Vi er en typisk dansk familie.
To voksne, som ikke har børn med hinanden, men alligevel en samlet børnerigdom på 5 stk. i alt. Mine 3 på 9 (10 om en uge!), 12 og 18, og hans 2 på 18 og 24.
Jeg har ofte hørt "ægtefællens børn" omtalt som "papbørn" eller "børn på gule plader".
Det er udtryk, jeg synes er lidt ... trælse (man er vel jyde).
Derfor var jeg hurtig til at fange udtrykket "bonusbørn", første gang jeg hørte det - faktisk ærgrer jeg mig over, at jeg ikke selv har opfundet det.
Min mands børn er klart BONUSbørn og ikke PAPbørn.
Nogen vil måske sige, at det er fordi jeg aldrig har boet sammen med dem på hverdagsbasis ;-), men det mener jeg ikke er grunden.
Det er ganske enkelt nogen dejlige børn ... eller unge mennesker, skulle jeg vel sige.
Nu var jeg også så heldig at vide, hvad jeg gik ind til.
Jeg har nemlig kendt Bruno - og hans børn - i temmelig mange år, inden vi blev kærester. Hans Lasse og min Andreas er jævnaldrende, og har i perioder leget sammen. Så jeg vidste, at det var søde og velopdragne unger, jeg indgik i denne "bonusrelation" med.
Jeg har aldrig haft nogen illusion om, at jeg skulle være deres mor. De har en udmærket en af slagsen i forvejen. Men jeg hjælper gerne hvor jeg kan, og glæder mig, når det går dem godt, og bekymrer mig, når det er tid for den slags.
At få "forærende" et par søde og kvikke unge mennesker som dem som en del af mit liv - det er da en bonus ... så hvorfor kalde det "pap"?
3 kommentarer:
For mig som kommer fra en helt UALMINDELIG familie med mor+far og børn og hvor begge hold bedsteforældre heller ikke er skilt, hører jeg faktisk ikke nogen forksel i pap eller bonus. Men jeg kan snilt sætte mig ind i at når man er en familie med børn fra tidligere, så skure det i ørerne. SÅ jeg giver dig ret i at bonus lyder pænere end pap :-)
Synes også at "bonus" er et pænere ord.. Man ved og føler selv, hvad man vil kalde sine bonus-børn..
...jeg kender også nogen, som ville kalde deres tilgiftede børn for "møgunger" *GGG* :-D
Send en kommentar