I aften har jeg fået Andreas hjem - denne gang for at blive, for en tid ihvertfald.
Hans tid i Livgarden er forbi.
Det har været en god og en hård tid for ham. Han har elsket og hadet det. Når han har elsket det, har han snakket om, at han godt kunne fortsætte - forlænge - tegne kontrakt. Det har han heldigvis ikke gjort.
I morges sad vi ved morgenmaden, da de i radioen fortalte, at to unge mænd fra garderhusar-regimentet igår blev dræbt i Afghanistan. Havregrynene sad fast i min hals, og tårerne væltede op i mine øjne.
Puha! Godtnok er jeg empatisk, men normalt ikke så meget. Det kommer bare så tæt på. Jeg forestiller mig glade, unge mænd, som efter værnepligtens kammeratskab tegner kontrakt. Tager afsted. Til spænding, til ære.
Et øjeblik. Så river en kugle, en bombe, en granat dem ud. Ud af livet. Slut.
Det kunne bare så let have været min unge. I en krig, som jeg ikke føler er min.
Der sidder familier et sted, med et kæmpe hul i hjertet, som deres søn, kæreste, bror aldrig kommer hjem og fylder op. Mens min unge mand sover som en sten i sin seng, sammen med sin kæreste.
På min nethinde sidder TV-avisens interview med faderen til den ene unge mand. Han var stolt af sin søn. Men ansigtet var forstenet, øjnene røde og blanke.
Denne fredag aften skælver mit hjerte, mens jeg tænker på livets skrøbelighed. Mine tanker går til dem, der har mistet deres drenge.
Gid man kunne lukke dem inde i baghaven, indtil de var 50.
Godt min dreng ligger der inde på værelset og sover. Og ikke er garder mere.
fredag, november 30, 2007
Party - - yeah!
I morgen aften ved denne tid er jeg lige startet på projekt "Fest igennem".
Jeg skal nemlig til julefrokost.
Sammen med 2-300 af mine kolleger indtager jeg Hotel Munkebjerg ved Vejle - og jeg er begyndt at glæde mig!
Jeg har købt det nye tøj, jeg har truet med at skulle have til diverse juleaktiviteter, så jeg kan også komme til at se lidt lækker ud.
Den første har allerede skrevet sig på mit balkort - han hedder Ole, og han arbejder faktisk ikke på Bankdata, men i en af vores banker. Han sidder bare hos os til hverdag, og hjælper med at udvikle vores systemer. Han er en herlig, lun fyr som er 16-17 år ældre end mig (så hans børn er ikke SÅ meget yngre end jeg er) - så det glæder jeg mig til!
I går til dans overvejede en kollega, som også danser der, hvor vi gør, og jeg, om vi skulle danse vals til firmafesten. Jeg er sikker på vi kunne danse hele dansegulvet fladt! :-)
Jeg har arbejdet på Bankdata i efterhånden mange år. Siden 1991 - så det er blevet til 16½ år, og jeg kender riiigtig mange mennesker. Mange af dem er folk, jeg holder af, og det er altid et højdepunkt at feste igennem med dem.
Der bliver danset. Og er man pige, er man jaget vildt - for vi har en noget skæv kønsfordeling. Der bliver snakket, drukket sjove drinks, sovet, grinet og hygget. Jeg får snakket med en masse mennesker, som jeg ikke ser så tit.
Og når aftenen er slut, kører busserne os hjem igen - og så kan jeg putte mig under dyne ved min honey...
Jeg er nok smadret på søndag. Men på den gode måde :-)
Jeg skal nemlig til julefrokost.
Sammen med 2-300 af mine kolleger indtager jeg Hotel Munkebjerg ved Vejle - og jeg er begyndt at glæde mig!
Jeg har købt det nye tøj, jeg har truet med at skulle have til diverse juleaktiviteter, så jeg kan også komme til at se lidt lækker ud.
Den første har allerede skrevet sig på mit balkort - han hedder Ole, og han arbejder faktisk ikke på Bankdata, men i en af vores banker. Han sidder bare hos os til hverdag, og hjælper med at udvikle vores systemer. Han er en herlig, lun fyr som er 16-17 år ældre end mig (så hans børn er ikke SÅ meget yngre end jeg er) - så det glæder jeg mig til!
I går til dans overvejede en kollega, som også danser der, hvor vi gør, og jeg, om vi skulle danse vals til firmafesten. Jeg er sikker på vi kunne danse hele dansegulvet fladt! :-)
Jeg har arbejdet på Bankdata i efterhånden mange år. Siden 1991 - så det er blevet til 16½ år, og jeg kender riiigtig mange mennesker. Mange af dem er folk, jeg holder af, og det er altid et højdepunkt at feste igennem med dem.
Der bliver danset. Og er man pige, er man jaget vildt - for vi har en noget skæv kønsfordeling. Der bliver snakket, drukket sjove drinks, sovet, grinet og hygget. Jeg får snakket med en masse mennesker, som jeg ikke ser så tit.
Og når aftenen er slut, kører busserne os hjem igen - og så kan jeg putte mig under dyne ved min honey...
Jeg er nok smadret på søndag. Men på den gode måde :-)
torsdag, november 29, 2007
Tandlægeskræk
Jeg har skiftet tandlæge.
Igen.
I den tid, jeg har boet i Fredericia, har jeg haft adskillige tandlæger.
Den første var egentlig meget troværdig. Indtil hun langsomt blev mere og mere alternativ. Pludselig var flourtandpasta det rene gift - faktisk er flour iflg. hende et affaldsstof fra den amerikanske våbenindustri, som de fandt på at putte i tandpasta. Jeg fik aldrig rigtig fat i om det var en konspiration eller hvad.
Hun snakkede også meget om strøm i tænderne og hjertesygdomme. Alt det kunne jeg nok have levet med, hvis ikke det var fordi jeg oplevede at priserne steg voldsomt - måske skulle jeg finansiere hendes auralæsningskurser også? Jeg ved det ikke.
Siden da har mine tandlæger skiftet. En var hårdhændet - og jeg havde på fornemmelsen, at jeg sponserede deres skiferie LIDT for meget. Der var nemlig ALTID noget i vejen, som det var en god ide at reparere - og sådan plejede det altså ikke at være.
En overgang gik jeg til tandlæge i Flensborg - lidt i protest mod de horrible danske tandplejepriser.
Rar mand, i øvrigt, som i øvrigt fortalte mig, at han syntes det danske tandlægesystem var den rene pengemaskine. Han bekræftede lidt det, jeg havde på fornemmelsen - at der bliver lavet utroligt mange dyre og unødvendige eftersyn, tandrensninger og reparationer. Han mente, at når man som jeg har rimeligt problemfrie tænder, var det rigeligt at gå til tandlæge, når der var noget i vejen.
Ham kunne jeg sagtens have fundet på at fortsætte hos. Han var nemlig både dygtig og billig, og Bruno fik lavet et par 3-leddede broer til en pris der var ca. det halve af, hvad vi skulle have givet hos vores gamle tandlæge.
For nylig knækkede der et lille stykke af en gammel plombe. Det har irriteret mig lidt, men jeg ville IKKE hen og understøtte min gamle tandlæges juletur til Østrig, og jeg ville gerne slippe for transport retur til Flensborg. Så jeg så mig om på nettet, og hørte mig lidt for.
Så fandt jeg ham her, som jeg har besøgt i dag. Han har en alternativ prispolitik - man får, hvad man har brug for (og ikke mere), og man betaler så også kun for det.
Han pudsede min plombe til, kommenterede med en yderst charmerende fransk accent, at jeg har fine tænder, og så efterså han ellers det hele.
Gæt hvad det kostede.
131 kr.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst er sluppet så billigt ud fra en dansk tandlæge. Så jeg besøger nok Christophe igen, næste gang jeg skal til tandlæge.
Er der andre end jer, som oplever mistillid til tandlæger? Føler, at I er en malkeko, tandlægen gerne vil vride penge af - mest muligt, helst? Har I nogen sinde haft mistanke om, at I fik lavet unødvendige tandrensninger og reparationer? Eller bare følt, at det var uhyggeligt høje priser?
Eller er jeg den eneste?
Igen.
I den tid, jeg har boet i Fredericia, har jeg haft adskillige tandlæger.
Den første var egentlig meget troværdig. Indtil hun langsomt blev mere og mere alternativ. Pludselig var flourtandpasta det rene gift - faktisk er flour iflg. hende et affaldsstof fra den amerikanske våbenindustri, som de fandt på at putte i tandpasta. Jeg fik aldrig rigtig fat i om det var en konspiration eller hvad.
Hun snakkede også meget om strøm i tænderne og hjertesygdomme. Alt det kunne jeg nok have levet med, hvis ikke det var fordi jeg oplevede at priserne steg voldsomt - måske skulle jeg finansiere hendes auralæsningskurser også? Jeg ved det ikke.
Siden da har mine tandlæger skiftet. En var hårdhændet - og jeg havde på fornemmelsen, at jeg sponserede deres skiferie LIDT for meget. Der var nemlig ALTID noget i vejen, som det var en god ide at reparere - og sådan plejede det altså ikke at være.
En overgang gik jeg til tandlæge i Flensborg - lidt i protest mod de horrible danske tandplejepriser.
Rar mand, i øvrigt, som i øvrigt fortalte mig, at han syntes det danske tandlægesystem var den rene pengemaskine. Han bekræftede lidt det, jeg havde på fornemmelsen - at der bliver lavet utroligt mange dyre og unødvendige eftersyn, tandrensninger og reparationer. Han mente, at når man som jeg har rimeligt problemfrie tænder, var det rigeligt at gå til tandlæge, når der var noget i vejen.
Ham kunne jeg sagtens have fundet på at fortsætte hos. Han var nemlig både dygtig og billig, og Bruno fik lavet et par 3-leddede broer til en pris der var ca. det halve af, hvad vi skulle have givet hos vores gamle tandlæge.
For nylig knækkede der et lille stykke af en gammel plombe. Det har irriteret mig lidt, men jeg ville IKKE hen og understøtte min gamle tandlæges juletur til Østrig, og jeg ville gerne slippe for transport retur til Flensborg. Så jeg så mig om på nettet, og hørte mig lidt for.
Så fandt jeg ham her, som jeg har besøgt i dag. Han har en alternativ prispolitik - man får, hvad man har brug for (og ikke mere), og man betaler så også kun for det.
Han pudsede min plombe til, kommenterede med en yderst charmerende fransk accent, at jeg har fine tænder, og så efterså han ellers det hele.
Gæt hvad det kostede.
131 kr.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst er sluppet så billigt ud fra en dansk tandlæge. Så jeg besøger nok Christophe igen, næste gang jeg skal til tandlæge.
Er der andre end jer, som oplever mistillid til tandlæger? Føler, at I er en malkeko, tandlægen gerne vil vride penge af - mest muligt, helst? Har I nogen sinde haft mistanke om, at I fik lavet unødvendige tandrensninger og reparationer? Eller bare følt, at det var uhyggeligt høje priser?
Eller er jeg den eneste?
onsdag, november 28, 2007
Livsnyderens logeaften
I går var jeg til logeaften. Jo, jo - den er god nok.
Der var det hele. Den formelle logepåklædning. Den særlige hilsen. Ritualerne.
Stemningen var helt speciel.
Den loge - det er lige mig.
Nej. Det er ikke Ladies Circle eller Rosensøstrene.
Logen hedder Ørkenens Sønner (fisse-fisse, fez-fez!).
Det var dælme sjovt. De er så sjov-platte, og jeg tror Niels Olsen slår ALT når det kommer til grim-dans. Han er skøn når han er klædt ud som dame - måske er det fordi han er sådan en stor, ret maskulin fyr ... for han mestrer virkelig sådan nogen herligt overdrevne feminine bevægelser.
Vi var vel 130-150 stykker fra Bankdata derovre, så der var nok at hyggesnakke med i pausen.
Eneste (store) minus var, at arrangementet var flyttet fra Odense Congress Center til Odense Arena, angiveligt "for at give os en større oplevelse". Dvs. vi sad på små, dårlige plasticstole i en håndboldhal og småfrøs, for at der kunne mases mere publikum ind. Dårligt!!
Men det var jo ikke Niels, Asger, Søren og Henriks skyld.
De dejlige drenge.
Der var det hele. Den formelle logepåklædning. Den særlige hilsen. Ritualerne.
Stemningen var helt speciel.
Den loge - det er lige mig.
Nej. Det er ikke Ladies Circle eller Rosensøstrene.
Logen hedder Ørkenens Sønner (fisse-fisse, fez-fez!).
Det var dælme sjovt. De er så sjov-platte, og jeg tror Niels Olsen slår ALT når det kommer til grim-dans. Han er skøn når han er klædt ud som dame - måske er det fordi han er sådan en stor, ret maskulin fyr ... for han mestrer virkelig sådan nogen herligt overdrevne feminine bevægelser.
Vi var vel 130-150 stykker fra Bankdata derovre, så der var nok at hyggesnakke med i pausen.
Eneste (store) minus var, at arrangementet var flyttet fra Odense Congress Center til Odense Arena, angiveligt "for at give os en større oplevelse". Dvs. vi sad på små, dårlige plasticstole i en håndboldhal og småfrøs, for at der kunne mases mere publikum ind. Dårligt!!
Men det var jo ikke Niels, Asger, Søren og Henriks skyld.
De dejlige drenge.
mandag, november 26, 2007
Nemesis
Måske skulle jeg ikke have blæret mig så meget i går.
Jeg har rendt oppe hele natten og planlægger nu at tilbringe dagen i sofaen med min varme dyne.
Jeg har nemlig været oppe og tisse fire dråber 17 gange i nat - og har kvalme og ondt.
Kort sagt: Jeg har fået - blærebetændelse!!!
Ironisk, ikke?
Jeg har rendt oppe hele natten og planlægger nu at tilbringe dagen i sofaen med min varme dyne.
Jeg har nemlig været oppe og tisse fire dråber 17 gange i nat - og har kvalme og ondt.
Kort sagt: Jeg har fået - blærebetændelse!!!
Ironisk, ikke?
søndag, november 25, 2007
Blæreindlæg
...og så er det på tide at blære sig.
Det er ikke så tit, at Kristian optræder på bloggen. Jeg har ofte blæret mig med min flotte gardersøn - også da han var min flotte studentersøn. I har hørt mig prale af min smukke, seje, kreative datter - et utal af gange.
Hvad så med Kristian? Er han kedelig - dum - ikke noget særligt??
Til det må jeg sige: on the contrary, my dear!
Kristian fylder ikke altid så meget - ihvertfald ikke på besvær-siden. Han er nem. Han er velopdragen. Han klarer sig fint i skolen, og har en god kammeratkreds.
Måske er det derfor, jeg ikke så tit blærer mig med ham? Jeg ved det ikke! Det er ihvertfald ikke fordi han er mindre køn, klog eller dygtig end sine søskende!
Faktisk er Kristian sådan en, som gør dig varm inden i. Han er utroligt kærlig og sød - har altid tid til at give et knus og sige noget sødt. Og nogen gange udviser han en personlig modenhed, som gør mig mundlam og stolt. Han har integritet - ligesom sin søster er han fløjtende ligeglad med de mærker, der sidder i tøjet, selvom han ikke er helt så flamboyant i sin stil.
Denne praleseance kommer af, at vi i torsdags var til Skole/hjem-samtale med Kristian. Allerede da elevplanen kom hjem, var der lagt op til stolte forældre.
"Kristian er en sød og velopdragen dreng. Han er fornuftig og i mange situationer meget velovervejet."
Det faglige var ikke mindre flot. Både i dansk, matematik og ikke mindst engelsk fik han så meget ros, at vi snart ikke vidste, hvad vi skulle stille op.
Jo, vi er frygteligt stolte af ham. Hans far og jeg. Og hvis jeg ikke tager fejl, er hans bonusfar heller ikke helt ked af knægten!
Det er ikke så tit, at Kristian optræder på bloggen. Jeg har ofte blæret mig med min flotte gardersøn - også da han var min flotte studentersøn. I har hørt mig prale af min smukke, seje, kreative datter - et utal af gange.
Hvad så med Kristian? Er han kedelig - dum - ikke noget særligt??
Til det må jeg sige: on the contrary, my dear!
Kristian fylder ikke altid så meget - ihvertfald ikke på besvær-siden. Han er nem. Han er velopdragen. Han klarer sig fint i skolen, og har en god kammeratkreds.
Måske er det derfor, jeg ikke så tit blærer mig med ham? Jeg ved det ikke! Det er ihvertfald ikke fordi han er mindre køn, klog eller dygtig end sine søskende!
Faktisk er Kristian sådan en, som gør dig varm inden i. Han er utroligt kærlig og sød - har altid tid til at give et knus og sige noget sødt. Og nogen gange udviser han en personlig modenhed, som gør mig mundlam og stolt. Han har integritet - ligesom sin søster er han fløjtende ligeglad med de mærker, der sidder i tøjet, selvom han ikke er helt så flamboyant i sin stil.
Denne praleseance kommer af, at vi i torsdags var til Skole/hjem-samtale med Kristian. Allerede da elevplanen kom hjem, var der lagt op til stolte forældre.
"Kristian er en sød og velopdragen dreng. Han er fornuftig og i mange situationer meget velovervejet."
Det faglige var ikke mindre flot. Både i dansk, matematik og ikke mindst engelsk fik han så meget ros, at vi snart ikke vidste, hvad vi skulle stille op.
Jo, vi er frygteligt stolte af ham. Hans far og jeg. Og hvis jeg ikke tager fejl, er hans bonusfar heller ikke helt ked af knægten!
Advendtsværksted
....hvad skete der lige?
Jeg vendte ryggen til PCen et øjeblik, og så var der gået ... fire dage!
Hold da op...
Nå men, torsdag ... der var Bodil og jeg på Bankdata og til advendtsværksted. I år var det mig og min kollega Susanne (hende fra Lund+Lund)som stod for det praktiske omkring arrangementet.
Kristian ville egentlig gerne have været med, men han skulle på drengetur med klubben - til Kolding og skyde med laserpistoler. Det var alligevel mere spændende end en gang juleblomsterbinding!
Susanne kom også til at melde forfald, for hendes datter kom hjem fra en længere tur - fra Cuba. Så hun skulle til Kastrup og stå i lufthavnen og vinke! Den anden Lund - Jytte, hendes svigerinde - kom dog og repræsenterede familien :-)
Som instruktør havde vi som sædvanlig vores tidligere kollega, Lene fra Pilen og Blomsten. Som sagt en tidligere ansat i firmaet, som er gået om ikke i frø, så ihvertfald i blomst ...
Lene havde fuld kontrol over det, og hun havde medbragt nogle dekorationer til inspiration, samt materialer og "bonusting" som kugler, bakker mv., som vi kunne købe til.
Der blev produceret ting og sager! Der blev arbejdet flittigt! Og der blev sladret hyggeligt og spist guf og drukket et glas rødvin her og der - for det hører også til, når vi holder juleblomsterbinding på Bankdata.
Bodil fik lavet en kalenderlysdekoration med det blå lys, hun valgte på Læsø, og en dekoration med et spindelvævslys, som jeg fandt - det havde ligget i skabet siden sidste år. Jeg fik lavet advendtskrans med mørkerøde lys og bånd - og Bodil bandt også en krans, som hun vil pynte med sorte lys og have på sit værelse.
At skønhed afhænger af øjet der ser, kom også for en dag denne aften. Jeg har til tidligere arrangementer hørt folk sukke henført over de superflotte velourlys, som jeg synes er rædsler af en art, så jeg kunne finde på at købe dem til pakkeleg blot for at grine ondt af dem, som vandt dem. Også i torsdags så jeg dekorationer, jeg synes var utroligt flotte, og andre, som jeg synes var udsøgt rædsomme.
Længe leve forskelligheden! Det er skønt, at vi ikke er ens.
Jeg vendte ryggen til PCen et øjeblik, og så var der gået ... fire dage!
Hold da op...
Nå men, torsdag ... der var Bodil og jeg på Bankdata og til advendtsværksted. I år var det mig og min kollega Susanne (hende fra Lund+Lund)som stod for det praktiske omkring arrangementet.
Kristian ville egentlig gerne have været med, men han skulle på drengetur med klubben - til Kolding og skyde med laserpistoler. Det var alligevel mere spændende end en gang juleblomsterbinding!
Susanne kom også til at melde forfald, for hendes datter kom hjem fra en længere tur - fra Cuba. Så hun skulle til Kastrup og stå i lufthavnen og vinke! Den anden Lund - Jytte, hendes svigerinde - kom dog og repræsenterede familien :-)
Som instruktør havde vi som sædvanlig vores tidligere kollega, Lene fra Pilen og Blomsten. Som sagt en tidligere ansat i firmaet, som er gået om ikke i frø, så ihvertfald i blomst ...
Lene havde fuld kontrol over det, og hun havde medbragt nogle dekorationer til inspiration, samt materialer og "bonusting" som kugler, bakker mv., som vi kunne købe til.
Der blev produceret ting og sager! Der blev arbejdet flittigt! Og der blev sladret hyggeligt og spist guf og drukket et glas rødvin her og der - for det hører også til, når vi holder juleblomsterbinding på Bankdata.
Bodil fik lavet en kalenderlysdekoration med det blå lys, hun valgte på Læsø, og en dekoration med et spindelvævslys, som jeg fandt - det havde ligget i skabet siden sidste år. Jeg fik lavet advendtskrans med mørkerøde lys og bånd - og Bodil bandt også en krans, som hun vil pynte med sorte lys og have på sit værelse.
At skønhed afhænger af øjet der ser, kom også for en dag denne aften. Jeg har til tidligere arrangementer hørt folk sukke henført over de superflotte velourlys, som jeg synes er rædsler af en art, så jeg kunne finde på at købe dem til pakkeleg blot for at grine ondt af dem, som vandt dem. Også i torsdags så jeg dekorationer, jeg synes var utroligt flotte, og andre, som jeg synes var udsøgt rædsomme.
Længe leve forskelligheden! Det er skønt, at vi ikke er ens.
onsdag, november 21, 2007
Nydning
Maven er fuld af risengrød.
Madpakkerne er smurt og gryderne vasket af.
Andreas har været hjemme en tur (og spist en svingende portion risengrød), har siddet og sludret med mig en times tid, og er nu kørt ud til Kristina i Børkop.
Nu venter sofaen, tror jeg - et vattæppe, en kande the og en god bog.
Men mon ikke jeg lige skal have en sludder med min mor først...
Aaaaaah.......
PS: Og engang i aften kommer mit favoritsovedyr hjem. Han skal få et kram, skal han!
Madpakkerne er smurt og gryderne vasket af.
Andreas har været hjemme en tur (og spist en svingende portion risengrød), har siddet og sludret med mig en times tid, og er nu kørt ud til Kristina i Børkop.
Nu venter sofaen, tror jeg - et vattæppe, en kande the og en god bog.
Men mon ikke jeg lige skal have en sludder med min mor først...
Aaaaaah.......
PS: Og engang i aften kommer mit favoritsovedyr hjem. Han skal få et kram, skal han!
Kære julemand ...
... her har du et link til det, jeg lige står og mangler i år.
Et seriøst stykke legetøj, som jeg er sikker på at Bruno også vil sætte pris på.
Et seriøst stykke legetøj, som jeg er sikker på at Bruno også vil sætte pris på.
tirsdag, november 20, 2007
Hvis jeg ikke smilede før ...
... kom jeg ihvertfald til det i morges, da jeg så, at min bloggende grandkusine i det nordjyske havde givet mig en vaskeægte award.
Tak Lene! Os, der har fået den, burde holde sådan en oscar-agtig fest, hvor vi skal ha' store rober på og se brandgodt ud :-) Det kunne da være hyggeligt, ikke?
Så er det, at jeg skal give den videre til fire andre - og det er jo meget, meget vanskeligt. Der er så mange, som får mig til at smile - men her kommer et seriøst bud på det:
Bruno - ikke så meget for hans blog, som mest handler om cykleture, men mere for det, at han gør min dag lysere, mit liv sjovere og i det hele taget forhøjer mit livsnyderindex betragteligt. Bruno, du får mig til at smile HVER dag!!
Suzy - som jeg næsten altid får et vældigt godt grin af at læse med hos .... det er ikke lige hver dag, jeg er forbi, men når jeg gør, smiler jeg altid fra øre til øre!
Pernille - sprød, sej og selvironisk. Jeg savner hende VOLDSOMT på bloggen og håber snart, hun er færdig med det speciale!
Simon - han er nørdet, sjov, følsom og har opdaget Rene Friis. Simon, keep on blogging...
Måske er I allerede blevet ramt ... så klebager jeg ... :-)
Jeg kunne sagtens ha' nuppet Lene en gang mere ... men det må man vist ikke... ;-) og hende HAR jeg vist også awarded engang...
Tak Lene! Os, der har fået den, burde holde sådan en oscar-agtig fest, hvor vi skal ha' store rober på og se brandgodt ud :-) Det kunne da være hyggeligt, ikke?
Så er det, at jeg skal give den videre til fire andre - og det er jo meget, meget vanskeligt. Der er så mange, som får mig til at smile - men her kommer et seriøst bud på det:
Bruno - ikke så meget for hans blog, som mest handler om cykleture, men mere for det, at han gør min dag lysere, mit liv sjovere og i det hele taget forhøjer mit livsnyderindex betragteligt. Bruno, du får mig til at smile HVER dag!!
Suzy - som jeg næsten altid får et vældigt godt grin af at læse med hos .... det er ikke lige hver dag, jeg er forbi, men når jeg gør, smiler jeg altid fra øre til øre!
Pernille - sprød, sej og selvironisk. Jeg savner hende VOLDSOMT på bloggen og håber snart, hun er færdig med det speciale!
Simon - han er nørdet, sjov, følsom og har opdaget Rene Friis. Simon, keep on blogging...
Måske er I allerede blevet ramt ... så klebager jeg ... :-)
Jeg kunne sagtens ha' nuppet Lene en gang mere ... men det må man vist ikke... ;-) og hende HAR jeg vist også awarded engang...
Grove løjer!
Så oprandt dagen ... endelig undte jeg mig selv at kikke nærmere på det garn, jeg ud over Kidopalen til mit fine, råhvide tørklæde (som jeg i øvrigt bruger konstant), havde købt til mig selv, da vi var på efterårsferie på Læsø.
Her kan man tale om anderledes grove løjer! Da jeg fik kikket nærmere i opskriften, så jeg nemlig til min fornøjelse, at pindene skulle være jumperpinde nr. 20!! Garnet er da også groft og dejligt - en lun sag i alpaca og uld, sort som kul, og som skabt til at lune en småfrysende ryg på et køligt vinterkontor.
Sådan nogle pinde har de altså ikke lige hængende i Brugsen. Men jeg bestilte dem mandag, hos min lokale håndarbejdspusher. Her får jeg jo special treatment med udbringning og det hele, så i morges lå de på mit skrivebord ... nu skal jeg bare lige huske at ha' penge med til Susanne i morgen :-)
I eftermiddag MÅTTE jeg i gang med sagerne! Så jeg kastede mig over opskrift, garn og pinde - og da det er tykke pinde og supernem opskrift (lutter retstrik), bliver det jo lynhurtigt til noget.
Det bliver råt og lækkert - og lunt.
Her kan man tale om anderledes grove løjer! Da jeg fik kikket nærmere i opskriften, så jeg nemlig til min fornøjelse, at pindene skulle være jumperpinde nr. 20!! Garnet er da også groft og dejligt - en lun sag i alpaca og uld, sort som kul, og som skabt til at lune en småfrysende ryg på et køligt vinterkontor.
Sådan nogle pinde har de altså ikke lige hængende i Brugsen. Men jeg bestilte dem mandag, hos min lokale håndarbejdspusher. Her får jeg jo special treatment med udbringning og det hele, så i morges lå de på mit skrivebord ... nu skal jeg bare lige huske at ha' penge med til Susanne i morgen :-)
I eftermiddag MÅTTE jeg i gang med sagerne! Så jeg kastede mig over opskrift, garn og pinde - og da det er tykke pinde og supernem opskrift (lutter retstrik), bliver det jo lynhurtigt til noget.
Det bliver råt og lækkert - og lunt.
søndag, november 18, 2007
Livsnyder på efterårs-cykelsafari
Vi havde en rigtig hyggelig aften igår. Og det blev hverken senere - eller fugtigere - end at vi var friske til at gribe chancen for en tur ud i det smukke efterårsvejr i dag.
Fra morgenen af var det tåget og gråt. Så jeg nød at sidde inde med et strikketøj, som lyste op, der i formiddagsgråheden - nemlig de sokker, jeg gik i gang med i fredags, af noget garn, jeg fandt i mine gemmer.
Omkring middag klarede det op, og solen kom frem. Det så lækkert ud, og da Bruno sagde, at han ville køre en tur ned til Kolding og teste den "rundt om Kolding"-tur, han skal køre med nogen fra klubben næste lørdag - om jeg ville med? - var jeg ikke sen til at slå til.
Så cyklerne røg i bilen - og vi var afsted.
Hvis du undrer dig over plasticnumrene på vores cykler, er det altså fordi vi kører vintercup sammen. Når man kører vintercup, skal man have sit holdnummer på cyklen, og det er lige bøvlet nok at pille af og sætte på, for de sidder med elektrikerstrips.
Humøret var højt nok til, at jeg var nødt til at tage et lettere pjanket selvportræt. Cykelbrillerne er måske ikke så kønne. Men de er praktiske! De giver god beskyttelse mod vinden, og glassene kan skiftes - jeg har dem både i mørk, til solskin, og i klar, hvis det er gråvejr. Man får heller ikke skidt og møg i øjnene, og det er en fordel - især når man som jeg bruger kontaktlinser.
Vi parkerede ude vest for Kolding, ved en nedlangt togstation. På den gamle banesti, som hedder Troldhedestien, kørte vi afsted, og endte til efter mange zig og zag (bed mig IKKE om at forklare vejen, eller vise den igen!!) nede ved havnen i Kolding. Vi skulle ud forbi lystbådehavnen, og Bruno mente at kende en smutvej - hans ven Laurent havde fortalt ham, hvor den var. Den var ikke så let at finde, skal det siges - jeg var lige ved at tro, at han ledte mig i uføre lige her:
Der VAR dog en sti - og den førte ned langs åen et stykke, inden vi kom derhen, hvor lystbådehavnen starter.
Vi kørte ud mod Vonsild (tror jeg nok), og hele tiden lige i udkanten af Kolding, selvom det føltes fantastisk landligt. Man skulle ikke tro, at man var lige 100 meter fra et villakvarter! Selv lydene var skov-agtige meget af tiden.
Ham her var min guide undervejs. Selv med cykelbriller og hjelm ser han jo bare dejlig ud!! :-)
Det her billede er faktisk taget samme sted som det foregående. Og bag Bruno kan du se det villakvarter, jeg taler om - så helt pjat var det ikke.
Umiddelbart efter dette foto blev taget, kom vi lidt ud i noget værre noget - en mudret, smal sti LIGE ved siden af en å. Jeg var lidt nervøs. Bruno mente, han havde en Uh-fugl med (sådan en der siger UH UH UH) men det var nu bare mig. Jeg røg heldigvis ikke i åen, selvom jeg har lidt tendenser i den retning.
Det var heldigvis også en forkert sti, så vi slog ind på en, som var lidt mere civiliseret. Ikke at det varede ret længe. Midtvejs på turen kom nemlig det sværeste stykke - lidt vanskelige stier, med en del op-og-ned. Ikke det bedste jeg ved. Især op kan være ret vanskeligt - får du vægten for langt tilbage, stejler du (og vælter), og får du den for langt frem, tager dit baghjul ikke fast (og så vælter du). Når der så tilmed er fedtet, fyldt med nedfaldne blade, som skjuler div. pinde og ganske ujævnt, er der rigeligt med udfordringer for en ikke specielt habil eller erfaren mountainbiker.
Som jeg plejer at sige til Bruno - vintercup er lige mit terrænmæssige niveau: Lidt landevej og markveje, og nogle rimeligt beherskede stier (pånær altså, når man følges med Carsten Bedsteven, som er enormt god til at finde smarte smutveje ned af vilde stier brolagt med mudder og gamle murbrokker).
Nå men altså - den midterste del af vores tur i dag var IKKE særligt vintercup-agtig. Bruno syntes den var nem - men den var lidt teknisk for mig, og beregnet til en bedre kondition end jeg har lige nu.
Det gode ved al den vilde op-og-ned kørsel var dog, når man kom om et hjørne - og mødte dette her:
Og jo - vi var stadig lige i kanten af byen. Wow!
Men når man kommer op, skal man også ned. Lidt senere stod vi faktisk og så op på det sted, hvor billedet her blev taget.
Vi var vidt omkring i dag, synes jeg, selvom vi kun kørte godt 25 km. Men det er faktisk også meget, når det er på stier og skovveje. Der var mange ude at gå, og også andre ude på cyklerne i det gode vejr. De sødeste vi mødte, er dog lige her:
Efter 3 timer var solen ved at gå ned (klokken var jo også næsten 16) og det begyndte at blive lidt koldt. Men så var vi også tilbage ved bilen igen, og kunne tage det mest mudrede tøj af, og vende næsen hjemad mod brusebad og varm kaffe.
Cyklerne var dejligt "måwede"...
Men mine sko var - tro det eller ej - mere rene, end da vi tog afsted. Jeg havde nemlig ikke fået vasket gyllen af dem, efter sidste vintercupafdeling.
Det var en herlig tur, og nu er jeg rigtig godt brugt. Det er blevet til 3 gange motion i denne uge - mandag styrketræning og spinning, i går det samme, og så den her dejlige tur i dag.
Nu kalder sofaen, og strikketøjet. Jeg har fortjent det.
Fra morgenen af var det tåget og gråt. Så jeg nød at sidde inde med et strikketøj, som lyste op, der i formiddagsgråheden - nemlig de sokker, jeg gik i gang med i fredags, af noget garn, jeg fandt i mine gemmer.
Omkring middag klarede det op, og solen kom frem. Det så lækkert ud, og da Bruno sagde, at han ville køre en tur ned til Kolding og teste den "rundt om Kolding"-tur, han skal køre med nogen fra klubben næste lørdag - om jeg ville med? - var jeg ikke sen til at slå til.
Så cyklerne røg i bilen - og vi var afsted.
Hvis du undrer dig over plasticnumrene på vores cykler, er det altså fordi vi kører vintercup sammen. Når man kører vintercup, skal man have sit holdnummer på cyklen, og det er lige bøvlet nok at pille af og sætte på, for de sidder med elektrikerstrips.
Humøret var højt nok til, at jeg var nødt til at tage et lettere pjanket selvportræt. Cykelbrillerne er måske ikke så kønne. Men de er praktiske! De giver god beskyttelse mod vinden, og glassene kan skiftes - jeg har dem både i mørk, til solskin, og i klar, hvis det er gråvejr. Man får heller ikke skidt og møg i øjnene, og det er en fordel - især når man som jeg bruger kontaktlinser.
Vi parkerede ude vest for Kolding, ved en nedlangt togstation. På den gamle banesti, som hedder Troldhedestien, kørte vi afsted, og endte til efter mange zig og zag (bed mig IKKE om at forklare vejen, eller vise den igen!!) nede ved havnen i Kolding. Vi skulle ud forbi lystbådehavnen, og Bruno mente at kende en smutvej - hans ven Laurent havde fortalt ham, hvor den var. Den var ikke så let at finde, skal det siges - jeg var lige ved at tro, at han ledte mig i uføre lige her:
Der VAR dog en sti - og den førte ned langs åen et stykke, inden vi kom derhen, hvor lystbådehavnen starter.
Vi kørte ud mod Vonsild (tror jeg nok), og hele tiden lige i udkanten af Kolding, selvom det føltes fantastisk landligt. Man skulle ikke tro, at man var lige 100 meter fra et villakvarter! Selv lydene var skov-agtige meget af tiden.
Ham her var min guide undervejs. Selv med cykelbriller og hjelm ser han jo bare dejlig ud!! :-)
Det her billede er faktisk taget samme sted som det foregående. Og bag Bruno kan du se det villakvarter, jeg taler om - så helt pjat var det ikke.
Umiddelbart efter dette foto blev taget, kom vi lidt ud i noget værre noget - en mudret, smal sti LIGE ved siden af en å. Jeg var lidt nervøs. Bruno mente, han havde en Uh-fugl med (sådan en der siger UH UH UH) men det var nu bare mig. Jeg røg heldigvis ikke i åen, selvom jeg har lidt tendenser i den retning.
Det var heldigvis også en forkert sti, så vi slog ind på en, som var lidt mere civiliseret. Ikke at det varede ret længe. Midtvejs på turen kom nemlig det sværeste stykke - lidt vanskelige stier, med en del op-og-ned. Ikke det bedste jeg ved. Især op kan være ret vanskeligt - får du vægten for langt tilbage, stejler du (og vælter), og får du den for langt frem, tager dit baghjul ikke fast (og så vælter du). Når der så tilmed er fedtet, fyldt med nedfaldne blade, som skjuler div. pinde og ganske ujævnt, er der rigeligt med udfordringer for en ikke specielt habil eller erfaren mountainbiker.
Som jeg plejer at sige til Bruno - vintercup er lige mit terrænmæssige niveau: Lidt landevej og markveje, og nogle rimeligt beherskede stier (pånær altså, når man følges med Carsten Bedsteven, som er enormt god til at finde smarte smutveje ned af vilde stier brolagt med mudder og gamle murbrokker).
Nå men altså - den midterste del af vores tur i dag var IKKE særligt vintercup-agtig. Bruno syntes den var nem - men den var lidt teknisk for mig, og beregnet til en bedre kondition end jeg har lige nu.
Det gode ved al den vilde op-og-ned kørsel var dog, når man kom om et hjørne - og mødte dette her:
Og jo - vi var stadig lige i kanten af byen. Wow!
Men når man kommer op, skal man også ned. Lidt senere stod vi faktisk og så op på det sted, hvor billedet her blev taget.
Vi var vidt omkring i dag, synes jeg, selvom vi kun kørte godt 25 km. Men det er faktisk også meget, når det er på stier og skovveje. Der var mange ude at gå, og også andre ude på cyklerne i det gode vejr. De sødeste vi mødte, er dog lige her:
Efter 3 timer var solen ved at gå ned (klokken var jo også næsten 16) og det begyndte at blive lidt koldt. Men så var vi også tilbage ved bilen igen, og kunne tage det mest mudrede tøj af, og vende næsen hjemad mod brusebad og varm kaffe.
Cyklerne var dejligt "måwede"...
Men mine sko var - tro det eller ej - mere rene, end da vi tog afsted. Jeg havde nemlig ikke fået vasket gyllen af dem, efter sidste vintercupafdeling.
Det var en herlig tur, og nu er jeg rigtig godt brugt. Det er blevet til 3 gange motion i denne uge - mandag styrketræning og spinning, i går det samme, og så den her dejlige tur i dag.
Nu kalder sofaen, og strikketøjet. Jeg har fortjent det.
lørdag, november 17, 2007
Lørdagsplaner
I går stenede vi helt ud - vi bestilte pizza til aften, og drak rødvin og hyggede os vældigt. Jeg er træt, sådan en fredag!
I dag skal energien findes frem igen. Vi skal ud og spinne om en time, Bruno og jeg, og så har vi et par ærinder i byen.
Når vi kommer hjem, har jeg et rendez-vous med mit strikketøj - jeg er igang med et par limegrønne strømper med hulmønster - de er ret smarte, og det går hurtigt! Jeg stryger ting af pindene på ingen tid lige nu - sidste weekend bestilte min niece Stine et par pulsvarmere. Vi fandt noget garn, hun kunne lide, og i løbet af lørdag eftermiddag og aften, samt søndag formiddag, fik jeg lige høvlet et par modificerede Fetching af til hende. De var lidt længere ud i fingrene end opskriften lægger op til, og så var de i sort garn med en sølvtråd. Ren disco!
Da jeg gav Stine dem skreg hun: "Moster! De er vidunderlige!"
Det var en herlig reaktion - så er det noget ved at strikke!
I aften skal vi spise hos Brunos direktør og hans kone. Det er cheferne og deres koner, som er budt ind (nej - der er ingen kvindelige chefer) - firmaet er jo ikke så stort, så vi bliver vist 8 i alt.
Min mor fik lidt nervøse trækninger i telefonen - hun huskede et besøg hos min fars chef for mange år siden, da hun gik hjemme og i løbet af en dag ikke så andre end sin (naturligvis dejlige) børnflok. Hun var vist noget nervøs - og måtte låne tøj af min arbejdende moster for at være pæn nok ("Jeg var jo ikke den første, der fik tøj dengang," sagde hun). Det var skrækkeligt fint, og hun fik vist nærmest stress af alle de glas og bestik osv.
Det viste sig heldigvis at de var enormt søde og imødekommende, og hun endte med at have en hyggelig aften.
Jeg er sikker på, at det bliver hyggeligt i aften - der er ikke nogen indbygget eksamen, og jeg kender jo alle dem, der kommer, vældig godt. Havde det faktisk rigtig sjovt sammen med direktøren, da vi i sommer kom til at sidde ved siden af hinanden til et arrangement hos en af Brunos kolleger.
Men først ... skal jeg i Forever og brænde noget krudt af!!
I dag skal energien findes frem igen. Vi skal ud og spinne om en time, Bruno og jeg, og så har vi et par ærinder i byen.
Når vi kommer hjem, har jeg et rendez-vous med mit strikketøj - jeg er igang med et par limegrønne strømper med hulmønster - de er ret smarte, og det går hurtigt! Jeg stryger ting af pindene på ingen tid lige nu - sidste weekend bestilte min niece Stine et par pulsvarmere. Vi fandt noget garn, hun kunne lide, og i løbet af lørdag eftermiddag og aften, samt søndag formiddag, fik jeg lige høvlet et par modificerede Fetching af til hende. De var lidt længere ud i fingrene end opskriften lægger op til, og så var de i sort garn med en sølvtråd. Ren disco!
Da jeg gav Stine dem skreg hun: "Moster! De er vidunderlige!"
Det var en herlig reaktion - så er det noget ved at strikke!
I aften skal vi spise hos Brunos direktør og hans kone. Det er cheferne og deres koner, som er budt ind (nej - der er ingen kvindelige chefer) - firmaet er jo ikke så stort, så vi bliver vist 8 i alt.
Min mor fik lidt nervøse trækninger i telefonen - hun huskede et besøg hos min fars chef for mange år siden, da hun gik hjemme og i løbet af en dag ikke så andre end sin (naturligvis dejlige) børnflok. Hun var vist noget nervøs - og måtte låne tøj af min arbejdende moster for at være pæn nok ("Jeg var jo ikke den første, der fik tøj dengang," sagde hun). Det var skrækkeligt fint, og hun fik vist nærmest stress af alle de glas og bestik osv.
Det viste sig heldigvis at de var enormt søde og imødekommende, og hun endte med at have en hyggelig aften.
Jeg er sikker på, at det bliver hyggeligt i aften - der er ikke nogen indbygget eksamen, og jeg kender jo alle dem, der kommer, vældig godt. Havde det faktisk rigtig sjovt sammen med direktøren, da vi i sommer kom til at sidde ved siden af hinanden til et arrangement hos en af Brunos kolleger.
Men først ... skal jeg i Forever og brænde noget krudt af!!
torsdag, november 15, 2007
Det bliver koldere...
Hvor var der koldt igår!
Selvom jeg havde min kaninskindsvest på det meste af dagen, frøs jeg som en lille hund - pånær den times tid sidst på eftermiddagen, hvor jeg var til møde inde hos min afdelingsleder. Han havde lavet saunavarme, for han havde frosset om formiddagen...
Da jeg kom ud derfra, var det gåhjem-tid. På mine høje hæle færdes man med forsigtighed - vi bor jo i en nedlagt lampefabrik, som på sigt skal bygges om. Der er masser af rist-trapper og ujævnheder, og det der med at salte når sjældent helt over til Teknikervej.
Ovenstående rum går jeg ofte igennem på vej ind og ud fra mit arbejde, og vi har også et par mødelokaler her omme.
Vel nede af rist-trappen, mødte denne smukke himmel mig. Det beviser bare, at selv i et kedeligt industrikvarter kan man finde noget kønt.
I dag arbejder jeg hjemme. Startede dagen med at smutte Bodil til Bøgeskov (for 3. morgen i træk), hvor de øver musical - jeg skal ind og se resultatet i aften!
Da jeg kom hjem, gik jeg en tur over på terrassen. Tænk - der er stadig lidt farve tilbage i hortensiaen!
Nu sidder jeg her, i joggingtøj og hjemmesko, og nyder at have arbejdsro. Jeg har en lidt større opgave, jeg arbejder på lige nu, og det er så herligt at være uforstyrret...
Selvom jeg havde min kaninskindsvest på det meste af dagen, frøs jeg som en lille hund - pånær den times tid sidst på eftermiddagen, hvor jeg var til møde inde hos min afdelingsleder. Han havde lavet saunavarme, for han havde frosset om formiddagen...
Da jeg kom ud derfra, var det gåhjem-tid. På mine høje hæle færdes man med forsigtighed - vi bor jo i en nedlagt lampefabrik, som på sigt skal bygges om. Der er masser af rist-trapper og ujævnheder, og det der med at salte når sjældent helt over til Teknikervej.
Ovenstående rum går jeg ofte igennem på vej ind og ud fra mit arbejde, og vi har også et par mødelokaler her omme.
Vel nede af rist-trappen, mødte denne smukke himmel mig. Det beviser bare, at selv i et kedeligt industrikvarter kan man finde noget kønt.
I dag arbejder jeg hjemme. Startede dagen med at smutte Bodil til Bøgeskov (for 3. morgen i træk), hvor de øver musical - jeg skal ind og se resultatet i aften!
Da jeg kom hjem, gik jeg en tur over på terrassen. Tænk - der er stadig lidt farve tilbage i hortensiaen!
Nu sidder jeg her, i joggingtøj og hjemmesko, og nyder at have arbejdsro. Jeg har en lidt større opgave, jeg arbejder på lige nu, og det er så herligt at være uforstyrret...
tirsdag, november 13, 2007
Hvis du stemmer V.... (en lille historie)
En dag et stykke ude i fremtiden: Anders Fogh er død, og ankommer til paradiset, hvor han bliver mødt af Skt. Peter.
Skt. Peter så lidt forlegen ud.
"Øhm, velkommen", får han omsider fremstammet.
"Tak!" sagde Anders, "jeg tænkte nok at jeg ville ende her!"
"Mjah," sagde Skt. Peter, "du har jo i det store hele opført dig meget anstændigt... og i betragtning af din barndom, og så videre, så bestemte vi, at vi gerne ville have din sjæl her... Men... forstår du, vi har ikke så meget erfaring med fremtrædende venstrefolk...
"Ja, ja, fint," sagde Anders, "luk mig nu bare ind!"
"Jamen, ser du," sagde Skt. Peter, "der var lidt konkurrence om at få fat på dig. Faktisk blev vi nødt til at lave en lille aftale med djævelen..."
"Aftale?!" udbrød Anders, nu synligt rystet.
"Det er ikke så slemt", sagde Skt. Peter, "men han mente han havde de fleste af dine venner alligevel. Så vi har aftalt at du får lov til at tilbringe ét døgn i helvede, og ét i himmelen. Så må du selv vælge, hvor du vil være resten af evigheden."
Anders protesterede lidt, men aftalen var allerede på plads. Så Skt. Peter viste ham vej til en elevator; de sagde farvel, og på gensyn om fireogtyve timer, og Anders trykkede på "helvede".
Han kørte nedad i meget lang tid, og endte så foran en stor sort port. Da han ringede på gik døren øjeblikkeligt op, og djævelen selv modtog ham.
"Anders! Gamle ven! Kom indenfor!" brølede Satan, og hev Anders ind af døren.
Her stod han så, på en gigantisk overdækket golfbane. En masse af hans gamle partikammerater gik rundt og spillede golf.
Banen var perfekt. Det var varmt, men der var fyldt med små let-påklædte djævlepiger, som serverede kølige drinks.
Anders spillede hele dagen, og om aftenen havde Bendt Bendtsen, der var død kort tid forinden, forberedt en kæmpe buffet med den bedste vin og udsøgte lækkerier. Inden Anders vidste af det, var det første døgn gået, og en lille djævel viste ham atter vej til elevatoren.
Da Anders kom ind i himmelen, var han meget eftertænksom, men også her blev han varmt velkommet.
Han blev klædt i englegevandter og fik udleveret en harpe.
Resten af dagen spadserede han fra sky til sky, hørte fuglene synge og spiste friske frugter ad libitum.
Senere fik han lidt mavepine af al den frugt, og på en sky nær ved sad Anker J. og Poul Nyrup og harpe-jammede for anden time i træk.
Snart dukkede Skt. Peter op. Nå, nu har du haft et døgn hvert sted", sagde ærkeengelen, "har du truffet dit valg?"
"Hmmm..." sagde Anders, "jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men måske hører jeg trods alt til i helvede. Det er nok det bedste sted for mig."
Skt. Peter var målløs og forsøgte at omvende Anders, men han var fast besluttet. Så endnu engang blev han fulgt til elevatoren, og de tog afsked.
Også denne gang lukkede djævelen selv op, da Anders ringede på, og hev ham energisk ind af porten.
Anders så sig om i det brændende, svovlstinkende inferno, hvor hans gamle venner vred sig i smerte.
"Men..." sagde han, "men... men, hvor er golfbanen? Hvor er de kolde drinks?"
"Ah!" sagde djævelen, "ser du, i går førte vi valgkamp! I dag har du stemt på os!!!
Skt. Peter så lidt forlegen ud.
"Øhm, velkommen", får han omsider fremstammet.
"Tak!" sagde Anders, "jeg tænkte nok at jeg ville ende her!"
"Mjah," sagde Skt. Peter, "du har jo i det store hele opført dig meget anstændigt... og i betragtning af din barndom, og så videre, så bestemte vi, at vi gerne ville have din sjæl her... Men... forstår du, vi har ikke så meget erfaring med fremtrædende venstrefolk...
"Ja, ja, fint," sagde Anders, "luk mig nu bare ind!"
"Jamen, ser du," sagde Skt. Peter, "der var lidt konkurrence om at få fat på dig. Faktisk blev vi nødt til at lave en lille aftale med djævelen..."
"Aftale?!" udbrød Anders, nu synligt rystet.
"Det er ikke så slemt", sagde Skt. Peter, "men han mente han havde de fleste af dine venner alligevel. Så vi har aftalt at du får lov til at tilbringe ét døgn i helvede, og ét i himmelen. Så må du selv vælge, hvor du vil være resten af evigheden."
Anders protesterede lidt, men aftalen var allerede på plads. Så Skt. Peter viste ham vej til en elevator; de sagde farvel, og på gensyn om fireogtyve timer, og Anders trykkede på "helvede".
Han kørte nedad i meget lang tid, og endte så foran en stor sort port. Da han ringede på gik døren øjeblikkeligt op, og djævelen selv modtog ham.
"Anders! Gamle ven! Kom indenfor!" brølede Satan, og hev Anders ind af døren.
Her stod han så, på en gigantisk overdækket golfbane. En masse af hans gamle partikammerater gik rundt og spillede golf.
Banen var perfekt. Det var varmt, men der var fyldt med små let-påklædte djævlepiger, som serverede kølige drinks.
Anders spillede hele dagen, og om aftenen havde Bendt Bendtsen, der var død kort tid forinden, forberedt en kæmpe buffet med den bedste vin og udsøgte lækkerier. Inden Anders vidste af det, var det første døgn gået, og en lille djævel viste ham atter vej til elevatoren.
Da Anders kom ind i himmelen, var han meget eftertænksom, men også her blev han varmt velkommet.
Han blev klædt i englegevandter og fik udleveret en harpe.
Resten af dagen spadserede han fra sky til sky, hørte fuglene synge og spiste friske frugter ad libitum.
Senere fik han lidt mavepine af al den frugt, og på en sky nær ved sad Anker J. og Poul Nyrup og harpe-jammede for anden time i træk.
Snart dukkede Skt. Peter op. Nå, nu har du haft et døgn hvert sted", sagde ærkeengelen, "har du truffet dit valg?"
"Hmmm..." sagde Anders, "jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men måske hører jeg trods alt til i helvede. Det er nok det bedste sted for mig."
Skt. Peter var målløs og forsøgte at omvende Anders, men han var fast besluttet. Så endnu engang blev han fulgt til elevatoren, og de tog afsked.
Også denne gang lukkede djævelen selv op, da Anders ringede på, og hev ham energisk ind af porten.
Anders så sig om i det brændende, svovlstinkende inferno, hvor hans gamle venner vred sig i smerte.
"Men..." sagde han, "men... men, hvor er golfbanen? Hvor er de kolde drinks?"
"Ah!" sagde djævelen, "ser du, i går førte vi valgkamp! I dag har du stemt på os!!!
søndag, november 11, 2007
Mit hjerte det banker kun for dig....
...Maria!
......og så har det været en aften fyldt af god mad, hygge, og snak.
Vi har været over det politiske og så blev ddrengerne trætte.
Nu er de puttet for nogle timer siden og vi har fået en fornuftig søstersnak sammen med en større mængde GRAPPA LIMONE .... ciao ROMA... hik....damn!!
Er nået til et usammenhængende punkt .... vil vælte i seng, lykkelig for at jeg IKKE bookede den der spinningtid imorgen.
Men jeg er vild med min storesøs........det er indiskutabelt :-)
......og så har det været en aften fyldt af god mad, hygge, og snak.
Vi har været over det politiske og så blev ddrengerne trætte.
Nu er de puttet for nogle timer siden og vi har fået en fornuftig søstersnak sammen med en større mængde GRAPPA LIMONE .... ciao ROMA... hik....damn!!
Er nået til et usammenhængende punkt .... vil vælte i seng, lykkelig for at jeg IKKE bookede den der spinningtid imorgen.
Men jeg er vild med min storesøs........det er indiskutabelt :-)
lørdag, november 10, 2007
Weekendhygge
I dag kommer min søster Conny, hendes mand Carsten, min søde niece Stine og lille frække Cujo (en cairn-terrier) på besøg.
Der skal lige køres en tur med støvsugeren og laves lidt mad, så er vi klar til at rå-hygge!
Bruno og Conny har planer om at udvide deres sang-repertoire, som indtil videre kun tæller "Johnny han var lige ved at blive sindssyg". Det skal nok blive sjovt.
Yeah!!
Der skal lige køres en tur med støvsugeren og laves lidt mad, så er vi klar til at rå-hygge!
Bruno og Conny har planer om at udvide deres sang-repertoire, som indtil videre kun tæller "Johnny han var lige ved at blive sindssyg". Det skal nok blive sjovt.
Yeah!!
fredag, november 09, 2007
Bryllupsdag...
I dag er det Brunos og min bryllupsdag.
Vi har været gift i 6 år - blev viet på Fanø Rådhus en klar, smuk novemberdag.
Vi havde boet sammen i et lille års tid dengang. Efter en ung nabo (først i 30'erne) var faldet død om, havde vi snakket meget om at sikre hinanden, og efter at have undersøgt reglerne (det var mit job :-) kom jeg frem til, at en god start ville være, at vi giftede os.
Så jeg friede meget romantisk til Bruno.
"Skat - jeg har undersøgt det om arvereglerne, og det ville være en god ide, hvis vi starter med at blive gift."
Han var heldigvis enig :-)
Egentlig var jeg stemt for en hurtig tur ind til Fredericia i frokostpausen, men Bruno syntes, at når det nu skulle være, skulle der gøres lidt ud af det. Vi snakkede lidt om det, og fik sat forudsætningerne op:
* Det skulle være et hyggeligt, romantisk sted - men ikke en kirkelig handling.
* Det skulle kun være ham og mig - og så kunne de andre få det at vide bagefter
* Vi besluttede at få ringe på
* Jeg tænkte meget over det, og valgte, at jeg godt ville have hans efternavn.
Valget af sted endte med at blive Fanø Rådhus. En lille, hyggelig rødstensbygning på et brostensbelagt torv.
Vielsen, og selve dagen - det smukke vejr, den uventede kildren i maven, borgmesterens gode, indlevende tale - vil jeg huske altid. Det var en smuk dag og et smukt øjeblik - selvom det egentlig startede som en praktisk foranstaltning.
Dagen var en fredag - ligesom i dag - og vi havde taget fri for at køre til Fanø og blive gift om formiddagen. Bagefter kørte vi hjem. På vejen fik vi frokost på en kro, og om aftenen var vi ude at spise med de store børn (Lasse, Andreas og Christina) i Odense. Der fortalte vi dem, at vi var blevet gift.
Vores bryllupsdag markerer vi ikke på nogen speciel måde. Nogen gange får vi lidt ekstra godt at spise, og snakker lidt om det, og krammer lidt ekstra. Men vores hverdag er fuld af kærlighed, så det er svært at være ekstra-romantiske. Nogen gange har vi glemt det - og er kommet i tanker om det et par dage senere.
Det gør ikke noget. Vi fejrer nemlig ikke bare vores kærlighed og vores liv sammen, når vi har en mærkedag.
For os er det en del af hverdagen - at den starter med at glæde sig over, at det er lige præcis os, der vågner ved siden af hinanden.
Vi har været gift i 6 år - blev viet på Fanø Rådhus en klar, smuk novemberdag.
Vi havde boet sammen i et lille års tid dengang. Efter en ung nabo (først i 30'erne) var faldet død om, havde vi snakket meget om at sikre hinanden, og efter at have undersøgt reglerne (det var mit job :-) kom jeg frem til, at en god start ville være, at vi giftede os.
Så jeg friede meget romantisk til Bruno.
"Skat - jeg har undersøgt det om arvereglerne, og det ville være en god ide, hvis vi starter med at blive gift."
Han var heldigvis enig :-)
Egentlig var jeg stemt for en hurtig tur ind til Fredericia i frokostpausen, men Bruno syntes, at når det nu skulle være, skulle der gøres lidt ud af det. Vi snakkede lidt om det, og fik sat forudsætningerne op:
* Det skulle være et hyggeligt, romantisk sted - men ikke en kirkelig handling.
* Det skulle kun være ham og mig - og så kunne de andre få det at vide bagefter
* Vi besluttede at få ringe på
* Jeg tænkte meget over det, og valgte, at jeg godt ville have hans efternavn.
Valget af sted endte med at blive Fanø Rådhus. En lille, hyggelig rødstensbygning på et brostensbelagt torv.
Vielsen, og selve dagen - det smukke vejr, den uventede kildren i maven, borgmesterens gode, indlevende tale - vil jeg huske altid. Det var en smuk dag og et smukt øjeblik - selvom det egentlig startede som en praktisk foranstaltning.
Dagen var en fredag - ligesom i dag - og vi havde taget fri for at køre til Fanø og blive gift om formiddagen. Bagefter kørte vi hjem. På vejen fik vi frokost på en kro, og om aftenen var vi ude at spise med de store børn (Lasse, Andreas og Christina) i Odense. Der fortalte vi dem, at vi var blevet gift.
Vores bryllupsdag markerer vi ikke på nogen speciel måde. Nogen gange får vi lidt ekstra godt at spise, og snakker lidt om det, og krammer lidt ekstra. Men vores hverdag er fuld af kærlighed, så det er svært at være ekstra-romantiske. Nogen gange har vi glemt det - og er kommet i tanker om det et par dage senere.
Det gør ikke noget. Vi fejrer nemlig ikke bare vores kærlighed og vores liv sammen, når vi har en mærkedag.
For os er det en del af hverdagen - at den starter med at glæde sig over, at det er lige præcis os, der vågner ved siden af hinanden.
torsdag, november 08, 2007
Debat på tv2
Hehehe .... har lige set debat på TV2.
Sindene kommer godtnok i kog. Lene Espersen blev hidsig på Rune Lund og skreg som en rejekælling efter ham, Morten Helveg grinede lidt i skægget (selvom han ikke har et) af dem (Han ER nu sød...), og Bodil Kornbek - af alle i verden - viste tænder og gjorde heftigt udfald efter Lene Espersen (noget med at hun havde sin ministerpost på Pia K.s nåde) - WOW Bodil K.!!
Vidste slet ikke hun havde det i sig!! TIHI...
....sådan en politisk debat / rivegilde er nu godt til at løfte humøret lidt!
Men hvor krydset skal stå, er jeg da stadig noget i tvivl om.
Sindene kommer godtnok i kog. Lene Espersen blev hidsig på Rune Lund og skreg som en rejekælling efter ham, Morten Helveg grinede lidt i skægget (selvom han ikke har et) af dem (Han ER nu sød...), og Bodil Kornbek - af alle i verden - viste tænder og gjorde heftigt udfald efter Lene Espersen (noget med at hun havde sin ministerpost på Pia K.s nåde) - WOW Bodil K.!!
Vidste slet ikke hun havde det i sig!! TIHI...
....sådan en politisk debat / rivegilde er nu godt til at løfte humøret lidt!
Men hvor krydset skal stå, er jeg da stadig noget i tvivl om.
tirsdag, november 06, 2007
Åååh...
...hvor har jeg sovet godt i nat! Min nakke er meget bedre.
Den er stadig øm og lidt stiv, men ikke låst som i går.
Det er dælme dejligt!
I dag skal jeg til skole/hjem samtale med Bodil. Så får hun nok ros, det plejer hun. Ellers står den ikke på noget særligt.
Andreas kommer allerede hjem igen i morgen, og måske bliver han weekenden over. Det ku' være hyggeligt - for på fredag kommer bonus-søn Lasse og hans kæreste Michelle og spiser med, og de unge mennesker hygger sig altid vældigt sammen. Lasse og Andreas har jo kendt hinanden siden de var 3 ...
I weekenden kommer min søster og familien på visit. Kristina var lige med at true med, at SÅ skal de sove i Børkop, for Onkel Madsen snorker så flot og rungende, at det går lige gennem gulvet, og op i Andreas' værelse :-D
Jeg glæder mig, og før vi får set os om - er det jo weekend!
Den er stadig øm og lidt stiv, men ikke låst som i går.
Det er dælme dejligt!
I dag skal jeg til skole/hjem samtale med Bodil. Så får hun nok ros, det plejer hun. Ellers står den ikke på noget særligt.
Andreas kommer allerede hjem igen i morgen, og måske bliver han weekenden over. Det ku' være hyggeligt - for på fredag kommer bonus-søn Lasse og hans kæreste Michelle og spiser med, og de unge mennesker hygger sig altid vældigt sammen. Lasse og Andreas har jo kendt hinanden siden de var 3 ...
I weekenden kommer min søster og familien på visit. Kristina var lige med at true med, at SÅ skal de sove i Børkop, for Onkel Madsen snorker så flot og rungende, at det går lige gennem gulvet, og op i Andreas' værelse :-D
Jeg glæder mig, og før vi får set os om - er det jo weekend!
mandag, november 05, 2007
Hvor mange bli'r vi til middag?
Ja - igår, da Bruno og jeg lagde madplan, regnede vi med at blive 4.
Det var indtil i formiddag, hvor Andreas lige ringede og sagde, at han kom en tur hjem, og at ham og Kristina kom og spiste med. På et senere tidspunkt viste det sig at Bodils kammerat Frederik også gerne ville spise med - og så var vi 7 ...
... det var lige før vi skulle have plade i bordet. Godt at der stod "Karbonader" på madplanen og ikke "Rester fra igår" :-) Det havde nok været svært at få til at strække....
Andreas er futtet til København igen, men han kommer sikkert hjem senere på ugen...
Det var indtil i formiddag, hvor Andreas lige ringede og sagde, at han kom en tur hjem, og at ham og Kristina kom og spiste med. På et senere tidspunkt viste det sig at Bodils kammerat Frederik også gerne ville spise med - og så var vi 7 ...
... det var lige før vi skulle have plade i bordet. Godt at der stod "Karbonader" på madplanen og ikke "Rester fra igår" :-) Det havde nok været svært at få til at strække....
Andreas er futtet til København igen, men han kommer sikkert hjem senere på ugen...
Crash-kur
Den der lede nakke - eller rettere, holdet i den - var ved at tage livet af mig idag.
I formiddag tog jeg piller og gik stønnende rundt, fordi jeg hele tiden kom til at forsøge at dreje hovedet - øv!
Men pokker stå i det, om sådan et møg-hold skal dø i synden.
I aften er det i bedring, og jeg tror det skyldes min crash-kur:
* 10 minutter på cirkelstepperen til opvarmning
* ½ times nakke/ryg/skulderøvelser på div. maskiner, med lav vægt og mange repetitioner
* 45 min. spinning (jeg var nødt til at stoppe fordi jeg fik djævelsk ondt i skulderen)
Med ondt skal ondt fordrives!! Nu har jeg nogle muskler, som er lidt ømme, men den der fornemmelse af, at noget sad fast på en helt forkert måde i nakken, er næsten væk.
I formiddag tog jeg piller og gik stønnende rundt, fordi jeg hele tiden kom til at forsøge at dreje hovedet - øv!
Men pokker stå i det, om sådan et møg-hold skal dø i synden.
I aften er det i bedring, og jeg tror det skyldes min crash-kur:
* 10 minutter på cirkelstepperen til opvarmning
* ½ times nakke/ryg/skulderøvelser på div. maskiner, med lav vægt og mange repetitioner
* 45 min. spinning (jeg var nødt til at stoppe fordi jeg fik djævelsk ondt i skulderen)
Med ondt skal ondt fordrives!! Nu har jeg nogle muskler, som er lidt ømme, men den der fornemmelse af, at noget sad fast på en helt forkert måde i nakken, er næsten væk.
Kan det passe??
....er jeg den eneste i Danmark (ud over min ægtefælle) som ikke følger med i TV-serien "Forbrydelsen"?
søndag, november 04, 2007
Helle vs. Anders
Hvor er det bare meget sjovere at se toplederdebat til dette valg, end det plejer at være.
Nu ligger det ikke til mig at være skadefro - - men det var da skægt til en forandring at se Anders på hælene. Hun er dæleme en skrap moster, hende Helle. Respekt for det!
...jeg kan godt forstå at Anders hellere vil lave alt muligt andet end at debattere med hende!
.....i øvrigt ku' jeg godt tænke mig at se hende debattere med Pia Kjærsgaard. Hvad enten man synes om fru Kjærsgaards synspunkter eller ej, må man sige at hun er en uhyggeligt dreven debattør. De to op mod hinanden kunne virkelig være en debat, der ville noget. Kessler og Calsaghe - go home!
Nu ligger det ikke til mig at være skadefro - - men det var da skægt til en forandring at se Anders på hælene. Hun er dæleme en skrap moster, hende Helle. Respekt for det!
...jeg kan godt forstå at Anders hellere vil lave alt muligt andet end at debattere med hende!
.....i øvrigt ku' jeg godt tænke mig at se hende debattere med Pia Kjærsgaard. Hvad enten man synes om fru Kjærsgaards synspunkter eller ej, må man sige at hun er en uhyggeligt dreven debattør. De to op mod hinanden kunne virkelig være en debat, der ville noget. Kessler og Calsaghe - go home!
Livsnyderen - helt i skoven
Som jeg vistnok har nævnt tidligere, holder jeg ikke, som ellers planlagt, Vintercup-pause i år. Jeg fik nemlig et tilbud, jeg ikke kunne modstå, da Brunos makker, Carsten Bedsteven, trak sig. Bruno foreslog nemlig, at han og jeg skulle køre mix.
Jeg så det som en chance for at lære håndværket - det orienteringsmæssige. Det er jeg nemlig ikke særligt god til. Jeg kan da læse et kort, men oplevede sidste år, hvor meget man lærer ved at køre sammen med en, som kan sit kram.
Det var da jeg kørte prøveløb sammen med førnævnte Carsten - en rigtig sjov og lærerig oplevelse for mig.
Og dagen i dag var da også vejrmæssigt ganske perfekt til at køre på cykel!
Til gengæld var jeg ikke helt i top. Her taler jeg ikke om min fysiske form - den er ikke for god, men det ku' jo lissom ikke komme bag på mig. Men igår var jeg til et klassearrangement med Bodils klasse, og der sluttede vi af med at bowle. Undervejs trak det sammen i min nakke og højre skulder - og i nat sov jeg ELENDIGT, fordi jeg havde ondt i skidtet.
Så rent faktisk havde jeg taget smertestillende for at kunne dreje hovedet bare lidt i dag - og stillede dermed op dopet - uha uha. Kunne dog godt mærke, at de sager jeg havde taget ikke var præstationsfremmende ;-)
Det gik dog rimeligt godt. Vi blev, som det kan ses her, nummer 6 ud af 13 hold. Og vi tror på, at vi kan snuppe en post mere næste gang, vi skal køre sammen.
MEN nu er jeg træt. En elendig nattesøvn og smerter hele dagen trætter. Jeg skal vist ha' fat i vores massør ude på arbejde - han plejer at kunne gøre noget ved sådan en nakke...
Jeg så det som en chance for at lære håndværket - det orienteringsmæssige. Det er jeg nemlig ikke særligt god til. Jeg kan da læse et kort, men oplevede sidste år, hvor meget man lærer ved at køre sammen med en, som kan sit kram.
Det var da jeg kørte prøveløb sammen med førnævnte Carsten - en rigtig sjov og lærerig oplevelse for mig.
Og dagen i dag var da også vejrmæssigt ganske perfekt til at køre på cykel!
Til gengæld var jeg ikke helt i top. Her taler jeg ikke om min fysiske form - den er ikke for god, men det ku' jo lissom ikke komme bag på mig. Men igår var jeg til et klassearrangement med Bodils klasse, og der sluttede vi af med at bowle. Undervejs trak det sammen i min nakke og højre skulder - og i nat sov jeg ELENDIGT, fordi jeg havde ondt i skidtet.
Så rent faktisk havde jeg taget smertestillende for at kunne dreje hovedet bare lidt i dag - og stillede dermed op dopet - uha uha. Kunne dog godt mærke, at de sager jeg havde taget ikke var præstationsfremmende ;-)
Det gik dog rimeligt godt. Vi blev, som det kan ses her, nummer 6 ud af 13 hold. Og vi tror på, at vi kan snuppe en post mere næste gang, vi skal køre sammen.
MEN nu er jeg træt. En elendig nattesøvn og smerter hele dagen trætter. Jeg skal vist ha' fat i vores massør ude på arbejde - han plejer at kunne gøre noget ved sådan en nakke...
lørdag, november 03, 2007
Livsnyderen på glatis
Da jeg torsdag formiddag stod på ved den lille låge, der fører ind til ishockeybanen i Odense, iført polstrede bukser, harnisk, benskinner, albuebeskyttere, ildelugtende handsker, hjelm, ishockeyskøjter og en kæmpestor hvid trøje, tænkte jeg bare en ting: "FUCK!"
Jeg måtte lige synke engang. Hvad pokker lavede jeg her - med skøjter på og en stav i hånden - når jeg ALDRIG nogensinde har løbet på isskøjter, og virkelig har haft problemer med det, de få gange jeg har haft et par inliner rulleskøjter på...?
Det var et langt, langt skridt - det fra gangen og ind på isen.
Og jeg følte mig i den grad som Bambi på glatis - især når jeg så på dem af mine kolleger, der kunne begå sig på skøjterne, dem, som gled ubesværet og elegant over isen.
Så var det, jeg kom til at se, at jeg ikke var den eneste, der klamrede mig til banten. Vi var faktisk mindst en håndfuld, som nok aldrig kommer med i Holiday on Ice.
En behjertet kollega (Tak, Merete) kom over og gav mig lidt instruktioner. Noget med bøjede knæ og sådan. Og så skøjtede jeg lidt forsigtigt rundt (UDEN at holde ved banten!) - det var ikke elegant, men jeg var i bevægelse!
Måske kom selvsikkerheden af, at det onsdag aften gik usædvanlig godt til dans. Vi er ved at komme efter det, er vi. Faktisk oplevede vi et par gange onsdag aften, at vi ikke bare bevægede os i takt til musikken - vi dansede rent faktisk! Ubesværet nok til at Bruno kunne se på mig på den der måde, som altid gør mig små-blød i knæene :-)
Nu var Bruno så ikke med på ishockeybanen - men jeg er sikker på at onsdagens dansesucces var med til at holde mig på skøjterne. Og jeg var lige ved at begynde at føle mig lidt selvsikker, da Aleksei alias Irma kaldte holdet over til - den modsatte bante.
Damn! Der er langt over sådan en ishockeybane, når man har ca. 5 minutters erfaring på skøjter. Men jeg kom over - i modsætning til en anden kollega, som ikke var meget for at slippe banten i den modsatte side. Ham gik Aleksei/Irma over og hentede - og skubbede tværs over banen. Det så sjovt ud.
Ishockey ser noget anderledes ud, når holdene udgøres af en flok programmører, projektledere og konsulenter - end når det er OIKs førstehold, der går på banen.
Der var mange fuldstændig umotiverede styrt (soloulykker), og flere af os havde meget svært ved at slå til pucken OG holde balancen på samme tid.
Og hvad gør man lige, når den der sk... puck glider ind og lægger sig mellem ens skøjter?? Prøv du lige at slå til den, når den ligger der.
Jo, jeg oplevede et par styrt. Var ret glad for de polstrede bukser. Og så oplevede jeg et par problemer.
1) at komme op igen. Jeg valgte the cowards way ... skubbede mig på hænder og knæ til den nærmeste bante og hejste mig op der.
2) prøv lige at samle hockeystaven op med de der pølsefingerhandsker på. Det er uladsiggørligt!!!
Men jeg grinede så meget at mine kinder gjorde ondt - både når jeg var på isen, og når jeg var udenfor. En af mine kolleger fik tilnavnet "Bambi" - han så faktisk ret godt ud på skøjter, men en gang imellem eksede det hele pludselig, og han styrtede spektakulært - ofte uden nogen synlig årsag. Sødt!
Kampen endte 1-1, efter at vi havde været bagud nogen tid. Heldigvis! Det havde ikke været til at bære, hvis modstanderne havde haft håneretten hele aftenen!!
Jeg har desværre ikke fået billeder af kampen endnu, så dem, I ser her, er fra den seance onsdag, hvor vi valgte holdnavn og skabte vores flotte banner.
Tror faktisk vi vandt på stilpoint - de andre havde ikke noget navn og ikke noget banner - yeah!
Jeg måtte lige synke engang. Hvad pokker lavede jeg her - med skøjter på og en stav i hånden - når jeg ALDRIG nogensinde har løbet på isskøjter, og virkelig har haft problemer med det, de få gange jeg har haft et par inliner rulleskøjter på...?
Det var et langt, langt skridt - det fra gangen og ind på isen.
Og jeg følte mig i den grad som Bambi på glatis - især når jeg så på dem af mine kolleger, der kunne begå sig på skøjterne, dem, som gled ubesværet og elegant over isen.
Så var det, jeg kom til at se, at jeg ikke var den eneste, der klamrede mig til banten. Vi var faktisk mindst en håndfuld, som nok aldrig kommer med i Holiday on Ice.
En behjertet kollega (Tak, Merete) kom over og gav mig lidt instruktioner. Noget med bøjede knæ og sådan. Og så skøjtede jeg lidt forsigtigt rundt (UDEN at holde ved banten!) - det var ikke elegant, men jeg var i bevægelse!
Måske kom selvsikkerheden af, at det onsdag aften gik usædvanlig godt til dans. Vi er ved at komme efter det, er vi. Faktisk oplevede vi et par gange onsdag aften, at vi ikke bare bevægede os i takt til musikken - vi dansede rent faktisk! Ubesværet nok til at Bruno kunne se på mig på den der måde, som altid gør mig små-blød i knæene :-)
Nu var Bruno så ikke med på ishockeybanen - men jeg er sikker på at onsdagens dansesucces var med til at holde mig på skøjterne. Og jeg var lige ved at begynde at føle mig lidt selvsikker, da Aleksei alias Irma kaldte holdet over til - den modsatte bante.
Damn! Der er langt over sådan en ishockeybane, når man har ca. 5 minutters erfaring på skøjter. Men jeg kom over - i modsætning til en anden kollega, som ikke var meget for at slippe banten i den modsatte side. Ham gik Aleksei/Irma over og hentede - og skubbede tværs over banen. Det så sjovt ud.
Ishockey ser noget anderledes ud, når holdene udgøres af en flok programmører, projektledere og konsulenter - end når det er OIKs førstehold, der går på banen.
Der var mange fuldstændig umotiverede styrt (soloulykker), og flere af os havde meget svært ved at slå til pucken OG holde balancen på samme tid.
Og hvad gør man lige, når den der sk... puck glider ind og lægger sig mellem ens skøjter?? Prøv du lige at slå til den, når den ligger der.
Jo, jeg oplevede et par styrt. Var ret glad for de polstrede bukser. Og så oplevede jeg et par problemer.
1) at komme op igen. Jeg valgte the cowards way ... skubbede mig på hænder og knæ til den nærmeste bante og hejste mig op der.
2) prøv lige at samle hockeystaven op med de der pølsefingerhandsker på. Det er uladsiggørligt!!!
Men jeg grinede så meget at mine kinder gjorde ondt - både når jeg var på isen, og når jeg var udenfor. En af mine kolleger fik tilnavnet "Bambi" - han så faktisk ret godt ud på skøjter, men en gang imellem eksede det hele pludselig, og han styrtede spektakulært - ofte uden nogen synlig årsag. Sødt!
Kampen endte 1-1, efter at vi havde været bagud nogen tid. Heldigvis! Det havde ikke været til at bære, hvis modstanderne havde haft håneretten hele aftenen!!
Jeg har desværre ikke fået billeder af kampen endnu, så dem, I ser her, er fra den seance onsdag, hvor vi valgte holdnavn og skabte vores flotte banner.
Tror faktisk vi vandt på stilpoint - de andre havde ikke noget navn og ikke noget banner - yeah!
Abonner på:
Opslag (Atom)