Jeg har billeder fra ferien, jeg gerne vil dele med jer.
Jeg har tanker, ideer og sjove episoder i hovedet, jeg godt ville skrive om her.
Men lige nu går dagene fra 16-8 så hurtigt.
Så det bliver bare til små meldinger om, at vi stadig er i live :-)
Bodil er stadig hos sine bedsteforældre, og Kristian på ferie.
Andreas har fri lige nu - han er i Børkop hos Kristina og hendes familie, men kom dog lige forbi i onsdags, hvor han fik en bid mad med, inden han kørte der ud (uden vasketøj - med min bil ;-).
Onsdag aften gik vi en dejlig tur i Middelfart - og endte på en hyggelig havnefrontcafe, hvor Bruno fik en kop kaffe og jeg fik en cola (som han også lige skulle ha' noget af - kan han bestemme sig??).
I går var Bruno ude at cykle med bedsteven Carsten - oppe ved Munkebjerg, på deres MTB'er. Jeg greb chancen for at nuppe en tur i fitnesscentret - har langt om længe taget mig sammen til at gøre som massøren siger, og har fået et godt træningsprogram med fokus på skuldre og ryg. Jeg sluttede af med en sveddryppende ½ time på cirkelstepperen - pyyyyh det var hårdt at cykle hjem bagefter, for jeg var træt.
Andreas var hjemme, da jeg kom hjem - for Kristina var på arbejde, så han så sit snit til at frekventere sit hjemme-fitnesscenter. Andreas har en del håndvægte osv, samt en bænk, og det bruger han til at træne lidt på hjemme. Jeg har prøvet at løfte de håndvægte han bruger - utroligt så mange kræfter der er i hans arme, de er ellers ikke SÅ store...
Omkring samme tid som Bruno kom hjem, tog Andreas afsted igen. Heldigvis, for vi skulle have koldskål med vandmelon til aftensmad, og det er IKKE noget han synes om.
Vi er i gang med at æde os igennem en stor tigermelon - det har vi nu været siden weekenden, og jeg tror stadig der er ½ melon tilbage!!
Nu er det snart weekend - og det skulle blive sommervejr. Mon ikke vi finder en passende strand, hvor vi kan smide tøjet og hoppe i bølgerne??
2 kommentarer:
god weekend til jer
I lige måde Lene!
Send en kommentar