Mange af jer har læst min post om min mormors toiletbord.
Hvis I lige tjekker kommentarerne igen, vil I se, at jeg har fået besøg herinde, af min grandkusine Lene.
Hun faldt over min blog, og undrede sig over, at mit toiletbord i så høj grad ligner hendes.
Men forklaringen er, at hendes morfar (Christian) og min morfar (Edvin) var brødre - vi har altså samme oldefar.
Christian overtog snedkeriet efter sin far, og har lavet Lenes toiletbord til sin hustru.
Jeg så faktisk Lenes post, mens jeg talte i telefon med min mor (jeg kan nemlig multitaske!).
Min mor sagde straks - det må være Doris og Gunnars Lene - og det var det. Vores mødre er altså kusiner.
Min mor fortalte også, at Lene har en søster, som hedder Bodil. Søsteren er opkaldt (tror jeg) efter Doris' søster, som hed Bodil, og som døde ganske ung (af leukæmi, tror jeg). Det er en historie, som jeg kender ganske godt - og måske har det også spillet ind, da min datter fik navnet Bodil.
Jeg husker ihvertfald tydeligt min mors fortællinger om Bodil, som var ung, køn og tapper, og som ihærdigt holdt fast i sin skole på trods af sygdommens hærgen.
Sjovt at møde et familiemedlem i blogland - endda en, som jeg knap tror, jeg har mødt. Jeg håber, at Lene vil kikke forbi min blog - og komme forbi og se mit toiletbord, hvis hun en dag er i nærheden af Fredericia.
2 kommentarer:
Kære Liselotte
Du har ganske ret, jeg har en søster, som er opkaldt efter min moster, som døde, da jeg var 4-5 år. Jeg var 12 år , da Bodil skulle døbes, og jeg læste Puk og Susy Rødtop bøger, så jeg syntes det var ganske forfærdeligt, at min lillesøster skulle hedde Bodil.Hellere Vivian, Sussi, Tanja eller Puk :) Godt mine forældre stod fast på deres :)
K.H Lene
Bodil er et meget smukt navn! Jeg mangler bare at overbevise min snart 13-årige datter om det ;-)
Send en kommentar