Bedste svulmende feelgood-indlæg til dato! :-)- tak for det, Lommenille!
Men det var godtnok meget tæt på, at mit champagneboblende indlæg aldrig havde set dagens lys. For jeg havde så mange kvaler undervejs.
Og jeg var så meget på nippet til undervejs at hive det lidt ned - med en bemærkning om at "jeg godt ved, det ikke varer ved," - "mit liv er jo ikke sådan hele tiden" - men til sidst fik jeg den jantefjantede del af mig kuet helt over i det fjerneste hjørne.
Hvorfor er det, at vi har så svært ved at indrømme, at vi bare er rigtig, rigtig glade og tilfredse - og nærmest lykkelige - lige nu? Det er, som om vi ikke kan tillade os at være lykkelige, forelskede, glade, tilfredse, stolte. Som om det er praleri.
Lige så snart vi har formuleret en "pralesætning", står undskyldningerne i kø.
"...men igår var jeg godtnok træt."
"...men i morgen er jeg er jeg nok ikke så glad for jobbet mere."
"...mit liv er altså ikke en dans på roser hele tiden.."
Hvad er det for nogle "men'er" vi synes, vi er nødt til at banke os selv i hovedet med, når vi er glade og tilfredse? Allerværst - når vi er glade og tilfredse med os selv?
Jeg synes ikke selv, at jeg er stokroseidylblogger. Nej - jeg hænger ikke alle mine sorger og bekymringer til tørre på min blog, men faste læsere vil dog vide, at det ikke altid er dur-akkorder, der toner fra livsnyderens underlægningsmusik.
Men jeg har besluttet mig for at nyde det, når jeg har mine champagnebobler. Jeg vil omfavne følelsen, og kan jeg smitte et par stykker undervejs, er det bare fint.
For - helt ærligt - er det ikke rigeligt, når ANDRE forsøger at hive os ned fra skyerne? I kender godt kollegaen/vennen/familiemedlemmet, der med en spydig kommentare punkterer den ballon af lykke, man svæver under, ikke?
Over i skammekrogen med ham eller hende - så kan han sidde der sammen med Jantefjanten og kede sig. Og så kan vi andre pudse på vores lykkelige øjeblikke, og passe på dem, så vi kan tage dem frem en anden dag, hvor vi har brug for dem.
Lad os glæde os. Uden jantefjantens indblanding.
6 kommentarer:
Hørt! :)
Hej Lenore - velkommen her, og tak for opbakningen!
Helt enig. Jante og hans tilhaengere saetter vi i skammekrogen, saa kan de hygge sig med hinanden.
Imens kan vi andre glaedes og smile og fortaelle andre om vores champagnebobler, for det er altsaa sjovest og spreder glaede :-)
Præcis.
Den eneste måde at tage livet helt 100% seriøst på er at give plads og luft til lykken, også samtidig med at forholde sig til andre sider af livet. Det kan jeg skrive under på.
Jeg kunne have skrevet et langt svar til det andet indlæg, men synes at det var mere fyldestgørende med det ene ord.
Selv tak :-)
Dernæst: Det er altså ikke lige sådan at slippe af med den dér nedslående stemme. Jeg er selv virkelig slem til at lytte til den...
Og det er desværre enormt nemt at svare på, HVORFOR den er der - men meget svært at ændre på, AT den er der, tror jeg. Den er dér, fordi mange af os er vant til, at det er godt at være beredt. HVIS nu uheldet var ude, og det hele gik galt.
Jeg kan kun give folk ret, hvis de nu indvender, at det dér mentale beredskab ikke hjælper noget som helst, men bare forhindrer én i virkelig at nyde lykken, når den er der. Men ikke desto mindre forbereder jeg mig nu stadig alt for tit på det værst tænkelige, nemlig at miste lykken. Og netop DERFOR mister jeg somme tider den dér følelse af... nuvel... boblerne. :-(
Dejligt, at du kan holde fast i den!
Lommenille, det tror jeg vi alle sammen arbejder med ... det var også mest en hensigtserklæring - at jeg vil tage kampen op mod bobledræberen i mig selv (jantefjanten) og holde fast i min glæde. Det er ikke altid let ... men med lidt øvelse håber jeg på at blive rigtig god til det!
Send en kommentar