Tid for os selv

Sommerferietiden er ved at være forbi.



Kristian er i gang med den sidste uge af ferien hos sin far, han kommer glad og med lidt flere solskinsfregner hjem igen på søndag. Jeg glæder mig til at se ham, og høre alt det, han har at fortælle.

Bodil er allerede tilbage fra sine bedsteforældre. Eller allerede ... hun var der godt en uge, og de har hygget sig! I nærheden af dem bor også Bodils kusiner, samt en penneveninde, som hun også har besøgt.

Og det værste i verden er jo heller ikke at hænge ud med sin bedste. Bodil har en sød en af slagsen, og de har garanteret fået noget fornuftigt snak.

Selv min store unge - Andreas - er i hus lige nu. Han forlader os igen i aften, for her i weekenden skal han have sin første vagt på Amalienborg.

Trods alt blev det til lidt tid, hvor Bruno og jeg var alene hjemme. Og vi har rå-nydt det.



Dengang vi lige var flyttet sammen, var det vældigt let at se en forandring fra den person, jeg før har været. Glæden boblede op, og på mig sidder den altså udenpå. Den er svær at skjule.

Derfor fik jeg, i de tidlige tider, en syrlig kommentar fra en kvindelig kollega, som selv har været gift i (for?) mange år: "Jaja ... det bliver nok hverdag for jer også!"

Det er det da også blevet, men nok ikke på den måde, som min kollega havde forestillet sig. Vores glæde ved hinanden er fuldstændig intakt. Forelskelsen har fået et solidt fundament af kærlighed, og en overbygning af samhørighed og tillid. Vi kan stadig ikke holde fingrene fra hinanden, og vi finder stadig hinandens selskab inspirerende og dejligt.



Så tiden alene ... den betyder meget for os. Det er livsnydertid og kærestetid. Huset får lov til at rode, og haven gror til i ukrudt. Når vejret spiller med, som det har gjort i år, bliver det til lange dage og aftener ved stranden, ture ud i landet til smukke steder, biografture ... og dage, hvor vi bare daser på terrassen.

Den perfekte kærestetur havde vi i tirsdags. Vi pakkede mad i en køletaske, og tog med strandgear og minigrill ud til en strand på Nordfyn. Vi nød solen og luften, og da vi blev sultne, grillede vi og spiste vores mad. Så sad vi i campingstolene og så solen gå ned, mens vi talte om alt og ingenting.



Det var en fantastisk aften. Der var flettede fingre og ny energi.
Der var solen der gik ned over Jylland, og en kajakroer, der gled forbi ude på vandet.



Der var lyden af det fjollede får på marken bagved ("Baaah - BAAAAH!") og mågernes mærkelige skrig. Der var flammen ovre på Shell, som vi kunne se helt her over.
Og der var os midt i det hele, og en flok måger, som afviklede deres egen pælesidningskonkurrence. De sad der endnu, da vi kørte.

Hjem til vores hverdag. Som ikke er noget surt, fordi vi har hinanden.
Som Steffen Brandt siger: "Vi er først lige begyndt. Det' vores liv og det er - Skønt."