (ellers IKKE mit favoritindkøbssted), og der lykkedes det da at finde noget, der fandt i den unge mands smag...

Kristian er næsten 10 år, og tøj må absolut ikke stramme, kradse, have mærkbare indvendige syninger, se forkert ud, have camouflagefarver, osv osv osv osv ...

Det startede faktisk allerede inden han helt kunne tale. Han satte sig MEGET tidligt i hovedet, at knapper var hans fjende - især i trøjer. Glem stolpelukninger, skjorter, kort sagt ALT i trøjer, som havde knapper i... jeg tror ikke han var 2 år dengang!

Han er stadig ikke nem hvad tøj angår, og det er lidt besværligt, når nu han vokser som en solsikke om foråret. I sidste weekend konstaterede jeg, at flere af hans bluser var krøbet seriøst i ærmerne, og i dag fik jeg ham overtalt til at tage med ind til Fredericia for at se, hvad vi kunne finde. Jeg SVOR at vi højst gik i 2-3 butikker, og så indvilgede han i at tage med. Han hader nemlig også tøjindkøbene...

MEN ... denne gang gik det fantastisk! Vi var i Tøj og Sko (kun butik nr. 2) i ½ time, så gik vi ud derfra med 2 sweatshirts, 1 par bukser og 5 par boksershorts (som er det unge menneskes foretrukne undertøj) - JUBII - alle var glade!

Det er sjovt med Kristian. Mine andre unger er RODEHOVEDER, mens han, som er den, der ligner mig mest af udseende, er ordentlig - ja, næsten lidt pernitten. Og det kan man ikke påstå, at jeg er. Jeg plejer at sige, at jeg er "tillært ordentlig" - min natur er flamboyant og uorganiseret, men at leve sammen med en mand, der får stress af ting, der står på køkkenbordet, har præget mig en del :-)

Det er dejligt med et enkelt barn med ordenssans!! Mens Bodil lever i en krigszone og Andreas er fantastisk til at leve selv de mest truende nullermænd, skal Kristian kun bedes en enkelt gang om at rydde op... tænk at de børn har samme mor :-)

Som de andre er Kristian dog et meget kærligt væsen. Han har nemt ved mange ting, men hans temperament spænder nogen gange ben for ham. Især da han var lidt mindre, kunne han nedsmelte TOTALT og gå helt i baglås. Det sker dog heldigvis sjældnere og sjældnere.

Jeg kender ingen, der som ham detaljeret kan genfortælle div. Anders And historier, film han har set, episoder, han har oplevet. Det kan godt blive lidt af en prøvelse for en mor som mig, med en forholdsvis behersket sans for detaljer.

Han er nok lidt nørdet.
Men han er min.

torsdag, marts 02, 2006

Hvordan har jeg fostret et sådant studie i huslighed?

Bodil - min datter - er 12 år, og faktisk meget huslig!
Vi kan give hende en opskrift på frikadeller og tage afsted, og når vi så kommer hjem ved 19-tiden, har hun stegt frikadeller, lavet ovnkartofler og kogt blomkål... sådan!

Når jeg tænker på, hvordan jeg som komplet ignorant udi husmodergerningen stod i min første lejlighed som 19-årig og kløede mig i håret, mens jeg spekulerede over hvorfor frikadellerne gik i opløsning/smagte af mel/forvandledes til forkullede klumper, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan jeg har fostret et så husligt barn - det må være gener fra hendes fars side.

Det skal dog siges, at jeg med tiden har lært at lave mad, og endda nogen gange griber mig selv i at nyde det ;o)

Man skal dog ikke af Bodils huslighed udlede, at hun er et føjeligt lille pus ... nææh ... hun er sjov og kreativ (meget, endda), pjattet og støjende, utroligt varm og favnende, og faktisk en temmelig klog pige. OG et gyseligt rodehoved, samt ind imellem en belastende teenager...

Et andet fremherskende træk ved Bodil er, at hun elsker at give. Yderst sympatisk, men det resulterer i, at hun sjældent har kongens mønt :o) - når Bodil har, har vi alle.
Hendes gavmildhed og hjertelighed strækker sig også til "bonusfar" Bruno, og "bonusbror" Lasse, som begge får del i hendes uudtømmelige lager af store kram :-)

Kort sagt en kageduftende tornado, og et pust af godt humør i vores allesammens hverdag!
Og så er hun ikke engang ret morgensur mere... ;-)

Var der nogen, der sagde forår??

Marts skulle efter sigende være en forårsmåned - men når jeg kikker ud af vinduet, er det mere sådan en "jingle bells" agtig fornemmelse, der melder sig: store, fede, hvide fnug af den fineste julesne falder tæt over min have og dækker over sidste sommers havesynder...

Men ... i min vindueskarm er mine hyacinter på vej op over dækbladene - og jeg tror de bliver lyserøde! Der er allerede meget sol på himlen, når jeg vækker mine unger kvart i syv, og når jeg cykler på arbejde om morgenen, skinner solen faktisk....

Jeg kan ikke narres ... det ER snart forår! Sneen er bare vinterens sidste krampetrækninger, og om en måned begynder vi at glemme jakken, når vi skal udenfor for at dufte, hvad solen gør ved græsset og bedene. Om ca. 6 uger kan vi på særlig gode dage lufte de vinterblege arme på en solrig plet i haven - og før vi ved af det, har forsommeren meldt sin ankomst.

Jeg glæder mig!

onsdag, marts 01, 2006

#4%! til html!!

Hmmm ... så meget anderledes end Cobol kan det da umuligt være, det der html ;-)

Som den gamle programmør jeg er, fandt jeg frem til det sted, hvor jeg kan rette i min template ... men jeg kan ikke få fjernet teksten "About me" ... den er pakket ind i noget andet, og jeg kan ikke finde ud af HVOR det er ... det er lykkedes mig at skrive "om mig", men det andet kan jeg ikke få væk. Tips modtages gerne! :-)

Min onsdagsoase...

Jeg har en onsdagsveninde - - ja, jeg har faktisk hele 7!
Vi mødes stort set hver onsdag på Lillebæltskolen i Middelfart, for at synge.

X-tetten har været en del af mit liv i næsten 10 år. Vi synger rytmisk, og hygger os gevaldigt.
5 af os er de samme, som da jeg startede (og 3 af os er mezzosopraner - måske er vi bare mere stabile? ;-)
Vi har fulgtes ad - ihvertfald om onsdagen - i surt og sødt. Vi har mistet forældre, har fået børn, er blevet skilt, nogen har fundet sammen igen - og ind imellem er vores onsdage gået op i snak i stedet for i sang.

Noget af det bedste ved X-tøserne er, at jeg selv bestemmer, hvad jeg har lyst til at involvere dem i. Hvis jeg har en off-periode på grund af noget privat eller arbejdsmæssigt, kan jeg vælge at dele det med dem, eller jeg kan vælge at lade som ingenting og glemme det totalt, mens vi er sammen. Vi har ikke den store berøringsflade udenfor vores onsdage. Der er ingen, der lige har hørt, at dette eller hint er sket. Det får de kun at vide, hvis jeg fortæller dem det.
Det er der en frihed i - men oftest deler jeg ud af mig selv, sådan er jeg indrettet.

Jeg nyder min sang-oase, som er fuld af rå kvindelatter og indforståede vitser. Og af omsorg, interesse for hinandens hverdag og medleven på den gode måde.

Og så synger vi faktisk ret godt ;-)

Chokolade - godt for hjertet..

YES - så står det IGEN i avisen : http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=440819

Chokolade er godt for hjertet! En skam det har sådan en uheldig effekt på størrelsen af min numse... :-(