Mine svigerforældre har været her i dag, til frokost og eftermiddagskaffe.
Vi forskudsfejrede Kristian, som fylder 10 på fredag - han skal være hjemme hos sin far næste weekend, så vi tog hul på festen lidt tidligt. Han har også bestilt engelsk morgenmad til på fredag - så jeg skal tidligt op :-)
Det var hyggeligt at se mine svigerforældre - Ninna og Bent.
De er begge pensionister. Min svigermor er en meget aktiv dame, som hver dag går 1½ time sammen med nogen af sine venner. Hun spiller kort og banko, og tager sig lidt af sin søster Marie, som er 10 år ældre og noget svagelig. Hun har masser af venner i Ejstrupholm, hvor de bor - for hun har boet der næsten altid.
Ninna har arbejdet hårdt indtil hun kom på pension. Været ude at tjene som purung. Slidt på fabrikker og i systuer. Haft job og været alenemor for Bruno, da han var lille. Så nu nyder hun sit otium i fulde drag.
Hun er frisk og sjov at være sammen med. Vi hygger os utroligt godt, og der er ikke nogen tærskler af nogen art imellem os, når vi snakker sammen. Vi kan snakke om det hele, og jeg har fået mangt og meget at vide, som jeg bagefter finder ud af, at Bruno ikke anede... :-)
Bent er knap så aktiv - han har været meget syg, og har nu ikke særlig meget luft, og han går ikke særligt godt. Men at han kan lide at komme her, er jeg nu aldrig i tvivl om. Også når han brokker sig over maden :-) - det gjorde han nu ikke i dag. Han er måske en gammel brokkerøv - men han er VORES gamle brokkerøv, og vi holder af ham lige som han er!
Ninna og Bent har taget godt imod mig fra første gang, jeg var med Bruno hjemme hos dem. De drømte vist ikke om, at de skulle have en ny svigerdatter, men har altid været åbne overfor mig, og taget imod mig, som den jeg var. Og i dag kan ingen af os vist forestille os, at det kunne være anderledes.
Dem har jeg også været heldige med :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar