Her tæt på arbejdsugens afslutning, skete noget rigtigt dejligt.
Jeg har en god kollega, som for nogen uger siden fik konstateret modermærkekræft - øv.
Efterfølgende fik han beskeden, at det, de havde fundet, var noget, der var kommet et andet sted fra - at der måtte være kræft et andet sted - endnu mere øv.
Verden væltede naturligvis for ham og hans kone. Det var svært. Hårdt. Han var inde for at få lungerne røntgenfotograferet - for at se om der var "noget" der. Det var der heldigvis ikke.
Og så - pludselig i forgårs - fik han besked om, at han slet ikke havde kræft!
Lægerne har tolket biopsien forkert, og det, de troede var modermærkekræft, var en blodcyste.
Jeg glæder mig så enormt for ham og hans familie! Hans sygdom har fyldt en del i hovedet - han er både en kær kollega og en med-cykelmotionist, og han er jævnaldrende med Bruno - og altså kun sidst i 40'erne. Vi har snakket meget om ham, og sendt mange positive vibrationer i hans retning.
Og lige siden jeg læste hans glade meddelelse i min arbejdsmail i morges, har det ligget og boblet i maven - på den måde, at når jeg ikke lige har tænkt på det lidt, kommer det poppende sådan: "Hvad var det dejlige, der er sket nu? NÅ jo..."
Det var superfedt at bringe det videre til min familie, som jeg har delt det med (min store søn, og Bruno, som jeg talte i telefon med i aften - han kommer jo hjem engang om et par timer) - selv min mor måtte høre om det, fordi jeg ikke lige kunne snakke med Bruno :-)
Han kaldte det selv "at vinde i lotto", og på en måde har han jo lige fået livet forærende - så det kan jeg sagtens følge.
Jeg er forfærdeligt glad på hans vegne!
Mirakler sker trods alt stadig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar