Bring it on!

Hurra - Bodil starter på Egumvejens Skole på tirsdag. Det var lige, hvad vi håbede på.

Her har vi nydt weekenden intensivt. Gjort rent, været huslige - og købt ind til diverse julebag og advendtskalenderpakker.

Jeg har fået bagt brunkager idag, og vi har fået hængt lys op på karnappen ... billede følger snarest.

Og nu er weekenden pludselig næsten forbi. Mærkeligt.

Næste uge byder på lidt af hvert - en generalprøve på vores julekoncert i Middelfart kirke, en julefrokost lørdag aften, hvor vi holder en lille intim fest ... ja, det vil sige, os 300 Bankdata-ansatte, som har meldt sig til julefrokosten. Vi skal på Hotel Munkebjerg ved Vejle, og som optakt skal min veninde Lene og jeg mødes og hygge lidt - og hvem ved? måske have en lille godnat-øl inde i byen, når vi kommer så langt. Hvis vi ikke er for trætte eller for fulde :o)

Søndag - - skal jeg ikke en sk... ... måske hygge lidt med ungerne. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.

Jeg er klar - så kan ugen bare komme an.

Exit Højer

Bodil er kommet hjem - efter et ihærdigt forsøg har hun erkendt, at efterskoler nok ikke er for hende.

Hele konceptet med at være sammen med andre hele tiden duer bare ikke for hende. Hun får stress når der er støj omkring hende hele tiden, og har det svært med, at hun ikke kan gå nogen steder hen og være alene.

Konsekvensen er, at jeg idag har hentet Bodil på efterskolen, og har meldt hende ud. Nu håber vi, at hun kan starte på den skole, Kristian går på - så snart som muligt.

Det er dejligt at have hende hjemme igen. Det har været en stressende periode, den sidste måneds tid - med for mange op- og nedture, for mange telefonopkald med en trist pige i røret, og for mange udrykninger hvor enten jeg eller Bodils far har måttet hente hende på skolen.

Jeg har savnet hende, men jeg kunne sagtens have undværet hende et år, hvis jeg vidste at hun var glad. Det var hun ikke. Men nu er hun heldigvis hjemme igen.

Er det ikke lidt tidligt??

Kan det være rigtigt, at jeg allerede nu er ramt af juletravlhed??

Tjoh... på torsdag afholder vi et Advendtsblomsterbindingsarrangement på Bankdata. Det vil sige - det er Bankdatas Personaleforening, der officielt afholder det, men en kollega, Susanne, og jeg selv, arrangerer det - fordi dem, der arrangerede det egentlig ikke var vildt engagerede, og vi var alligevel aldrig med. Vi har i store træk styr på det, synes vi.

Så er der vinklubben - hvor jeg sidder i bestyrelsen.
Lige nu har vi et opslag oppe, hvor alle kolleger kan købe lækker chokolade og marcipan. Det kommer ned på fredag, og så skal chokoladerne bestilles ved leverandørerne.

Mandag sætter jeg et opslag op med julevin. Igen er der åbent for alle kolleger, og der er rødvin, portvin, champagne og andre lækkerier på opslaget.

Hen på ugen kommer chokoladerne med posten, og så skal de udleveres. Det skal vinene fra novembers salg også - de står og venter i vores forsendelse.

Så er der også lige en julevinsmagning, der skal være klar. Vi skal have vin, chokolade og kransekage, og der skal laves en quiz og 117 små detaljer skal afklares. Godt vi er en hel bestyrelse, der arbejder på det.

På et tidspunkt skal julevinene også bestilles og udleveres til medlemmerne. Så der er nok at se til med jul i vinklubben...

Ind imellem det er der julefrokoster, julegaver og en julekoncert, som X-tetten skal synge i Middelfart kirke.

Men jeg tager en ting af gangen - - og så uddelegerer jeg, hvis det bliver for voldsomt. Så mon ikke det går.

Og jeg glæder mig helt vildt til at julelysene bliver tændt i Fredericia i denne weekend. Og til at pynte mit dejlige hus med julepynt, for første gang.

Identitet bag på bilen

Det er utroligt som folk har behov for at skilte med alverdens ting bag på deres biler.

Selv er det eneste klistermærke på min bil det, der står "DK" på - og så er der et lille et der står "N.O. Jensen" på, som sad på bilen da min far købte den i sin tid. Jeg er ikke sikker på jeg kan få det af .. og det har også siddet der så længe, at det nærmest hører til.

Men bevæger jeg mig ud i verden, kan jeg se, at det ikke er alle, der har det som mig.

"Børn i bilen", står der på et advarselsskilt-lignende klistermærke bag på mange biler. Tror folk, at det får andre til at køre mere forsigtigt? Og er det værre at køre ind i en bil med børn i, end i en bil, hvor der er nogens forældre eller søskende i? Tror dem, der sætter mærket på, at fartbøllerne tænker "Nå, så må jeg hellere finde en anden bil at køre hasarderet i nærheden af/torpedere med min undervognssænkede Opel Manta!".

"Bevar Fredericia Skibsværft" eller "Bevar X-bys sygehus"..... jamen hvad forestiller de sig, at sådan et klistermærke ændrer? På mig virker det nærmest modsat. Hvis jeg ser rigtig mange af den slags klistermærker, får jeg nærmest lyst til at lukke lortet, bare for at slippe for de missionerende klistermærker. Eller ... jeg bliver ihvertfald skeptisk og tænker, at der vel må være en god grund til det modsatte også, og nogle flere nuancer end sådan et klistermærke afspejler.

Så er der den der lille fisk, sådan en stiliseret en, som mange kristne kører med, for at fortælle andre, at de er kristne. Hvad skal jeg med den information? Lægge mig på hjul når det er snestorm, så jeg kan være sikker på at køre bag en som er beskyttet af overjordiske kræfter? Og hvorfor har de sådan et behov for at diverse tilfældige bilister skal vide hvilken tro de bekender sig til?

Fisken er dog både pæn og diskret. Men for mange år siden havde jeg en klassekammerat, som på sin frakkeskåner på cyklen havde et kæmpe klistermærke hvor der stod: "Jesus elsker dig".
Gælder det alle? Jamen hvorfor så bekymre sig om at tro på ham, hvis han bare elsker alle, helt usorteret? Og er det egentlig ikke lidt hjernelamt bare at elske alle mulige tilfældige på den måde? Under alle omstændigheder var det klistermærke nok LIGE en tand for frelst for den unge frk. Saxkjær, som nok er af en god kristen familie, der dog følte noget mindre trang til at skilte med sin fromhed.

Underholdende er det dog med diverse streamers bag i biler, med reklamer for alle mulige ting som man ikke kan huske når man kommer hjem, og alle mulige politiske og spirituelle budskaber. Jeg nøjes med at læse andres, og nøjes med mit "N.O. Jensen" klistermærke - som ikke signalerer andet, end at min bil i tidernes morgen rullede på gaden fra denne Aalborgensiske bilforhandler.

Kan godt være at jeg er kedelig, men jeg sætter ikke budskab i min bil. For hvad søren skulle jeg så med min blog.

Natteroderi

Sikke en nat.

Her går jeg og tror, at ungerne er blevet så store, at de er færdige med at holde mig vågen om natten (med mindre det er fordi de er i byen og ikke kommer hjem til tiden) - og så havde vi lige sådan en "herlig" nat.

Kristian døjede noget med mavekneb igår. Det kom og gik, sammen med hans appetit. Men han fik da guffet en god portion hjemmelavet pizza igår, og så rimeligt frisk ud da han gik op på værelset. Men ved 21.30-tiden ville Bodil spille 500, og da hun gik op for at se, om han ville være med, fandt hun ud af, at han havde det rigtig, rigtig dårligt.

Han lå faktisk og græd på sin seng, fordi maven gjorde så ondt, så ondt. Jeg tjekkede faktisk blindtarmsbetændelsessymptomer, og det lignede så betænkeligt, at jeg endte med at ringe til vagtlægen.

Han syntes, jeg skulle give Kristian panodil og se tiden lidt an. Så det gjorde jeg. I øvrigt mente Kristian selv at have hørt, at "man kan ikke hoppe uden det gør ondt, hvis man har blindtarmsbetændelse, og det prøvede jeg lige inden vi spiste" - så han troede ikke selv, det var blindtarmen.

Normalt virker panodil i løbet af ½ time, men det tog næsten en time (og klokken var nu ca. 23) inden Kristian faldt i søvn. Jeg blev siddende ved ham en times tid, bare for at se at han sov trygt. Så gik jeg i seng og lod døren ind til ham stå åben - og soveværelsesdøren også.

Jeg nåede lige at ligge ½ time, så jamrede han sig derinde. Og så sad jeg der igen en times tid og var i syv sind, om jeg skulle ringe til vagtlægen eller lade være.

Godt jeg ikke gjorde. For pludselig skulle han kaste op, og da det var overstået, var det en bleg, rystende og meget mere normal Kristian, jeg havde foran mig. Vi snakkede lidt og gik på badeværelset hvor han børstede tænder osv., og så puttede jeg ham i seng. Men den nærmede sig da 2, og jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn med det samme....

Så må man jo sove længe. Men det kunne jeg nu heller ikke idag. Så her sidder jeg, med pudemærker og soveøjne og morgenhår og overvejer, om jeg har overskud til at tage i Equinox og træne.

Det varer vist lige et par timer inden jeg skal det. Måske nupper jeg en formiddagslur i sofaen først.

Kristian har det heldigvis fint i dag - det er dejligt, og så gør det andet ikke så meget :)

Forgiftningssymptomer

Igår var jeg med Bruno til julefrokost.

Det var sjovt, men jeg skulle nok ha' droppet den sidste G&T. Kors hvor havde jeg hovedpine der kl. 5, hvor jeg var oppe at tisse (og nuppede lige et par panodiler osse).

Til gengæld fik jeg testet mine nye festsko - de kan både danse og gå, og jeg har ikke antydning af ømme fødder idag. Så de er klar til næste julefrokost om 14 dage.

Jeg tror jeg skifter hver 2. drink ud med en sodavand næste gang. Husk det nu, Liselotte!! Så undgår jeg måske også underlige skader, som jeg ikke ved, hvor kom fra, og kolleger som refererer til den snak vi havde i lørdags, og som jeg ikke kan huske har fundet sted.

Vil nogen tage fat i mig ca. kl. 20.30 lørdag 14 dage fra nu af og minde mig på ovenstående?

Nogen gange husker jeg så dårligt.

Må jeg lige be' om mine himmelblå!

En af mine kolleger var kæk nok til at tiltale mig "unge dame" i dag.

Jeg forholdt ham at det var en rimeligt frisk tiltale taget i betragtning af at han startede i folkeskolen ca. omkring den tid hvor jeg blev student.

Må jeg lige be' om lidt respekt for alderdommen, der!

Den nye livsnyder

Pludselig løber jeg uden det store besvær 5 km.

Ikke på rekordtider, men heller ikke katastrofalt langsomt.

I sommer forsøgte jeg at begynde at løbe igen. Jeg savnede det kick, jeg tidligere fik af at løbe - det velbehag, det gav, og hvordan jeg altid savnede min løbetur, hvis jeg var nødt til at springe over. Og så savnede jeg min krop - den, der kunne være i et par bukser str. 29-30", den, der var fast og stærk og tjente mig godt.

Jeg kom aldrig rigtig igang. Det var en lidelse at løbe. Om det var pga. min for høje vægt, eller om det skyldtes sejpineriet med Alt for Damernes fra-Adam-og-Eva løbeprogram ved jeg ikke.

Denne gang har jeg ladet løbeprogrammer været løbeprogrammer. Jeg har hevet skoene på og har løbet, til at starte med omkring 25 min., uden at måle km.
Og det er ikke mere end et par uger eller 3 siden, jeg fandt mine NB'er frem.

I dag løb jeg i tusmørket oppe på volden, og så lysene blive tændt nede i byen, mens jeg nød fornemmelsen af fjedrende sti under fødderne og kølig efterårsluft ned i mine arbejdende lunger. Jeg nød fornemmelsen af kraft i afsættet, fornemmelsen af at kroppen ville det samme som mig.

Bagefter, i badet, så jeg ned ad mig selv og genkendte en krop, som jeg er venner med igen.

Hold op, der er sket meget for mig de sidste 7-8 uger, både fysisk og mentalt.

Det er en kombination af mange ting. Ingen tvivl om, at det startede med, at min dejlige veninde Lene fik hevet mig med hen til Vægtkonsulenterne. Bare det, at jeg havde besluttet mig for at gøre noget, satte gang i flere ting. Jeg bestemte mig nemlig for, at NU ville jeg igang med at træne igen.

Jeg havde egentlig gået og taget tilløb - for jeg ved, at jeg nok ikke holder 20 år mere på arbejdsmarkedet hvis jeg ikke gør noget ved min skulder- og rygmuskulatur. Det var nogenlunde det, fysioterapeuten sagde til mig i foråret.

Så jeg fik lagt program, og den sidste måneds tid har jeg trænet - 2 gange om ugen. Programmet er rigtig godt og tager hensyn til, at der er ting jeg ikke kan gøre uden smerter. Øvelser, der går på forsiden af skuldrene, er med lav, lav vægt. Og nogen øvelser skal jeg kun lave med venstre arm, fordi højre ikke er klar...

Og der for 2-3 uger siden følte jeg mig så pludselig let nok til at løbe.

Her er jeg så. Tæt på 7 kg lettere, og meget, meget mere tilfreds og glad. Det fylder rigtig meget i hovedet på mig, og jeg må erkende, at den overvægt, der havde sneget sig på, fyldte tilsvarende - i utilfredshed og irritation på mig selv. Jeg har ikke spor svært ved at spise fornuftigt, og jeg er næsten aldrig sulten. Har masser af energi og overskud.

Mit mål er at fortsætte kursen frem til starten af december. Jeg vil godt tabe et par kg mere inden da. December skal jeg bare holde vægten. Der skal være plads til at bage (og spise) småkager og lave (og spise) konfekt - og jeg spytter IKKE ud, når vi skal til julevinsmagning!

Der skal slåes til Søren til julefrokoster hist og her, og jul og nytår skal der være plads til gæstebud og en flaske rødvin til deling ind imellem.

Hvis jeg så til januar synes, at jeg skal have det sidste par kg af, så gør jeg det der. Og bare rolig - jeg er ikke ved at udvikle anoreksi :D det sker ALDRIG for mig! Men jeg mangler faktisk stadig nogen kg, før jeg er nede på den vægt, jeg havde for 3-4 år siden.

Det er fedt med vægten, og tøjet, som bliver for stort.

Men det fedeste er løbeturene. Hvor kroppen arbejder og jeg føler mig stærk og fri.

Talent eller ej...

Jeg får snart kvalme af talentshows i tv.

Igår lokkede Bruno mig til at se Allstars - - han havde set det sidste fredag, og mente det kunne være lidt sjovt, ikke mindst for en korsanger som mig.

Jeg synes det var begrænset hvor godt det var - det bedste indslag var Peter Belli, som fik forenet sin søns solisttalent godt med en fed korbaggrund. Og så rockede de bare med en gammel Rolling Stones-klassiker!

Ellers var der jo Clement, som trak "børnekortet" - vi hiver en sød lille pige frem som solist, så skidt med hun slet ikke er gammel og rutineret nok til at bære en solo. Resultat: Pigen som reelt er dygtig småhang i soloen og fremstod som om hun sang dårligere end hun gjorde.

Og Anna David var sur, fordi hendes kor røg ud. Helt ærligt, Anna, hvad havde du forventet?
Hun vælger en charmerende tørklædeklædt pige som solist ... på grund af at hun "har en god personlighed"?? Eller håbede vi på nogen "halal-hippie"-stemmer?

For sød og charmerende var pigen, men solist var hun ikke. Hun hang ½ tone under i meget af sin solo - bare ikke godt nok. Og så bitcher Anna D i aviserne idag fordi hun blev stemt ud. Øøøøh ja? Det er en konkurrence?

Klart en udsendelse jeg IKKE behøver se næste uge. Det er for kedeligt, for meget af samme skuffe som Talent 2008, Stjerne for en aften, Idols ... GAB GAB GAB ....

PS: Det var godt vi havde Charlie Wilsons War liggende - filmen kan varmt anbefales...

Nydning med ømme baller

Tænk at man kan opleve så stor grad af nydning med ømme baller som jeg gør lige nu :)

Situationen er en konsekvens af følgende fakta:

• Det er fredag aften, maden simrer på komfuret og foran venter en lang dejlig weekend...
• Jeg var ude og styrketræne igår, og den fik ikke for lidt i benmaskinen
• Har været ude og spise en hyggelig projekt-frokost med de andre fra projektet - inkl. en velfortjent hvedeøl
• Og så løb jeg lige 40 min. på volden

Nu sidder jeg, træt og nyvasket, i et par behageligt løstsiddende jeans, og nyder fornemmelsen af trætte ømme ben og det gode selskab (Bruno og Lasse sludrer i sofaen). Maden dufter godt og er færdig om ½ times tid.

Jeg har en film liggende, som jeg har lånt af en sød kollega. Det er Charlie Wilsons War, som jeg godt kan huske, at jeg tænkte at jeg godt ville se, da den kom, men som jeg aldrig fik set. Kollegaen har refereret til den et par gange - han har den på dvd, og tilbød mig at låne den. Det kan vist ikke gå helt galt, taget i betragtning at manden har humor, og at Tom Hanks spiller hovedrollen :)

Weekenden byder på lidt arbejde i huset. Vi vil godt ha' lavet vores kældertrappe færdig. Vi mangler at skifte de rundslidte, fald-indbydende trin ud med nye trin. Vi skal også ha' malet et par vindueslister og hængt persienner op - og i samme ombæring undskylder jeg overfor eventuelle beboere på Falkevej, som har kunnet få traumer om morgenen, når jeg har rodet rundt efter dagens påklædning i oplyst soveværelse uden persienner ... iført mit nattøj (en sjat chanel no. 5 eller lign.).

Nåmen ... vi er klar til weekend. Som I kan høre.

Harmoni er en dejlig ting

Der er indenfor det sidste års tid sket nogen ting, som har gjort vores families liv meget lettere og bedre.

De ting, der er sket, betyder, at mine unger er blevet rigtig glade for at være hjemme hos deres far, og har gjort det meget lettere for ham og mig at have en ordentlig dialog og et godt samarbejde.

Det er en kæmpe lettelse, for Bodil havde ikke ret meget samvær med sin far. Det har hun igen nu, og jeg kan se, hvor meget bedre hun trives af den grund. Det varmer mit hjerte inderligt!

Igår kom Bodil hjem, for hun var syg, og da der fulgte hovedpine med, var det ikke rart at ligge på værelset ovre på efterskolen, hvor der ofte er larm. Kristian er stadig syg - i bedring, men han kommer ikke afsted i morgen.

Og i aften tog de begge hjem til deres far, for han arbejder hjemme i morgen - det betød jo så, at Kristian ikke behøvede være alene hjemme.

Jeg er simpelthen så glad for, at tingene kører som de gør nu. Mine unger er glade og trygge hos deres far, og tager glad og gerne afsted der ud. Min exmand og jeg taler afslappet og ubesværet sammen.

Og nu har vi næsten-weekend, Bruno og jeg :)


PS: Gæt, hvem der har tabt lige godt 6 kg på 7 uger??

En rigtig (ung) mand!

Min datter har været kærester med Mads i omtrent 1½ år.


Jeg kan godt huske da hun introducerede ham - det var ikke SÅ længe efter hun havde slået op med kæresten inden, og faktisk så jeg ham første gang ude i svømmehallen - en masse vådt mørkt hår, bøjlesmil og tykke briller.


Sidenhen er han blevet STOR - sådan en fyr vokser en del fra han er15 til nu, hvor han fylder 17 indenfor en rimelig tid. Og brillerne er erstattet af kontaktlinser, ligesom smilet ikke længere er ren metal.


At han er en nydelig ung mand, er dog ikke hans bedste kvalitet. Næh - han har noget, som får selv det mest svigersøns-skeptiske hjerte til at smelte. Det er nemlig klart for enhver der har bare en anelse syn tilbage, at drengen bli'r blød som smør, når han ser på min søde, skøre, stride, skønne datter. Jeg har aldrig hørt ham sige et hårdt eller kritisk ord til hende eller om hende, og fra det, Bodil fortæller, behandler han hende som en gentleman - kærligt og omsorgsfuldt.

Han kan endda - til mig - snakke om hvordan han føler for Bodil, og det synes jeg er stort, når man ikke er ældre end ham. Han har lagt øre og skulder til masser af op- og nedture, og uanset om de bliver sammen 2 uger, 2 måneder, 2 år eller 2 årtier mere, så har han været en rigtig dejlig kæreste for Bodil.


At han oven i har en sær, skæv humor og en kanon musiksmag (kan bl.a. lide Pink Floyd og Led Zeppelin) og er super nem at snakke med, skader jo heller ikke.

Men jeg tror nok, at den dag hvor han VIRKELIG charmede mig, var da han som en selvfølgelighed omtalte "når Bodil og jeg skal bo sammen engang". Temmeligt sødt, synes jeg!
Mads, dejlige dreng, du styrer :)

Nu skal det være!

Det er lørdag og LIGE NU er alle mine unger samlet under mit tag.


Så NU skal det være! Vi går ud og spiser i aften, på Caffe Katia - en rigtig familietur. Jeg har heldigvis fået bord, og nu glæder jeg mig til at mæske mig i lækre retter og god rødvin.


Jeg har passeret de 5 kgs vægttab - og igår havde jeg mine lækre cognacfarvede skindbukser på i byen - dem som jeg ikke har kunnet passe i laaaang tid. Så jeg har fortjent at holde fri fra slankekur i aften.

Og regningen for aftensmaden er sponseret :D ikke dårligt!

Ta-daa....!

I denne uge har 2-3 tømrere haft deres gang i huset. Kan I huske, da vi overtog huset? Der tog jeg dette her billede:

Nu har Henrik Buus og hans mænd været igang - og udsigten er blevet NOGET anderledes:

Wow! I'm lovin' it, som de siger i reklamerne.

Fra bagsiden er det lige så flot:

Hvor er det dejligt at se. Jeg synes at vores "Rosa" rigtig kommer til sin ret nu. Tilbage står kun lidt fuger, som mangler inde i huset - og noget inddækning indenfor i karnappen.

Voksenhed er lidt overvurderet

En af de helt store bagdele ved at være voksen og have en familie, er at man rent faktisk forventes at planlægge og tilberede aftensmad - sådan på et dagligt basis.

Og det er altså stærkt overvurderet. Det kan godt være at hende den søde Anne-mad, Claus Meyer og alle de andre kan få det til at virke sådan lidt "og så kaster jeg lige lidt timian og sherryeddike på panden"-sjovt - MEN DET ER DET IKKE!

F.eks. finder jeg i aften mig selv i færd med at tilskære kyllingfileter. Hvad er de der snaskede brusk/sene/fedt-klatter som sidder under sådan nogen - helt ude i siden - egentlig for noget?? Hvem har bestemt de skal sidde der - og hvorfor er de ikke FJERNET når jeg griber plastickassen med kyllingfileter nede i Superbrugsen?

Og så skal man finde på ... det skal jo helst være sundt, varieret, og med masser af grøntsager. Og jeg gider ikke - ihvertfald ikke hver dag.

Hvis jeg havde vidst hvor kedeligt det var, dengang jeg var barn ville jeg:
* have glædet mig LIDT mindre til at blive voksen og selvstændig
* have kysset min mors fødder dagligt fordi hun gjorde alt det kedelige arbejde for mig.

Tak mor ... du er stadig en helt, for du brokkede dig da aldrig ... :)

Måske egner jeg mig bare ikke til at være voksen?
Kan man godt sådan helt spontant gå i barndom, når man er 42?

Håndværker-rykind.

Vi har haft håndværkere i dag - et par tømrere samt Bruno har været i fuldt sving det meste af dagen - der er kommet nye vinduer og et par døre i huset. Der er stadig et par dages arbejde før alle vinduer er skiftet, skummet og fuget, men det er fedt at se, hvor pænt det bliver - rum efter rum.

Jeg glæder mig til at tage billeder af huset MED nye vinduer og poste her inde!

Ellers er det en travl uge. I dag skulle vi faktisk have besøgt HJ Hansen Vin i Odense, men vores kontakt derovre blev syg, så jeg fik en eftermiddag og aften hjemme, som ikke var planlagt.

Onsdag er store-vinsmagningsdag. Vi skal, ligesom sidste år, udvælge de vine, som Bankdatas ansatte (samt bestyrelsen og rådgivende udvalg) skal have i julegave. Det bliver spændende, og jeg bliver helt sikkert IKKE beruset af de mange rødvine. Der bliver nemlig spyttet ud til den store guldmedalje :)

Fredag har jeg noget logistik, der skal gå op. Bodil skal hentes i Højer, og jeg skal være i Kolding omkring spisetid, for vi har pigeaften i afdelingen (vi er så få, at vi er nødt til at holde sammen ;).
Jeg tror jeg tager en fridag - for så kan jeg også lige få gjort rent. PUHA hvor det grisser, sådan noget vindues-noget!

Vi skal heldigvis ikke noget i weekenden. Andet end at sætte lister op omkring nogle vinduer, og sådan noget. Og så skal jeg nå et par løbeture og en tur i Equinox. Det skal jo passes altsammen :)