De fleste var der faktisk.
Og jeg kan stadig idag mærke den fornemmelse af gåsehud. For jeg kendte og genkendte, hvor end jeg vendte mig hen.
Mange har jeg ikke set i 10 år. Så længe er det siden, at min klasse sidst var samlet. Andre var der nok nærmest gået de der 25 år - det var dem fra parallelklassen.
Ældre var vi allesammen blevet - men når vi så ind i hinandens øjne og hørte hinandens stemmer, skete der noget. Vi var ikke fremmede - ikke sådan for alvor.
Min første kæreste ... hvor var det sjovt at se ham igen! Han lignede sig selv på en prik - lidt højere, end da vi var kærester, lidt rundere og lidt ældre - men helt sig selv, ned til det lysende smil og de vældigt aktive øjenbryn. Stadig sød og nem at snakke med, med let til smil og latter.
Der var også gamle veninder, som jeg har drukket massevis af the med, fniset over drenge sammen med og vokset op sammen med. At se dem var så dejligt. En var blevet dagplejemor, og noget rundere end dengang - men hvor var hun dejlig, og hvor snakkede vi stadig godt. En anden veninde har jeg haft kontakt med for ca. 10 år siden. Så flyttede hun med sin familie til udlandet, og kontakten gled ud. Sjovt at møde hende igen - nu bor hun i Ringsted.
Og frimærkeklub-vennen... som forventet var tonen lige så varm og tryg og ubesværet, som den var for 10 år siden, da vi sidst sås. Det er noget helt specielt at møde et menneske, som man har bygget huler og spillet fodbold og spark-til-bøtten med, som man har kendt igennem barndom og teenageår og altid stolet på. Han ligner sig selv - en rigtig dejlig dreng!
Inden førnævnte første-kæreste, havde jeg en gigantisk crush på en sød, brunhåret, stilfærdig fyr i parallel-klassen. Han var bare kær - og sikkert skræmt til vid og sans af hende den rapkæftede, som dækkede over sin usikkerhed og generthed med sin skarpe tunge og sin til-læste viden.
Han var der også igår, og hvis man ser bort fra, at han nu var lidt højere end mig, havde gråt hår og måske var lidt fyldigere end dengang, lignede han sig selv på en prik ;-)
Nu turde jeg dog fortælle ham, at jeg havde sukket over ham i 7. klasse - han så nærmest forskrækket ud (for han er stadig en sød, stilfærdig fyr - nu er han bare 42 i stedet for 14) - og så sagde han, at DET anede han godtnok ikke!
Han kompenserede heldigvis ved at danse med mig (flere gange - og helt frivilligt), og vi fik vist også snakket mere sammen i går aftes, end vi har gjort i de 9 år, vi gik i skole sammen. Pudsigt nok viste han sig at være lige så sød og rar og klog under den stilfærdige overflade, som jeg havde forestillet mig - måske havde jeg haft et mindre kompliceret liv, hvis jeg havde turdet gå til ham - dengang?? :-)
Jeg kunne blive ved med at trække personer frem, som jeg var så glad og rørt over at møde igen. Det var nærmest syret, men også uendeligt dyrebart, på den måde at få foræret et stykke af sin barndom på et sølvfad. At møde alle disse mennesker, som på en eller anden måde havde spillet en rolle i et langt og godt afsnit af mit liv - nemlig folkeskoleårene.
For efter folkeskoleårene kom gymnasiet - og der trivedes jeg meget dårligt. For ung, for usofistikeret til de omgivelser, som jeg slog mig så meget på, at jeg set i bakspejlet nok gik rundt med en mindre depression. Gymnasieårene ønsker jeg ikke tilbage for noget i verden - selvom jeg også mødte dejlige mennesker der.
Folkeskolen var min barndom, da den var bedst. Og jeg fik lidt af den igen i går.
