fredag, maj 12, 2006

Venskabsdilemma

Jeg har en bekendt, som engang var min bedste veninde.

Vi har kendt hinanden i 10 år. Dengang var hun single, og jeg var gift med mine yngste børns far. Hun havde ikke så meget familie - så jeg delte min med hende. Hun passede mine unger, når jeg manglede barnepige, og vi pigehyggede sammen. Når hun havde kærlighedskvaler, delte hun dem med mig - jeg leverede opbakning og råd (sikkert af tvivlsom karakter), og rasede, når jeg syntes hun blev dårligt behandlet.

Vi var tæt! Jokede med, at jeg var hendes adoptivstoresøster. Hun havde titel af "moster" i familien.

Jeg var vild med hendes råstyrke, hendes ærlighed og hendes humor. Syntes, hun var klog, og rigtig god at snakke med.

Kærlighedslivet faldt hen ad vejen på plads, og hun fik lige den kæreste (og senere mand), som hun havde drømt om. Han blev naturligt en del af venskabet.

En dag blev jeg skilt, og var meget nervøs for hendes reaktion. Vi havde i et eller andet omfang været hendes base og hendes "forbilledfamilie", og jeg var nervøs for, hvordan hun ville tage det, at jeg nu valgte at gå fra min daværende mand.
Hun tog det fantastisk, og var en stor opbakning - og indlemmede fra dag 1 min nye kæreste i sin kreds.

På et eller andet punkt derefter er det gået skævt. Jeg kan ikke helt forklare, hvordan det skete. Jeg ved bare, at det blev vanskeligere at tale sammen. Da jeg besluttede at gøre noget ved min mangeårige overvægt, kunne hun slet ikke rumme at dele min succes med mig.
Det virkede nærmest, som om hun mente, jeg svigtede hende, ved at tabe mig. Hun blev sur når jeg talte om vægttab og syntes nærmest jeg var idiot, når jeg talte om motion.

Jeg syntes, det var svært at være veninder, når jeg ikke kunne dele noget, som fyldte så meget i mit liv, med hende. Når hun ikke kunne glæde sig på mine vegne.

Vores samvær gled langsomt ud, og der gik nogen år, hvor vi ikke talte sammen.

For et års tid siden kom vi til at tale sammen, og jeg fortalte hende, at jeg savnede hendes venskab. Hun havde det på samme måde, så derfor aftalte vi at mødes igen, med vores familier. Det gik fint nok, men det er aldrig blevet det samme.

Jeg opfatter det sådan, at hvis jeg siger sort, siger hun hvid. Og tromler HVID ind over mig.
Hvis jeg har en mening om noget, er jeg ikke kvalificeret til at have den, fordi jeg ikke har de forudsætninger hun har. Hvis jeg gør ét, og hun noget andet, er der ikke plads til det i hendes verdensbillede.

Jeg føler venskabstråden slides tynd og strækkes igen. Jeg føler ulysten til at ses. Men jeg føler også sorg, fordi jeg ved, hvem hun er - og inden i er hun stadig den der rå, seje og sjove tøs, som jeg holder fantastisk meget af. Jeg har ikke lyst til at slippe, men måske bliver jeg nødt til det. Jeg synes, det er vanskeligt at konfrontere hende med, hvordan jeg har det.

Måske er nogen venskaber bare for svære - kræver for meget arbejde.
Måske håber jeg, at min ven læser denne post (selvom jeg ikke tror, hun overhovedet kender min blog - nettet interesserer hende kun meget lidt) og giver vores venskab en chance til. Måske håber jeg, at hun fortæller mig, hvorfor hun er vred på mig.

Måske sletter jeg denne post igen. Den er meget personlig og på grænsen til det private - men I er så mange kloge kvinder derude, at jeg håber på det magiske, kloge råd...

3 kommentarer:

conny sagde ...

Den er en svær en, Lizelotte. For mig lyder det som om, at I har udviklet jer i hver jeres retning. Du mener, at du ved hun indeni stadig er den søde og seje pige - men måske er den side blevet så lille nu i forhold til de nye sider, at det er for svært at finde derind?
Det er selvfølgelig kun dig selv, der kan finde ud af, om du orker at lede efter "din gamle veninde".

Acq sagde ...

Puhh, enig med Conny; den er svær.

Jeg vil prøve med lidt lommefolisofi - det er muligt jeg skyder helt skævt, men så bær over med mig, og glem det:
Jeg kom til at tænke på om ikke hun spejlede sig lidt i dig dengang, og kunne li at hun så lidt stærkere, lidt sejere og måske lidt mere lækker ud i forhold til dig. Da du så selv viste dig som lækker og ret sej, jamen så følte hun at hun blegnede i forhold til dig. Det hun så bruger kræfter på nu er at bekræfte over for sig selv (og dig?) at hun stadig har en større status end dig. DU er vokset, og hun prøver som en gal at bevise at hun også er noget værd.

Lad hende ligge, jeg tror ikke der er noget at redde.

Yrsa sagde ...

Den filosofi skulle jeg også lige til at udbrede mig om. Jeg har hørt om flere piger som mister veninder hvis de begynder at tabe sig og holder den slanke linie. Jeg tror det handler om misundelse et sted og netop om hvordan den ene har haft stærkere sider en den anden og PLUDSELIG bliver situationen en anden.
Hvis det forholder sig sådan tror jeg heller ikke jeres venskab kan genoprettes. - Desværre