søndag, maj 21, 2006

Melodunte...

Som barn elskede jeg Melodi Grand Prix!

Jeg kender nogen få, som stadig som voksne holder ved, og elsker kjolerne, glitteren, atmosfæren, hele det kitchede kompleks.

Men det er lige så lidt comme il fait at være grand prix-fan, som det er ikke at hade festsange ;-)

Egentlig ville det være den ultimative provokation at erklære sig som grand prix-fan - et oprør mod dem, der har facitlisten for, hvad der er godt og hvad der er dårligt. Jeg ville faktisk gerne... men jeg kan bare ikke holde musikken ud.

Som et kompromis gør jeg gerne det (hvis jeg husker det), at jeg ser opsummeringen af sangene - der hvor de viser 30 sek. af hver sang, samt afstemningen. Jeg føler mig sentimentalt hensat til min barndom, når de siger: "La suede - douce points". Og det er jo altid lidt rart.

Igår var næsten som det plejer. Opsummeringen af sangene viste en hel række popsange, næsten ens, flertallet sunget af en blond (og i visse tilfælde en mørkhåret) sild uden særlig meget tøj på, med nogen dansere, som i særligt opfindsomme tilfælde dansede en dans, som med lidt god vilje kunne lede tanken hen på noget kulturbestemt lige fra den nation. Ellers var det kilometerpop - som den danske sang, kun anstødeligt, fordi det var så intetsigende.

Så var der lige monstrene fra Finland. Nej - det var nok ikke den bedste heavysang, jeg har hørt, men bare det, at der var rigtige, tunge guitarer og ikke sporet af en smuk sangerinde, var nok til, at de kunne ha' fået min stemme, hvis jeg havde gidet hente min telefon.

Jeg kan godt forstå, at Finland vandt - for det var den eneste sang, man ku' huske bagefter.
Tankevækkende. Og spændende, hvad betydning, det får næste år.

Måske skulle vi sende Lis og Per afsted, så de kan stikke ud mellem alle de brølende rockere, vi får se i 2007.

6 kommentarer:

conny sagde ...

Som talt ud af min mund, Lizelotte. De seneste år er jeg begyndt at falde i søvn allerede fra de første numre. Og det er præcist beskrevet, at man ikke kan huske numrene fra hinanden.
Jeg tror, jeg opgiver til næste år og ser den film, den anden kanal sender. I år gik jeg jo glip af De grønne slagtere, som jeg endnu ikke har fået set.

Liselotte sagde ...

Jeg nåede at se de sidste 2 minutter, hvor vi fik æren af endnu en gentagelse af Finlands vindermelodi. Jeg er på nippet til at begynde at se det igen, efter mange års pause, alene fordi det bliver morsomt at se, hvad der skal slå denne her næste år :-)

Helle sagde ...

Jeg føler mig også stadig lidt i en tilstand af chok over, at Finland vandt. Men dejligt uforudsigeligt - hvadenten man nu kan li' sangen eller ej. Og du har helt ret. Det var den eneste sang man kunne huske. Og så kan jeg altid godt li' når det er nogle "nye" nationer der render med sejren. Finland har da vist aldrig vundet før?

Therese sagde ...

Ha ha ja, eller Keld og Hilda ;-)

conny sagde ...

Som talt ud af min mund - måske ikke lige det med Lis og Per, for Dansktop af den type er min yndlingshader!
Men det med de blonde typer, trælse dansere og ensartede melodier, man ikke kan kende fra hinanden, JA. På den måde var de finske monstre befriende anderledes. Jeg bliver bare også lidt bange, for hvad skal det til for! Jeg tænker satanisme, vold, manipulation og meget mere. Og hvis ikke det er meningen, hvorfor så bruge 3 + 2 timer for at tage sådan et kostume på og af?
Lige nu er jeg kommet dertil, at jeg på trods af at jeg synes om konceptet "Meloduntegrangpri" vil se den gode film, som TV2 altid sender oveni.

conny sagde ...

Altså, jeg må lige smide en kommentar til ang. det her Grand Prix: Jeg synes faktisk helt godt om den tyske country-sang. Der er drive over den, og den er hvad den giver sig ud for at være: lækker country!