mandag, november 24, 2008

Identitet bag på bilen

Det er utroligt som folk har behov for at skilte med alverdens ting bag på deres biler.

Selv er det eneste klistermærke på min bil det, der står "DK" på - og så er der et lille et der står "N.O. Jensen" på, som sad på bilen da min far købte den i sin tid. Jeg er ikke sikker på jeg kan få det af .. og det har også siddet der så længe, at det nærmest hører til.

Men bevæger jeg mig ud i verden, kan jeg se, at det ikke er alle, der har det som mig.

"Børn i bilen", står der på et advarselsskilt-lignende klistermærke bag på mange biler. Tror folk, at det får andre til at køre mere forsigtigt? Og er det værre at køre ind i en bil med børn i, end i en bil, hvor der er nogens forældre eller søskende i? Tror dem, der sætter mærket på, at fartbøllerne tænker "Nå, så må jeg hellere finde en anden bil at køre hasarderet i nærheden af/torpedere med min undervognssænkede Opel Manta!".

"Bevar Fredericia Skibsværft" eller "Bevar X-bys sygehus"..... jamen hvad forestiller de sig, at sådan et klistermærke ændrer? På mig virker det nærmest modsat. Hvis jeg ser rigtig mange af den slags klistermærker, får jeg nærmest lyst til at lukke lortet, bare for at slippe for de missionerende klistermærker. Eller ... jeg bliver ihvertfald skeptisk og tænker, at der vel må være en god grund til det modsatte også, og nogle flere nuancer end sådan et klistermærke afspejler.

Så er der den der lille fisk, sådan en stiliseret en, som mange kristne kører med, for at fortælle andre, at de er kristne. Hvad skal jeg med den information? Lægge mig på hjul når det er snestorm, så jeg kan være sikker på at køre bag en som er beskyttet af overjordiske kræfter? Og hvorfor har de sådan et behov for at diverse tilfældige bilister skal vide hvilken tro de bekender sig til?

Fisken er dog både pæn og diskret. Men for mange år siden havde jeg en klassekammerat, som på sin frakkeskåner på cyklen havde et kæmpe klistermærke hvor der stod: "Jesus elsker dig".
Gælder det alle? Jamen hvorfor så bekymre sig om at tro på ham, hvis han bare elsker alle, helt usorteret? Og er det egentlig ikke lidt hjernelamt bare at elske alle mulige tilfældige på den måde? Under alle omstændigheder var det klistermærke nok LIGE en tand for frelst for den unge frk. Saxkjær, som nok er af en god kristen familie, der dog følte noget mindre trang til at skilte med sin fromhed.

Underholdende er det dog med diverse streamers bag i biler, med reklamer for alle mulige ting som man ikke kan huske når man kommer hjem, og alle mulige politiske og spirituelle budskaber. Jeg nøjes med at læse andres, og nøjes med mit "N.O. Jensen" klistermærke - som ikke signalerer andet, end at min bil i tidernes morgen rullede på gaden fra denne Aalborgensiske bilforhandler.

Kan godt være at jeg er kedelig, men jeg sætter ikke budskab i min bil. For hvad søren skulle jeg så med min blog.

9 kommentarer:

Anonym sagde ...

"hørt"...og enig :-)

Anonym sagde ...

Sådan et blogindlæg her, i passende skriftstørrelse, ville jo også være trafikfarligt at sætte bagpå bilen :-)

Hvad "børn i bilen" angår, kan det måske ses som en måde på forhånd at sige "undskyld" for flakkende opmærksomhed ...

Jeg har også altid undgået klisteri bagpå. På den anden side, kan jeg da forestille mig at efterkørende ved en "egnet" streamer kunne få tankebanerne flyttet lidt.

Annie Fryd sagde ...

Helt enig, bagsmækken kan slet ikke erstatte en blog ;0)

En hedning i min bekendtskabskreds er stenhugger og har sit eget firma. Hans streamer lyder: "Overhal bare, vi laver også gravsten" Den slags synes jeg er underholdende!

Lizelotte sagde ...

Annie, det er i det mindste sjovt og originalt :)

Mona sagde ...

Det siger heller ikke mig noget med de der klistermærker. Men hvis de er sjove, bærer jeg over. Også med den dér "Møgkællinger har det sjovere".

Anonym sagde ...

Tænk jer om inden i "griner2 ad dem med skiltet "børn i bilen".
den er der for at sige "husk at hold afstand". Nogen hører mere efter hvis de ved at det er børn det går ud over. For hvad vi du rede første hvis huset brandte? Din mand eller børn? Så jo, der er forskel om det er børn.

Jeg er død træt af billister som kører helt op i røven af min bil og har i dag anskaffet mig sådan en skilte for at se om det hjælper.

Der skal holdes mindst 2 sekonders afstand i mellem biler. Mange døds ulykker kan være ungået hvis bare folk tager sig sammen.
Jeg lærte allerede som barn en lille sang i skolen som man kan syng for at se om man selv holder 2sekonders afstand. Det var 35 år siden og jeg glemte det aldrig. det burde de indfør i de danske skoler. Jeg gik i skole i UK.

Lizelotte sagde ...

ANONYM - det er god stil at bruge sit navn når man vil øffe-øffe på andres blog. Ligeledes at LÆSE INDLÆGGET.... har jeg nogen steder skrevet at jeg kører op i røven på andre??

Hvis du rent faktisk var fast læser her, ville du vide, at jeg holder meget lidt af hensynsløse bilister...

Jeg har skrevet, at jeg ikke tror det gør en fløjtende fis til forskel om du har et skilt bag på bilen eller ej. Dem, der kører farligt og dumt, er da totalt ligeglad med om du har en hel børnehave bag i bilen. De tror jo de er verdensmestre.

Så spy din galde ud andetsteds, eller hav i det mindste mod og mands-(eller kvinds-)hjerte til at sætte dit navn ved dit sure, men ikke særligt kvalificerede opstød.

Unknown sagde ...

Jeg kører bil 4-7timer hver dag og oplever at mit liv bliver truet af hensynsløse bilister der kører meget tæt på bagenden af min bil, så jeg har derfor sat et "børn i bilen" mærke på min bil, for hvad f... skal man gøre for at folk holder afstand? Jeg bliver mega rasende hver gang det sker, for det er så dybt unfair at udsætte andre for den fare bare fordi de har en dårlig dag. Er der nogen der har et forslag til hvad man kan gøre for at undgå den slagt idioter??

Kh Mathilde.

Lizelotte sagde ...

Mathilde, jeg tror som sagt ikke at dit skilt udløser en pænere kørsel hos nogen. Det udløser højst en øjenrullen hos sådan nogen som mig.

Og jeg tænker: er det "værre" at der er børn i bilen, end at der er nogens børns mor eller far, eller nogens søster eller bror? Klistermærket er bare grimt og overflødig støj på din bil.

Jeg hader også de der bilister, som lige trækker ind i den passende afstand, som man har lagt til bilisten foran - og dem, der sidder oppe i røven på en som en g-streng der er to numre for lille.
Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved dem, ud over selv at forsøge at køre rigtig, rigtig fornuftigt. (OG - må jeg indrømme - engang imellem bliver jeg hidsig og giver bremsepedalen et lille klap, så de får mine bremselygter i ansigtet....).